Tidehvervs Sommermøde 2010.

Af Søren Krarup, Tidehverv, 2010, Nr. 2, Februar, s.21-22.

Der er en bestemt begivenhed i min snart fjerne fortid, jeg somme tider tænker på med et smil. Det var søndag 28. september 1986. Præcis en uge tidligere, søndag 21. september, havde jeg bragt en kvartsides annonce i Jyllands-Posten, som opfordrede den danske befolkning til at sige nej til den indsamling, som Dansk Flygtningehjælp ville iværksætte fjorten dage senere. Nej, ikke en krone! hed annoncens overskrift, og nede i teksten advarede jeg mod den indvandringspolitik, der var sat i gang i Danmark med udlændingeloven af 1983. Efter min mening var det begyndelsen til en national katastrofe, der var sket med denne lov. Og Dansk Flygtningehjælp havde været en yderst aktiv deltager i katastrofens iværksættelse, idet udlændingeloven var lavet af Flygtningehjælpens daværende formand Hans Gammeltoft-Hansen, ligesom organisationen som sådan var aktiv i likvidering af alle protester mod den ukontrollerede indvandring.

Nej, ikke en krone!

Af Majken Frost, Tidehverv, 2010, nr. 1, januar, s.1-2.

”Tænk dog på vore børn og børnebørn!”. Ordene har lydt igen og igen i det forløbne år, hvor endeløse klimatiske udredninger og hysteriske dommedagsforudsigelser har opfyldt enhver offentlighed med respekt for sig selv. Tænk på de kommende generationer – med disse ord melder man sig ind i selskabet af ansvarlige mennesker, der er optaget af det gode og har omsorg for andet end sig selv og sine øjeblikkelige bekvemmeligheder, og i det klimatiske felttog har man oven i købet kunnet påberåbe sig videnskaben som forbundsfælle og argumentation for sin bekymring. Det vil gå helt galt, hvis vi ikke ændrer kurs – de kommende generationer kommer til at betale gildet.

Jeg har altid haft en indædt mistro til argumenter, der tog børnenes fremtid til indtægt for et øjeblikkeligt slagsmål, og ikke mindst har jeg haft den, når de er blevet underbygget med videnskabelige udredninger. For adskilles ansvarligheden for børnene fra mit helt personlige ansvar for just mine børn, er det ensbetydende med at kaste børnene for løverne, dvs. gøre deres tilværelse og fremtid til politik, til en effektfuld brik i det politiske eller ideologiske spil. Derfor kan i grunden kun forældrene og slægten sandt udtale de indledende ord, idet enhver anden instans altid vil have et projekt at hyppe bagved ordene.

Af Thomas Helbig Hansen, Tidehverv, årg. 83, 2009, nr. 10, December, s. 202-211.

Vi bevæger os i et minefelt af spirende katastrofer i disse år. Svineinfluenza og finanskrise og bandeopgør afløser hinanden på avisforsider og TV-sendefader, og så er de alligevel for intet at regne mod den helt store apokalypse: Det angiveligt nært forestående klimakollaps.
Temperaturen stiger – får vi at vide – hastigere end nogensinde, og bliver den ved med det, vil polerne smelte og havene stige og dyrene uddø.
Derfor haster det med at gøre noget ved vor tids helt store skurk: CO2-udslippet. FN offentliggør nærmest dagligt nye og skrappe udslipskrav; hvor man end kigger hen, reklamerer busser og taxaer og sågar hele byer med ”CO2-neutralitet”; og insisterer man på at tage flyveren på ferie, kan man forinden købe aflad i form af en CO2-kvote.
Men er denne katastrofestemning på klimaets vegne i virkeligheden blot politik forklædt som videnskab? Eller er der virkelig tale om sidste udkald for Moder Jord?
Det vil dette essay forsøge at belyse nærmere.

Et grundrids af den kirkelige dogmatik
af Johannes Horstmann .
343 s., Tidehvervs Forlag, 2009
ISBN: 978-87-980509-5-7
* 

TILBUD (25 % rabat):
190,-kr. ( + porto)
Bestil bogen: Denne e-mailadresse bliver beskyttet mod spambots, du skal have Javascript aktiveret for at se den
Normalpris: 250,-kr.

I efteråret 1988 holdt Johannes Horstmann på Københavns Universitet en forelæsningsrække under overskriften: »Et grundrids af den kirkelige dogmatik«. Det blev til i alt 29 forelæsninger i løbet af dette efterårssemester, og det er manuskriptet fra disse forelæsninger, som hermed udgives.

Om titlen skrev Horstmann: »Ordet kirkelig betyder ikke, at jeg agter at tale en traditionalistisk dogmatiks sag, og at jeg ser alle ulykker som stammende fra en kritisk holdning over for skrift og trosbekendelse ... Men ordet kirkelig skal holde dogmatikken fast ved det, som er dens og den øvrige teologis anliggende, nemlig at arbejde på, at dét Evangelium på ny kan forkyndes rent og purt, som alene er i stand til at skabe og opholde kirken, og det af mennesker, der uden ophør må sige til dette Evangelium: »Doce me, undervis mig!««

Af Søren Krarup, Tidehverv, 2009, nr. 10, december, s. 197-198.

Den også af mig velmeriterede journalist har fået en idé:
”Jeg er blevet noget optaget af ideen om at interviewe dig under overskriften ”Hvad skulle det nytte” på baggrund af dine otte års værnepligt. Du husker, vi i telefonen talte om den faktiske underordning under EU og om den langsommere, men dog konstante forandring af den danske befolknings sammensætning i islams favør. Det ville åbne en ny front i debatten, forekommer det mig.”

Jeg er ikke varm på ideen. Jeg aner en hensigt. At vi er nogle stykker, der lukker øjnene for en dyster udvikling, mens vi i øvrigt hævder at bekæmpe og ændre den. Han tænker utvivlsomt på den såkaldte Metockdom, afsagt af EF-domstolen, hvis umisforståelige indhold jo er, at Danmark kan ikke bestemme, hvem der kan komme ind i og bosætte sig i landet, selv om det danske folketing har fastsat betingelserne i sin lovgivning. Danmark er sat skakmat af EF-domstolen. Danmark er umyndiggjort som medlem af EU. Og hvor megen mening er der så i at have som sin politik at ville forhindre, at Danmark fra at være en nation bliver forvandlet til et multikulturelt samfund via den ukontrollable indvandring?

Af Jesper Høgenhaven, Tidehverv, 2009, nr. 9, november, s. 177-178.

"Guds kærlighed og Danmarks lykke" var Kresten Kolds valgsprog og målet for hans skolegerning. Guds kærlighed og Danmarks lykke var, hvad Kold ønskede, at danske unge skulle høre om og præges af.

For Kold var der naturligvis ingen modsætning imellem valgsprogets første og andet led. Tværtimod var der den klareste og mest indlysende sammenhæng. Guds kærlighed betød nemlig den kærlighedsgerning, Gud havde vist den fortabte menneskehed, da han lod sin enbårne Søn blive menneske og gå i døden for menneskers skyld. Guds kærlighed var i den forstand intet andet end selve indholdet af det kristne evangelium, det gode budskab om Jesus Kristus. Og Danmarks lykke var lige så indlysende det, der tjente det danske folk til glæde og gavn, altså den timelige velsignelse, som den almægtige Gud ville skænke de danske.

Guds kærlighed var, hvad Gud gav mennesker i den kristne dåb - syndernes forladelse og evigt liv. Guds kærlighed skabte og opretholdt således Guds rige. Og da Guds rige bestod af levende mennesker af kød og blod, der indtil evigheden levede deres liv i den timelige verden, som var Guds gode skabning, kunne og måtte disse mennesker også erfare Guds velsignelse og omsorg i det timelige liv. Og i dette timelige liv er et menneskes skæbne og lykke forbundet med dets slægt, dets folk og dets fædreland. Reformatorerne talte om "Guds rige til venstre hånd" - den velsignelse, som består i, at Gud også i det timelige og jordiske sørger for ydre rammer, hvori menneskers liv kan være til og trives.

Af Søren Krarup, Tidehverv, 2009, nr. 8, oktober, s. 157-159.

Hvorfor har vi en folkekirke i Danmark?
Svar: Fordi det danske folk er et kristent folk.

Dette er sagen i al dens enkelhed. Den helt overvejende del af det danske folk hører til den evangelisk-lutherske kirke, og derfor siger grundlovens paragraf 4, at "den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten". Den danske stat er naturligvis til for danskernes skyld. Den danske stat skal tjene det danske folk. Og da næsten hele det danske folk er medlemmer af den evangelisk-lutherske kirke, er denne folkekirke, der som sådan støttes af staten.

Elementært og indlysende. Og kritikken af den danske folkekirkes eksistens som folkekirke, der som sådan understøttes af den danske stat, er tilsvarende kunstig og ubegavet. F.eks. hos en Tøger Seidenfaden, Systemet Politikens talsmand, der i fuldt alvor kan udtale, at den herskende kirkeordning i Danmark "har ingen argumenter"(Kristeligt Dagblad 28.8.). Nej, det danske folks virkelighed og eksistens er intet "argument" for Politiken. Her tæller kun kunstigheden og abstraktionen.

Af Monica Papazu, Tidehverv, 2009, september, s.137-140.

I Danmark er grundlovsdagen en speciel dag. Den er en nationaldag, et enestående samlingspunkt.

Man kan ikke lade være med at spørge sig selv, hvorfor Grundloven har denne særlige betydning i danskernes bevidsthed.

At have en grundlov er uden tvivl vigtigt, men det er ikke alle folk, der har en grundlov. England har ingen grundlov, og dette forhindrer det ikke i at være en retsstat og et sammenhængende og demokratisk samfund. Af de folk, der har en grundlov, er det ikke alle, der tillægger den den samme betydning, som danskerne gør.

Objektivt betragtet adskiller den danske Grundlov sig ikke fra de grundlove, som mange folkeslag fik i løbet af 1800-tallet. Den danske Grundlov er ikke engang den første, man fik i Europa. Den danske Grundlov fra juni 1849 drog inspiration fra samtidens forfatninger: fra den norske grundlov af 1814, fra den belgiske forfatning af 1830, som blev anset som tidens bedste, såvel som fra den amerikanske forfatning fra 1787.

Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv, 2009, nr. 6, juni, s. 117-119.

Kristne og muslimer tror ikke på den samme Gud. Med denne overskrift blev Islamkritisk Netværk søsat foråret 2006 få måneder efter Muhammedkrisen. Det var rent ud sagt lidt af et tilfælde, at denne formulering blev overskriften, og skyldtes, hvis jeg ikke husker galt, først og fremmest Thomas Reinholdt Rasmussen. Men vi kunne ikke have valgt en bedre. Det viste den debat, der udspandt sig i kølvandet på vores fælleskronik i Kristeligt Dagblad 15. maj det år.

Til vores overraskelse rykkede Haderslev-bispen, Niels Henrik Arendt, nemlig ud med en voldsom kritik af "vores imponerende sikkerhed". At sige, at muslimer og kristne ikke tror på den samme Gud, var "en forkert måde at udtrykke sig på". Og mer end det: Det var en ikke-ydmyg, islamisk måde at argumentere på, der viste, at vi på ukristelig vis var i gang med at monopolisere Gud. Som det hed med anti-farisæisk swung:
"At tro på Jesu Kristi far er den stadige omvendelse fra de falske veje, som vi med alle andre - kristne som ikke-kristne - har begivet os ud på. Og dermed vide sig placeret præcis ved siden af dem. Deri adskiller kristendommen sig fra islam" (Kristeligt Dagblad 23. maj 2006).