Af Søren Krarup, Tidehverv, 2013, nr. 4-5, april-maj, s.61-62.

Hvorfor ikke indrømme, at mordforsøget på Lars Hedegaard rystede mig noget. Jeg mener - jeg er jo vant til, at bølgerne her i landet kan gå højt, og at man kan blive upopulær og undsagt af at sige en sandhed, som ikke alle i kongeriget deler med én. Såden er ytringsfrihedens vilkår. Det er ikke altid roser, man modtager, når man deltager i en offentlig debat.

Men det er nyt, at man bliver gjort til genstand for et attentat i den anledning. At den offentlige debat herefter henhører under PET. At man skal have politibeskyttelse for at udtrykke en kritisk mening om islam.

Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv, 2013, nr. 3, marts, s.41-44.

Der kan ikke eksistere personlig frihed i et samfund, hvis der ikke er økonomisk frihed. Derfor indsnævres den personlige frihed ligefremt proportionalt med den andel af BNP, staten blander sig i. Men friheden indsnævres også ligefrem proportionalt med antallet af love og cirkulærer.

I 1920 producerede staten under 25, i 2011 over 2000, indeholdende 20.000 A4 sider. Eller 200.000 sider per tiår. Og vi borgere skal under ansvar for domstolene leve i overensstemmelse med disse millioner af sider, love og bekendtgørelser, som behandler alle aspekter af borgernes liv. Den sidste bastion var børneopdragelsen, men med afskaffelsen af husmoderen foregår også den nu efter subsidiaritetsprincippet: Magten er hos staten, men den overdrager en del af ansvaret til forældrene. Selv trælle havde fred i deres egen hytte. Men sådan er det ikke mere. Det er ganske betegnede, at det, som staten allernådigst vælger at lade borgerne selv styre efter statens anvisning, kaldes ”civilsamfundet”. Vi lever med andre ord i dag i en totalitær kasernestat.

Af Vilhelm Krarup, Tidehverv, 2012, nr. 9, november, s.170-171.

26. september 1944, Tekst: Rom.5,1-5

Naar det danske folk i dag samles i Danmarks kirker, ved vi, at det skyldes ekstraordinære omstændigheder. Vi er berøvet vor frihed, det er fremmede, der er herrer i landet, vore smaa, altfor smaa magtmidler er berøvede os, og vi staar prisgivet deres forgodtbefindende, som har magten.

Af Johannes Horstmann, Tidehverv, 1983, nr. 8, oktober, s.84-92, 101-108, 111-124.

Det er jubilæumsår i år; det er sikkert alle klar over, så det behøver ingen videre omtale. Men at det også er jubilæumsår for mig personlig, er det nok nødvendigt, at jeg selv siger, for ellers er jeg virkelig bange for, at mine tilhørere ville være nødt til for evigt at forblive uvidende herom – omend min ængstelse på tilhørernes vegne kunne forekomme overflødig, idet en sådan lod formentlig ville være til at bære for dem. Da jeg i begyndelsen af maj var nogle dage i Paris, viste det sig, at det var 49 år siden, at jeg første gang besøgte la ville des villes, la ville lumières – og dermed også det samme antal år siden jeg første gang så det betagende syn af Notre Dame de Paris – altså det hellige syvtal opløftet til anden potens, og det kan måske være ligeså godt som et rundt tal for en ærværdig gammel katedral for ikke at tale om, at det kan være det for en teolog, der er gammel matematiker. Siden denne første gang har jeg været i Paris flere gange, og altså nu sidst i maj dette år og på et tidspunkt, da sommermødets faretruende nærhed var begyndt at gøre sig ufordelagtigt bemærket i min indre sjælelige tilstand. Følgelig var jeg under dette besøg ret så plaget af et ikke tilstrækkeligt velovervejet løfte om at tale på dette møde om »Kristendommen og det humane – og den dæmoniske humanisme«.

Af Carsten Breengaard, Tidehverv, 2005, s.178-188.

- Fra ånd og sandhed til følelse og magt - Tidehvervs Sommermøde 2004.

Det er min påstand, at man ved universiteterne - i hvert fald ved landets ældste og fornemste, Københavns Universitet - i disse år har slået porten op for en række tendenser, som hastigt er i gang med at udfordre såvel den faglighed, der alene giver universitetet mening, som de retssikkerheds-garantier, der er nødvendige for forskere, der skal være forpligtet alene på ånd og sandhed.

Ja, det kan måske lyde lidt voldsomt, så derfor vil jeg begynde med en case, som det vist hedder, dvs. med et stykke erfaring. Ser man på tidens almindelige tilgang til, ja, jeg havde nær sagt virkeligheden - men min pointe er netop, at det ikke er virkeligheden - så er den ganske modsat. Man begynder i teorien eller i ideologien, hvorved der kun bliver to muligheder: at virkeligheden kun bruges til en tilrettelagt illustration af det teoretisk-ideologiske udgangspunkt - hvad der fagligt er fusk - eller et forsøg på at bringe virkeligheden i overensstemmelse med ideologien - hvad der er politik, og i yderste, men desværre alt for nærliggende, konsekvens er tyranni. Jeg vil kort sagt tage udgangspunkt i en meget konkret dokumentation af den virkelighed, som den universitetsideologi, der blomstrer for tiden, skaber. Det er på frugterne, et træ skal kendes.

Af Jesper Bacher, Tidehverv, 2010, okt.-nov., s.149.

Jeg skal gerne indrømme, at min nysgerrighed blev vakt af den sensationelle nyhed. Sønnen af en kendt Hamas-leder stod frem som kristen og kaldte islam for én stor løgn. Ikke ligefrem en hverdagsbegivenhed. Jeg kom, uden sammenligning i øvrigt, til at tænke på Paulus, der som ihærdig kristenforfølger mødte Kristus og aldrig fik sit gamle liv tilbage. Vor Herre har en mageløs rekrutteringspolitik, som - mirabile dictu - rækker helt ind i Hamas. Ja, det er altid nåde, at evangeliet når mennesker.

Af Jens Jackie Jensen, Tidehverv, 2009, nr. 1, januar, s.11-14.

Arne Hardis har skrevet en fortræffelig biografi om forfatteren Hans Scherfig med titlen: "Idealisten". En bog på 352 sider. En storslået og spændende beretning, hvor læserne virkelig får meget at vide.

Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv, 2010, nr. 10, s.179-180.

- Om havebål og bogbrænding
For nogle måneder siden afholdt jeg en bogbrænding i min have. Eller rettere: Jeg kastede en del bøger på et bål, som ellers især bestod af nedfaldsgrene, og hvorpå vi hen under aften stegte snobrød og pølser. Jeg vil straks fastslå - og det ville jeg gøre, selvom det ikke passede - at hverken danske eller arabiske udgaver af Koranen var blandt de brændende bøger, og at bogbrændingen i hovedsagen skete for at skaffe lidt bedre plads i husets hårdt prøvede reoler.

Af Morten Rydal, Tidehverv, 2010, nr. 7, september, s.142-144, (Joh 14.15-21).

O, lad din Ånd forbinde - Vor sjæl med himmerig - Lad føle mand og kvinde - Gud har forbarmet sig.

Et hårdnakket rygte vil vide, at den sidste melodi, orkestret spillede ombord på det synkende Titanic, var salmen "Nærmere Gud til dig". Det er vist aldrig blevet bevist, for nogle af de overlevende mente at have hørt det, andre ikke. Men hvorfor skulle det ikke være sandt, i grunden?

Af Jesper Bacher, Tidehverv, 2011, nr. 1, januar, s.22-24.

Alle helgens dag 2010.

Al denne triumf - alle disse hæse skrig af selvbeundring ..: Så dygtige er vi - så målbevidste (mod hvilket mål?) - så oplyste. "- oplyste!" skriger de. Oplysning! - ikke så megen oplysning som en stakkels, søvnig lygte hejst ned i de slambrønde i os, vi kalder vore hjerter. (Nis Petersen i: "Brændende Europa").

Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv, 2010, nr. 9, november, s.193.

Kristeligt Dagblad bringer hver torsdag en såkaldt kirkeanalyse, hvor forskellige "fremtrædende" præster og teologer giver deres "analyse og vurdering" af diverse kirkelige forhold. Jeg har i et årstid været én af de otte. Den 7. oktober sendte jeg nedenstående kirkeanalyse til avisen, så den kunne trykkes næste dag. Det blev den bare ikke. Et par dage efter ringede jeg og fik forklaringen: Avisen ville ikke trykke den som kirkeanalyse. Det var debat, ikke analyse.

Af Erik Sloth, Tidehverv, 2011, nr. 1. januar, s.20-22.

For et usystematisk hoved som undertegnede anmelder er det med en vis bæven, man går til læsningen af en bog som Søren R. Fauths indføring i Arthur Schopenhauers (1788-1860) filosofi. Nervøsiteten forsvinder dog hurtigt, når man er nået nogle sider ind i bogen. Det er ingen selvfølge, at en akademisk uddannet forfatter også er i stand til at skrive et klart og præcist dansk. Men Fauths bog er støvsuget for det indforståede madarinsprog, som præger mange universitetsfolks udgivelser. Man mærker, at han er ægte optaget af sit anliggende: at gøre Schopenhauers særprægede univers tilgængeligt for danske læsere. Det samme kan med fuld ret siges om hans oversættelse af Schopenhauers hovedværk Die Welt als Wille und Vorstellung fra 2005, anmeldt af Jack Kornbeck i Tidehverv nr. 8, 2005. Det var noget af en bedrift at oversætte Schopenhauers kæmpeværk på et læseligt dansk, men det lykkedes for Søren Fauth, og således er det nu, fem år senere, lykkedes ham at skrive en yderst læseværdig introduktion til Schopenhauers særprægede og originale tankeverden.

Af Jesper Bacher, Tidehverv, 2011, nr. 2, februar, s.29-30.

”Og tage de vort liv - gods, ære, barn og viv - lad fare i Guds navn! - Dem bringer det ej gavn - Guds rige vi beholder”.

Kristenforfølgelserne skriger til himlen. Der bliver de sikkert hørt, men tingenes tilstand burde også give genlyd i verden og ikke mindst i alle kirker. Statistikken taler sit tydelige og beskæmmende sprog. 75 procent af de drab, som er religiøst motiverede, går ud over kristne. Kristne udsættes for en eller anden form for chikane i to tredjedele af verdens lande og indtager dermed den smertelige førsteplads som verdens mest forfulgte religiøse gruppe.

Af CB, Tidehverv, 2010, maj, nr. 5, s.110.

Det meget kristelige forlag Anis udsendte for et par år siden en bog med titlen Billedforbudet, forfattet af Jeanne Dalgaard. På omslaget vises en persisk-islamisk miniature fra det 17. århundrede. Og når man i boghandelen passerer en sådan bog, kan man jo godt blive fristet til køb for at forbedre sin kulturelle forståelse.

Af Christian Langballe, Tidehverv, 2013, nr. 2, februar, s.21-23.

Jeg må tilstå, at jeg på det seneste er blevet mere og mere bekymret på folkekirkens vegne. Det er i sig selv bekymrende, at regeringen og en hel del af folketingspolitikerne er så ligeglade med folkekirken, som tilfældet er. Jovist kan man bruge folkekirken som en rampe for en politisk ideologi. Det så man med indførelsen af det homoseksuelle ægteskab, hvor regeringen og et stort flertal i folketinget tromlede hen over folkekirken, og hvor kirkeministeren endog dikterede, at ordet "ægtefælle" skulle stå i ritualet. Det er blot et eksempel.

Af Agnete Raahauge, Tidehverv, 2013, nr. 1, januar, s. 1-3.

Da undervisningsministeriet for otte år siden fastsatte en kanon for litteratur, som skoleelever skal stifte bekendtskab med, blev den forudsigeligt nok mødt med kritik fra Lærerforeningens side.

Argumentet imod en kanon var ganske ejendommeligt, men også afslørende: kanonen var i uoverensstemmelse med lærernes metodefrihed!

Argumentet blev snart trukket tilbage, måske med en vis skamfuldhed hos dets ophavsmænd over, at de havde blottet en flanke. Ædruelige folk kunne jo påpege, at forpligtelsen til at undervise i bestemte værker ikke ophævede lærerens frihed til selv at vælge metoden, han ville undervise efter.

Af Søren Krarup, Tidehverv, 2012, nr. 10, december, s.177-178.

For et par måneder siden var jeg tilhører til en debat i det liberale Cepos om Danmarks nyere historie. Den ene deltager i debatten var Politikens chefredaktør Bo Lidegaard, og her fik man endnu en gang lejlighed til at høre den kulturradikale fortælling om det 20. århundredes Danmark, som Lidegaard har leveret i sin bog "En fortælling om Danmark i det 20. århundrede".(Jvf. Tidehverv jan. 2012).

Jeg må tilstå, at jeg hørte på fortællingen med det dybeste ubehag, for ikke at sige lede. Her fik Systemet Politiken lejlighed til at forkynde sit evangelium om P. Munchs absolutte retfærdighed og socialdemokratismens højere ret og forsvarsnihilismens og samarbejdspolitikkens og EU-politikkens ubestridte sandhed. Jeg sagde til mig selv: Hvem skulle tro, at denne ideologiserende og harmoniserende forkynder af kulturradikalismens Danmarks-billede er søn af en præst, den hæderlige Mads Lidegaard, som jeg kendte en smule til fra Studenterkredsen? Ikke antydning af tøven vedrørende humanismens evangelium og P. Munchs kapitulation omkring 9. april og europaternes foragt for Danmark som nation og radikalismens etablering af en indvandring, som i sig rummer danskernes fremmedgørelse i deres eget land.

Af Jodokus Trutfetter, Tidehverv, 2012, november, s.172-173.

Mel. Der kommer altid en sporvogn ...

1.
Se, mit CV er så langt som fire pund medister!
Største fordel er dog, at jeg ikke ved en skid.
Da Margrethe ringede og gjord' mig til minister,
mente hun, at jeg var lig' tilpas fascistoid.
Hun sae': Slå nu te',
du får en BMW!
Så kører det i olie, skal du se:
Du får et kursus i kirke hos Skov-Jakobsen,
han er jo bispekollegiets største homo-ven,
og hvis de sorte så skælder ud,
og snakker Grundlov og Bibel og det 6. bud,
så er det tid for lidt fiffig manu-pulation,
vi skal for Jelved da ikk' i lag med kristentroen,
så brug lidt manu-, lidt mani-,
(ham Gud gi'r vi Faen i),
lidt mani, lidt -pulation.

Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv, 2012, nr. 9, s.153-156.

"Mine politiske holdninger bevæger sig mere og mere i retning af anarki (filosofisk forstået, ikke mænd med whiskers og bomber) eller i retning af ikke-konstitutionelt monarki. Jeg ville arrestere alle som bruger ordet ”Stat”(i alle andre betydninger end det faktiske England og dets indbyggere, dvs. noget som hverken har magt, rettigheder eller bevidsthed); og efter at have givet dem mulighed for at trække ordet tilbage, henrette dem, hvis de forbliver obsternasige! [.....] Det mest uværdige et menneske kan beskæftige sig med er at bestemme over andre mennesker. Ikke én i en million er egnet til det, og mindst af alle dem, som ønsker at gøre det.[…] Middelalderens mennesker havde ganske ret når de antog ”nolo episcopari” som den bedste grund til at gøre nogen til biskop. Giv mig en konge hvis hovedinteresse er frimærker, modeljernbaner eller væddeløbsheste; og som har magt til at fyre sin vesir (Eller hvad I nu kalder ham) hvis han ikke kan lide snittet i hans bukser".

– J. R. R Tolkien i 1942.
Til sønnen Christopher medens denne var pilot i RAF
og ”Ringenes Herre” var halvt færdig.

Af Jesper Langballe, Tidehverv, 2012, nr. 8, oktober, s.149-150.

Kirkeministeriet er som bekendt blevet nedlagt. Det er afløst af et »ligestillings- og kirkeministerium«. Der er altså ikke tale om det velkendte, at én minister passer to forskellige ministerier, men om at selve ministeriet i overensstemmelse med sit navn forvalter »ligestilling« og »kirke«. Under ét og i den rækkefølge. Så fremover (eller i hvert fald indtil næste valg) administrerer regeringen ikke kirkens anliggender for kirkens egen skyld, men under den overordnede parole, der hedder ligestilling. Og det ord dækker tydeligt nok over, at det forskelligartede skal gøres ensartet: Der må ikke være forskel på et ægteskab mellem en mand og en kvinde og et homoseksuelt parforhold. Der må egentlig heller ikke være forskel på mænd og kvinder (derfor bebudelsen af det »kønsneutrale ægteskabsritual«). Og hvad med de religiøse og teologiske modsætninger? - Kan muslimer finde sig i, at Danmark er et kristent land? - Er det ikke en krænkelse af ligestillingen?

Af Christian Langballe, Tidehverv, 2012, nr. 7, september, s.113-121.

Mit foredrag kommer ikke til at handle om det homoseksuelle ægteskab som sådan, men hele affæren og ikke mindst flertallet af biskoppernes ynkværdige optræden har rejst et spørgsmål, der for mig er vigtigere endnu, nemlig: Hvad er folkekirken egentlig for en størrelse?

Er det politikerne og statsræsonen, der angiver rammerne og indholdet af gudsdyrkelsen? Er den endt som en religionsanstalt i den demokratiske velfærdsstat? Er den blevet en velfærdsydelse på linje med sygehusene, skolerne og plejehjemmene, sådan at forstå at borgerne er åndelige forbrugere, der har krav på at blive serviceret bedst muligt, uden at der diskrimineres og gøres forskel? Er kirken blot en festlig højtidelig kulisse for borgernes religiøse udfoldelse og en ramme om mærkedagene i borgernes liv? Er præsten blevet reduceret til en ceremonimester og eventmager, der løber rundt for at opfylde alle ønsker og stille alle tilpas ud fra en tankegang om, at det er forbrugeren, der bestemmer, fordi forbrugeren som borger i Danmark er udstyret med ukrænkelige rettigheder? Det drejer sig om, hvorvidt folkekirken er en ramme om evangelisk-luthersk kristendom eller rettere Guds ord, som forkyndes til det danske folk, eller om folkekirken er en del af den terapeutiske velfærdsstat, hvor det glædelige budskab er: Vær dig selv, lev dit liv ud, vær spontan, realiser dig selv. Det er klart, at hovedparten af politikerne betragter folkekirken som en terapeutisk anordning og et led i statens behandlingsvæsen, hvor forkyndelsen munder ud i et budskab til os alle om, at vi er gode nok, som vi er. Det er også klart, at folkekirken (og det vil sige biskopper, præster og lægfolk) som en udløber af hele affæren med det homoseksuelle ægteskab står ved en skillevej, hvor den enkelte må gøre sig klart, hvad folkekirken er.

Af Mogens Lund, Tidehverv, 1969, nr. 1, januar, s.3-10.

Med sin sidste bog: „Opgør med Kierkegaard”, synes det endelig at være lykkedes for K. E. Løgstrup at skabe et skudsikkert panser omkring sig, der gør ham usårlig over for angreb af enhver art fra modstandernes side. Gennem flere år har han arbejdet på en sådan rustning. Men først nu føler jeg mig tvunget til at indrømme, at han har haft held med sig.

Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv, 2012, nr. 6, juni, s.93-95.

Når man, som jeg, sådan til daglig går og påstår, at den europæisk-kristne civilisation for ca. 140 år siden indtog en cyankaliumpille og nu – under almindelig jubel over denne edderdunsomkransede og silkeklædte liebestod – befinder sig i de sidste stadier af sin dødskamp, så kan det hænde, at man bliver beskyldt for at lide af sortsyn. Når man så efterfølgende fremhæver, at et af de tydeligste symptomer på dødens snarlige komme er, at der ikke længere findes åndelig sans for kernen i det kristne menneske- og samfundssyn, som skabte Europas enestående styrke og kreativitet, nemlig menneskets metafysisk funderede frihed og familiens gudsskabte autonomi, og at vi derfor nu i postkristendommen er ved at vende tilbage til en før-kristen determineret og totalitær forståelse af forholdet mellem mennesket og dets samfundsmæssige kontekst, så kan det hænde, at man bliver beskyldt for at være en anelse for negativ og for i utide at råbe ’ulven kommer’. Når man så tilmed afslutningsvis hævder, at den nuværende generation af politikere netop har det som deres helt åbenlyse projekt at forvandle Danmark til et totalitært samfund, ja så hænder det, at man bliver beskyldt for at male fanden på væggen.

Af Christian Lindskrog, Tidehverv, 1935, nr. 3, marts, s.36-43.

Denne artikel skulde søge at behandle spørgsmaalet om kristendommens forhold til moralen, som det er blevet aktuelt ved Gogartens teologi. Men det skal straks siges, at denne vil blive betragtet ud fra det lys, der er faldet over den ved de sidste aars begivenheder. Man kan godt behandle hans teologi ud fra helt andre synspunkter, og jeg selv har set helt anderledes paa ham og kan for saa vidt næppe undgaa beskyldningen for at være bagklog. — Her vil der altsaa blive talt om hans teologi i det lys, som hans seneste skrifter maa formodes at kaste over hele hans tidligere produktion. Dog maa i hvert fald jeg stadig bekende, at jeg staar i gæld til ham, selv om jeg ikke tidligere har opfattet hans egentlige tendens.

Af Tage Schack, Tidehverv, 1932, nr. 7, s.95-99 & nr. 8, s.137-143.

I.
De fleste Børn kender Swifts berømte Bog: ”Gul-livers Rejser”. Den har haft en mærkelig Skæbne. Af Forfatteren (1667–1745, Stiftsprovst i Dublin) ment som et af Verdenslitteraturens stærkeste Angreb paa Menneskeheden, skrevet med den Hensigt ”at ærgre Verden”, blev dens Skæbne: en øjeblikkelig og stedsevarende Sukces; den blev straks kaldt ”en munter Bog” og er endt som Børnebog, ganske vist i stærkt forkortet og bearbejdet Udgave. Det, der nu læses, er som Regel kun Gullivers to første Rejser: til Lilleputternes og Kæmpernes Land. Men selv i disse er der saa megen skjult og aabenbar Menneskeafsky, at det meget vel kan blive hængende i et Barns Erindring. Swifts Fremgangsmaade er den simple: at gøre Mennesket relativt ved først at gøre ham overordentlig lille og derpaa overordentlig stor. I første Tilfælde bliver alt det menneskelige latterligt i dets Ubetydelighed og Smaalighed. I andet Tilfælde bliver det ganske vist mere imponerende og mere fornuftigt (Kæmperne er i langt højere Grad Fornuftvæsner end vi almindelige dødelige); men samtidig bliver alt det generende og afskyelige ved det normalt menneskelige forstørret og forstærket til det næsten uudholdelige. Allerede Skildringen af Gullivers Rædsel ved at se Kæmpetiggernes Saar og Udslet og ved at overvære Kæmpehofdamernes Paaklædning og hans Afsky ved at mærke den Lugt, som, dem selv uafvidende, udgik fra disse Kæmper til hans mere fintmærkende Næse, er en Antydning af, at Swift maaske ikke har udtrykt sig helt korrekt, naar han siger om sig selv: ”Jeg hader og afskyer hjerteligt det Dyr, som hedder Mennesket, skønt jeg hjertelig elsker John, Peter, Thomas o. s. v.” Der er meget, der tyder paa, at bagved hans Had til det irrationelle og taabelige Væsen, som hedder Mennesket, laa netop hans Vanskelighed ved at udholde det ikke blot taabelige, men snavsede og nærgaaende konkrete Menneske: John, Peter, Thomas.

Af Søren Krarup, Tidehverv, 2012, nr. 5, maj, s.69-70.

En af de sidste gange, Jesper Langballe og jeg var på Christiansborg i forbindelse med folketingsvalget i september 2011, kom Margrethe Vestager og Morlen Østergaard elskværdigt hen til os for at tage en ordentlig afsked. Vi blev rørte over venligheden, men kunne på den anden side ikke undre os over det, for vi havde begge haft det bedste forhold til de to radikale politikere.

Af Jesper Langballe, Tidehverv, 2001, november, s.177-179.

Den 11. september blev de europæiske regeringers – herunder den danskes – sikkerhedspolitiske og fremmedpolitiske verdensbillede skudt i grus. En rædselsfuld virkelighed knuste deres naive idealisme. Og da de rystede NATO-statschefer på et haste-møde om aftenen den 12. september skrev under på præsident Bush's nye fortolkning af NATO-traktaten, tog de et skridt af historisk rækkevidde.

Af Johannes Horstmann, Tidehverv, 1980, nr. 1 s.2-8, nr. 2 s.13-18, nr. 3 s.25-36.

Mit emne, lovens afskaffelse ved evangeliet og dens hævdelse – som jeg ikke gør fordring på at være den første i kristenheden, der har behandlet, lad det være sagt lige fra starten – har meldt sig af sig selv for mig, dog således at tilskyndelsen til at tage netop dette emne op til en theologisk overvejelse grunder sig på flere anledninger, og jeg skal nævne tre af disse og gøre det ret udførligt, fordi disse anledningers erkendelse og beskrivelse må siges på væsentlig måde at høre med i selve themaets behandling.

Martin Luther: "MOD TYRKEN OG JØDEN" er blevet genoptrykt, marts 2012.

De første 50 sælges til introduktionspris: 200,-kr. (inkl. porto).
Bogen kan bestilles hos Hans Erik Apelgren: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Martin Luther
Mod tyrken og jøden
232 sider
Oversat af Chr. Truelsen
1. oplag i 1999.

Paven, tyrken og jøden, disse tre opregner Martin Luther selv som kristendommens store modstandere. På én gang djævelens tjenere og Guds straffende advarsler til kristenheden.

Der er mange, der i dag siger, at vi tallesammen tror på den samme gud, kristne, jøder og muslimer. Det er naturligvis ikke sandt. Vi, der er kristne, tror på Gud som Jesu Kristi Fader, og muslimer, der opfatter Jesus som en tredjerangs profet, og jøder, der opfatter Jesus som en falsk Messias, tror derfor ikke på Gud.

Det er denne enkle sandhed, Marin Luther understreger i sine skrifter om tyrken og jøden. Her bliver kristendommen som tro på Kristus forkyndt - i et lidenskabeligt opgør med den falske tro og enhver usand forbrødring. Alting er ikke lige meget,, og kristendom er ikke tomme, tandløse ord.

Signalement af Danmark og dansk åndsliv
af Monica Papazu.

71 sider, 100 kr. (+porto). Bestil bogen: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Ingen tørster mere efter frihed end den, der har drukket dybt nok af ufrihedens bæger. Med denne længsel efter frihed kom bogens forfatter til Danmark i 1980; men hun fandt endnu mindre åndsfrihed end i sit gamle kommunistland.

Det er denne historie, der her fortælles, idet Monica Papazu tegner et samlet billede af kraftlinierne og den åndelige konflikt, der karakteriserer dansk kultur.

Af Jesper Langballe, Tidehverv, 1995, nr. 3, marts, s. 56-66.

Ægteskabets embede - og homoseksualitetens ideologi
Kravel om kirkelig vielse af homoseksuelle skyldes ikke omsorg for den enkelte, homoseksuelle, men er et ideologisk felttog mod ægteskabet som værn om menneskets frihed.

Det indgår i et tidsforfald, som ingen har beskrevet bedre og tolket klarere end Paulus.

Når vi er til bryllup, er baggrunden altid den, at to mennesker har besluttet sig til at dele godt og ondt for livet. Ved denne deres egen beslutning er der tillige tilskikket dem den opgave at gå i slægtens spor og at fortsætte slægten. Ved at få børn og opdrage dem i overensstemmelse med deres dåb og fødsel - d.v.s. som kristne og danske mennesker - skal de bidrage til folkets beståen som folk.

Af Majken Frost, Tidehverv, 1988, nr. 6, juni, s.89-93.

Hvad er det at være gift? Og hvad er det for et forhold mellem mand og kvinde, der bærer ægteskabet?

Thomasine Gyllembourg var i sin skilsmisse fra P. A. Heiberg et udtryk for den betagelse af naturlige »rettigheder«, som helt bestemmer vor tid. Siden blev hun voksen.

En kold og regnfuld oktoberdag i året 1801 hastede en diligence op igennem det flade Holland. I diligencen befandt sig den danske forfatter og kritiker Peter Andreas Heiberg, og det foreløbige mål for hans rejse var Amsterdam. Få dage tidligere var han i største hast brudt op fra Paris for så hurtigt som muligt at nå frem til den danske grænse, hvor han håbede at kunne mødes med sin hustru Thomasine. I september havde han i Paris modtaget et brev fra hende, hvori hun fortalte ham, at hun var kommet til at holde af en anden – og hun havde bedt Heiberg om skilsmisse.

Af Monica Papazu, Tidehverv, årg. 71, 1997, nr.5, maj, s.92-103.

”Hvis man er på den gale vej, er det et sandt fremskridt at vende om og gå tilbage til den rette vej. I det tilfælde kan det menneske, der først vender om, siges at være det mest progressive”. C. S. Lewis.

Henning Fonsmarks bog Kampen mod kundskaber... (Gyldendal, 1996) fortjener at blive læst. Den er uden tvivl en af de væsentligste udgivelser i de seneste år. Med tålmodighed og fin kritisk sans dokumenteres og analyseres her krisen i den danske skole, som berører både den enkelte og fællesskabet som helhed.

I de moderne tider, hvor den mundtlige overlevering, den traditionelle form for bevarelse af den kulturelle erindring i stort omfang er forsvundet, er et folks kultur og åndsliv uløseligt forbundet med skolen. Det er forbundet med de bogstaver, man lærer at kende fra den første dag, man går i skole. Og det er forbundet med de værker, som man ofte for første gang var begyndt at læse i klassen, og som man siden har haft med sig, nærværende i det bibliotek, man bærer i sine tanker. Samtidig er et folks kultur og åndsliv kendetegnet ved de åndelige, moralske modeller, som har rejst sig foran vores gryende bevidsthed – autoriteter, levende eller døde, der har sat deres præg på vores opvækst og har været med til at løfte en flig af hemmeligheden ved den menneskelige tilværelse, hvis mening vi med iver søgte efter, og som har tilskyndet os til loyalitet over for menneskelige værdier.