Af Søren Krarup, Tidehverv, årg. 85, 2011, nr. 6, juni, s.113-115.

Et glødende nationalt temperament, en dansk ildsjæl, som ville se resultater og krævede handling. Jeg husker endnu Liberalt Centrums landsmøde i efteråret 1966 – tror jeg, det var. Det foregik på Askov højskole, og jeg var derovre sammen med Knud Møller, som var medlem af partiet. Jeg sad langt tilbage i salen og iagttog de mange cand.politer, som førte ordet og forestod beslutningerne, og jeg kunne jo godt høre, at det var begavede folk. De kunne finansloven forfra og bagfra og drøftede den samt andre relevante politiske spørgsmål i alle detaljer.

Men på en stol lidt ude til siden sad Jens Toldstrup, så jeg, for jeg kendte ham i forvejen, og jeg lagde mærke til, at han sad temmelig uroligt på sin stol. De økonomiske overvejelser og den meget saglige politisering optog ham åbenbart ikke stærkt. Og pludselig sprang han op og gik på talerstolen og læste forsamlingen teksten, som bestod i, at man skulle tage sit ansvar for Danmark alvorligt og ikke drukne sig og det i økonomisk saglighed og politimæssige overvejelser. Slog han også i talerstolens pult? Jeg husker det ikke, men jeg husker modsætningen i attitude – det brændende engagement over for de kloge tænkedrenge. Han havde virkelig en tekst, han ville læse dem.

En af de deltagende i Liberalt Centrum var Sven Ove Gade, og han har skrevet en bog om manden, der sprang på talerstolen, ”Toldstrup. En biograf om en modstandshelt”, og Sven Ove Gade husker også episoden på Askov højskole. Han fortæller, hvad jeg havde glemt, at Toldstrup var opstillet for partiet i Sønderjylland, fordi netop Sønderjylland stod hans hjerte nært. ”På et møde på Askov højskole fik jeg et indtryk af Toldstrup som politisk taler”, fortæller Gade. ”Som oratoriker var han glimrende, men han røbede ikke indlysende evner for politisk arbejde. Der var mere kraft i hans tale end substans”.

Gade har utvivlsomt ret, må man indrømme, når man heller ikke selv er i besiddelse af indlysende evner for politisk arbejde, men det er tankevækkende og tiltalende, at samme Sven Ove Gade har følt trang til at skrive en bog om denne Jens Toldstrup. Gades litterære indsats i det seneste årti er i det hele taget væsentlig og betydningsfuld. Bøgerne om Frode Jakobsen og Flemming Juncker fastholder et perspektiv, som det er afgørende for Danmark at huske. Dem, der gjorde dagens nødvendige gerning for Danmark, da det officielle Danmark svigtede landet. De nationale ildsjæle, der trådte i karakter og gik til modstand. Modstandsheltene, som ikke må blive glemt, fordi de er bærere af et afgørende budskab til efterkommerne.

*

Jens Toldstrup hed jo egentlig Anton Jensen og var født i Assens i 1915 i en fattig familie med mange børn, og han gik i en almindelig folkeskole. Men der har været ånd i både familien og skolen, for Anton Jensen lærte danmarkshistorie og især en mængde salmer og danske sange, som betød, at han livet igennem levede i en historisk eller national dimension, hvor hans tilværelse havde ansvar og perspektiv.

9. april 1940 oplevede han som indkaldt løjtnant i Livgarden. Det var en skam og en katastrofe for ham, og fra første dag var han besluttet på at gøre modstand. Men hjemvendt til Skive var han en underordnet toldassistent, som kun kunne gøre en indsats i Dansk Ungdomssamvirke og ved oprettelse af en terrænsportsforening, hvis formål var at bringe unge mænd i en form, der gjorde dem egnede til en modstandskamp. Men foreløbig måtte han vente.

Alligevel havde han skabt så megen opmærksomhed om sig, at han 29.august 1943 blev arresteret af tyskerne og sat i arrest i Viborg, hvor han måtte sidde et par måneder. Hjemkommet til Skive gik han for alvor ind i modstandsarbejdet med natlige våbenmodtagelser og samarbejde med den daværende nedkastningschef Chr. Ulrik Hansen, og da denne i februar 1944 blev taget af Gestapo, blev Anton Jensen af Flemming Juncker udnævnt til hans efterfølger, og af samme Juncker fik Anton Jensen navnet Jens Toldstrup. Da Juncker i april måtte flygte til Sverige og videre til England, blev Toldstrup jysk modstandsleder og nedkastningschef, og han viste sig jo fremragende egnet til jobbet, energisk, effektiv, iderig, og båret af en ånd, som gjorde indtryk på alle, der arbejdede sammen med ham.

Gade fortæller udførligt og detaljeret om Toldstrups bedrifter, og han tegner billedet af en modstandsleder med en umådelig dynamik. Hans folk forgudede ham. Hans resultater karakteriserede ham. Europas bedste nedkastningschef kaldte englænderne ham som bekendt efter krigen, og da befrielsen kom 5. maj 1945, stod han med stor autoritet og en modstandshær omkring sig. Det var hans livs højdepunkt. Større glans og anseelse nåede han nok ikke end 20. maj 1945, da han som leder af Ranum-konventet talte ved en forsamling i Randers, hvor Flemming Juncker, Ebbe Munck og SOE-lederen Hollingworth var deltagere, og hvor Toldstrup i en inspireret tale trak et perspektiv ind i det befriede Danmark, i hvilket modstandskampens ånd og inspiration i høj grad havde ærinde og opgave.
Men hvordan?

*

Ranum-konventet var en forsamling af nordjyske modstandsledere, der i marts 1945 var trommet illegalt sammen af Toldstrup i Ranum præstegård for at overveje fremtiden og forberede sig til efterkrigstiden. Radikalismens og 9. aprils Danmark ville man ikke acceptere. Man drøftede en politisk fremtid med baggrund i modstandskampens erfaringer. Mange var medlemmer af Dansk Samling og forestillede sig en nytid på grundlag af Dansk Samling. Toldstrup selv stillede op til folketingsvalget i efteråret 1945 som kandidat for dette parti og talte i marts måned forventningsfuldt om de forandringer af Danmark, som skulle finde sted, når freden kom.

Eneste skeptiker i Ranum præstegård var min far, Vilhelm Krarup, som slog koldt vand i blodet på de begejstrede og sagde, at efterkrigstiden Danmark ville grundlæggende være af samme art som førkrigstidens, og at opgaven var den enkeltes og ikke et partis, fordi et modstandsparti hurtigt ville blive udmanøvreret af de gamle partier. Svarende til hans ord på mødet på Ladelund Landbrugsskole i sommeren 1945, hvor modstandsfolk mødtes for at drøfte fremtiden, og hvor han i sin tale gjorde op med samarbejdspolitikken og også med den ”realpolitik”, som modstandsbevægelsen var slået ind på i sin aftale om en regering sammen med de gamle politikere. ”Ro og orden har atter sejret – skønt jeg er ikke helt sikker på, at det vil være den rette vej til ro og orden, men det får tiden vise. De gamle har sejret, for det viste sig, at opgøret imod dem var ikke radikalt, var ikke alvorligt ment. Hvad så? Fat mod, Zakæus, for nu er vi på kendte stier. Tab ikke humøret, men lad blot være med at lade dig løbe over ende. Stå alene, og du står stærkt. Vær vågen, vær kritisk og hjælp med at gøre op. Ikke blot en doktrinær udrensning af hipofolk, værnemagere og lignende, ikke blot et ortodokst opgør med de gamle politikere, men også med de nye, ja et opgør med dig selv og dine egne resultater. Opgøret er nødvendigt. Det er det offentlige, demokratiske livs måde at være levende på.” (Fra bogen: Opgørets Nødvendighed, 1945)

Jeg ved ikke, om Toldstrup var til stede på Ladelund, men det er samme kritik som i Ranum præstegård nogle måneder tidligere, og ordene kunne i hvert fald hjælpe til at slå koldt vand i blodet på de alt for sværmeriske og begejstrede. Nej, det var efter krigen samme Danmark som før krigen, men i opgøret med den samarbejdspolitik, der havde kompromitteret og beskæmmet Danmark under besættelsen, lå opgaven, den enkelte modstandsmands, også den ledende modstandsmands, Europas bedste nedkastningschef, som ikke skulle hengive sig til illusioner om en ny virkelighed, men gå besluttet ind i den gamle for i opgøret at forny den.

*

Toldstrup havde i en alder af 30 år stået på sit livs højdepunkt, og de efterfølgende år var desillusionering og for så vidt tragedie. Han søgte desperat at fastholde den nationale inspiration, der var og blev hans udgangspunkt og som havde båret ham under besættelsen. Der var i høj grad brug for den efter krigen. Opgøret var virkelig nødvendigt. Men naturligvis ville det nødvendige opgør møde samme afvisning og samme politiske bagtalelse fra radikalismen som før og under besættelsen, og Toldstrup kom til at erfare, at han ikke skulle gøre sig illusioner. Han modtog ingen gaver fra det Danmark, han havde sat sig selv ind for. Småligheden, gemenheden var lige så udtalt efter krigen som før og under krigen.

Når man læser Sven Ove Gades skildring af Toldstrups skæbne i efterkrigstiden kommer i hvert fald jeg til at tænke på de andre modstandshelte, Anders Lassen og Kaj Birksted. Måske var det i virkeligheden lykkeligt for Anders Lassen, at han faldt ved Commachio-søen i april 1945. Når man kender Kaj Birksteds skæbne, er det i hvert fald nærliggende at tænke det. I begyndelsen af 1980erne havde jeg forbindelse med Thomas Sneum, en anden fyverhelt, der havde haft held til at slippe over Vesterhavet for at melde sig til det engelske luftvåben, i hvilket han udførte bedrifter. Han besøgte mig i Seem præstegård, og da talen faldt på Kaj Birksted, som nu sad i dyb bitterhed i England, spurgte jeg, om han ikke kom hjem til jubilæet for befrielsen. Nej, svarede Sneum, han sætter ikke sine ben i det Danmark, der frøs ham ud efter krigen.

Samme skæbne som Toldstrup. Gade fortæller om et livsløb, der står i bitterhedens og tragediens tegn. Danmark havde ikke brug for Toldstrup, fordi dette officielle Danmark med god grund havde dårlig samvittighed over for ham og vendte ryggen til den ånd og nationale forpligtelse, han forkyndte.

Men så var han jo i sig selv et symbol, som blev stående, og i de kredse, også Ranum-konventet, som fortsatte i mange år efter befrielsen, var ånden stadig levende. Selv kunne Toldstrup nok føle sig ensom og forladt, men han var det alligevel ikke, for den nationale inspiration, der var udgået fra ham, levede og virkede i hans fædreland i lange tider.

Og Toldstrup var ikke mere bitter, end at han gik til modstand, når der kaldtes på ham. Jeg husker 1986, hvor Jesper Langballe og jeg stiftede Komiteen mod Flygtningeloven og indledte kampen mod indvandringspolitikken, og hvor jeg ringede til Toldstrup for at bede ham indtræde i komiteen. Han var da netop vendt hjem fra sin triste udlændighed i Spanien og boede i et ombygget hønsehus ved Ask højskole, men han ringede dagen efter den første opfordring og sagde ja, for han kunne jo godt se, at det arbejde, der nu gik i gang, var i klar forlængelse af den modstandskamp, han havde ført under den tyske besættelse. Og det blev ikke uden betydning, at han så redebont erklærede sig solidarisk med os. Hans navn og reputation kunne selv Systemet Politiken ikke bestride. Jens Toldstrups deltagelse i den nye modstandskamp bidrog til at give den gennemslagskraft, og han var i alle sammenhænge loyal og beslutsom – jeg husker endnu hans mødeledelse af det pressemøde, vi holdt i Aarhus 9. april 1987, hvor journalisterne sad i hobetal i lokalet, mens hujende demonstranter fylkedes udenfor. Den gamle nedkastningschef kom formelig i hopla. Der var fortsat noget at kæmpe for.

Og det var der jo også, og det var samme kamp som for mere end en menneskealder siden. Ånden var fortsat brændende. For Toldstrup handlede det hele om Danmark, og selv om han også i denne sidste omgang blev ugleset i landets førende kredse for sin stillingtagen, betænkte han sig ikke. Vi er nogle stykker, der har grund til at takke ham for godt kammeratskab i hans livs sidste fase.

*

Det er en god og væsentlig bog, Sven Ove Gade har skrevet om ”en modstandshelt”. Toldstrup fortjener det. Modstandskampen fortjener det. Og historieskrivning af denne art har jo ikke blot fortiden, men i endnu højere grad fremtiden som sit sigte. Bogen om Toldstrup slutter sig dermed til bøgerne om Frode Jakobsen og Flemming Juncker. Det er en afgørende del af den nyere danmarkshistorie, Sven Ove Gade bringer ind i nutiden og gør levende, og midt i globaliseringen og internationaliseringen og EU og FN er intet vigtigere end at holde fædrelandskærligheden fast.

Den, der var Jens Toldstrups dagsorden.

Søren Krarup.