Af Søren Krarup, Tidehverv, Årg. 85, 2011, nr. 3, Marts, s.49-50.

Jeg kom gående på anden sal på Christiansborg den dag, jagten på Henriette Kjær kulminerede. I fjorten dage havde hun været jaget vildt i pressen. Formiddagspressen havde væltet sig i hendes private forhold og savlet hende til med sin mistænkeliggørelse. Hver dag havde hendes fotografi været på forsiden af BT og Ekstrabladet. Hele landet skulle vide besked med hendes katastrofale økonomi. Ingen fik lov at være i tvivl om, at hun og hendes mand var ved at gå fallit med alt, hvad hertil hører – og dette sidste var formiddagspressen ikke mindst interesseret i.

Nu var der møde i den konservative folketingsgruppe, og en savlende, gispende kæmpeskare af journalister og pressefotografer stod forsamlet foran døren til det konservative gruppeværelse. Forventningen lyste dem ud af øjnene. Målet var i syne. Når nu døren gik op, måtte Henriette Kjær komme ud, og der var grund til at vente sensationer. Hun var formentlig blevet tvunget til at træde tilbage som politisk ordfører. Måske var hun også blevet tvunget ud af partiet. Den store forsamling af pressefolk kunne næsten ikke vente.

For måske, måske kunne hun ikke holde tårerne tilbage. Måske ville hun begynde at græde. Dette, just dette ville være triumfen, den sluttelige succes for den ugelange forfølgelse. Tårer i Henriette Kjærs øjne ville betyde sejren for BT & Co., og mediekorpset havde ondt ved at beherske sig.

Nej, Henriette Kjær græd ikke. Hun kom fattet og tappert ud af gruppeværelset og meddelte sin tilbagetræden som ordfører og sin udtræden af politik. Hendes afgang var en skuffelse, for der var ingen tårer og intet sammenbrud.

Men for den, der som jeg var ufrivillig tilskuer til optrinnet, var det ækelt i sin menneskejagt og skamløshed, og jeg kunne ikke lade være med at hvisle nogle grovheder til de journalister og pressefotografer, jeg kom forbi. Det kunne de tage let. Det gjorde de formentlig også. Men den forfalskning af de menneskelige grundforhold, som den moderne presse dyrker, var tydelig for enhver.

*

En Henriette Kjær har nemlig krav på den største respekt. Det står klart for alle i dette land, at det er hendes mand, der har været hendes ulykke. Hans økonomiske ansvarsløshed synes næsten ubegrænset. Han har trukket hende med i sit sammenbrud. Men Henriette Kjær har været ham tro og har holdt fast ved sine børns fader uden vaklen. Hun havde selv kunnet klare frisag ved at give ham løbepas. Hun havde formentlig kunnet bevare sin position ved at sige farvel og tak til ham, der var årsag til hendes fald.

Men hun gjorde det ikke. Hun var imponerende loyal og trofast. Hun er et eksempel på trofasthed og kærlighed. Men hvad betyder det i den medieverden, der er blevet vort offentlige liv? Hvad interesserer det journalister og pressefotografer, at de står over for et fint og anstændigt menneske, der er kommet i ulykke på grund af netop sin anstændighed? Alt handler om den billige sensation. Alt er til fals for den snagende historie om et kendt menneske, hvis ægtefælle ikke har haft styr på sin økonomi. Åh, en tåre foran gruppeværelsets dør, bare en enkelt tåre eller to, et par tårer til BTs forside…

Sådan forsimples og prostitueres menneskelivet, for det ægte bliver kendt ugyldigt, og kun det sensationelle og skamløse dyrkes. Jeg synes, at Henriette Kjær burde have høstet respekt, ikke skadefryd. Jeg synes, at hun i den simili-verden, som Christiansborg og vort offentlige liv efterhånden udgør, er et imponerende billede på menneskelig værdighed og værdi.

Hendes økonomi ligger i ruiner. Men hendes eksempel er opbyggeligt og smukt.

Et eksempel for det folk, der i stedet vulgariseres af medierne.

*

Et andet eksempel på, hvorledes menneskelivets virkelighed forsimples og forfalskes:

I løbet af dette forår skal spørgsmålet om vielse af homoseksuelle afklares. Der ligger en betænkning og en række forslag, og som bekendt er der tilsyneladende flertal for at lave en ”vielse” for to af samme køn. Kirkelige nikkedukker taler henført om ”kærlighed”, for i denne ”kærligheds” navn er der ikke forskel på mand og kvinde, ægteskab og registreret partnerskab, virkelighed og uvirkelighed, idet den sentimentalisering af menneskelivet, som man kalder ”kærlighed”, retfærdiggør enhver uvirkelighed.

For naturligvis er det et attentat på menneskelivets virkelighed, når man ikke længere vil lade et ægteskab være et forhold mellem mand og kvinde. For det er det jo. I al enkelhed skal en mand forlade sin fader og sin moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød, som det hedder i Bibelen og vielsesritualet, og så enkelt kan sandheden siges. Heri ligger ingen foragt for eller nedvurdering af homoseksuelle. Enhver homoseksuel skal have lov til at være, hvad han eller hun er, men det betyder selvsagt ikke, at forskellen på mand og kvinde derfor ophæves. Nej, den er ikke hellig, for der er i sig selv intet helligt ved menneskelivets virkelighed, men der er netop en virkelighed, og det er denne, Bibelen og kristendommen understreger. Der er noget, der står fast. Der er et tvekønnet menneskeliv fra skabelsen af, og dette givne, tvekønnede menneskeliv er det opgaven at være tro. Ikke dyrke det. Ikke helliggøre det. Men være det tro i al dets skabte virkelighed.

Og den dyrkelse af ”kærlighed”, der vil ophæve det givne for i stedet at dyrke det kunstige og ubegrænsede, er et angreb på det menneskeliv, der kender til fader og moder og børn og familie. Det er sværmeri. Det er et sentimentalt forsøg på at trække sig selv til vejrs ved håret for i virkeligheden at lege Vorherre i stedet for at være tro mod den begrænsede, tvekønnede virkelighed, Vorherre har sat os til at leve i.

Et surrogat i stedet for et ægteskab.

Kristendom er et kald til virkelighedstroskab, til at være livet og jorden tro, og ikke en opfordring til ubegrænset sentimentalitet og grænseløst sværmeri. De præster og biskopper, der er fortalere for ægteskab mellem to af samme køn i ”kærlighedens” navn, forfalsker kristendommen og reducerer den kristne forkyndelse til humant tåreperseri.

De er af ganske samme art som vore medier. De kender ikke forskel på virkelighed og simili, de jager det effektfulde for effektens skyld og lader derved virkelighed og ægthed gå til grunde.

Jeg kommer til at tænke på pressens forfølgelse af Henriette Kjær.

Søren Krarup.