Af Christian Langballe, Tidehverv, årg. 81, 2007, nr. 9, November, s.187-190.
En nyskolastisk bølge er i de seneste år skyllet ind over Tidehverv, og jeg spørger mig selv, hvornår der her i bladet kommer krav om, at den evangelisk-lutherske folkekirke igen bliver forbundet med moderkirken i Rom. Paven bliver dyrket som en superstar, så Luther, Kierkegaard og Olesen Larsen skiftes nu ud til fordel for Aristoteles, Thomas Aquinas – og ja, Joseph Ratzinger, alias Pave Benedictus den 16. Det er forstemmende at konstatere, at det lutherske nej til kirkelig magtfuldkommenhed, selvgod moralisme og spekulativ systemtvang, som altid har været Tidehvervs kendemærke, nu er på vej til at blive lukket inde i et babylonisk fangenskab af nyskolastisk filosofi og selvgod moralisme. Man vil ikke lade sig nøje med ordet om korset, som man vrænger surt og foragtende af. Nej, man vil hellere marchere ind i himlen og se Guds herlighed. Derfor søger man nu åndelig bistand hos paven og han vil uden tvivl beredvilligt byde desillusionerede protestanter velkommen tilbage i folden. Svaret kan for mig at se kun være at gentage Luthers rungende NEJ – både til paven, til tyrken og til al nyskolastisk pavedyrkende sværmeri. Hvor dannet og beundringsværdig paven end er, så har problemet med den katolske kirke altid været, at den forsøger at lukke evangeliet inde i et babylonisk fængsel af lovreligiøsitet og filosofisk spekulation. Overfor lovreligiøsitetens tyranni hjælper kun det kristne frihedsbudskab, der dømmer den enkelte som synder og herpå sætter mennesket fri til at leve af Guds kærlighed og nåde. I lyset af det kristne frihedsbudskab kan hver enkelt med frimodighed svinge åndens sværd for frihed og ligeret vel vidende, at ens kamp i grunden intet lægger til eller trækker fra. Gud har en gang for alle vundet friheden for mennesket gennem evangeliet.
Jeg må tilstå, at jeg blev meget foruroliget, da jeg nærlæste Claus Thomas Nielsens foredrag Aftenlandet, der var optrykt i septembernummeret. Står det virkelig så slet til med den reformatoriske teologi? Alle andre steder er luther-trætheden så udbredt, at flertallet af moderne præster i dag er ophørt med at være lutheranere. De ved dårligt, hvem han er. Nu er luther-trætheden altså også begyndt at indfinde sig på Tidehverv. Det er i hvert fald, hvad jeg må konstatere efter at have læst Claus Thomas Nielsens foredrag. For foredraget er et langt forsvar for Thomas Aquinas' syntese mellem græsk filosofi og kristendom, mellem fornuft og tro. Claus Thomas Nielsen forsøger at gentage og videreudvikle, hvad paven sagde i den berømte tale i Regensburg d. 12. september 2006, hvor paven netop forsvarer den thomistiske syntese mellem græsk filosofi og kristendom. Ordlyden, begreberne og sigtet er det samme. Begge forsvarer de en slagkraftig syntese mellem græsk filosofi og kristendom, mellem tro og fornuft, og ved hjælp af denne syntese ønsker de nu at vise en vej ud af tidens elendighed. Dog bør Claus Thomas Nielsen vide, hvad hans fuldtonede tilslutning til skolastikken og paven betyder. For den indebærer en afvisning af reformationens hovedanliggende og af den protestantiske teologi som sådan. Det ved paven godt, og helt konsekvent er hovedangrebspunktet i hans tale ud over islam da også reformationen og den protestantiske teologi. Luthers reformatoriske opdagelse af, at den retfærdige skal leve af tro, udmøntes først og fremmest i et knivskarpt og radikalt opgør med den skolastiske teologi i teserækken Disputatio contra scholasticam theologiam fra 1517. Her afvises syntesen mellem græsk filosofi og kristendom med ordene: at ingen bliver teolog, medmindre han bliver det uden Aristoteles. Opgøret er ikke rettet mod Aristoteles som sådan, men mod den skolastiske sammensmeltning af filosofi og kristendom, hvor evangeliet medieres til ukendelighed, indtil det til sidst kan sættes i tjeneste for gerningsretfærdigheden og det menneskelige magtbegær. Claus Thomas Nielsen forsøger i sit foredrag at nå bag om reformationen og lægger sig så tæt op af en katolske thomisme, at jeg kan have svært ved at se forskel.
Jeg vil i det følgende beskæftige mig med foredraget ud fra nogle generelle betragtninger, og så tage nogle få, men centrale formuleringer ud, der for mig sammenfatter foredragets sigte. Først dog en generel betragtning. Claus Thomas Nielsen har engang selv fortalt, hvordan han under påvirkning af Derrida og universitetsmiljøet begyndte som dekonstruktiv teolog. Det forekommer mig, at han i sit foredrag som et modtræk mod den dekonstruktive modernitet begynder at konstruere en ny virkelighed, der passer ind i et middelalderligt skolastisk system. Dog i en lidt moderniseret udgave. For der er såmænd også plads til en hel del hegeliansk og utilitaristisk historiefilosofi. Mon ikke Claus Thomas Nielsen har glemt, at han er et eksisterende menneske. Det virker ærligt talt, som om han har bygget et imponerende tankepalads op, der funkler og stråler i al sin herlighed, men selv har indlogeret sig i portnerboligen, hvor han lever sit almindelige liv. Teologien er for ham et stort spekulativt system, og Gud er et transcendent filosofisk princip, som sætter den enkelte i gang med at filosofere derudaf. Som han selv skriver det: ”Det er kun kristendommen, som tilbyder mennesket et ståsted uden for verden, en meta fysis” (s. 137). Det græske ord ”theoria” betyder oprindeligt ”gudsskuen”, og det er netop, hvad tro er for Claus Thomas Nielsen: En teori, som sætter een i stand til at skue Gud, og som giver den enkelte en platform uden for verden, hvor man så kan sidde og tilrettelægge verdenshistorien og virkeligheden, som det passer en. Der er for Claus Thomas Nielsen ikke nogen principiel forskel på det filosofiske logos, som de græske filosoffer opererede med, og så det evige logos fra Johannes-evangeliet, der som bekendt blev kød i Jesus Kristus og tog bolig iblandt os. I begge tilfælde udtrykker Guds logos for ham den højeste fornuft. Hør blot følgende sætninger: ”Filosofferne søgte efter verdens grundvold, dvs. det værendes væren og bevidsthedens og fornuftens grundvold, logos. Og til dem kom kristendommen og sagde, at det værendes væren havde åbenbaret sig som en personlig Gud med navnet: ”Jeg er den, jeg er”” (s.137). Videre hedder det: ”Det er væren selv, logos selv, som i den brændende tornebusk træder ind i verden med navn og tilmed siger, at han er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud” (s. 137). Hele tiden skal virkeligheden og historien lægges tilrette i et logisk gnidningsfrit system, og Claus Thomas Nielsen ender med at konstatere: ”Det, som de kristne teologer kan fortælle de hedenske filosoffer, er, at de har søgt i den sande retning, men naturligvis ikke ved egen kraft fundet det sande svar” (s. 138). Det fornuftige menneske kan søge i den rigtige retning og nå et pænt stykke vej på egen hånd. Mennesket kan nærme sig Gud, og evangeliet er i grunden blot en fuldendelse af den vej, som det filosofiske menneske allerede er trådt ind på.
Claus Thomas Nielsen kan gå så langt, at han i sin syntese mellem tro og fornuft kan skrive: ”Augustin citerer et sted den tanke, at de dybeste sandheder kun kan gribes i tro, men tilføjer, at det jo alligevel er fornuften, som skal fortælle os, at de gribes i tro, og så kommer fornuften alligevel først (s. 138)”. Det er så sandelig spekulanten, der er i gang. Den filosofiske fornuft iscenesættes som en ufejlbarlig instans, der kommer før troen og egentlig er ikke så lidt finere. Det forholder sig helt modsat for Luther, hvor troen er den kostelige redningskrans, som Gud kaster ud til det menneske, der strider i mørket, mens fornuften omvendt er en hore. Fornuften har nemlig den brist, at den ikke accepterer, at mennesket er en synder, og den ikke vil give Gud den ære, der alene tilkommer ham. Viljen til selvguddommeliggørelse og menneskets ønske om at gøre sig selv til tilværelsens herre får fornuften til at løbe vild. Sådan leger den blindebuk med Gud og går konstant fejl, fordi den er fanget i mørket og befinder sig under syndens og dødens vilkår (Se udlægningen af Jonas bog fra 1526).
Mon ikke problemet med Claus Thomas Nielsens forståelse af fornuften er, at han egentlig lader fornuften passere fuldstændig intakt gennem syndefaldet og lader en filosofi, som ikke kender til syndefaldet, sætte dagsordenen for evangeliet. Derfor kan han også skrive følgende: ”Den græske oplysning blev afsløret som et forberedende virke for den sande oplysning” (s. 138) – altså kristendommen. Claus Thomas Nielsen har ikke opdaget, at det er filosofien og den spekulative betragtning, der kommer til at sætte dagsordenen, og evangeliet har nu bare at indrette sig på de spilleregler, som filosofien sætter op. Sådan forvandles ordet om korset til en yderst magtfuld filosofi, ja til den eneste rigtige filosofi overhovedet, der nu går sin sejrsgang gennem historien.
Når man som Claus Thomas Nielsen vil bevise, at kristendommen udtrykker den højeste fornuft ved at lægge virkeligheden og verdenshistorien tilrette i et logisk system, så ender spekulationen med at løbe med det hele. Hør blot følgende slutningsrække: ”Mennesket er skabt i Guds billede og har del i den guddommelige logos. Derfor kan mennesket i denne relative verden være skabende, være kreativ. Det er forudsætningen for kapitalismen, for naturvidenskaben og i øvrigt også for al europæisk litteratur. Mennesket som skaber” (s. 141). Kapitalismen eller ussel mammon, som Jesus kalder den, er et vidnesbyrd om syndens virkelighed, men Claus Thomas Nielsen ser den som et udtryk for det guddommelige logos. Bedre går det ikke, når Claus Thomas Nielsen ser en analogi imellem Guds skaberkraft og menneskets kreativitet. På spørgsmålet, om der kunne være analogi mellem Gud som skaber og mennesket som skaber, svarede Eberhard Jüngel engang, at så havde djævelen opnået, hvad han ville. Claus Thomas Nielsen opregner i øvrigt alle mulige civilisationsmæssige fremskridt såsom skorstenen, brillen, overløbsvandmøllen, ægteskabet og kernefamilien – og ja, vi har meget at være kristendommen taknemmelige for, men det er ikke noget bevis for, at troen er sand, eller at den skulle være den umiddelbare årsag til fremskridtene. Selvfølgelig kan man godt tale om, at det kristne frihedsbudskab skaber et rum, der muliggør fremskridt. Man kan også sige, at kristendommen åndeligt har aflejret sig i vor kultur. Jeg vil hævde, at tidens kulturrelativisme og selvhad er den væsentligste årsag til, at islam i dag står så stærkt i Europa. Jeg vil over for tidens kulturrelativisme og politiske korrekthed også hævde, at Danmark begynder og slutter med kristendommen, og at danskernes syn på tingene er betinget af, at det kristne budskab er blevet forkyndt i landet i de sidste tusind år. Dog er det ikke et bevis på, at evangeliet er sandt.
Evangeliet er Guds suveræne frihedsakt, som ikke sker af nødvendighed, men alene fordi Gud vil det således. På den ene side lader han i sin dom mennesket erfare syndens totalitet. Her kan mennesket kun gøre eet, og det er at bekende sin synd og skyld. Intet har mennesket at komme Gud i møde med, og intet menneske har noget at lade den anden høre. Herpå lader Gud nu mennesket høre evangeliet, der som et nybrud og en revolutionær kraft forandrer og nyskaber alt fra grunden. Sådan sætter Gud mennesket fri til at leve i ånd og sandhed. Det vil sige, at mennesket tager troens spring og alene sætter sin lid til Guds nåde. Evangeliets sandhed kan man ikke aflede af dets nytteværdi, men Gud lader mennesket erfare evangeliets sandhed, når han møder den enkelte i sit ord.
Det er unødig spekulation, når Claus Thomas Nielsen skriver følgende: ”For snart 100 år siden blev det moderne at sige, at kristendommen ikke er nogen religion, hvorved man bl.a. understregede, at kristendommen var den store undtagelse. Måske er det i en nutidig kontekst mere relevant at fastslå, at kristendommen er den eneste religion. Dvs. det kun er kristendommen, som tilbyder mennesket et ståsted uden for verden, en meta fysis (s.137).” Det var Karl Barth, der hævdede, at kristendommen slet ikke var nogen religion, og Claus Thomas Nielsen burde nok have lyttet lidt mere til Karl Barths pointe, så havde han ikke forvildet sig ud i abstraktionens tåger. Grunden til, at Karl Barth sagde, som han gjorde, var den helt evangeliske, at mens alle religioner drejer sig om, hvad mennesket skal gøre for at komme til Gud, så handler det kristne budskab om, hvordan Gud kommer til mennesker. Mens alle andre religioner er lovreligioner, der opstiller betingelser for, hvad mennesket skal gøre for at komme til Gud, forkynder evangeliet, at det er Gud selv, der kommer til mennesket i Jesus Kristus. Vil man se, hvem Gud er, må man se hen på Jesus Kristus. Så vil man se, at Gud ikke er en ubevægelig bevæger, en livløs transcendent substans, men at Han er den bevægede, der bøjer sig dybt ned i støvet for at frelse fortabte syndere. Hermed også sagt, at teologiens forudsætning ikke er noget mennesket selv skal etablere i kraft af filosofi eller gode gerninger. Det kristne budskab bringer selv sin egen forudsætning med. Når Gud lader sit ord lyde til tro, er Gud forudsætningen, og evangeliet er hans suveræne frihedsakt.
Nu kunne man som Claus Thomas Nielsen hævde, at ”den græske oplysning skabte et sprog, som den kristne teologi kunne udfolde sig i. I kristendommen har troen altid skullet forklares og udfoldes i fornuftens sprog” (s. 138). Hertil er der at sige, at de første kristne naturligt nok benyttede sig af det sprog og de begreber, som man talte i. Det græske sprog var dannelsessproget, og derfor blev evangelierne og de første teologiske afhandlinger naturligt nok nedfældet på græsk. Hele den verden, som evangeliet lød ind i, var påvirket af den græske filosofi, hvilket gjorde, at de første kristne brugte filosofiske begreber til at forklare, hvad det kristne budskab drejede sig om. De bedste blandt de kristne teologer indoptog de filosofiske begreber i deres argumentation, men de gjorde det ikke for at lade filosofien sætte dagsordenen. For de filosofiske begreber blev sat i det kristne budskabs tjeneste. Deres oprindelige betydning blev sprængt indefra og blev kristen døbt. Mødet med evangeliet betyder nemlig altid, at sproget fornys, og at troen vil finde nye metaforer og lignelser på den overvældende nåde og kærlighed, som Gud har vist mennesket i Jesus Kristus. Troens udtryk er altså ikke bundet til en bestemt filosofi eller et bestemt begrebsapparat, men når evangeliet lyder, vil det tage tidens ord i sin tjeneste og give dem en ny betydning.
Et godt eksempel er begrebet logos, som kan betyde mange ting, og hvis grundbetydning er: Ord, tale, fornuft og grund. For den græske filosofi er det et spekulativt begreb, der rummer alle betydningerne, og som henvender til den menneskelige fornuft. Logos sætter mennesket i stand til at søge den højeste fornuftserkendelse og den højeste væren. Hvad enten man kalder denne højeste fornuftserkendelse Gud, den ubevægelige bevæger eller det godes ide, så er den højeste væren garanten for at alting hænger sammen i et metafysisk og logisk opbygget system. Når Paulus taler om logos i 1. Korinterbrev, sker det på ganske anden radikal måde. Logos betyder for Paulus ”ordet om korset” (”logos tou staurou”), og dette ord er angribende og underminerer hele den græske filosofi og al menneskets forfængelige klogskab. I forbindelse med sin prædiken om korset spørger Paulus: ”Hvor er de vise henne, hvor er de skriftkloge, hvor er denne verdens kloge hoveder? Har Gud ikke gjort denne verdens visdom til dårskab? For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om. For jøder søger tegn, og grækere søger visdom, men vi forkynder Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet jøder såvel som græker, prædiker vi Kristus som Guds kraft og visdom” (1. kor. 1,20-1,25). Paulus afviser jødens krav om guddommelige tegn og magtdemonstrationer, som skal godtgøre og bevise troens overlegne sandhed. Ligeledes afviser han grækeren, der har gjort Gud til en rationel teori, som man kommer frem til, bare man tænker længe nok. Både jøden og grækeren sætter han nu under korset og siger til dem: ”Se op på korset. Her hænger Guds søn og alverdens frelser og lider og dør for al din synds og urets skyld. Han giver sit eget liv, for at du kan vinde dit og leve i frihed.” Det kristne budskab er koncentreret i Jesu Kristi kors, og vil man vide, hvem Gud er, og hvad han vil menneskene, må man se hen på korset. Paulus ved godt, at ”ordet om korset” må forekomme som det glade vanvid for den filosof, der har gjort logos til en logisk teori, og at korset er en forargelse for den herlighedsteologi, der kun lader sig overbevise af indlysende guddommelige magtdemonstrationer, men sådan er det med evangeliet. Det er et paradoks for fornuften og en forargelse for verden. Af samme grund lod Gud først og fremmest sit budskab lyde til toldere og syndere, til fattige, enfoldige jævne folk, som intet er i verdens øjne. Det er evangeliets ufattelige kraft og magt, at det gør den, der intet er i verdens øjne til alt i Guds øjne, og at det samtidig gør vismænd og mægtige til intet. Evangeliet betyder en omvurdering af alle værdier, hver gang det lyder.
Jeg mener, at Claus Thomas Nielsen har gjort evangeliet til spekulation, og jeg undrer mig over, hvorfor den græske filosofi på skolastisk vis skal gøres til mulighedsbetingelse for evangeliet. Jeg undrer mig også over, at paven nu hentes ind som sandhedsvidne, og at alt, hvad Luther kæmpede imod, samtidig reduceres til en ligegyldig og irriterende parentes i historien. Skolastikken er for mig et spekulativt læresystem, der gud ske lov er brudt sammen. Sammenbruddet skete ikke som følge af modernitetens syndefald, men det skete som følge af den lutherske reformation. Her blev skolastikkens syntese mellem græsk filosofi og kristendom for alvor konfronteret med det kristne frihedsbudskab, hvorved der blev sat navn på det babyloniske fangenskab, som katolicismen havde holdt evangeliet fanget i. Det turde fremgå, at jeg ikke just er imponeret over Claus Thomas Nielsens og andre tidehvervsfolks forsøg på at genoplive skolastikken. Jeg kan med Luther kun konstatere, at det fortsat gælder, at ingen bliver teolog, medmindre han bliver det uden Aristoteles. Jeg vil afslutningsvis gentage hans veloplagte kampråb: NEJ!
Claus Thomas Nielsens svar kan læses her.