Af Henning Aarup, Tidehverv, 1943, nr. 9, s.97-98.

Der er en gammel Legende om to unge, som drager hjemmefra ud i Livet, ud for at prøve Lykken, for at opleve Verden og dens Herligheder. Deres første Maal er en meget stor Skov. De havde hørt, at der et eller andet Sted i denne Skov skulde være en vidunderlig Udsigt, hvis Mage de ikke før havde kendt, et Sted, hvorfra man kunde se langt ud over den store Skovs Grænser. Men de var ikke enige om, hvor dette Sted skulde søges. Den ene holdt sig til Skovens Udkant og søgte dér, men han fandt kun enkelte Steder, hvorfra man kunde se lidt ud i det omliggende Land. Til sidst opgav han Troen paa, at der overhovedet var en saadan Udsigt, som der var blevet lovet, og han vendte tilbage til det Sted, hvor han kom fra. Men den anden søgte indefter i Skoven, dybere ind i Skovens Indre. Hans Fod blev træt, og hans Klæder forrevne, men han saa og hørte meget. Træerne blev højere, Fuglesangen mærkeligere, Stilheden dybere. Og derinde i Skovens Midte, der hævede sig en mægtig Bakke. Der var Udsigten. Derfra kunde man se helt ud over de højeste Træer, ud hinsides Skovene, ud i den fjerne, blaa Synskreds.

Saadan lyder den gamle Legende, og den taler jo sit enkle og tydelige Sprog. Livets egentlige Værdier faas ikke for intet, de vindes kun af den, der er parat til at betale Prisen, som ikke unddrager sig Møjen og Farerne under Vandringen mod det uvisse Maal. Det er lettere og sikrere at slaa sig ned i Udkanten, dér løber man ingen unødig Risiko, dér er Tilværelsen til at overse, der kan man saa dejligt slaa sig til Ro med de Goder, der nu engang er at hente dér, opnaa al mulig Tryghed til Legeme og Sjæl, den som Kirken og Borgerligheden til hver en Tid er parat til at yde Menneskene. Hvad skulde man ogsaa ønske sig mere? En behagelig og sikret Tilværelse, legemligt og aandeligt, saa nogenlunde garderet mod livets Overraskelser. Og skulde det endelig ikke gaa efter Beregningerne, skulde Tilværelsen begynde at blive en for broget og for nærgaaende, saa har man den Udvej at trække sig udenfor og nøjes med at følge Udviklingens Gang, indtil der atter hersker Ro og ordnede Forhold, saa man atter kan trække Vejret frit, som det hedder. For det er jo dog det, man forstaar ved Frihed, Frihed til at leve sit Liv, som man ønsker det, til ikke at lade sig genere af Omverdenen og sine Medmennesker, at have Ro og Fred til at indrette Livet, som man vil. En fredfyldt og farefri Tilværelse, det er det, man ønsker sig og drømmer om, og det er da ogsaa det, man i Øjeblikket fra alle Sider har saa travlt med at love Verden og stille den for Øje som det forjættede Maal, der engang skal blive virkeliggjort, naar først Krigens Storme har lagt sig. Saa vil man opbygge en ny og bedre Verden og skabe de nødvendige Garantier for dens fortsatte Bestaaen, Saadan er det i det store, og saadan er det i det smaa. Vi søger allesammen at sikre os, sikre Fremtiden, skabe en betrygget Tilværelse, at gardere os mod Livets lunefulde Spil; og mislykkes Forsøget, glipper Beregningerne, kommer Tilværelsen vore Ønsker paa tværs, nuvel saa formaar vi alligevel at klare os. Selv paa vore knuste Forhaabningers Grund formaar vi at skabe os et nyt Staasted. Mennesket er aldrig saa langt nede, at det ikke formaar at trøste sig. Der trøster sig med, at det dog kun er en Overgang, saa er Uvejret ovre, saa kommer der andre og lysere Dage; eller den fromme trøster sig med, at det er Guds Vilje alt det, der sker, og saa maa der være en Mening i det, og saa maa man se at faa det bedste ud af det.

Hvad er det altsammen andet end Udtryk for, at man ikke vover at tage Livet, som det er, skyder Ansvaret for det over paa Gud eller paa Mennesker, og det kommer ud paa ét. Men dér, hvor man tager Livet, som det er, med dets Risiko og Ansvar, dér har man nok at gøre med at leve det, dér bliver der ingen Tid til at faa noget ud af det, hverken kirkeligt eller borgerligt.

Ægteskabet er et Stykke af Livet, hverken mere eller mindre, det deler Skæbne med alt andet her i Verden. Rent menneskeligt talt er det vel rigtigt, at der er faa Begivenheder, der er saa skelsættende, griber saa afgørende ind i et Menneskes Liv som Ægteskabet, er med til helt at bestemme dets Tilværelse. Der er Broer til Fortiden, der brydes ned, nye Traade knyttes, nye Krav melder sig, nye Opgaver lokker, der er nye Glæder og nye Sorger. Og dog er det saadan, at det er nøjagtigt det samme Liv, med de samme gamle Krav som før, de Krav, der altid melder sig, hvor Menneske staar over for Menneske.

I Ægteskabet bliver to Mennesker bundet nært sammen, bliver helt afhængige af hinanden, men netop derfor, fordi de er bundet saa nært sammen, fordi de ikke er fri af hinanden, netop derfor maa de staa helt frit over for hinanden. Hver af dem maa leve sit eget Liv paa eget Ansvar, gaa sin Vej fuldt ud; ingen har nogen Ret til den anden eller nogen Ret at gøre gældende over for den anden, og dog er de to stadig henvist til hinanden. Derfor er Ægteskabet ligesom Livet i en Nøddeskal. Her fuldbyrdes mellem to Mennesker det, som dog gælder for alle. „Sandheden er altid en Tomandssag”, er der en, som har sagt. Det er aldrig i Forholdet til Omverdenen slet og ret, ikke til Mennesker i al Almindelighed, men det er i Forholdet til et ganske bestemt Menneske, at Mennesket bliver til det, det er, at Sandheden møder en. Derfor rummer Ægteskabet al Livets Risiko, men ogsaa al Livets Forjættelse, en Forjættelse fra den Gud, som vil være vor Gud midt i al Livets Usikkerhed og Uberegnelighed, som vil kendes ved os som sine Børn. Der staar i den Salme, vi nu skal synge, dette Vers:

„Jeg vil aande Luften i fulde Drag,
synge Gud en Sang for den lyse Dag,
takke ham, at Morgnen mig end er sød,
at mig Dagen fryder trods Synd og Død”.

Trods Synd og Død, det er vore Vilkaar, det er vor Skæbne, men midt i denne af Synd og Død mærkede Verden taler Gud sit Ord til os, det Ord, som sætter os i Stand til at synge en Lovsang til ham, som giver os Livet, og som vil være vor Herre baade i Liv og i Død.

Henning Aarup.