TIDEHVERV - Bladet udkom første gang okt. 1926

Papazu - Folkets kirke

Monica PapazuMonica PapazuFolkets kirke, Opgør med en katastrofal kirkekommission.

Pjecen med Papazus foredrag blev udgivet i oktober 2013
- og kan bestilles hos:
Elisabeth K. Jensen: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Fra pjecens indledning:

Lad det gode blive godt
Når man står over for Debatoplægget fra ”Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken”, kommer man uvilkårligt i tanker om, hvad årets jubilar, Søren Kierkegaard, ville have sagt. Han ville have sagt sådan:

”Hvad Tiden fordrer – ja, hvo skulde blive færdig med at opregne det, nu da der ved en Selvantændelse, hvis Aarsag og Anledning var Verdsligheds verdslige Gnidning mod Verdslighed, er gaaet Ild i Verdslighed. Hvad derimod Tiden i dybeste Forstand behøver – det lader sig heelt og ganske sige med eet eneste Ord, den behøver: Evighed. Vor Tids Ulykke er just, at den er blevet kun »Tiden« alene, Timelighed” (”Den Enkelte”, SV3,18,150).

Kierkegaard ville have gentaget denne tanke, insisteret på den: Tiden fordrer jo alt muligt, ”men deraf følger endnu ikke, at den behøver [det]. Hvorfor skulde det ikke hænde Tiden, som moralsk Person, hvad der hænder andre moralske Personer, om just ikke i Qvalitet af det Moralske, at den fordrer hvad den ikke behøver […]. Alle have travlt med hvad Tiden fordrer, Ingen synes at bryde sig om, hvad den Enkelte behøver”. ”[H]vad mangler vor Tid? Religieusitet” (Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, 10,159).

Nu vil jeg tage Kierkegaard på ordet og på en prosaisk måde spørge selve Debatoplægget, om det kan dokumentere, at det, som tiden fordrer, også er det, som den behøver, eller om det kan svare på spørgsmålet, hvorfor en ændring i den såkaldte ”styringsstruktur” er absolut nødvendig.

Overraskende nok nævner oplægget gentagende, at den nuværende ordning ”i praksis har fungeret godt” (ss. 17, 18, 31, 33), at den har bestået tidens prøve, at forholdet mellem stat og kirke har været afbalanceret, og at de forskellige kirkeministre gennem tiden har udvist ”skønsomhed” over for folkekirken (s. 15). Der er altså en lang historisk erfaring bag det nuværende øjeblik, et virkelighedens vidnesbyrd. Når en ændring ikke er nødvendig, gør man bedst i at huske det gamle ordsprog ”Det bedre er det godes fjende” (”le mieux est l’ennemi du bien”) eller med en mere dansk formulering ”Lad det gode blive godt, og gør det ej bedre” (Peder Syvs Ordsprog, 1682-1688).

Monica Papazu.