TIDEHVERV - Bladet udkom første gang okt. 1926

Den verdslige øvrighed og kirken

Af Mads Mønsted, Tidehverv, 2012, nr. 3-4, marts-april, s.47-48.

Regeringen
I Danmark har vi den ordning, at love vedrørende den evangelisk-lutherske folkekirke vedtages i folketinget. Det plejer at være god skik, at det er love vedrørende kirkens ydre forhold, der behandles og vedtages i folketinget, f.eks. at kirken er bemyndiget til at foretage vielser, mens folketing og regering ikke blander sig i, hvad kirken skal lære om f.eks. ægteskabet. Det afgøres ikke af regering og folketing, men ud fra Bibelen og vor kirkes bekendelsesskrifter.

Men med den nye regering er der kommet nye toner, som det fremgår af regeringsgrundlaget og af Kirkeministeriets pressemeddelelse, gengivet i PF.B. nr. 48.

Her kan man læse: "I regeringsgrundlaget har regeringen slået fast, at den vil give alle medlemmer af den danske folkekirke mulighed for at blive gift i kirken - uanset deres seksuelle orientering." Med disse ord har regeringen klart overtrådt sin grænse.

Det er ikke regeringens opgave at "slå fast", hvad den evangelisk-lutherske folkekirke skal lære og praktisere vedrørende ægteskabet, heller ikke selv om regeringen måtte have nok så mange menighedsråd eller folketingsmedlemmer bag sig. En regering "vil" ikke noget i en evangelisk-luthersk folkekirke.

Regeringen bør derfor huske sin grænse over for den evangelisk-lutherske folkekirke. Som kirken ikke skal gribe ind i regeringens embede og diktere regeringen dens politik, således må regeringen heller ikke gribe ind i kirkens embede og fortælle den, hvad den skal praktisere og lære om ægteskabet. Det gør regeringen imidlertid, når den har "slået fast, at den vil give alle medlemmer af den danske folkekirke mulighed for at blive gift i kirken - uanset deres seksuelle orientering."

Regeringen vil dermed have præsterne i den evangelisk-lutherske folkekirke til at velsigne noget, som Gud ifølge Bibelen og vore bekendelsesskrifter ikke velsigner. Den vil gerne have præsterne til at misbruge Guds navn i kirken. Et lille lyspunkt er det, at præsterne selv må vælge, om de vil vie homoseksuelle eller ej, og at denne valgfrihed "vil blive sikret ved lov." Desuden ved man som præst, at man ikke er forpligtet til at adlyde en øvrighed eller foresatte på det punkt, hvor de pålægger en noget, der strider imod Guds ordning, imod Guds bud eller imod Guds evangelium. "Man bør adlyde Gud mere end mennesker" (Ap.G.5,29), og Jesus: "Vogt jer for de falske profeter" (Matt.7,15).

Grundloven
Når Bibelen og bekendelsesskrifterne lærer, at ægteskabet består af en mand og en kvinde, og at det er denne ordning, Gud velsigner med ordene om at blive frugtbare, da bør den evangelisk-lutherske folkekirke (de døbte) bøje sig for det. Det samme gælder regering og folketing, der er forpligtet til at adlyde Grundloven. Her hedder det i § 4: "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten." Staten er således forpligtet til ikke at vedtage kirkelove, som strider imod vor evangelisk-lutherske folkekirke, dens hellige skrift eller dens bekendelsesskrifter, da den evangelisk-lutherske folkekirke jo understøttes af staten. Dette forhold gælder ifølge Grundloven også, selv om staten er stat i en periode, der er behersket af en lighedsideologi.

Grundloven synes således at have en fornemmelse for, at Guds vilje ikke er demokratisk, at det er meningsløst at stemme om Guds vilje. "Hvor mange stemmer for, at ethvert menneske frelses af nåde på grundlag af Jesu stedfortrædende sonoffer for vore synder?" "Hvem stemmer for, at vi frelses ved gerninger?" "Der var flest, der stemte for det sidste, så vi frelses ved gerninger." "Hvem stemmer for, at Guds ægteskabsordning i Matt. 19, 4f. gælder?"

Nej, Guds vilje må man bøje sig for, i hvert fald ændres den ikke af noget demokrati eller af nogen regering eller af en lovgivende forsamling. Det synes Grundloven at have forstået, og det er bl.a. dette, der ligger i, at den evangelisk-lutherske folkekirke i Danmark på forhånd anerkendes, accepteres, ja, understøttes af staten. Således er der i virkeligheden sat bom for, at staten skulle kunne vedtage kirkelige love, der strider imod den evangelisk-lutherske folkekirke i Danmark og dens bekendelsesgrundlag.

Den evangelisk-lutherske folkekirke og staten
Hverken Bibelen eller bekendelsesskrifterne overlader den kristne kirkes læremæssige spørgsmål til nogen stat eller taler om den jordiske stat som en autoritet i kirkens åndelige sager. Det tilkommer den ikke at udtale sig om, hvad kirken skal mene om skabelse, om velsignelse af mennesker, om ægteskabets indhold, om forløsning, fuldendelse osv.

Nej, statens opgave er et lovgivningsmæssigt arbejde, der i bred forstand sigter på de ydre forhold i samfundet og på orden i samfundet. Staten skal ikke slå noget fast vedrørende kirkens indre, åndelige lærespørgsmål. Det tilkendegiver Bibelen også med Jesu ord om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er (Matt.22,21). Gud forbeholder sig selv og sin kirke de åndelige sager, så der i kirkens indre anliggender ikke er noget tilbage til den jordiske stat. Den Augsburgske Bekendelse har den samme indstilling (f.eks. art.28). Der er der også en klar grænse mellem statens opgave og kirkens, skønt de begge er under Guds almægtige herredømme og begge er hans tjenere og derfor skal adlydes af kristne - med mindre de kristne altså pålægges at synde. Da bør de nemlig adlyde Gud mere end mennesker, som Den Augsburgske Bekendelse siger (art.16).

Biskopperne
Ligeledes er det skuffende at læse i Kirkeministeriets pressemeddelelse, at "biskopperne har tilkendegivet, at de vil indgå i dette arbejde." Altså: Først slår regeringen fast, hvad den vil have gældende i den evangelisk-lutherske folkekirke. Derefter siger biskopperne, at de gerne vil indgå i dette arbejde.

Men hvordan kan biskopperne arbejde med på et nyt vielsesritual for vielse af homoseksuelle, når den enkelte biskop i sit ordinationsløfte bl.a. har lovet, at "… holde fast ved den sunde lære, som findes i de profetiske og apostolske skrifter og er bevidnet i vor kirkes symbolske bøger, og i alle måder tage vare på din tjeneste, ikke efter personanseelse, men med retsind, Guds navn til ære og hans menighed til opbyggelse …"? Hvordan kan man så arbejde med på et vielsesritual, der strider imod de profetiske og apostolske skrifter og vor kirkes bekendelsesskrifter? For er det ikke rigtigt, at Gud skal tjenes i de bud og i de ordninger, han selv har givet, ikke i bud og i ordninger, der er udtænkt af mennesker (jf. Den Augsburgske Bekendelse art. 27)? Hvorfor må det ikke være sandt, når Kristus siger: "Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud" (Matt.15,9)? Og hvordan kan man forvente, at folk har respekt for en kirke, hvor selv dens egne tilsynsførende hyrder handler imod de profetiske og apostolske skrifter og vor kirkes bekendelsesskrifter?

Det er rent ud sagt, som om vi i folkekirken tror, at vi kan spytte Gud i ansigtet og slippe godt fra det. Har Gud mon ikke andre muligheder? Frygter vi ikke mere for den mulighed, at vi bliver forkastet af Gud? Har vi glemt den forhærdelse, den mulighed, som både GT og NT kender til: "Da sagde han: 'Gå hen og sig til dette folk: Hør kun, dog skal I intet fatte, se kun, dog skal I intet indse! Gør hjertet sløvt på dette folk, gør dets ører tunge, deres øjne blinde, så det ikke kan se med øjnene, ej heller høre med ørerne, ej heller fatte med hjertet og omvende sig og læges' " (Es.6,9f. Mark.4,12)?