Af N. C. Petersen. Tidehverv, 1930, s.26-29.

Som "No man's land" mellem skyttegravene allerede i krigens sidste år kunde gro til og uden for angrebene henligge som steppe med grønt græs, næret af blod og regn, og små søer, opstået i tidligere granathuller, sådan er der nu ved gro poesi og eventyr op over det sjælelige ingenmandsland, den helvedes ødemark, som hedder krigen. Der er ved at gå kunst i den, og nedslaget er en række bøger, som smarte forlæggere lysreklamerer op i hidtil uanede oplag, og som kritiken i al dens golde æsteticisme og døde intelligens kalder smukke: alt uden småligt hensyn til emnet: menneskehedens fallit og millioner af døde unge, - men unægteligt med behændigt henblik på publikum. Med et smart buk for det dådløse publikum, som ved dette kun at være betragtende tilskuer over for tilværelsen begaar et forrædderi mod denne, i en lav spekulation af de laveste instinkter hos alle dem, for hvem tilstedeværelsen ved en boksekamp eller fodboldkamp erstatter den modsætningernes spænding, som de mirabile dictu ikke kan finde i den daglige tilværelse. Sjæleligt farligst af alt er den tilstand af lukkethed, hvor et menneske "filmer", hvor det ustandseligt fornemmer en kraft, "en bevægelsesmængde" gennemløbe sig uden at forløses i handling. Det overskud af kalorier, medviden og medopleven kræver, savner tiden; det er ikke uden grund, at film, der intet kræver, afløser teatret, der kræver alt, og det er ikke uden grund, at netop nu det ene forlag efter det andet under frasen: det psykologiske øjeblik hiver sin krigsbog ud på markedet; vor tids dyre virkelighed opføres nu som billig eftermiddagsforestilling; folk ønsker at få krigen æstetisk serveret og i farefri afstand - som ved en tyrefægtning - genopleve hine bevægede dage.

I.
Ovensagte gælder en dansk bog - først og fremmest. Ingeniør Dinesen, søn af "Boganis Jagtbreve" har på Reitzel udgivet nogle jagtbreve fra vestfronten. Ordet jagtbreve taget i egentlig forstand. For hr. Dinesen, der som frivillig blandt de "højskotteklædte canadiere" tilbragte nogle få krigsmåneder ved Lens-Arras, - er verdenskrigen en sport, en rævejagt, hvor "Fritz" går "i grav", hvor han undertiden er "en stor tyk fyr, der skydes gennem maven og ruller rundt accurat som en anskudt hare" - et jagteventyr, hvor "man ser sin fjende knække sammen foran sin riffel omtrent med samme følelse, som da man skød sin første buk: "Jeg fik den". Og bagefter tænker man på kampen og drabet på samme måde som en ung mand på sit første lykkelige kærlighedsforhold; man fyldes med en varm tilfredshed ved sejrrigt at have brugt sine evner og kræfter i en stor oplevelse".

Denne lystmorder, som "ser sig selv i ånden bombarderende Berlin", og som erklærer, at "han har levet mere end nogensinde her ved fronten Lens og Arras", er "gået i krig ikke for idealernes skyld, jeg slås, fordi jeg elsker oplevelsen, faren, dåden".

Hr. Dinesen er en dreng, for hvem eventyret, drengens drøm, erstatter den virkelige verden. Bogen slutter: "Bag os, uigenkaldeligt bag os ligger eventyrskoven, den virkelige verden, det virkelige liv". Disse skryderier af en stortalende soldat, der "dog ikkun hedte Tom udi Brabrands belejring", påberåber sig en livsanskuelse, der generende minder om de billigt købte, man anskaffede sig som gymnasiast. "Jeg har ingen metafysiske skrupler; for 10 år siden gjord jeg mig fri for de religiøse dogmer og kirkemoralen, og siden frelste Stirner og sagaerne mig fra humanitetens ligeså uholdbare kategoriske imperativer, fra tro på absolutte menneskerettigheder og samfundspligter". Helledussedasse. (Hr. Stirner er en i høj grad afdød "Fritz"). Et livssyn (til indkøbspris), der i sin underkendelse af alt levende og dets ret, kun undtager spurve (p. 145). - Det absolut eneste tiltalende træk - bortset fra spurvene - ved hr. Dinesens franske jagteventyr, er hans påstand om, at døden for ham og folk af hans slags kun er en "joke", den kære krop og det dyre liv intet. Hvis det er sandt, virker det husvalende i en tid, hvor al fejghed og frygt samler sig om liv og lemmer. Men "Ach Herren kunde slå folk ihjel med en pennefjer -" man kan ikke frigøre sig for en fornemmelse af, at selvom der er meget rigtigt i selve beretningerne, er der også meget - pral iblandt, meget, som skyldes de mellemliggende års skønvirke. "Der lugter altid ilde bag en hær, som skal i slag", og jægeren Dinesen har såmænd også i farens stund - om jeg så må sige - afbenyttet sine højskotske nok-sagt. Eller rettere: killt, skørt. Hvilket letter foretagendet.

Man harmes over, at denne bog, der intet har at sige om krigen og dens spørgsmaal, skal være den danske indsats og siger til sig selv: "Om jeg havde nogen bestyrkelse behov i dette: Hellere under hele samfundets foragt og mistanke for fejghed skydes som en hund og begraves i rendestenen end deltage i dette svineri - om jeg havde nogen bestyrkelse behov, skal denne bog nok give mig den. -

Som modsætning hertil fremtræder en krigsbog.: "Fra Menneske til Soldat" af Kurt Werswick, der lå som norsk frivillig ved samme frontafsnit hos canadierne. Der er måske ingen af bøgerne om krigen, hvor hver sætning rammer så direkte og hvert ord har så megen slagkraft som hos denne nordmand. Her skjules intet af bravader eller repareres sammen af meninger; men sandheden om myrderiet står stenhårdt og dagklart i en mandig bekendelse.

"Vejs Ende" (Skuespil af R. C. Sherriff). Et af de vanskeligste problemer i krigen var overgangen for skyttegravenes folk til det daglige, fastlagte arbejde hjemme. Tilløbet til krigsstykker på engelske scener i øjeblikket skyldes den omstændighed, at her mindes man midt i den nøgternt grå hverdagstilværelse det ansvarsfri og tilfældige liv i: Frankrigs skyttegrave. Hverdagen, i hvilken intet hænder, ud over det programmæssige, blegner over for de "tider, da det skete".

Et af disse tilløbsstykker: "Journey's End" foreligger nu på dansk (og godt og levende dansk ved Sven Clausen). Om dette drama, der gennem alle 3 akter foregår i skyttegravene, skal kun siges et par ting. Det er for det første typisk engelsk; der er barsk mandfolkehumor i det; mange af skikkelserne minder om hine kiplingske, der "har holdt fronten" i Indien til dags dato. Alle disse, der 3 år igennem har været hulebeboere, ejer den britiske vilje til først og fremmest at være mænd og ophæve frygten; man er vittig og synes ligeglad lige ind i den sikre død. Dette contrafei af det britiske mandfolk er stykkets egentlige værd, som dets eneste confliktstof er det, der skabes af spændingen mellem frygten for døden og frygten for fejghed. - Men: netop fordi det er typisk engelsk, læser man det uden større bevægelse. Der er noget i det britiske væsen, som altid forekommer dumt. Måske rettere ulevet. Praktisk klogskab kan udelukke visdom, og comman-sense er altid i lige grad fantasien og forstanden fjern og foragter disse to yderpoler som ikke hørende med til det gode selskab. Derfor er "Vejs Ende" ikke en bog, der får én til i følelsen at medopleve dybderne i menneskesindet eller til med forstanden ane højden af problemerne; den er en opvisning i engelsk psykologi.

På Teatret vil et stykke som dette vel desværre gøre sig, ret iscenesat. Både i kraft af sin ydre dramatik og i kraft af, at nu må skyttegrave forlanges som sidste indsprøjtning for nerver, der kun kan holdes oppe ved stadigt gentagne overbud. Men som alle "passionsskuespil" er "Vejs Ende" blomster og græs på No man's land. Med al sin teknik og i al sin faste hårdhed har den intet at sige os.

Den, der vil læse om en mand, for hvem krigen ikke indeholdt gran af æstetik, kan passende erhverve "sig Studdert Kennedy's "The hardest Part". I den bog gør et menneske op med krigen uden uvedkommende skelen til højre eller venstre.

II.
Til udgivelsen af Johannes Reiffs: "Gennem Skyttegrave" leder man forgæves om nogen blot plausibel grund. Man kan gætte på, at forlaget - om end en kende sent - er startet for at opnå sin andel i den pludseligt opdukkende chance for at få den sidste krigsgullasch med. Men iøvrigt gider man ikke gøre sig nogen tanke om, hvordan dette product er kommet til verden.

Claus Eskildsen er seminarielærer i Tønder og har på Aschehoug udgivet en fornuftig og læseværdig bog: "Østfront og Vestfront". Interessen ved denne bog ligger ikke alene i, at man får både vest- og østfront skildret - og af den samme mand; men her samler hele frontlivets billede sig i en besindig mands betragtninger. En mand, som kan gøre iagttagelser, ikke er bange for at snakke med selv, en mand, der fra sin stilling bag fronten (som regimentsskriver) ser det, den almindelige soldat ikke ser, og endelig en mand, der i kraft af sin alder og viden kan gøre sig rede for større linjer i krigen end frontsoldaten, for hvem skyttegraven og ingenmandsland er hele verden. - Netop på grund af forfatterens videre horizont og store besindighed får de bemærkninger, hvor han gør op med krigen en langt større vægt end den, ordlyden giver dem. Beretningen om slaget ved de masuriske sumpe slutter han: "I dag ved vi, at vi sled og led og sultede og vaagede til ingen nytte". "Godt, at de mange, som nu græder, ikke har set deres kæres "heltedød". - "En stor løgn det hele - I faldt på Uriaspost". - Claus Eskildsen har gjort sine egne iagttagelser, som bekræftes af andre krigsbøger. Den latterlige uddannelse bag fronten, den uddannelse, der endte i tragedie, da det drejede sig om de yngste årgange, der i krigens sidste år blev mejet ned uden gnist af viden om, hvordan de skulde søge dækning. - Et eksempel på feltprædiken (p. 61) er ikke uden interesse. "Der er gudstjeneste i felten, og der er præster, men hvor er Gud blevet af?" - "Jeg kender ingen, der har fundet ham derude. Jeg kender mange, for hvem han blev borte. Hjemme fandt man ham igen". - Man får et levende indtryk af, at Gud kun existerer i dagsbefalinger: "Vore soldater fik den faste overbevisning, at Gud skænker sejren, hvor end det 40. korps angriber". Hvad Claus Eskildsen har at sige om gasangreb skal læses og derfor også anføres her: "Lumskt, fejgt, grusomt er et gasangreb, krigens udtrykte billede og derfor dens kæreste barn" (p. 129) - og senere: "Der ligger disse dødsdømte stakler, uhyggeligt grønne og gule i ansigtet. Åndenøden tager til, ansigtet bliver blåsort, et tykt skum står om munden, en modbydelig stank breder sig. Lungerne fortæres under kvælende hoste og frygtelig åndenød, ingen bevidstløshed mildner dødskvalerne. Gasvåbnet er djævlens opfindelse. Gasmord er grusomhed i renkultur, værre end når man lagde strikken om halsen på ofret, og langsomt, langsomt, langsomt trak til. Derfor blev gassen denne krigs yndlingsvåben". - Cl. E. gør opmærksom på en modsætning, som den almindelige soldat følte stærkt: den mellem det liv, han førte i skyttegraven og det, der blev levet umiddelbart bag fronten af officerer og en hærskare af skøger - i den farefri zone, hvortil al jordens bærme ligesom sugedes. Han opgør det kort: "Hjemme led soldatens familie nød, mens jævnaldrende, sunde og raske købmænd og håndværkere tjente en formue på ét år. I Etappen løb officerer og menige med ordner på brystet og nød livets fulde bæger. I fronten blev soldaten revet og slidt i stykker". - Et eneste lysglimt: "Måske var det krigens eneste gode, at den genindsatte brevet i sin ret. Disse feltbreve uddybede, fæstnede og fyldte forholdet mellem mand og kone, søn og moder. Alt det smålige fra dagliglivets mange små skær er rystet af, alle de kedelige kivsættende spørgsmaal om mad og drikke, arbejde og adspredelse er trådt i baggrunden".

Efter to års tjeneste ved den russiske front blev forf. overflyttet til tjeneste vest på. "Over østfronten lå der en skær og skarp luft. Her i vest er alt sunket ned i krigens fordærvede pest og synd. Her viser krigen sit sande, urene, grimme åsyn."

Det er dette åsyn, der stirrer på os fra hver eneste side i de to bøger, skamstøtterne over os og vor tid: Ludvig Renn: "Krig" og Erich Remarque: "Intet Nyt fra Vestfronten". To gravmæler: det ene som et af hine trækors, man snittede til anvendelse på soldaterkirkegårde - det andet som et kunstfærdigt udbygget mausolæum. Uden iøvrigt at gøre sig skyldig i anmeldelsen af gravsten, må en læser af disse to mest omtalte krigsbøger dog have lov at bemærke: der gives to former for æstetik. Den ene er at ligne ved hin blomst, der på svensk lyder navnet: Gallblomma. Når den fra vild overflyttes til have og dyrkes gennem mange år, sker der en væsentlig og skæbnesvanger metamorfose med planten, idet alle blomstens befrugtningsdele omdannes til kronblade. Den naturlige, enkelte blomsterkrans mangfoldiggøres og blomsten står der med varme, lysende farver og lokker. Og dog bor der kun inde i den duftende pragt det sterile intet. En vis art af "æsteticismen" er af "gallblomman"s slægt. Livsloven om hvedekornet, der må og skal dø for at give plads for det egentlige, frugten, kan fornægtes også i bøger, og dér, hvor et menneske for at redde sig selv, sin egen personlighed, egne stemninger og deres fylde, ikke er "bei der Sache", ikke vover at tiltro kendsgerningerne magt til at sige alt, dér kan det resultat, der fremgår, blive en krans af skønne blomsterblade om det golde ingenting. Mennesket har sat blomst, hvor livet vilde have det til at bære frugt. Mennesket og dets private fornemmelser bliver så ofte lynaflederen for virkeligheden; som gallblomman ingen honning, sådan har den rene æsteticisme ingen næring.

En læser af Remarques bog kan ikke frigøre sig for indtrykket af, at dele af dette værk falder ind under denne dom. Lad det i forbigående være sagt, at ovenstående helt ud gælder en bog, som har set sin fordel af at sejle i krigslitteraturens kølvand. Den hedder "Aargang 1902" (af Ernst Glaeser) og har intet med krig at skaffe. Den er en beskidt efterkrigsspeculation af en mand, der ikke kan skrive.

Men æstetik kan være noget andet; den kan være kundskaben om, at lykken ligger i sagens, og ikke i skinnets verden, "videnskaben om objectivitet", hjertesagen katexochen. Og bøger kan bringe bud fra denne kundskab, fra sagens verden. Ludvig Renn har kaldt sin bog: "Krig", og det er krigen, der gennem kendsgerningernes sprog skildrer sig selv. Her er flugten fra skinnet til sagen fuldbyrdet, vejen fra patos til etos tilbagelagt. Mål og vej er et og det samme; her er ingen biveje for læserens udenomsfølelser eller "private gangstier" for forfatteren, afledende stemninger. Ingen sidehensyn til forfatterens eventuelle navn og ære, ingen afdrift - sådan var krigen, og sådan var vi, der som tyske mennesker prøvede på at gøre vor pligt mod landet og mod kammeraterne midt i dette vanvid. Den er skrevet af et helt menneske og et godt stykke af et mandfolk, der ikke sentimentaliserer over egne følelser eller reflekterer over sine nerver. Renn er den tyske mand, Remarque det europæiske kulturindivid. "Krig" er bogen om 1914-18, hvor alt det andet er litteratur. Derfor vil den skuffe de mennesker, der kun ønsker at være "publikum".