Fra den 25. juni til den 29. juni 2012 på Rønshoved højskole.

Af Johannes Horstmann, Tidehverv, 1980, nr. 1 s.2-8, nr. 2 s.13-18, nr. 3 s.25-36.

Mit emne, lovens afskaffelse ved evangeliet og dens hævdelse – som jeg ikke gør fordring på at være den første i kristenheden, der har behandlet, lad det være sagt lige fra starten – har meldt sig af sig selv for mig, dog således at tilskyndelsen til at tage netop dette emne op til en theologisk overvejelse grunder sig på flere anledninger, og jeg skal nævne tre af disse og gøre det ret udførligt, fordi disse anledningers erkendelse og beskrivelse må siges på væsentlig måde at høre med i selve themaets behandling.

Martin Luther: "MOD TYRKEN OG JØDEN" er blevet genoptrykt, marts 2012.

De første 50 sælges til introduktionspris: 200,-kr. (inkl. porto).
Bogen kan bestilles hos Hans Erik Apelgren: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Martin Luther
Mod tyrken og jøden
232 sider
Oversat af Chr. Truelsen
1. oplag i 1999.

Paven, tyrken og jøden, disse tre opregner Martin Luther selv som kristendommens store modstandere. På én gang djævelens tjenere og Guds straffende advarsler til kristenheden.

Der er mange, der i dag siger, at vi tallesammen tror på den samme gud, kristne, jøder og muslimer. Det er naturligvis ikke sandt. Vi, der er kristne, tror på Gud som Jesu Kristi Fader, og muslimer, der opfatter Jesus som en tredjerangs profet, og jøder, der opfatter Jesus som en falsk Messias, tror derfor ikke på Gud.

Det er denne enkle sandhed, Marin Luther understreger i sine skrifter om tyrken og jøden. Her bliver kristendommen som tro på Kristus forkyndt - i et lidenskabeligt opgør med den falske tro og enhver usand forbrødring. Alting er ikke lige meget,, og kristendom er ikke tomme, tandløse ord.

Af Mads Mønsted, Tidehverv, 2012, nr. 3-4, marts-april, s.47-48.

Regeringen
I Danmark har vi den ordning, at love vedrørende den evangelisk-lutherske folkekirke vedtages i folketinget. Det plejer at være god skik, at det er love vedrørende kirkens ydre forhold, der behandles og vedtages i folketinget, f.eks. at kirken er bemyndiget til at foretage vielser, mens folketing og regering ikke blander sig i, hvad kirken skal lære om f.eks. ægteskabet. Det afgøres ikke af regering og folketing, men ud fra Bibelen og vor kirkes bekendelsesskrifter.

Af N. Otto Jensen, Tidehverv, 1929, januar, s.3-8.

Det Skrift, Luther skriver imod Erasmus' Afhandling om den frie Vilje, mærker man tydeligt, er udarbejdet med Iver og Energi og inderlig Kampglæde, fordi han endelig engang kan lade Udenværkerne ligge og alene beskæftige sig med Sagens Kærne, men samtidig er det interessant at iagttage, hvorledes Erasmus's Skrift først har harmet og irriteret ham og gjort ham led ved at beskæftige sig med det. Grunden dertil er, at Erasmus hele Tiden smutter ham ud af Fingrene som en Aal, han er klog og forsigtig, fornem og køligt iagttagende og ynder en vis Skepsis, vil gerne holde de forskellige Muligheder aabne, er imod alt for sikre og bestemte Paastande. Men ”det udmærker ikke et kristeligt Sindelag ikke at have sin Glæde i faste, bestemte Paastande, nej, man bør have sin Glæde deri, ellers er man ingen Kristen”. I det, man lærer, bør man være saa vis og saa sikker, at man vil holde det fast, forsikre, forsvare og bekende det, komme hvad der vil. Dette er karakteristisk for Luther. Det viser først, at han ikke kan staa som Tilskuer, som lidenskabsløs Betragter, der i Grunden er udenfor Sagen. Spørgsmaalene er ham personligt nærgaaende; det er hans Skæbne, der afgøres ved det Svar, der gives. Derfor kan han heller ikke blive staaende paa Halvvejen, ikke nøjes med et halvt Svar, kan ikke slaa sig til Ro, saa længe der er den mindste Tvivl eller Vaklen, men maa trænge frem til et fast, afgjort og bestemt Svar.

Af N. O. Jensen, Tidehverv, 1931, nr. 4, april, s.53-57.

Det har ikke været muligt at finde en Titel til dette Foredrag, som helt gav Udtryk for, hvad det skal gaa ud paa. Gerningernes Vidnesbyrd angiver, hvad vi skal beskæftige os med; men hvis nogen som Følge af denne Formulering har ventet noget i Retning af en Appel til at vise sin Tro udaf sine Gerninger, har den alligevel virket som falsk Reklame. Noget saadant har ikke været Meningen — tværtimod. Hverken jeg eller mine Kammerater giver os af med at udstede nogen Appel for eller vejlede andre. Vor Situation er den, at vi er gaaet vild, ikke véd, hvor vi er, og har tabt enhver Tiltro til de Kendingsmærker, vi før stolede paa, og maa prøve at orientere os helt forfra. Er nogen i samme Situation og derfor interesseret i at tage Del i denne Orientering, kan vi sammen arbejde med Spørgsmaalene, men andre har vi intet at sige. Naturligvis maa en saadan Orientering blive et Opgør med det, der hidtil har været god Latin paa Bjerget, og vi selv mere eller mindre troskyldigt har troet paa.

Af Knud Lundbek Hansen, Tidehverv, årg. 83, 2009, nr. 5, maj, s.104-113.

Det er væsentligt fra begyndelsen at slå fast, at dette at læse Luther og Kierkegaard sammen næsten virker som at læse en brevveksling mellem to giganter inden for kirken. Det er naturligvis Kierkegaard, der ”skriver” til Luther, hvis man kan bruge dette udtryk, idet han kommenterer Luthers tanker, således som han finder dem i Luthers prædikener. Men Kierkegaard får også svar fra Luther, nemlig når han giver sig i kast med at læse en ny prædiken af Luther.

Af Agnete Raahauge, Tidehverv, 2012, nr. 2, februar, s.21-23.

Siden junigrundlovens første dage har diskussionen bølget frem og tilbage, om hvorvidt folkekirken skulle have en egen forvaltning i form af en synode.

I den såkaldte løfteparagraf § 66 står der som bekendt: ”Folkekirkens forhold ordnes ved lov”. Trods adskillige forsøg på udkast til en kirkeforfatning har paragraffen hidtil udmøntet sig i den udmærkede praksis, at folketinget har myndigheden til at lovgive for folkekirkens anliggender. Man har så skelnet mellem folkekirkens indre og ydre anliggender, hvor de indre anliggender er lærespørgsmål, mens de ydre angår kirkens rammer. Da det imidlertid er folketinget, der i sidste instans lovgiver for nye alterbøger, salmebøger og ministeren, der har det sidste ord i evt. afskedigelsessager, er grænsen mellem indre og ydre anliggender ikke juridisk glasklar.

Af N. Otto Jensen, Tidehverv, Reformationsnummeret, 1936, nr. 8, s. 127-136.

Indledning
I Modsætning til en saakaldt “objektiv” Videnskab, der af Angst for ikke at være saglig og objektiv nok løfter Problemerne og deres Behandling op i en tidløs Sfære, hvor det kan være os jordbundne Mennesker, som lever i Tiden og maa tage Stilling her, ligegyldigt, om Udfaldet bliver det ene eller det andet, da en tidløs Sandhed ikke kommer os ved, gaar nærværende Undersøgelse ud fra den Forudsætning, at Luther og de øvrige Reformatorer ikke gav sig af med at udforme tidløse, saakaldte “evige” Sandheder, men hver for sig anstrængte sig for at give den ene Sandhed, der havde taget Magten over dem, en saadan Udformning, at den greb ind i Tiden og tvang den Tids Mennesker til at tage Stilling, og at man ikke forstaar dem, før man forstaar denne deres Tendens og prøver at lade den gøre sig gældende og paa tilsvarende Maade gribe ind i Spørgsmaalsstillingen i Dag.

Johannes Horstmanns:
”Den kristne etik – formaningen ved Guds barmhjertighed”

Pris: 200,-kr. (med forsendelse).
Udkom d. 1.12.2011 – 256 sider – ISBN: 978-87-980509-2-6

Bogen kan bestilles hos:
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Eller der kan indbetalles 200,-kr. på nedenstående konto – husk at angive navn og adresse – så vil bogen blive fremsendt direkte.

Af Agnes Clausen, Tidehverv, årg. 1, 1927, nr. 10, september, s.155-158.

For en lille Menneskealder siden levede der i en muhammedansk Landsby i Indien en Mand, der forkyndte om sig selv, at han var den af Muhammedanere forventede Mahdi, den af Kristne forventede Jesus, og den af Hinduer forventede sidste Avatar, som var kommen i een Person, ja, at han kort sagt var en Guds Profet, som kom i alle tidligere Profeters Aand og Kraft.
Denne Mand hed Ghulam Ahmed.

Af Agnete Raahauge, Tidehverv, 2011, nr. 10, s.193-200.

I slutningen af 90erne faldt min bedre halvdel over en lille bog, der lige var blevet oversat til tysk fra fransk. Bogen var udkommet 60 år tidligere på fransk, men dens emne var Tyskland, Hitler-tyskland. Dens oprindelige titel var ”Journal d’Allemagne”, og forfatteren var den svejtsiske romanist Denis de Rougemont, (1906 – 85). Rougemont, der fra 1930 var professor i Paris, beklædte i 1935-36 et gæsteprofessorat i Frankfurt am Main og nedskrev her sine klarsynede iagttagelser af nazismens væsen for at kunne svare sine kolleger i Frankrig på spørgsmålet om, hvad det egentlig var, der foregik i Tyskland.

Af Søren Krarup, Tidehverv, 2010, nr. 4, april, s.61-62.

Jeg har fortalt om det før, men får på given foranledning lyst til at fortælle det igen:

28. februar – 7. marts 2009 var forsvarsudvalget på besøg i USA for at sætte sig nærmere ind i vilkårene for køb af nye jagerfly til det danske luftvåben. Det indebar besøg på flyfabrikkerne Boeing og Lockheed Martin, men inden vi fløj sydpå, besøgte vi i Washington DC det amerikanske forsvarsministerium Pentagon og havde en samtale med den amerikanske forsvarsminister Robert Gates, ligesom vi efterfølgende besøgte det amerikanske senat og havde møde med formanden Carl Levin.

Af Jesper Langballe, Tidehverv, 1995, nr. 3, marts, s. 56-66.

Ægteskabets embede - og homoseksualitetens ideologi
Kravel om kirkelig vielse af homoseksuelle skyldes ikke omsorg for den enkelte, homoseksuelle, men er et ideologisk felttog mod ægteskabet som værn om menneskets frihed.

Det indgår i et tidsforfald, som ingen har beskrevet bedre og tolket klarere end Paulus.

Når vi er til bryllup, er baggrunden altid den, at to mennesker har besluttet sig til at dele godt og ondt for livet. Ved denne deres egen beslutning er der tillige tilskikket dem den opgave at gå i slægtens spor og at fortsætte slægten. Ved at få børn og opdrage dem i overensstemmelse med deres dåb og fødsel - d.v.s. som kristne og danske mennesker - skal de bidrage til folkets beståen som folk.

Af Majken Frost, Tidehverv, 1988, nr. 6, juni, s.89-93.

Hvad er det at være gift? Og hvad er det for et forhold mellem mand og kvinde, der bærer ægteskabet?

Thomasine Gyllembourg var i sin skilsmisse fra P. A. Heiberg et udtryk for den betagelse af naturlige »rettigheder«, som helt bestemmer vor tid. Siden blev hun voksen.

En kold og regnfuld oktoberdag i året 1801 hastede en diligence op igennem det flade Holland. I diligencen befandt sig den danske forfatter og kritiker Peter Andreas Heiberg, og det foreløbige mål for hans rejse var Amsterdam. Få dage tidligere var han i største hast brudt op fra Paris for så hurtigt som muligt at nå frem til den danske grænse, hvor han håbede at kunne mødes med sin hustru Thomasine. I september havde han i Paris modtaget et brev fra hende, hvori hun fortalte ham, at hun var kommet til at holde af en anden – og hun havde bedt Heiberg om skilsmisse.

Af Jesper Langballe. Tidehverv, 1991, s.79-80. Vielsestale/bryllupstale.

Kære brudepar.
Jeg vil begynde med at læse det stykke fra Paulus' brev til Efeserne, som skal være teksten for min tale til jer. Apostlen siger sådan:

"(Sig) altid Gud, vor Fader tak for alle ting i vor Herres Jesu Kristi navn, og underordner jer under hverandre i ærefrygt for Kristus.
I hustruer skal underordne jer under jeres mænd som under Herren; thi en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved, han som er sit legemes frelser. Ja, ligesom kirken underordner sig under Kristus, skal også hustruerne underordne sig under deres mænd i alt.
I mænd! elsk jeres hustruer, ligesom Kristus elskede kirken og gav sig hen for den, for at han kunne hellige den, idet han rensede den i vandbadet ved ordet, for at han således kunne fremstille kirken for sit åsyn som herlig, uden plet eller rynke eller andet sådant, nej, den skulle være hellig og dadelfri. På samme måde bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer; den, som elsker sin hustru, elsker sig selv. Ingen har jo nogensinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og har omhu for det, ligesom Kristus har for kirken, fordi vi er lemmer på hans legeme.
"Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være eet kød". Den hemmelighed, der ligger heri, er dyb; jeg sigter hermed til Kristus og kirken. Dog skal også I hver især elske sin hustru som sig selv; men hustruen skal have ærefrygt for sin mand"
Amen.

Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv, årg. 85, 2011, okt., nr. 8, s.153-155.

Mennesket er i Guds billede skabt – med levende ord på sin tunge, – og derfor kan han mellem træ’r og dyr – med guderne tale og sjunge.

Sådan synger vi med Grundtvig. Men allerede for Grundtvig var dette en kampsang.
En sang vendt mod det menneskesyn der var ved at bryde igennem på hans tid: Det naturalistiske. Om dette menneskesyn skriver Grundtvig:

Af Monica Papazu, Tidehverv, årg. 71, 1997, nr.5, maj, s.92-103.

”Hvis man er på den gale vej, er det et sandt fremskridt at vende om og gå tilbage til den rette vej. I det tilfælde kan det menneske, der først vender om, siges at være det mest progressive”. C. S. Lewis.

Henning Fonsmarks bog Kampen mod kundskaber... (Gyldendal, 1996) fortjener at blive læst. Den er uden tvivl en af de væsentligste udgivelser i de seneste år. Med tålmodighed og fin kritisk sans dokumenteres og analyseres her krisen i den danske skole, som berører både den enkelte og fællesskabet som helhed.

I de moderne tider, hvor den mundtlige overlevering, den traditionelle form for bevarelse af den kulturelle erindring i stort omfang er forsvundet, er et folks kultur og åndsliv uløseligt forbundet med skolen. Det er forbundet med de bogstaver, man lærer at kende fra den første dag, man går i skole. Og det er forbundet med de værker, som man ofte for første gang var begyndt at læse i klassen, og som man siden har haft med sig, nærværende i det bibliotek, man bærer i sine tanker. Samtidig er et folks kultur og åndsliv kendetegnet ved de åndelige, moralske modeller, som har rejst sig foran vores gryende bevidsthed – autoriteter, levende eller døde, der har sat deres præg på vores opvækst og har været med til at løfte en flig af hemmeligheden ved den menneskelige tilværelse, hvis mening vi med iver søgte efter, og som har tilskyndet os til loyalitet over for menneskelige værdier.

Af Monica Papazu, Tidehverv, årg. 68, 1994, s.156-173.

ET ESSAY OM ANTI-RACISMEN

En ny ideologi af totalitært tilsnit er i dag herskende i Vesteuropa: "anti-racismen". Under en humanitær facade genformuleres i en særegen sammenblanding indholdet i de to hovedideologier i moderne tider: racismen og kommunismen. Essayet analyserer anti-racismens kilder, grundtemaer, organisationsformer og dens forhold til samfundets institutioner.

Intet er måske mere karakteristisk for den vestlige verden i disse tider end den generelle mistænkeliggørelse, ja dæmonisering af begrebet "folk", af hengivenheden til ens eget fællesskab, nation og kultur, som om denne hengivenhed ikke var andet end en usund levning fra en uoplyst fortid, og udgjorde selve kilden til alt ondt i verden. Det nationale fremstår således som modsætningen til godhed, og som den fundamentale hindring til den sande menneskeheds opståen, en menneskehed, der i fuldkommen frihed, lighed og broderskab endeligt vil finde sig selv.