Af k., Tidehverv, årg. 82, 2008, nr.10, december, s.189.

I Århus ønsker Det teologiske Fakultet at afskaffe sprogkravene til teologistudiet. Latin og hebraisk skal være valgfag, og så véd alle, at ingen vil vælge dem. Århusfakultetet vil altså ikke længere uddanne vidende, sprogkyndige teologer, der kan læse Bibelen og Folkekirkens bekendelser på grundsprogene. De foretrækker halvstuderede, århusianske røvere.

Det er ikke første gang, man har forsøgt at ødelægge teologifaget. I 1989 var noget tilsvarende under opsejling, men det fik ingen gang på jorden. Hvorfor? Fordi det samlede bispekollegium meddelte, at ingen af dem ville ansætte så underlødige kandidater i deres stifter. Dét virkede. Så måtte de lærdomshadende sprog-attentatfolk opgive deres uædle formål. For hvordan ville de kunne tiltrække studerende til et fag, som ikke kvalificerede til ansættelse i Folkekirken?

Nu svæver teologifaget igen i livsfare, men hvor er det samlede bispekollegium, der har mulighed for at afværge angrebene?

Væk. Jo, der er nogle enkelte stemmer, f.eks. Lolland-Falsters biskop, Sten Skovsgaard. Men hvem er det, der sidder i det af biskopperne nedsatte arbejdsudvalg vedrørende præsteuddannelsen? Kjeld Holm, manden uden teologisk kandidateksamen, manden der selvfølgelig var den første til at hilse forringelserne velkomne. De andre biskopper overlader det altså til en udannet ræv at vogte de teologifaglige høns. Og så véd vi godt, hvad klokken er slået. Biskopperne vil byde det konstruktive, fremadrettede århusianske forslag velkommen, teologifaget skal jo tilpasses til tiden og så videre derudad.

Når teologifaget snart bliver ødelagt, véd vi altså godt, hvem der skrev dødsdommen: Kjeld, bedre kendt som Katastrofe-Kjeld, manden, der aldrig forpasser chancen for at gøre sit til at ødelægge folkekirken.

Ingen undrer sig over Katastrofe-Kjelds aktier i attentatet på teologistudiet. Det var, hvad man kunne forvente. Det er mere underligt med de andre biskopper. Hvordan kan de se sig selv i øjnene?

k.