Af Agnete Raahauge, Tidehverv, 2012, nr. 2, februar, s.21-23.

Siden junigrundlovens første dage har diskussionen bølget frem og tilbage, om hvorvidt folkekirken skulle have en egen forvaltning i form af en synode.

I den såkaldte løfteparagraf § 66 står der som bekendt: ”Folkekirkens forhold ordnes ved lov”. Trods adskillige forsøg på udkast til en kirkeforfatning har paragraffen hidtil udmøntet sig i den udmærkede praksis, at folketinget har myndigheden til at lovgive for folkekirkens anliggender. Man har så skelnet mellem folkekirkens indre og ydre anliggender, hvor de indre anliggender er lærespørgsmål, mens de ydre angår kirkens rammer. Da det imidlertid er folketinget, der i sidste instans lovgiver for nye alterbøger, salmebøger og ministeren, der har det sidste ord i evt. afskedigelsessager, er grænsen mellem indre og ydre anliggender ikke juridisk glasklar.

Af Søren Krarup, Tidehverv, nr. 1. januar, 2012, s.1-5.

Systemet Politiken – det er et andet ord for den herskende klasse i Danmark. Ikke nødvendigvis i politik. Ikke hvad angår penge og position. Men i spørgsmålet om den rette tone, de ”rigtige” meninger, de korrekte og toneangivende holdninger i medier og offentlighed.

Der er som bekendt tale om et udtryk, som Harald Nielsen anvendte i et foredrag i Studentersamfundet i 1907, og som han siden brugte som titel på en lille bog, han udgav samme år, og i hvilken han gjorde op med den ensretning, som udgik fra dagbladet Politiken. For så vidt et opgør med ideologien fra ”det moderne gennembrud” af 1871, en kritik af det, der siden er blevet kaldt for kulturradikalismen, og som havde held til at præge og bestemme det 20. århundrede i Danmark. Forsvarsnihilismens position. Samarbejdspolitikkens holdning. Indvandringspolitikkens ideologi.

Af Agnete Raahauge, Tidehverv, 2011, nr. 10, s.193-200.

I slutningen af 90erne faldt min bedre halvdel over en lille bog, der lige var blevet oversat til tysk fra fransk. Bogen var udkommet 60 år tidligere på fransk, men dens emne var Tyskland, Hitler-tyskland. Dens oprindelige titel var ”Journal d’Allemagne”, og forfatteren var den svejtsiske romanist Denis de Rougemont, (1906 – 85). Rougemont, der fra 1930 var professor i Paris, beklædte i 1935-36 et gæsteprofessorat i Frankfurt am Main og nedskrev her sine klarsynede iagttagelser af nazismens væsen for at kunne svare sine kolleger i Frankrig på spørgsmålet om, hvad det egentlig var, der foregik i Tyskland.

Johannes Horstmanns:
”Den kristne etik – formaningen ved Guds barmhjertighed”

Pris: 200,-kr. (med forsendelse).
Udkom d. 1.12.2011 – 256 sider – ISBN: 978-87-980509-2-6

Bogen kan bestilles hos:
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Eller der kan indbetalles 200,-kr. på nedenstående konto – husk at angive navn og adresse – så vil bogen blive fremsendt direkte.

Af Søren Krarup, Tidehverv, 2010, nr. 4, april, s.61-62.

Jeg har fortalt om det før, men får på given foranledning lyst til at fortælle det igen:

28. februar – 7. marts 2009 var forsvarsudvalget på besøg i USA for at sætte sig nærmere ind i vilkårene for køb af nye jagerfly til det danske luftvåben. Det indebar besøg på flyfabrikkerne Boeing og Lockheed Martin, men inden vi fløj sydpå, besøgte vi i Washington DC det amerikanske forsvarsministerium Pentagon og havde en samtale med den amerikanske forsvarsminister Robert Gates, ligesom vi efterfølgende besøgte det amerikanske senat og havde møde med formanden Carl Levin.

Af Jesper Langballe, Tidehverv, 1995, nr. 3, marts, s. 56-66.

Ægteskabets embede - og homoseksualitetens ideologi
Kravel om kirkelig vielse af homoseksuelle skyldes ikke omsorg for den enkelte, homoseksuelle, men er et ideologisk felttog mod ægteskabet som værn om menneskets frihed.

Det indgår i et tidsforfald, som ingen har beskrevet bedre og tolket klarere end Paulus.

Når vi er til bryllup, er baggrunden altid den, at to mennesker har besluttet sig til at dele godt og ondt for livet. Ved denne deres egen beslutning er der tillige tilskikket dem den opgave at gå i slægtens spor og at fortsætte slægten. Ved at få børn og opdrage dem i overensstemmelse med deres dåb og fødsel - d.v.s. som kristne og danske mennesker - skal de bidrage til folkets beståen som folk.

Af Majken Frost, Tidehverv, 1988, nr. 6, juni, s.89-93.

Hvad er det at være gift? Og hvad er det for et forhold mellem mand og kvinde, der bærer ægteskabet?

Thomasine Gyllembourg var i sin skilsmisse fra P. A. Heiberg et udtryk for den betagelse af naturlige »rettigheder«, som helt bestemmer vor tid. Siden blev hun voksen.

En kold og regnfuld oktoberdag i året 1801 hastede en diligence op igennem det flade Holland. I diligencen befandt sig den danske forfatter og kritiker Peter Andreas Heiberg, og det foreløbige mål for hans rejse var Amsterdam. Få dage tidligere var han i største hast brudt op fra Paris for så hurtigt som muligt at nå frem til den danske grænse, hvor han håbede at kunne mødes med sin hustru Thomasine. I september havde han i Paris modtaget et brev fra hende, hvori hun fortalte ham, at hun var kommet til at holde af en anden – og hun havde bedt Heiberg om skilsmisse.

Af Jesper Langballe. Tidehverv, 1991, s.79-80. Vielsestale/bryllupstale.

Kære brudepar.
Jeg vil begynde med at læse det stykke fra Paulus' brev til Efeserne, som skal være teksten for min tale til jer. Apostlen siger sådan:

"(Sig) altid Gud, vor Fader tak for alle ting i vor Herres Jesu Kristi navn, og underordner jer under hverandre i ærefrygt for Kristus.
I hustruer skal underordne jer under jeres mænd som under Herren; thi en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved, han som er sit legemes frelser. Ja, ligesom kirken underordner sig under Kristus, skal også hustruerne underordne sig under deres mænd i alt.
I mænd! elsk jeres hustruer, ligesom Kristus elskede kirken og gav sig hen for den, for at han kunne hellige den, idet han rensede den i vandbadet ved ordet, for at han således kunne fremstille kirken for sit åsyn som herlig, uden plet eller rynke eller andet sådant, nej, den skulle være hellig og dadelfri. På samme måde bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer; den, som elsker sin hustru, elsker sig selv. Ingen har jo nogensinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og har omhu for det, ligesom Kristus har for kirken, fordi vi er lemmer på hans legeme.
"Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være eet kød". Den hemmelighed, der ligger heri, er dyb; jeg sigter hermed til Kristus og kirken. Dog skal også I hver især elske sin hustru som sig selv; men hustruen skal have ærefrygt for sin mand"
Amen.

Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv, årg. 85, 2011, okt., nr. 8, s.153-155.

Mennesket er i Guds billede skabt – med levende ord på sin tunge, – og derfor kan han mellem træ’r og dyr – med guderne tale og sjunge.

Sådan synger vi med Grundtvig. Men allerede for Grundtvig var dette en kampsang.
En sang vendt mod det menneskesyn der var ved at bryde igennem på hans tid: Det naturalistiske. Om dette menneskesyn skriver Grundtvig:

Af Ole Brehm Jensen, Tidehverv, 2011, nr. 7, september, s.151-152.

7. s. e.t r. – 2011.

Vanskeligheden ved at prædike over dagens tekst er, at det næsten er for nemt. Teksten prædiker sig selv og behøver faktisk ingen udlægning. At Zakæus var en skidt fyr, giver sig selv. Han var overtolder, altså skatteopkræver for den romerske besættelsesmagt. Og hans løn bestod i det ekstra, han kunne klemme ud af sine egne landsmænd. Når romerne havde fået deres, beholdt Zakæus resten. Det var tolderens løn. Altså en foragtelig person, et udskud, en undermåler i enhver forstand af det ord. Én, der åbenbart ikke har kunnet eller villet klare sig ved almindeligt hæderligt arbejde og derfor har gjort sig selv til en slags landsforræder.

Af Christian Langballe, Tidehverv, årg. 79, 2005, nr. 9, november, s.191-192.

1. søndag i advent 2004 – tekst: Matt. 21,1-9.

I dag er det første søndag i advent og dermed også første søndag i kirkeåret. Som det er sket så mange gange tidligere, vil denne begivenhed forbigås i tavshed. Så forholder det sig straks helt omvendt med det almindelige årsskifte. Her vil man på slaget 12 lade champagnepropperne springe og i en højtidelig og løftet stemning ønske familie og venner et godt nytår. Man vil tage en kort og vemodig afsked med det gamle år og skue forventningsfuld mod alt det, der skal komme. Snart vil fyrværkeri brage gennem natten. Den mørke og kolde himmel vil i de næste timer blive oplyst i et imponerende farve- og flammehav fra de utallige eksploderende raketter. Resten af natten vil genlyde af fest og latter fra de mange hjem.

Af Monica Papazu, Tidehverv, årg. 71, 1997, nr.5, maj, s.92-103.

”Hvis man er på den gale vej, er det et sandt fremskridt at vende om og gå tilbage til den rette vej. I det tilfælde kan det menneske, der først vender om, siges at være det mest progressive”. C. S. Lewis.

Henning Fonsmarks bog Kampen mod kundskaber... (Gyldendal, 1996) fortjener at blive læst. Den er uden tvivl en af de væsentligste udgivelser i de seneste år. Med tålmodighed og fin kritisk sans dokumenteres og analyseres her krisen i den danske skole, som berører både den enkelte og fællesskabet som helhed.

I de moderne tider, hvor den mundtlige overlevering, den traditionelle form for bevarelse af den kulturelle erindring i stort omfang er forsvundet, er et folks kultur og åndsliv uløseligt forbundet med skolen. Det er forbundet med de bogstaver, man lærer at kende fra den første dag, man går i skole. Og det er forbundet med de værker, som man ofte for første gang var begyndt at læse i klassen, og som man siden har haft med sig, nærværende i det bibliotek, man bærer i sine tanker. Samtidig er et folks kultur og åndsliv kendetegnet ved de åndelige, moralske modeller, som har rejst sig foran vores gryende bevidsthed – autoriteter, levende eller døde, der har sat deres præg på vores opvækst og har været med til at løfte en flig af hemmeligheden ved den menneskelige tilværelse, hvis mening vi med iver søgte efter, og som har tilskyndet os til loyalitet over for menneskelige værdier.

Af Monica Papazu, Tidehverv, årg. 68, 1994, s.156-173.

ET ESSAY OM ANTI-RACISMEN

En ny ideologi af totalitært tilsnit er i dag herskende i Vesteuropa: "anti-racismen". Under en humanitær facade genformuleres i en særegen sammenblanding indholdet i de to hovedideologier i moderne tider: racismen og kommunismen. Essayet analyserer anti-racismens kilder, grundtemaer, organisationsformer og dens forhold til samfundets institutioner.

Intet er måske mere karakteristisk for den vestlige verden i disse tider end den generelle mistænkeliggørelse, ja dæmonisering af begrebet "folk", af hengivenheden til ens eget fællesskab, nation og kultur, som om denne hengivenhed ikke var andet end en usund levning fra en uoplyst fortid, og udgjorde selve kilden til alt ondt i verden. Det nationale fremstår således som modsætningen til godhed, og som den fundamentale hindring til den sande menneskeheds opståen, en menneskehed, der i fuldkommen frihed, lighed og broderskab endeligt vil finde sig selv.