TIDEHVERV - Bladet udkom første gang okt. 1926

En humanist om universitetets krise

Af Jesper Høgenhaven, Tidehverv, 1989, nr. 3, s.55-57.

Da præsident Reagan kaldte Sovjet-rusland for "ondskabens rige" ("the evil empire"), gav det anledning til en storm af forargede protester. Ved andre lejligheder har Reagan udtalt, at USA og Sovjet har "forskellige værdier" ("different values"); og det er der tilsyneladende ingen, der har taget anstød af. Reagen har vel ment, at han sagde det samme på to forskellige måder. Men der er en afgørende forskel imellem de to udtalelser:

Den ene regner med, at godt og ondt er noget, der findes i virkeligheden, og som kan erkendes af mennesker, den anden kender kun til "værdier", som mennesker har skabt, og som ikke behøver at af-spejle nogen virkelighed uden for menneskets vilje.

Eksemplet stammer fra Allan Blooms bog "The Closing of the American Mind". Bogen, der er fra 1987, og som er blevet en best-seller i USA, er først og fremmest en skildring af det amerikanske universitets krise. Bloom er selv professor i politisk filosofi ved University of Chicago. En af hans teser er, at krisen, som med særlig styrke har ramt humaniora, siger noget væsentligt om amerikansk åndsliv i det hele taget. Et af krisens tegn er netop, at universitetet mere og mere kommer til at ligne det omgivende samfund - og at det mister sin berettigelse i samme grad, som det opsluges af samfundet.

Når alle rettænkende personer kaster sig over Reagan for hans udtalelse om "ondskabens rige", og når Reagan selv kan give sig til at tale om "forskellige værdier", er der tale om symptomer på værdi-relativismens succes i nutidens åndelige klima. Bloom skildrer, hvordan han hos sine studenter bestandig møder den holdning, at sandheden er relativ. Det eneste forkastelige er at tro, man har ret, dvs. mere ret end andre - "åbenhed" er den sande dyd. Anklagen mod Reagan for de famøse ord om "ondskabens rige" går ud på, at præsidenten bilder sig ind, at de amerikanske "værdier" er sandere eller bedre end de sovjetiske. "Åbenheds"-idealet sætter også sit præg på universitetet, hvor man f.eks. er begyndt at kræve, at de studerende følger et kursus om en ikke-vestlig kultur. Meningen er ikke, at andre kulturer skal tages alvorligt som alternativ og udfordring, men alene at slå fast, at ingen har ret, og da navnlig, at Vestens kultur og værdier ikke er bedre end andre. Der er ingen sandhed, som studiet af andre kulturer eventuelt kunne hjælpe en på sporet af, kun forskellige kulturer, hvoraf ingen er bedre end den anden. Den spørgen efter sandheden ved hjælp af den kritiske fornuft - videnskaben - som traditionelt kendetegner Vesten i modsætning til andre kulturer, prisgives, hvor "åbenhed" ophøjes til det herskende princip. Og så bliver "åbenheden" i virkeligheden til lukkethed; for man har ikke længere noget reelt motiv til at lære andre kulturer og traditioner at kende - der er ikke andet, man kan lære af dem, end at ingen har mere ret end andre.

Bloom er humanist i gammeldags forstand. Hans anliggende er den humane uddannelse eller måske snarere: dannelse ("liberal education"), hvis mål er at inddrage et menneskes hele personlighed i en spørgen efter sandheden eller det gode, og som ikke mindst må finde sted i en levende samtale med traditionen. De klassiske tekster er partnere i den samme søgen efter sandheden og derfor samtalepartnere, som virkelig har noget at sige en, hvad enten man kan give dem ret eller ej. Denne humane dannelse, som er universitetets fornemste opgave, er efter Blooms mening ved helt at forsvinde. En overfladisk popkultur underlægger sig alt; og den herskende værdi-relativisme levner in-gen mulighed for et opgør med popkulturens dogmer.

*

I bogens første del skildrer Bloom sit indtryk af de unge studenter, som han møder som professor, og som universitetet skal forsøge at bibringe en humanistisk uddannelse. Bloom viser sig her som "samtidskritiker" med et skarpt blik for mange af tidens træk: Traditionsløshed, overfladiskhed, familiens og ægteskabets forfald. Man kan være enig eller uenig med Bloom i enkeltheder; men hans beskrivelse er fuld af fine iagttagelser og ætsende satire. Man priser nutidens fremskridt på uddannelsesområdet; og en middelklassegeneration, hvor så godt som alle har en højere uddannelse, kan selvtilfreds sammenligne sig med tidligere generationer. Men teknisk uddannelse og human dannelse er to ting: en computer-specialist behøver ikke at være bedre "uddannet" i moralsk, politisk eller religiøs henseende end den mest uvidende. Der er ikke nødvendigvis nogen højere visdom at hente i "Time", "Playboy" og "Scientific American" som daglig læsning end i landsbyskolens læsebog. Og Bloom får sagt mange ting om de illusionsløse parforhold ("relationships"), der træder i stedet for kærligheden: Kærlighed kan klare sig selv; men parforhold er noget, der skal arbejdes på. Og blandt studerende er eksamenstiden en tid, hvor mange forhold opløses - man er under for stort et pres og har for travlt til at finde sig i ret meget arbejde på den front. En student har fortalt Bloom, at "Jeg elsker dig" er noget, han siger til en pige, når forholdet er gået i stykker, og man skilles uden større skade.

Den moderne værdi-relativisme udtrykker sig i et sprog, der i USA er blevet dagligdags - med udtryk som "værdier", "kreativitet", "kulturer", "livsstil", et sprog, der først og fremmest skyldes Max Weber og den sociologi og psykologi, som er inspireret af ham. Gennem Weber peger dette sprog tilbage til Nietzsche; dets rødder skal m.a.o. søges i europæisk åndshistorie. Relativisme og nihilisme er importeret tankegods, som dog kun er blevet delvis forstået, og som har lidt skade ved at blive blandet sammen med traditionel amerikansk tankegang, som i virkeligheden er helt fremmed for relativisme og nihilisme. Bloom sammenligner nutidens amerikanere med uvidende hyrdefolk, der lever ovenpå ruinerne af fordums storhed, og som holder af at lege med de brudstykker, der fra tid til anden dukker op på overfladen. Der må en arkæologisk udgravning til for at afdække de skjulte strukturer nedenunder og se, hvordan de egentlig hænger sammen. En sådan udgravning er til dels, hvad Bloom forsøger at foretage i anden del af bogen, der rummer en fortættet skildring af nihilismen i europæisk åndshistorie, først og fremmest hos Nietzsche, og af den amerikanske variant eller afart.

Bloom anskuer USA's historie som en vældig scene, hvor store ideer gennemspilles som komedie og tragedie. USA er et storstilet intellektuelt projekt, grundlagt af filosoffer og deres elever med det forsæt at føre frihedens og lighedens principper ud i livet. Dette amerikanske projekt stammer direkte fra oplysningstidens tænkere, som Bloom også griber tilbage til. Det gælder særlig Hobbes og Locke, der hævdede, at det politiske regimente hviler på de regeredes tilslutning. Disse tænkere forestillede sig, at mennesket i sin "naturtilstand" beherskes af visse enkle behov eller ønsker - navnlig ønsket om at holde sig i live. Disse behov eller ønsker kalder oplysningstænkerne "rettigheder"; og på dem bygger de deres politiske filosofi: Den politiske opgave er at opfylde menneskets rettigheder ved at tilvejebringe sikkerhed og orden og ved at fravriste naturen dens goder, begge dele ved hjælp af den oplyste fornuft. Denne tankegang, som ikke mindst Locke har udformet, er ifølge Bloom grundlaget for den amerikanske revolution og drivkraften i USA's historie.

Medens amerikanerne med konsekvens og energi har forsøgt at realisere oplysningsfilosoffernes politi-ske projekt, har Europas tænkere draget dets grundlag i tvivl. Rousseau genopdager naturen, som ikke bare er noget, der ved fornuftens hjælp skal overvindes og erobres, men som tillige er det, mennesket altid længes tilbage til. Mennesket lægger aldrig for alvor naturen bag sig og kan derfor ikke finde sig til rette i samfundet. Det menneske, der helt og holdent går op i sin funktion i samfundet, bliver til et menneske uden dybde, en "bourgeois". Og under overfladen bliver naturen ved med at lure i form af det ubevidste, id'et, selvets dybder, der snart viser sig at være bundløse. Denne linje fører frem til Nietzsches nihilisme, hvor enhver tillid til fornuften er opgivet, og mennesket midt i kaos er henvist til at skabe sine værdier ud af intet. Fra Nietzsche henter såvel Freud som Weber deres vigtigste inspiration; og det er deres ideer, der nu for alvor har erobret USA. Det vil dog ikke sige, at nihilismen her bliver kendt for alvor. I stedet bliver den afsvækket til en håndterlig udgave. Afgrunden er borte; tilbage bliver relativismens sprog, hvis funktion er at ophæve alle væsentlige distinktioner og at sikre enhver retten til at gøre, som det passer ham. "Bourgeois'en" har taget nihilismen til sig som en mode og bruger den til at smigre og berolige sig selv med. Mennesket har altid måttet forholde sig til Gud, til kærligheden og til døden. Men den amerikanske nihilisme har fundet nye måder at klare problemerne på: Gud er omsider død - forsikrer teologerne -, kærlighed er blevet erstattet af sex og meningsfyldte parforhold; og døden er nu ved hjælp af "tanatologien" (læren om en "værdig død") i færd med at blive lavet om til noget, man kan acceptere og tage roligt. Alt sammen "nihilism, American style".

*

Bogen slutter med et afsnit om universitetet og dets mening. Bloom bruger konflikten imellem Sokrates og det athenske samfund som et mønster på filosofiens eller den kritiske tænknings forhold til samfundet. Siden antikken har kritiske tænkere ifølge Bloom været optaget af at undgå Sokrates' skæbne. Oplysningstiden skabte det moderne universitet og den akademiske frihed som et forsøg på at gøre Sokrates til en institution i samfundet. Dette forsøg står i dag foran sit sammenbrud: Universitetet opløser sig i professionelle særdiscipliner; og humaniora, der står som traditionens eneste vogter, er ikke længere sikker på sin egen mening. Bloom giver også en skildring, præget af egne erindringer, af tressernes studenteroprør, hvor universitetets mangel på indhold og overbevisning om eget værd fører til, at det så godt som modstandsløst lader sig forvandle til en politisk slagplads.

"The Closing of the American Mind" er velskrevet og for så vidt let at læse; og de åndshistoriske analyser virker som en invitation til selv at tage teksterne for sig og tænke med. Her er masser af stof til eftertanke: Bloom gør således med kraft gældende, at de bedste af oplysningstidens tænkere ikke, som det ofte hævdes, var overfladiske optimister. De var udmærket klar over det svælg, der skiller den sande kritiske tænker fra menneskenes flertal, og de så også, at de fundamentale ønsker eller "rettigheder", som de bygger deres lære om det fornuftige samfund på, dvs. selvopholdelsesdriften, i virkeligheden er alt andet end fornuftige, da det indebærer en fornægtelse af døden. Men de anså deres projekt for realistisk, et forsøg på at grunde samfundet, ikke på forestillinger om menneskets højeste dyd, men på en nøgtern erkendelse af de motiver, som faktisk bevæger menneskenes store flertal. Der kan stilles kritiske spørgsmål til Blooms analyser. Kristendommen spiller en meget tilbagetrukken rolle i den historiske fremstilling; og man kan spørge, om det ikke fører til et fejlagtigt billede af f.eks. den amerikanske revolution: Var USA's grundlæggelse virkelig alene et resultat af oplysningstidens politiske tænkning? Men med sine tankevækkende analyser, sine skarpe iagttagelser og sin hvasse og velgørende kritik kan "The Closing of the American Mind" anbefales danske læsere på det varmeste.

Jesper Høgenhaven.

Allan Bloom:
The Closing of the American Mind
How Higher Education Has Failed Democracy and Impoverished the Souls of Today's Students
Simon & Schuster Inc.
1987.

Søren Krarups anmeldelse af den danske udgave kan læses her: Det er li'majet, ik'?