Af Sven Voss, Tidehverv nr. 4, 79. Årgang - April 2005, s. 75-76.

For femogtredive Aar siden begyndte en Præstesag, som jeg kender godt. Præsten var nylig begyndt i sin Tjeneste og skulde efter faa Maaneder staa til Regnskab for Menigheden ved et Forældremøde, som var indkaldt, fordi Forældrene mente, at Præsten i Undervisningen forlangte for meget af deres Børn. Dette Møde blev ikke mange Minutter gammelt, før det opløstes i Tumult og Forældrenes Udvandring, fordi Præsten efter at have takket for denne Lejlighed til at forklare sig ordret begyndte sin Forklaring med disse Ord: "I har forsømt jeres Børns kristelige Oplæring". Det, Forældrene mente var for meget, var Forklaringer til Luthers Lille Katekismus og enkelte Salmevers, som holdt det fast for Børnene, og som skulde læres udenad.

I Dag ser man saa i Avisen (Kristeligt Dagblad, 30. Nov.) en theologisk Professor og Doktor i Luther kalde en theologisk Kandidat og altsaa en, som har afsluttet sine Studier ved Universitetet med en Kandidateksamen i Theologi - tilbage til Sandheden med en ordentlig Øretæve for fræk Uvidenhed. Vedkommende har - tilmed tilkaldt som Klummeskriver af det kristelige Blad og altsaa ogsaa paa dettes Ansvar - faa Dage før (den 26.) skrevet et Indlæg, der røber en saa tyk Uvidenhed om Luther og Lutherdommen, at end ikke lutherske Lægfolk kan præstere den. Vedkommende afslører sit ulutherske Staasted ved at sige, at "Kirkens Opgave er først og fremmest at være et synligt tegn paa Gud i verden", hvor Lutheraneren maa nøjes med at sige, at Kirkens Opgave er at tilsige det Menneske Guds Tilgivelse, som Han har dømt og ogsaa dømmer nu med sin frelsende Naade. Skribentens Staasted er mellem os kristne en menneskelig Ret, og vi kan kun haabe, at det maa bedre sig! Men naar det hedder i Indlægget, at "Luther afviste kirkens mysterium, som er, at Kristus bliver nærværende for de troende i sit legeme og blod", saa er det ikke et Staasted, men en himmelraabende Uvidenhed - saa sandt man da ikke uden Beviser skal beskylde selv en Modstander for at tale mod bedre Vidende. Enhver, fristes man til at sige, veed jo ellers til Anfægtelse for sig selv, at Luther paradoksalt insisterede paa, at Ordet "er" i Indstiftelsesordene skal forstaas ganske bogstaveligt. Indlægget er godt nok katholsk, omend med en gammeldags Synergisme, som den katholske Kirke i vore Dage maaske er ved at forlade, men naar det hedder, at "Gud kan ikke fødes ind i verden uden ved et menneskes hjælp", saa er det ikke engang katholsk, men doketisk, fordi det overhører den gamle fælleskirkelige Bekendelse til Jesus som paa een Gang sand Gud og sandt Menneske, uden Sammenblanding og uden Adskillelse, og derved forvandler den i Troen frelsende Aabenbaring af Guds ulydige Børns Liv paa Jorden til slet og ret en Forestilling.

*

At den, der stiller op til en offentlig Debat om Kirke og Kristentro med en saa skamfuld Ballast af grov Uvidenhed, kan være theologisk Kandidat, maa naturligvis forudsætte en almindelig Uvidenhed, der som det ses ogsaa omfatter Redaktionen af angiveligt kristelige Blade. Men er Skribenten ikke ligefrem en Slyngel, har Universitetet ogsaa en ikke ringe Del af Ansvaret. I Modsætning til Konfirmandundervisningen vil denne Institution være konfessionsløs, og just som saadan bliver dens Hovedopgave at formidle og kræve Kundskaber, som sikrer, at Kandidaterne paa deres faglige Løbebane veed, hvad de taler om. Denne Kvalifikation maa ingen Kandidat mangle. Men i Dag gør de det altsaa i flere eller færre Tilfælde. Og det bør heller ikke undre en, naar man i den mellemliggende Tid har hørt om en Ansøger til Præsteembede, at han afviste at udtale sig om sin Lutherforstaaelse med den Begrundelse, at Luther ikke interesserede ham ret meget, og at han forøvrigt havde Speciale i den nigerianske Kirke! Den sidste Del af Begrundelsen er ikke uvæsentlig, for den viser jo, at Ansøgeren har forstaaet Studiet meget mere som Methodeundervisning end som Kundskabstilegnelse. Hvad Kristendom er efter de forskellige Forstaaelser af den, er ikke saa vigtigt som Øvelse i at arbejde paa videnskabelig Maade med det af de mangfoldige Emner, man nu kaster sig over. Men lige her er det, at Konfirmandundervisningen og Theologistudiet hænger sammen.

Konfirmandundervisningen er paa Krav fra Halvfjerdsernes Forældregeneration af i Dag mere og mere blevet en Undervisning i kristelig Methode - nemlig en Demonstration af kristelig Mildhed fremfor en Børneundervisning i, hvad luthersk Kristendom er, saa at voksne Mennesker mødte op til Livets forskellige Kald og altsaa ogsaa de vordende Theologer paa Universitetet med en Orienterethed, der gav dem noget at forholde sig med og ikke kun de fromme eller oprørske Følelsers Forvirring. Vi maa jo indrømme det theologiske Fakultet, at det er voksne Mennesker, det har med at gøre, og at Forskningens Frihed er et uundværligt Gode. Til Gengæld har vi Ret til at vente, at Fakultetet, naar det bliver gjort opmærksomt paa det, vil indrømme, at det er en Forsømmelse fra dets Side, at det af lutter Videnskabsinteresse ikke prøver Kundskabstilegnelsens Bredde og Dybde i et Fag, hvori Distinktioner og Sondringer af dialektisk Karakter spiller og maa spille saa stor en Rolle, og hvis samfundsmæssige Betydning først og fremmest er Kvalificering til Præsteembede i en Kirke, der forkynder Kristendom efter luthersk Forstaaelse, saa at omfattende og nøjagtig Tilegnelse af Kendskab til og skarp Prøvelse i denne Forstaaelse er lige saa uundværlig og bør være Hovedomraadet for den videnskabelige Øvelse.

*

Men Hovedansvaret for denne Ulykke, at Universitetet har opgivet Kravet om Sagkundskab til Fordel for methodiske øvelser, som om alle Fags Indhold kun var praktisk Erfaring i Fysik eller Psykologi og dennes Indøvelse, er som for alle vort Samfunds Ulykker Kirkens. Her begyndte det, da Kirken efterhaanden i Løbet af det 20. Aarhundrede i Sporet paa den "ny" (rousseauske) Pædagogik, som den forstod som rigtig kristelig og altsaa berettiget Menneskekærlighed, konfirmerede Børn som for den Alder godt oplyste kristne, uden at de ved Konfirmandundervisningen havde skullet lære noget, som det ellers er dens Mening og Berettigelse navnlig i vore Dage, hvor den er uundværlig i et kristent Folk, hvis offentlige Skole er overtaget af andre Kræfter end dem, Forældrene ønsker. Dette Spor viste Universitetet vel af egen Daarligdom sig beredt til at svare med, da det mødte de ny Studerendes tilsvarende Uorienterethed. Paa Grund af Ungdomsoprøret sejrede den ny Pædagogik paa Universitetet i en Haandevending, og i Dag er det altsaa kommet dertil, at Universitetet dimitterer Kandidater, der siden offentligt kan afsløre tyk Uvidenhed i deres Fag.

Ulykker kan ikke gøres uskete. Og i denne Sag maa flere Generationer bære tunge Følger, som det ses af den næsten totale Religionsforvirring. Men efter Ulykken kommer Besindelsen. Og her er det i vores Tilfælde heldigvis muligt at rede om. Da Ondet har sit Udspring i Kirken, skal Bod og Bedring ogsaa komme derfra.

Det kunde ske paa den Maade, at for det første Biskopperne hver for sig - og saa mange af dem, som saa Ulykken og var med i Besindelsen, meddelte Fakultetet, at ingen Kandidat vilde faa Kollats af ham, uden at det af vedkommendes Eksamenspapirer fremgik, at han i det mindste i et af Theologiens Fag - og det kan jo lade sig gøre i dem allesammen - var blevet tilfredsstillende eksamineret i specielt Lutherforstaaelsen. Næste Skridt maatte være, at Staten i naturlig Forlængelse heraf bad det konfessionsløse Fakultet om at udarbejde en lille Skolebog i luthersk Kristendomsforstaaelse til Brug i Konfirmandundervisningen og gjorde denne til obligatorisk Hjælpemiddel i Forberedelsen til Konfirmationshandlingens Overhøring. Hvis der er noget, der med Rette hedder Lutherdom - og det er der jo - maa det være en Opgave, netop det konfessionsløse Fakultet vil anse for selvfølgelig for sig og med Tak for Anerkendelsen paatage sig Ansvaret for. En saadan Lærebog strider ikke imod, at ingen kan sige, hvad Kristendom er, paa andres end egne Vegne. Den vil jo kun sige, hvad Lutherdom er efter den theologiske Fagkundskabs saglige Forstaaelse, og skulde der trods Bogens Lidenhed alligevel være Uenighed om det, vilde det jo kun være om saa væsentlige Ting, at det med Rette burde indgaa selv i en Fremstilling for store Børn. Og sidste Skridt i Genoprettelsen af Kirkens i et kristent Folk nødvendige Autoritet maatte være Indførelsen paany af Bispevisitering ved Konfirmationerne for at sikre et rimeligt og ensartet og for det enkelte Barn alligevel skønsomt Niveau. Biskopperne kunde f. Eks. forpligtes til i Løbet af en Aarrække uventet at have visiteret Konfirmation i alle Stiftets Kirker. I den katholske Kirke er det ligefrem kun Biskoppen, der overhovedet har Ret til at konfirmere. Saadan er det dér udelukkende af hierarkiske Grunde. Saadan kan og maa det ikke være i en luthersk Kirke. Men Trækket har Betydning for Institutionens Autoritet. Og det kan den lutherske Institution heller ikke undvære, hvis der skal være ægte folkelig Forstaaelse af, at Kirken trods al theologisk Uenighed i Menigheden staar for noget ganske bestemt, som der er Enighed om, og som det hører til Kristenstanden at skulle være enig i - efter luthersk Forstaaelse.