Af Jørgen Grimstrup, Tidehverv, 2008, nr. 2, februar, s.23-26.

”Tolv tegninger i en dansk avis har rystet verden. Virkningen af tegningerne har ikke bare været provokation, men dyb krænkelse. Karikaturtegningerne af profeten Mohammad har demonstreret med al tydelighed, at mennesker kan krænkes i det, som for dem er helligt.”

Disse indledende ord stod at læse i en leder i et blad, som jeg for et lille år siden fandt i indgangen til Viborg Domkirke. Bladet var fra maj 2006, og jeg studsede over, at et ét år gammelt nummer stadig lå i indgangen til Viborg Domkirke i foråret 2007, men somme ved Domkirken har vel ment, at dette nummer og dets budskab var så vigtigt, at det skulle ud til flest mulige kirkegængere. 

Bladets navn var Danmission. Jeg havde aldrig hørt om det før, men fandt ud af, at det udgives af et missionsselskab ved samme navn. Jeg går ud fra, at missionsselskabet er uafhængigt af folkekirken. Det håber jeg i alle fald, at det er.

For det indledende afsnit undrede mig. Af flere årsager. Jeg overvejede kort, om en muslim havde skrevet leder i et blad, der har kristenmission som formål, for lederskribenten forekom temmelig krænket på vegne af muslimernes for længst afdøde profet, statsmanden, købmanden, hærføreren, krigeren, politikeren, grundlæggeren af den første islamiske stat, stratenrøveren mm. Muhammed.

Påstanden ”Tolv tegninger i en dansk avis har rystet verden”, forekom mig også usand. Sagen var jo, at den almindelige muslim i den arabisk-muslimske verden ikke havde set Jyllands-Postens tegninger af Muhammed, som avisen havde trykt, fordi Jyllands-Posten ville gå imod selvcensuren, der blev tydelig, da ingen tegner turde illustrere forfatteren Kåre Bluitgens biografi om Muhammed.

De tolv tegnere havde som bekendt frihed til at tegne Muhammed, som det faldt dem ind. Og det gjorde de. To af dem tegnede Muhammed som Bluitgen og antydede, at hele sagen var et PR-fremstød for Bluitgens Muhammed-bog. En tredje tegnede en skoledreng ved navn Muhammed, som på persisk skrev på tavlen, at Jyllands-Postens redaktion bestod af reaktionære provokatører. To andre tegnede Muhammed med hang til krumsabler. En fremhævede den kvindefjendske Muhammed, en anden tegnede ham som gammeltestamentlig profet.

Tegningen, der skabte mest furore, viste en mand udstyret, ikke med en appelsin, men med en bombe i turbanen. Jeg kom øjeblikkeligt til at tænke på muslimske terrorister, som bl.a. har stået bag angrebet med passagerfly på World Trade Center i New York, og som har taget Muhammed til indtægt for deres handlinger.

Lige meget om tegnerne forsøgte at afbilde den historiske Muhammed – hvis eksakte ansigtstræk ingen kender – eller om de kommenterede forhold i nutiden, hvor Muhammed, muslimer eller islam spiller en rolle, må man som dansker sige, at tegningerne ikke var særligt bemærkelsesværdige, da vi er vant til at se Jesus og politikere skildret og omtalt langt mere respektløst. Og selv om en stor del af verdens muslimer har forbud mod at tegne Muhammed, vedkommer det ikke en ikke-muslimsk dansk avis. Som jeg læser tegningerne, var budskabet i dem ikke at såre muslimer, men nogle af tegnerne gjorde grin med de sider af islam – så kan man diskutere, hvor meget disse sider fylder i islam – der er voldelige.

Det var ikke den ganske muslimske verden, der – interessant nok først flere måneder efter at tegningerne havde været trykt i Jyllands-Posten – gik på gaden mod de tolv Muhammed-tegninger, for kun en udvalgt skare i den muslimske verden havde set dem – suppleret med nogle, der ikke havde været trykt i Jyllands-Posten – med egne øjne, da en delegation af danske muslimer rejste rundt i den muslimske verden og fremviste dem for muslimer, som formodedes at kunne trykke på nogle knapper, der kunne skabe rav i den arabiske gade og brand i tilstødende bygninger.

Danmissions lederskribent fortsatte: ”Som kristne … har [vi] en særlig forudsætning for at forstå, at muslimer kunne blive krænkede på grund af de tolv tegninger. Eller rettere: at tegningerne kunne være en krænkelse af profeten Muhammed.”

Jeg fatter ikke, at kristne skulle have særlig grund til at forstå muslimers krænkelse over at se Muhammed afbildet, for som skribenten lige efter konstaterer i sin leder, så kan Jesus også krænkes – at blive hængt på et kors må siges at være en større krænkelse end at blive tegnet i en avis – ”men hans historie og evangeliet har i modsætning til profeten Muhammed vist, at han kunne tåle det”.

Da kristne ofte er blevet behandlet som andenrangs mennesker i muslimske lande, selv om de har haft status af ”beskyttede folk”, dhimmi, ser jeg ingen grund til, at deres profet Muhammed ikke skulle blive tegnet i en avis i et land, hvor kristne er i flertal.

Dette aspekt helt uagtet skal ingen repræsentant for den muslimske verden blande sig i, hvad der trykkes i en dansk avis. Når de gør det, nærer det vores mistanke om, at muslimske kredse vil sætte islams hellige lov, sharia, over dansk lov vedtaget af det danske Folketing.

I stedet for at krænke muslimer ønskede lederskribenten dialog. ”I kraft af vor [kristnes og muslimers] fælles forståelse af, at noget er helligt, har vi som kristne og som missionsselskab også et særligt ansvar.”

Resten og det meste af lederen var en opfordring og hyldest til dialog mellem kristne og muslimer. ”Dialogen er ikke en omvej, men vejen til at vise, hvem vi selv er, hvad vi står for, og hvad vi tror på. Men gennem dialogen vil der også være mulighed for at komme til forståelse af, at begge parter i dialogen kan krænkes.” … ”Vejen frem er aldrig at stå på sin ret til at krænke hinanden i ytringsfrihedens hellige navn, men at vise hinanden gensidig respekt, så vi trods alle vore forskelligheder kan leve sammen med hinanden i den verden, som vi er fælles om.”

Ved læsning af opfordringen til dialog følte jeg tiden skruet tilbage til begyndelsen af 1980’erne, hvor jeg stadig var medlem af DKP, men følte begyndende lede ved DKP’s fredsparoler, da jeg bag dem så vold og hykleri. Sakharov blev beskyldt for at misbruge ytringsfriheden, når han kritiserede sit lands egen atomoprustning. I sovjetiske medier blev han endda beskyldt for at opfordre USA til at starte et atomvåbenangreb på USSR. Visse fredsfolk i Vesten, der ikke selv var DKP’ere, som Frits Schjøtt fra Læger mod kernevåben, hoppede på DKP’s og Sovjetunionens vogn, når de anklagede Sakharov for at stikke en kæp i hjulet på Bresjnevs afspændingsbestræbelser og for at opildne til øget oprustning.

Fredsfolkene for 20-25 år siden mente, at vi over for den overhængende fare for en atomkrig måtte lade politiske uoverensstemmelser fare og samarbejde med og gå i dialog med den kommunistiske verden. Den underliggende påstand var, at truslen kom fra Vestens atomvåben, da – som det blev udtrykt af daværende SF-formand Gert Petersen – Sovjetunionens atomoprustning bare var et ”forsinket spejlbillede” af Vestens atomoprustning. Den kommunistisk inspirerede fredsbevægelse i Danmark arrangerede møder med repræsentanter for ”fredsbevægelsen” i den kommunistiske verden. Præster, som nuværende biskop over Lolland-Falster stift Steen Skovsgård, indgik i lokale fredsgrupper styret af DKP’ere.

I dag er den fælles fjende for venstresnoede og kulturradikale ikke atomoprustning – meget sigende for fredsbevægelsens ideologiske ståsted i starten af 1980 har Pakistans eller Irans a-våben i disse år ikke ført til en genopblomstring af fredsbevægelsen fra i starten af 1980’erne – men den påståede islamofobi i Vesten som Jyllands-Posten med sine tegninger af Muhammed angiveligt fyrede op under, ikke islam eller bare islamismen. Situationen i dag minder om tiden for små 30 år siden, hvor man ikke måtte kritisere kommunismen, hverken i dens abstrakte form eller som den blev praktiseret i Sovjetunionen osv., fordi antikommunisten Reagans påpegning af, at Sovjetunionen var et totalitært land spækket med allehånde våben, var langt farligere. Nu skal vi gå i dialog med den muslimske verden for at afbøde tegnernes, Ayaan Hirsi Alis m.fl.’s kritik af islam og islamister, der ”truer” freden i verden.

Jeg syntes også, at jeg havde hørt opfordringen til dialog mellem muslimer og kristne inden for de allerseneste år, og da jeg fandt lederskribentens navn, dæmrede det. Lederen i Danmission var skrevet af Lars Mandrup.

Mandrup var, som formand for Danmission, medlem af delegationen, der i februar 2006 opsøgte muslimske pinger i Cairo. Han havde følgeskab af nævnte biskop Steen Skovsgård, biskop over Viborg Stift Karsten Nissen, generalsekretær i Danmission Mogens Kjær, formand for Det Mellemkirkelige Råd Paul Verner Skærved, afdelingsleder i Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling Uffe Torm og Danmissions Islamsekretær Harald Nielsen.

Dengang undrede flere forhold ved delegationsrejsen mig. Ordet delegation antyder noget officielt, og til min allerstørste undren læste jeg i dagspressen, at rejsen til Cairo ikke blot var sket i tæt samarbejde med Det Danske Udenrigsministerium, men ministeriet havde også finansieret dialogtrippet.

Det andet, der undrede mig eller snarere gjorde mig vred ved delegationen, var de to biskopper i delegationen. Når den inkluderede to bisper, og den havde fået en slags officielt stempel i udenrigsministeriet, forsøgte den at give det indtryk i Cairo og Danmark, at den repræsenterede danske kristne. Men de to bisper i delegationen kunne umuligt repræsentere folkekirken, da folkekirken ikke er en organisation med valgt ledelse, der kan udtale sig på vegne af medlemmerne i folkekirken. Folkekirken er ikke andet end de danskere, der kommer i kirken til gudstjenesterne og andre kirkelige handlinger. Alligevel omtaler Lars Mandrup i lederen i sin organisations blad de selvbestaltede delegationsmedlemmer som ”kirkedelegationen”.

Mandrup kender åbenbart ikke den historiske Muhammed og heller ikke forskel på islam og kristendom. Han omtaler den i alle fald ikke, måske for ikke at træde dialogpartnerne i Cairo over tæerne. Men Muhammeds indtog i Mekka på ryggen af en kamel var altså et sejrstog, hvor Jesu indtog på et æsel i Jerusalem endte i fornedrelse og død. Kristne er vant til at tage smerte og krænkelser i stiv arm, fordi Jesus har taget vore synder på sig, mens islam er en sejrherrernes religion, der vil have hele magten.

Mandrup ser ikke den indbyggede modsætning mellem dialog og mission. Han stiller sig dum an, når han lader som om, han ikke ved, hvordan det er at være kristen i muslimske lande, og når han tilsyneladende tror, at Muhammed blot er en muslimsk Jesus. Værst af alt forstår han ikke, at islam ikke bare er en religion, men også en politisk ideologi. Eller også har han fattet det, men stræber efter, at kristendom bliver en politisk ideologi som islam.

For hvordan går det med at udbrede kristendom i Egypten og i andre muslimske lande? Skidt. Antallet af kristne i den muslimske verden svinder ind. Imens vokser antallet af muslimer i det kristne Vesten, både i kraft af indvandring og omvendelser.

Hvem mødte de to bisper, Mandrup og de øvrige missionsfolk så i Egypten? De mødte bl.a. Ali Gomaa, Egyptens stormufti, der bliver beskrevet som moderat eller liberal konservativ muslim. Han lovede at bede landets imamer mane til forsigtighed og dialog i deres fredagsbøn. I en fatwa har han sagt god for, at franske myndigheder har nedlagt forbud mod, at muslimske piger bærer slør i franske skoler. Men han har også sagt, at Egyptens forfatning fastsætter, at shariaen er den vigtigste kilde til lovgivning i landet.

Måneden før Mandrups leder i Danmission udstedte Ali Gomaa nok en fatwa. Beskeden var, at det i islam er forbudt at smykke sit hjem med statuer i fuld figur, og at billedhuggere vil få en hård straf på dommens dag. Gomaa anvendte de samme ord – fra en sunna om Mohammed – som Afghanistans Taleban benyttede, da de forsvarede deres bortsprængning af en stor Budda-statue.

Af Lars Mandrups leder må man tro, at dialogmødet i Cairo februar 2006 var en succes. Af avisernes referater af møderne i Cairo, får man et andet indtryk – og at Mogens Kjær løb med halv vind, når han i februar 2006 udtalte, at Jyllands-Postens havde beklaget, for Jyllands-Posten har aldrig beklaget, at den lod tegningerne trykke. ”Fredelig sameksistens” opfordrede generalsekretær Mogens Kjær til. Men kristendom skal altid ligge i strid med islam.

Og hvordan reagerede ”kirkedelegationens” samtalepartnere i Cairo så på de dialogiske delegationsmedlemmers fremstrakte hænder?

Viborg-bispen Karsten Nissen var jo med i Cairo. Han kan ikke sige sig fri for at have sin andel i, at Jyllands-Postens Muhammed-tegninger fik katastrofale følger. Til pressen udtalte han i oktober 2005, at reaktionen fra de muslimske samfund i Danmark er forståelig, når man kender islam og bestemmelserne om afbildning af profeten Muhammed. Den udtalelse måtte de muslimske samfund i Danmark opfatte sådan, at de kunne gå videre med deres krænkede følelser og ophidselse over tegningerne.

Bispen skulle, hvis hans agt var at dysse sagen ned, selvfølgelig have sagt, at ytringsfriheden i Danmark ikke står til diskussion. Men det mener han ikke, for samme måned udtalte han til en avis, at de 12 tegninger ikke havde andet formål end at vise, at sådanne tegninger er tilladt i Danmark, og det er ikke konstruktivt (min kursivering, JG). Men det er netop konstruktivt at holde fast i, at der er ytringsfrihed i Danmark. Medlemmerne af ”kirkedelegationen” og Mandrups leder i ”Danmission” fra maj 2006 har til gengæld et tvetydigt forhold til ytringsfriheden.

”Islam Online” hedder en hjemmeside – webside på nudansk – på nettet. Den siges at tilhøre sheikh Yusuf al-Qaradawi, der er leder af Sharia-fakultetet ved Qatars universitet. Det franske indenrigsministerium nedlagde i 1995 forbud mod en af hans bøger, da han i den gouterede, at muslimske mænd slog deres koner. Qaradawi har i en fatwa vendt sig imod angreb på civile som terrorangrebet på WTO september 2001, men undtog Palæstina fra fatwaen. Qaradawi leder også Den Internationale Sammenslutning af Muslimske Lærde, der i januar 2006 opfordrede statsledere i Danmark og Norge til at gribe ind over for Jyllands-Postens Muhammed-tegninger.

Ifølge ”Islam Online” 18/2/2006 sagde Karsten Nissen – han blev omtalt som ”leder af den danske delegation” – på et møde med storimam og rektor for det sunnimuslimske Al-Azhar universitet Tantawi, at ”danske kristne var lige så krænkede som muslimer” over tegningerne af Muhammed i Jyllands-Posten. Det er frækt af Viborg-biskoppen at udtale på vegne af danske kristne. Jeg var aldeles ikke krænket. Ifølge ”Islam Online” beklagede delegationens medlemmer Jyllands-Postens tegninger af Muhammed. Det kunne Tantawi sikkert lide at høre, for i december 2005 fordømte han tegningerne af profeten.

”Islam Online” fortalte også, at Tantawi på mødet opfordrede til, at der på verdensplan blev underskrevet en konvention, der gjorde det ulovligt at krænke religioner, profeter og religiøse symboler og værdier. OIC, Organisationen af Islamiske Lande, og den Arabiske Liga presser ifølge ”Islam Online” på for at skabe opbakning til en FN-resolution, der beskytter religioner mod offentlige religiøse krænkelser som det at tegne Muhammed.

Man fornemmer, at Nissen gerne vil være en art dansk ærkebiskop. Det passer godt med, at der i disse år er bestræbelser på, at folkekirken skal udtale sig med vægt og som talerør for alle danske kristne. Og hvis det lykkes stærke kræfter at løse båndet mellem folk og kirke, er der fri bane for, som i Sverige, at den nu frigjorte kirke udtaler sig på vegne af alle medlemmer om stort og småt. Nissen og vel delegationen som helhed ønsker, at danske kirkeledere – ikke bare biskopper, men også det Mellemkirkelige Råd – fremover skal spille en politisk rolle.

En journalist så klart, hvad der foregik i Cairo: ”Folkekirken (har) officielt budt ind som konfliktmægler.” På arabisk TV sagde Karsten Nissen, at vi, ”kirkelederne er ikke politikere”, men de ville da præsentere Tentawis forslag om en globalt gældende lov, der forbyder nedgørelse af religiøse symboler, for den danske regering.

Det interessante er, at Mandrup – de citerede ord i hans refererede leder ihukommende – langt hen ad vejen er enig med Tantawi om, at man ikke må lave tegninger af Muhammed, for Mandrup opfatter dem også som krænkende.

Dialogmødet i Cairo gav Nissen blod på tanden. Sammen med 6 andre biskopper, herunder Københavns biskop Erik Norman Svendsen, og 13 medlemmer af Foreningen Folkekirke og Religionsmøde besøgte han i april 2006 Leicester for at undersøge, om byens erfaringer med et Råd af muslimer og kristne kan omplantes til Danmark.

Omkring halvdelen af Leicesters befolkning er ikke-englændere. Da den lokale avis omtalte Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, valgte avisen at udkomme med en blank avisside, hvor tegningerne skulle være, da avisen ikke ville ødelægge sameksistensen mellem muslimer og kristne i byen.

Kommunen støtter økonomisk det muslimsk-kristne råds arbejde. Men rådet møder modstand fra byens lærere, der er imod religionens indflydelse i skolen. Antallet af religiøse skoler i Leicester er på få år vokset fra 30 til 130.

Norman Svendsen syntes, det var en god ide at overføre Leicesters erfaringer med det muslimsk-kristne Råd til Danmark. Det siger sig selv, at Abdul Wahid Pedersen var vild med rådet, som ville give ham nok en platform.

I 1972 indrykkede bystyret i Leicester en annonce i en ugandisk avis: ”Kom ikke til Leicester. Her er hverken job eller boliger”. Leicesters rådgiver i tværreligiøse anliggender Paul Winstone mener, at annoncen var en skamplet på byen. Men annoncens budskab var da sund fornuft, for hvilke job var der til uuddannede ugandere i Leicester? Den politisk korrekte Winstone mener vel, det er racisme ikke at åbne byens porte for alverdens mennesker.

Hvilke lære kan man drage af de dialogsøgende og selvbestaltede kirkedelegaters optræden i Cairo og Leicester?

Stærke kræfter inden for folkekirken ønsker at komme til at spille en politisk rolle, og flertallet af bisperne tilhører tilsyneladende den fløj. For disse kræfter var den muslimske verdens reaktion på Muhammedtegningerne en kærkommen anledning til at spille en sådan rolle.

Kirkedelegationen i Cairo og den endnu større deputation i Leicester vil gerne tale på vegne af danske kristne. Ved at få Det Danske Udenrigsministeriums støtte til rejsen og møderne i Cairo lykkedes det delegaterne at hæve sig op over hoben af danske kristne, og derved tiltog de sig en autoritet inden for folkekirken, som folkekirkeordningen ikke giver dem.

Jeg fatter ikke de danske bispers forgabelse i Leicester, hvor muslimerne snart er i flertal. Det burde forurolige de syv bisper. De burde lægge en plan for, hvordan man imødegår det samme i Danmark. Men biskopperne synes at have kastet håndklædet i ringen, når de vil omplante Leicesters muslimsk-kristne Råd til Danmark.

Biskopperne i den danske folkekirke er en hindring for, at vi tager kampen op mod muslimsk ekspansion.