Af Søren Krarup, Tidehverv, nr. 1. januar, 2012, s.1-5.

Systemet Politiken – det er et andet ord for den herskende klasse i Danmark. Ikke nødvendigvis i politik. Ikke hvad angår penge og position. Men i spørgsmålet om den rette tone, de ”rigtige” meninger, de korrekte og toneangivende holdninger i medier og offentlighed.

Der er som bekendt tale om et udtryk, som Harald Nielsen anvendte i et foredrag i Studentersamfundet i 1907, og som han siden brugte som titel på en lille bog, han udgav samme år, og i hvilken han gjorde op med den ensretning, som udgik fra dagbladet Politiken. For så vidt et opgør med ideologien fra ”det moderne gennembrud” af 1871, en kritik af det, der siden er blevet kaldt for kulturradikalismen, og som havde held til at præge og bestemme det 20. århundrede i Danmark. Forsvarsnihilismens position. Samarbejdspolitikkens holdning. Indvandringspolitikkens ideologi.

Af Agnete Raahauge, Tidehverv, 2011, nr. 10, s.193-200.

I slutningen af 90erne faldt min bedre halvdel over en lille bog, der lige var blevet oversat til tysk fra fransk. Bogen var udkommet 60 år tidligere på fransk, men dens emne var Tyskland, Hitler-tyskland. Dens oprindelige titel var ”Journal d’Allemagne”, og forfatteren var den svejtsiske romanist Denis de Rougemont, (1906 – 85). Rougemont, der fra 1930 var professor i Paris, beklædte i 1935-36 et gæsteprofessorat i Frankfurt am Main og nedskrev her sine klarsynede iagttagelser af nazismens væsen for at kunne svare sine kolleger i Frankrig på spørgsmålet om, hvad det egentlig var, der foregik i Tyskland.

Johannes Horstmanns:
”Den kristne etik
– formaningen ved Guds
barmhjertighed”

256 sider
200,-kr. (med forsendelse).
ISBN: 978-87-980509-2-6

Bestil bogen:
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Af Majken Frost, Tidehverv, 1988, nr. 6, juni, s.89-93.

Hvad er det at være gift? Og hvad er det for et forhold mellem mand og kvinde, der bærer ægteskabet?

Thomasine Gyllembourg var i sin skilsmisse fra P. A. Heiberg et udtryk for den betagelse af naturlige »rettigheder«, som helt bestemmer vor tid. Siden blev hun voksen.

En kold og regnfuld oktoberdag i året 1801 hastede en diligence op igennem det flade Holland. I diligencen befandt sig den danske forfatter og kritiker Peter Andreas Heiberg, og det foreløbige mål for hans rejse var Amsterdam. Få dage tidligere var han i største hast brudt op fra Paris for så hurtigt som muligt at nå frem til den danske grænse, hvor han håbede at kunne mødes med sin hustru Thomasine. I september havde han i Paris modtaget et brev fra hende, hvori hun fortalte ham, at hun var kommet til at holde af en anden – og hun havde bedt Heiberg om skilsmisse.

Af Jesper Langballe. Tidehverv, 1991, s.79-80. Vielsestale/bryllupstale.

Kære brudepar.
Jeg vil begynde med at læse det stykke fra Paulus' brev til Efeserne, som skal være teksten for min tale til jer. Apostlen siger sådan:

"(Sig) altid Gud, vor Fader tak for alle ting i vor Herres Jesu Kristi navn, og underordner jer under hverandre i ærefrygt for Kristus.
I hustruer skal underordne jer under jeres mænd som under Herren; thi en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved, han som er sit legemes frelser. Ja, ligesom kirken underordner sig under Kristus, skal også hustruerne underordne sig under deres mænd i alt.
I mænd! elsk jeres hustruer, ligesom Kristus elskede kirken og gav sig hen for den, for at han kunne hellige den, idet han rensede den i vandbadet ved ordet, for at han således kunne fremstille kirken for sit åsyn som herlig, uden plet eller rynke eller andet sådant, nej, den skulle være hellig og dadelfri. På samme måde bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer; den, som elsker sin hustru, elsker sig selv. Ingen har jo nogensinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og har omhu for det, ligesom Kristus har for kirken, fordi vi er lemmer på hans legeme.
"Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være eet kød". Den hemmelighed, der ligger heri, er dyb; jeg sigter hermed til Kristus og kirken. Dog skal også I hver især elske sin hustru som sig selv; men hustruen skal have ærefrygt for sin mand"
Amen.

Af Henning Aarup, Tidehverv, 1943, nr. 9, s.97-98.

Der er en gammel Legende om to unge, som drager hjemmefra ud i Livet, ud for at prøve Lykken, for at opleve Verden og dens Herligheder. Deres første Maal er en meget stor Skov. De havde hørt, at der et eller andet Sted i denne Skov skulde være en vidunderlig Udsigt, hvis Mage de ikke før havde kendt, et Sted, hvorfra man kunde se langt ud over den store Skovs Grænser. Men de var ikke enige om, hvor dette Sted skulde søges. Den ene holdt sig til Skovens Udkant og søgte dér, men han fandt kun enkelte Steder, hvorfra man kunde se lidt ud i det omliggende Land. Til sidst opgav han Troen paa, at der overhovedet var en saadan Udsigt, som der var blevet lovet, og han vendte tilbage til det Sted, hvor han kom fra. Men den anden søgte indefter i Skoven, dybere ind i Skovens Indre. Hans Fod blev træt, og hans Klæder forrevne, men han saa og hørte meget. Træerne blev højere, Fuglesangen mærkeligere, Stilheden dybere. Og derinde i Skovens Midte, der hævede sig en mægtig Bakke. Der var Udsigten. Derfra kunde man se helt ud over de højeste Træer, ud hinsides Skovene, ud i den fjerne, blaa Synskreds.

Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv, årg. 85, 2011, okt., nr. 8, s.153-155.

Mennesket er i Guds billede skabt – med levende ord på sin tunge, – og derfor kan han mellem træ’r og dyr – med guderne tale og sjunge.

Sådan synger vi med Grundtvig. Men allerede for Grundtvig var dette en kampsang.
En sang vendt mod det menneskesyn der var ved at bryde igennem på hans tid: Det naturalistiske. Om dette menneskesyn skriver Grundtvig:

Af Ole Brehm Jensen, Tidehverv, 2011, nr. 7, september, s.151-152.

7. s. e.t r. – 2011.

Vanskeligheden ved at prædike over dagens tekst er, at det næsten er for nemt. Teksten prædiker sig selv og behøver faktisk ingen udlægning. At Zakæus var en skidt fyr, giver sig selv. Han var overtolder, altså skatteopkræver for den romerske besættelsesmagt. Og hans løn bestod i det ekstra, han kunne klemme ud af sine egne landsmænd. Når romerne havde fået deres, beholdt Zakæus resten. Det var tolderens løn. Altså en foragtelig person, et udskud, en undermåler i enhver forstand af det ord. Én, der åbenbart ikke har kunnet eller villet klare sig ved almindeligt hæderligt arbejde og derfor har gjort sig selv til en slags landsforræder.

Af Christian Langballe, Tidehverv, årg. 79, 2005, nr. 9, november, s.191-192.

1. søndag i advent 2004 – tekst: Matt. 21,1-9.

I dag er det første søndag i advent og dermed også første søndag i kirkeåret. Som det er sket så mange gange tidligere, vil denne begivenhed forbigås i tavshed. Så forholder det sig straks helt omvendt med det almindelige årsskifte. Her vil man på slaget 12 lade champagnepropperne springe og i en højtidelig og løftet stemning ønske familie og venner et godt nytår. Man vil tage en kort og vemodig afsked med det gamle år og skue forventningsfuld mod alt det, der skal komme. Snart vil fyrværkeri brage gennem natten. Den mørke og kolde himmel vil i de næste timer blive oplyst i et imponerende farve- og flammehav fra de utallige eksploderende raketter. Resten af natten vil genlyde af fest og latter fra de mange hjem.

Af MR, Tidehverv, årg. 85, 2011, nr. 4, april, s.87-90.

Tidehvervs redaktion har tidligere under overskriften ”Sensationelle dagbogsoptegnelser” (Tidehverv nr. 8, 83. årgang) offentliggjort, hvad vi dengang troede var den fulde ordlyd af en dagbog, skrevet af en ældre præst på Salling i 2029. Der er nu til alles overraskelse dukket flere optegnelser op. Igen er der tale om et grønt linjeret hæfte, denne gang omfattende 11½ håndskrevne sider, skrevet med samme håndskrift. Ekspertundersøgelser har vist, at der virkelig er tale om autentiske optegnelser fra engang i sommeren 2029, og vi står hermed atter med en helt unik mulighed for at se de fremtidige konsekvenser af vores samtids kirkepolitiske beslutninger. Dette finder vi så vigtigt, at vi ikke tøver med at skride til en offentliggørelse:

Af Morten Rydal, Tidehverv, årg. 83, 2009, nr. 8, oktober, s.173-174.

Vi er kommet i besiddelse af nogle dagbogsoptegnelser, formentlig skrevet af en ældre præst på Salling omkring år 2029. Betydningen af disse notater stod os straks klar. De viser med al ønskelig tydelighed, hvad der kom ud af den standende debat om stat og kirke, talen om præsterollen, præsternes ønske om mere ledelse, søndagsfri og fem dages arbejdsuge, den stigende administrationsbyrde, bureaukrati og djøfisering. I jævne ord skildrer denne navnløse præst sin arbejdsdag og maner læseren til eftertanke.

Originalmanuskriptet, hvis ægthed vi indestår for, opbevares et sikkert sted. Af sikkerhedshensyn kan vi ikke oplyse, hvordan det er kommet os i hænde. Der er tale om et grønt, ulinieret hæfte, 16 x 21 cm., omfattende 8 håndskrevne sider. Formentlig fordi præsten nærede mistillid til sikkerheden på sin DNK-computer, lå hæftet nederst i en skrivebordsskuffe, stukket ind i en kirkeministeriel betænkning. Notaterne er ikke dateret, men på hæftets omslag står med samme håndskrift tallet 2029. Hæftets serienummer bestyrker denne datering. Det pågældende trykkeri bekræfter, at dette nummer først vil anvendes om 20 år. Med eneret offentliggør vi her den fulde ordlyd:

Af Monica Papazu, Tidehverv, årg. 71, 1997, nr.5, maj, s.92-103.

”Hvis man er på den gale vej, er det et sandt fremskridt at vende om og gå tilbage til den rette vej. I det tilfælde kan det menneske, der først vender om, siges at være det mest progressive”. C. S. Lewis.

Henning Fonsmarks bog Kampen mod kundskaber... (Gyldendal, 1996) fortjener at blive læst. Den er uden tvivl en af de væsentligste udgivelser i de seneste år. Med tålmodighed og fin kritisk sans dokumenteres og analyseres her krisen i den danske skole, som berører både den enkelte og fællesskabet som helhed.

I de moderne tider, hvor den mundtlige overlevering, den traditionelle form for bevarelse af den kulturelle erindring i stort omfang er forsvundet, er et folks kultur og åndsliv uløseligt forbundet med skolen. Det er forbundet med de bogstaver, man lærer at kende fra den første dag, man går i skole. Og det er forbundet med de værker, som man ofte for første gang var begyndt at læse i klassen, og som man siden har haft med sig, nærværende i det bibliotek, man bærer i sine tanker. Samtidig er et folks kultur og åndsliv kendetegnet ved de åndelige, moralske modeller, som har rejst sig foran vores gryende bevidsthed – autoriteter, levende eller døde, der har sat deres præg på vores opvækst og har været med til at løfte en flig af hemmeligheden ved den menneskelige tilværelse, hvis mening vi med iver søgte efter, og som har tilskyndet os til loyalitet over for menneskelige værdier.

Af Monica Papazu, Tidehverv, årg. 68, 1994, s.156-173.

ET ESSAY OM ANTI-RACISMEN

En ny ideologi af totalitært tilsnit er i dag herskende i Vesteuropa: "anti-racismen". Under en humanitær facade genformuleres i en særegen sammenblanding indholdet i de to hovedideologier i moderne tider: racismen og kommunismen. Essayet analyserer anti-racismens kilder, grundtemaer, organisationsformer og dens forhold til samfundets institutioner.

Intet er måske mere karakteristisk for den vestlige verden i disse tider end den generelle mistænkeliggørelse, ja dæmonisering af begrebet "folk", af hengivenheden til ens eget fællesskab, nation og kultur, som om denne hengivenhed ikke var andet end en usund levning fra en uoplyst fortid, og udgjorde selve kilden til alt ondt i verden. Det nationale fremstår således som modsætningen til godhed, og som den fundamentale hindring til den sande menneskeheds opståen, en menneskehed, der i fuldkommen frihed, lighed og broderskab endeligt vil finde sig selv.