Som mand og kvinde
Af Jesper Langballe, Tidehverv, 1995, nr. 3, marts, s. 56-66.
Ægteskabets embede - og homoseksualitetens ideologi
Kravel om kirkelig vielse af homoseksuelle skyldes ikke omsorg for den enkelte, homoseksuelle, men er et ideologisk felttog mod ægteskabet som værn om menneskets frihed.
Det indgår i et tidsforfald, som ingen har beskrevet bedre og tolket klarere end Paulus.
Når vi er til bryllup, er baggrunden altid den, at to mennesker har besluttet sig til at dele godt og ondt for livet. Ved denne deres egen beslutning er der tillige tilskikket dem den opgave at gå i slægtens spor og at fortsætte slægten. Ved at få børn og opdrage dem i overensstemmelse med deres dåb og fødsel - d.v.s. som kristne og danske mennesker - skal de bidrage til folkets beståen som folk.
De gamle israelitter vidste, at det bud, som forpligtede børnene på deres forældre og forældrene på deres børn - "Ær din fader og din moder" - det sigtede på slægtens og folkets beståen. Budet var begrundet med et formål: " - at det må gå dig vel, og du må få et langt liv i det land, Herren din Gud vil give dig". Budet talte på een gang til den enkelte og til folket. Dets krav var adresseret til den enkelte, men det var ikke bare den enkelte, men hele folket, der ved budets overholdelse skulle få et langt liv i det land, som Gud havde givet det.
Vi taler altså ikke her naturhistorisk om "artens overlevelse", men vi taler historisk om familiens, slægtens og folkets beståen.
"- for os, som er her til stede"
At få børnene er jo ikke en pligt, som brudeparret skal formanes til, eller som det går til med sammenbidt pligtopfyldenhed. Med mindre ægteskabet bliver ufrivilligt barnløst, kommer det helt af sig selv, "når alting ventes i naturens orden" - med en fri brug af Grundtvigs udtryk.
Men vi, som holder bryllup med de to unge, véd alligevel godt, at det er, hvad vi - slægten - venter af dem. Det er ægteskabets "folkelige embede", som ikke er slægten uvedkommende. Det er derfor, vi er inviteret med - så de to, der "tilforn har lovet og tilsagt hinanden at ville leve sammen i ægteskab", nu kan bekræfte deres løfte "for Gud og for os, som er her tilstede".
Sådan hedder det som bekendt i den kirkelige vielsesformular.
Det første løfte - det, som allerede er afgivet tilforn - og som er grunden til, at der overhovedet er bryllup - lød i det skjulte. Det var kærlighedens løfte, og det var en privatsag. Men ægteskabet er ikke bare en privatsag, og derfor er løftets bekræftelse det heller ikke. Det skal høres af "os, som er her til stede". Ægteskabet må være en offentlig ordning, netop for at kunne beskytte privatsfærens ret til at være privatsfære.
Slægten, hvis tavse tale stiller opgaven, er vidne til det, der sker. Det er også en god grund til, at brylluppet finder sted i folkets kirke.
Det ville være en underkendelse af ægteskabet at hævde, at børneavl er dets eneste og altafgørende formål. På den anden side når ægteskabet ikke sin bestemmelse uden dette formål.
Hermed er stadig ikke sagt noget om ufrivillig barnløshed. Men hvis det er ægteparrets erklærede program ikke at ville sætte børn i verden, så er ægteskabet amputeret - og det hvadenten programmet skyldes karrieren eller den krukkede, men ikke ukendte begrundelse, at det ville uforsvarligt, når man tager den globale overbefolkning og ressource-knaphed, krig og forurening i betragtning.
Det svarer jo til, når munke i middelalderen forsagede ægteskab og familieliv, fordi verden lå i det onde. At få børn er ikke en opgave, som mennesket stiller sig selv efter en afvejning af omkostninger og risici. Den er stillet derved, at de to unge selv er kommet til verden, fordi de har forældre - forfædre og formødre.
En brudgom gifter sig ind i hele brudens slægt, som bliver hans børns og dermed også hans slægt - og omvendt. Enhver af brudens forfædre og formødre skylder han i grunden taknemlighed for den kvinde, der nu bliver hans.
Derfor er det helt selvfølgeligt indbygget i ægteskabets pagt, at om alt går vel, skal det nystiftede ægteskab selv berede vejen for det næste slægtleds pagter og således bygge videre på det folkelige pagtsrum, som de begge skylder deres eksistens og identitet.
Derfor er det selvfølgelig en mand og en kvinde, der gifter sig.
I Guds billede skabte Han dem
I den første skabelsesberetning kan vi læse de ord om Guds skabelse af mennesket: "I Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem." (1. Mos. 1,27).
Karl Barth har i sin dogmatik sagt, at ordene udtrykker ægteskabets forrang og forbilledlighed for ethvert menneskesamfund. Og Barth føjer den prægnante skriftiagttagelse til, at efter disse bibelord hører fællesskabet mellem to af forskelligt køn med til menneskets gudbilledlighed: "I Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem."
Ægteskabets pagt mellem mand og kvinde har en enestående status, men er dog forbillede for alt, hvad pagt og samfund hedder. Samtidigt er ægteskabet - som vi kan læse igennem hele Ny og Gamle Testamente - et billede på pagtsforholdet mellem Gud og mennesker: i Det gamle Testamente mellem Jahve og folket, i Det nye Testamente mellem Kristus og hans menighed.
Kristus gentager selv skabelsesberetningens ord, og vi gentager efter Ham ved ethvert bryllup: "Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: "Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive eet kød?" - Så er de da ikke længere to, men eet."
De er altså to, for at de kan blive eet. Eller der skal to køn til, for at de kan blive eet kød. Og ligesom det er Gud, der har skabt dem som to - mand og kvinde - er det Ham, der sammenføjer dem til eet kød. Derfor hedder det videre, at "hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille".
Skaberen selv er een, men hans menneskebørn må være to for at blive een - og for, som skabt i Guds billede, at tjene Hans skaberværk ved at sætte børn i verden. Som Barth vil sige det: Gudbilledligheden ligger såvel i enheden som i forskellen, og den gudskabte enhed er til i kraft af den gudskabte forskel.
Mennesket skylder sin skabelse - på latin: sin kreation - den Skaber, som er een. Men menneskets prokretion - dets forplantning som skabt i Guds billede - skal efter skaberens vilje være ved to mennesker af hver sit køn.
At de to skal blive eet kød, betyder ikke, at ægteskabet nødvendigvis er idel harmoni. Selvom ægteskabet er konfliktfyldt, skal de to alligevel blive eet kød - og de bliver det, hvor de opfylder den bestemmelse med ægteskabet at forenes seksuelt og sætte børn i verden.
Vores grund til taknemlighed over, at det nye slægtled bliver til ved de to forskellige køns samvirken, kan vi måske sætte i perspektiv, hvis vi forestiller os, at det ikke var sådan - hvis vi tænker os den absurditet, at mennesket ligesom den blomst, der hedder Narcissus, formerede sig selv ukønnet, så der kun skulle een til at gennemføre forplantningen.
At tanken forekommer dybt kedsommelig, behøver vi ikke at argumentere for. Men den rædsomme monotoni, den udtrykker, går dybere end til det æstetiske, thi den indebærer, at mennesket ville blive til som et spejlbillede af sig selv; eller det ville blive borte i sig selv - jo mere des oftere det reproducerede sig selv. Dette een-kønnede menneske måtte uundgåeligt drage den slutning, at det ikke var skabt i Skaberens billede, men selv var en skabergud, der helt alene formåede at skabe sig afkom i sit billede.
Vi forstår godt, at de vise grækere gav den blomst navn efter en sagnprins, som døde af ulykkelig kærlighed til sit eget spejlbillede.
Skabelse eller metafysik
Nu skal disse indledende enfoldige betragtninger ingenlunde legitimere ægteskabet som det, højkirkelige bibelfundamentalister kalder en "skabelsesordning". Med en "skabelsesordning" menes der gerne noget i retning af en skriftbegrundet guddommelig "naturlov" - en urmytisk, oprindelig orden, der uafhængigt af historien ligger som en væsensbestandig evighedsø i tidernes strøm.
Det er en ukristelig måde at tale om skabelse på, for det er at ændre skabelsen fra gudshandling til en genstand for metafysisk spekulation. Eller det er i grunden hedenskab.
Mindre ukristeligt bliver det ikke, når man modsat fra moderne lavkirkeligt hold hævder menneskets frigjorthed fra enhver bindende historisk ordning, ved at bruge kristendommen til at relativere sådanne ordninger som bare historiske og dermed Guds skabelse uvedkommende. Enhver kan vist høre, at de to tilsyneladende modstående synspunkter i grunden er fælles om den afgørende forudsætning: at hvad der er historisk frembragt, det er ikke skabt af Gud.
Var Jesus af Nazareth bare historisk? - Javist, men vi forkynder, at med dette historiske menneske er Gud kommet til verden.
Ægteskabet er såvist ikke nogen "naturlig" institution. Det hævdede dr. Johnson med rette overfor det 18. århundredes rousseau'ske naturligheds-idealister, som mente, at civilisationen var skyld i skilsmisserne. I natursamfundet er ægteskabet utænkeligt. Det ville med dr. Johnsons ord opløse sig, såsnart mand og kone ikke havde lyst til at fiske i den samme sø, eller så snart en kønnere kvinde gik forbi.
Ægteskabet er en udpræget historisk og kulturel institution - både i den forstand, at det forudsætter en folkelig etisk norm, og i den forstand, at ægteskabet er frembragt ved historien. Kristeligt, etisk og legalt har det eksisteret i den afklarede form, vi kender det, siden reformationen. I al den tid har det været grundlæggende for alt samfundsliv og al samfundsret. Ægteskabets rødder er naturligvis langt ældre. Den historie vender vi siden tilbage til.
Her skal det blot slås fast, at netop sådan - som kulturelt og historisk betinget - er ægteskabet Skaberens værk. Det er i den betydning, vi i en bryllupskollekt takker Gud for, at han har "indstiftet det hellige ægteskab".
Det giver ingen mening at sige, at fordi ægteskabet er historisk frembragt, er det ikke skabt eller indstiftet af Gud. At det er skabt og indstiftet af Gud, betyder, at det er Ham, jeg skylder tak for mit ægteskab, og Ham, jeg står til ansvar for i min forvaltning af det. "Hus og hjem, hustru og børn" hører i Luthers forklaring til 1. trosartikel i den lille katekismus til det skaberværk, for hvilket jeg skylder at takke og prise ham, tjene ham og være ham lydig - sammen med klæder, sko, mad og drikke, marker og kvæg og alt, hvad jeg ejer.
Kristendommen har intet katalog over "skabelsesordninger", men forkynder et skabningens ansvar i forhold til folkets verdslige ordninger.
På samme måde med den folkekirkelige orden. Den Gud, der har indstiftet det almindelige præstedømme, omfattende alle døbte, Han har - for det almindelige præstedømmes skyld - institueret et særligt præstedømme: En sognepræst, som er kaldet til sit embede af menighedens råd, som har fået kollats af biskoppen, og som er udnævnt af Hendes Majestæt dronningens minister - han er dermed retteligt kaldet af Gud til offentligt at prædike evangeliet og forvalte sakramenterne. Ligesom bageren, smeden og husmoderen er indsat i deres embeder af Gud; og når de er døbte, er deres gerninger i embedet med Luthers ord "lutter hellige gerninger".
Det hellige ved ordningen er ikke ordningen som fænomen, men din og min gudgivne forpligtethed på ordningen.
Hvor skabelsen identificeres med ægteskabs-ordningen som fænomen eller gøres til ordningens historiske årsag, er vi i fundamentalismen. Hvor skabelsen løsrives fra ordningen, er vi i sværmeriet; her vil mennesket selv opfinde sin verden og skrive sin historie og rask væk producere nye ordninger, der ifølge sværmerens forsikringer er langt mere retfærdige end dem, som slægten gennem generationer har tilvirket.
Mellem disse to falske poler befinder det meste af den diskussion sig, som kravet om vielse af homoseksuelle i folkekirken har rejst. Det gælder også sognepræst Lars Ole Gjesings forsøg på en sammenhængende teologisk argumentation for disse vielser - med tilhørende ritualforslag - i Præsteforeningens Blad i juli i fjor (nr. 26 og 27).
En del af det følgende imødegår denne artikel.
Det går som en undertone gennem hele Gjesings fremstilling, at hvad der bare er frembragt ved historisk tilfældighed, har dermed ingen absolut gyldighed.
Regel og undtagelse
Han indleder med at afvise noget, han kalder "den psykiatriske mistankes hermeneutik". Den består i, at i stedet for at tage nogens udsagn for pålydende - i dette tilfælde de homoseksuelles eget krav på at love hinanden troskab ved en kirkelig ceremoni - giver man sig til at undersøge og tolke årsagen til deres homoseksualitet, genetisk eller adfærdsvidenskabeligt. Dermed mistænkeliggør man udsagnet i stedet for at lytte til det.
Det kan han vel have ret i. Men fordi man forkaster en bestemt attitude til den homoseksuelles krav, er det jo ikke dermed sagt, at dette krav skal opfyldes. At jeg skal lytte til den homoseksuelle og tage hans ord for pålydende, når han fortæller mig, hvordan han forstår sig selv - det er ikke ensbetydende med, at jeg skal overtage hans forståelse af hans homoseksualitet. Endsige at jeg skal identificere mig med hans krav om, at et homoseksuelt parforhold sidestilles med ægteskabet.
Homoseksualitet er grundlæggende et handicap. Eller om man vil: en afvigelse. Det kan jeg uden videre gøre gældende uden derfor at give mig til at redegøre videnskabeligt (eller pseudovidenskabelig!) for, hvordan dette handicap er blevet til. Det fritager mig selvfølgelig ikke fra at lytte til den homoseksuelle, og det giver mig ingen ret til at mistænkeliggøre hans udsagn. Og det har iøvrigt slet intet at skaffe med den tvivlsomme kirkelige diagnose: at homoseksualitet er en sygdom, som man kan kurere ved bøn.
Homoseksualitet er et handicap, som blandt andet betyder, at et menneske ikke ved sin seksualitet kan få børn. Og handicappede skal man selvfølgelig ikke mistænkeliggøre eller ringeagte udfra dumme fordomme - slet ikke med ukristelige påstande om, at de skulle være mere syndige end andre.
Man kan også sige, at homoseksualitet er "undtagelsen fra reglen". Den grad af frihed, der hersker i menneskesamfundet, kendes ofte på, at det lader sine undtagelser leve i fred og frihed. Det betyder imidlertid ikke, at man skal gøre undtagelsen til regel. For gør man det, ødelægger man reglen.
Det ville være et afskyeligt samfund, der f.eks. regnede sine blinde for mindreværdige og ikke ydede dem al mulig bistand. Men derfor gør vi ikke blindhedens undtagelse til regel; vi vedtager f.eks. ikke, at eftersom de blinde ikke bør diskrimineres, så skal alle teaterstykker og biograffilm produceres, så blinde har samme udbytte af dem som seende.
At acceptere homoseksuelle vielser betyder, at man for undtagelsernes skyld ødelægger reglen, d.v.s. ægteskabet. Og dermed udhuler man den borgerlige frihed, som ægteskabet har været bærepille for i århundreder ved at sikre familiens integritet og kontinuitet.
Ægteskabet er borgerligt set familiens legale værn, og som enhver anden legal ordning består det i kraft af sine grænser. Hvis den grænse, som udelukker vielse af homoseksuelle, er diskriminerende, så er det også diskriminerende mod unge under 18 år at sætte en nedre aldersgrænse for ægteskabet. Eller at forhindre to søskende i at gifte sig, når de ønsker det. Eller far og datter. Og hvorfor skal man fastholde, at ægteskabet kun har to parter og dermed diskriminere kollektive samlivsformer med tre - eller måske fem - personer, som ønsker at erklære deres indbyrdes troskab i kirken?
Faktisk var der fornyligt i en tysk tv-kanal tre lesbiske veninder, der udtrykte indignation over den diskrimination, der forhindrer dem i sammen at "stå hvid brud" i kirken.
De øvrige eksempler på ophævelser af ægteskabets grænser er, som vi siden skal se, heller ikke blot hypotetiske.
Bogstaven og det levende ord
Det siger sig selv, at en teologisk overvejelse ikke kan komme udenom, hvad bibelen siger om såvel ægteskabet som om homoseksualitet. Det bruger Lars Ole Gjesing da også mange ord på. Når hans fremstilling ikke desto mindre må kaldes overfladisk, er det fordi han egentlig ikke interesserer sig for de pågældende bibelafsnits eget sigte.
Det er vist bl. a. hans intention at fastslå, at vi ikke i bibelen skal finde en række bestemmelser, som vi kan slå op for at se, hvad der skal være tilladt eller forbudt hos os selv. Det kan man dårligt blive uenig med ham om. En sådan bogstav-dyrkelse sætter bibelens Kristus-forkyndelse sig selv imod.
Dermed har Gjesing imidlertid ikke skaffet sig teologisk carte blanche til at relativere - og således afskaffe - skriftens myndighed udfra en stiltiende forudsat historisk relativisme.
"Sola scriptura" - skriften alene som målestok for ret kristendom - det er et godt luthersk princip - selvom Luther som bekendt ingenlunde var biblicist eller brugte skriften som et regel-katalog for kristelig adfærd. Det afgørende er, at skriften læses på ret måde, d.v.s. som en bog, hvori alt peger hen på Kristus, Guds levende ord.
Selvfølgelig har Gjesing ret i, at Det gamle Testamentes fordømmelser af homoseksualitet mellem mænd - med foreskrivelse af dødsstraf (eks. 3. Mos. 20,14) - som lovbestemmelser er af liden interesse for os. Moseloven med dens forbud og påbud var - med Luthers udtryk - blot "et sachser-spejl for jøderne". Og Det gamle Testamentes ægteskabsordninger (med flerkoneri og leviratsægteskaber etc.) er ikke kristenhedens - hvilket Gjesing ganske overflødigt argumenterer for med mange eksempler.
Derfor er der alligevel, som vi har set, sagt mange herlige ord om ægteskabet i Det gamle Testamente - når vi vel at mærke læser dem i lyset af evangeliets frihed.
Går vi til Det ny Testamente, drejer det sig om tre steder, hvor Paulus omtaler homoseksualitet. De to af dem (l. Kor. 6,9 og l. Tim 1,10) indgår i lastekataloger, hvor der ikke er knyttet nogen teologisk refleksion til den homoseksuelle adfærd som sådan. Efter min mening har Gjesing ret i, at disse tidsagn ikke i sig selv er afgørende.
Det er de i hvert fald kun, læst i lyset af det tredie Paulus-afsnit - nemlig det første kapitel i Romerbrevet, som virkelig siger noget om sagen.
Skønt Gjesing bruger mange ord på dette afsnit, har han egentlig kun det at sige om det, at det afspejler en almindelig jødisk fordom mod hedningers seksuelle udskejelser. Men en sådan religionshistorisk banalitet overser ganske Paulus' anliggende.
Hvad Paulus egentlig siger
Lad os engang læse afsnittet fra romerbrevet i sammenhæng:
"Thi skønt de kendte Gud, ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men deres tanker blev tomme, og deres uforstandige hjerte blev formørket. Mens de påstod, at de var vise, blev de dårer, og de ombyttede den uforkrænkelige Guds herlighed med et billede, der forestillede et forkrænkeligt menneske, fugle, firføddede dyr og krybdyr.
Derfor gav Gud dem hen i deres hjerters lyster til urenhed, så de vanærede deres legemer indbyrdes; de ombyttede Guds sandhed med løgnen, ærede og dyrkede skabningen fremfor Skaberen, han, som er højlovet i evighed! Amen.
Derfor gav Gud dem hen til vanærende lidenskaber; deres kvinder ombyttede den naturlige omgang med den unaturlige, ligeledes vendte også mændene sig fra den naturlige omgang med kvinden og optændtes i deres begær efter hverandre, så at mænd øvede skamløshed med mænd og pådrog sig den velfortjente løn for deres forvildelse.
Og da de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, gav Gud dem hen til et uværdigt sind, så de gjorde, hvad der var usømmeligt; de blev opfyldt af alskens uretfærdighed, ondskab, havesyge, slethed og fulde af misundelse, mordlyst, kiv, svig og ondsindethed ..."
Som man vil se, har det intet på sig, når Paulus' ord traditionelt er blevet udlagt sådan, at den homoseksuelle skulle være en større synder end andre. At "mænd øver skamløshed med mænd", er ikke omtalt som en synd, men som en last, der af Paulus tolkes som en straf. Og den synd, Gud således straffer, er afgudsdyrkelsen.
At ingen gruppe kan fordømmes som i særlig grad syndig, er da også hovedtanken i hele dette afsnit, der munder ud i konklusionen:
"Derfor er du uden undskyldning, menneske! Hvem du end er, som opkaster dig til dommer ..." (2,1) - for: "der er nemlig ikke personsanseelse hos Gud" (2,11) - "Vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal stoppes og hele verden stå strafskyldig for Gud." (3,19)
Livet som eksperiment
Som jeg læser den citerede sekvens i første kapitel, giver den ikke et tænkt og sammenfattende vue over menneskehedens historie indtil da, men en ganske eksakt skildring af det romerske forfald, som Paulus kendte det fra sin samtid. Og så siger apostelen, at dette forfald er en straf fra Gud.
At mænds øven utugt med mænd er nævnt som en følge af (straf for) afgudsdyrkelse, kan sikkert religionshistorisk forklares ved, at fænomenet ikke blot var knyttet til hedenskabet, men ofte til hedensk afguds-kult.
Hvorom alt er, ligger der mere end det i Paulus' fremstilling.
Han maler et for os besynderlig aktuelt billede af et romersk samfund, behersket af en epidemisk æstetisk oplevelseshunger, der får menneskene til at betragte deres liv som et eksperiment. Denne eksperimenterende æsteticisme fører dem ind i en selvforstærkende spiral af "vanærende lidenskaber" - just fordi de ikke kender sig selv som sat på jorden i en opgave og et ansvar af den sande Gud, men har deres egen lystfølelse og oplevelsesmæthed som livets mål.
Arbejdet med at skabe sig nye behov - for at tilfredsstille dem - foregår i et rasende kapløb med blasertheden og livsleden. Det ordinære må bestandigt skiftes ud med det ekstraordinære. Og så bliver næsten - herunder ægtefællen - reduceret til et hurtigt udskifteligt remedium for ens egen tilfredsstillelse.
Eller: Mennesket vil ikke - med Grundtvigs udtryk - være et guddommeligt eksperiment, der sammenknytter støv og ånd. I stedet vil det være støvets eget eksperiment med sig selv. Og det eksperiment kan kun dæmonisere mennesket.
Når ikke bare Paulus' forkyndelse, men også hans tidsbeskrivelse, virker så aktuel, kan det vel skyldes, at det samfund, vi i dag ser omkring os, på alle måder ligner Roms forfaldstid: Et helt folk på overførselsindkomster - og med politiske ledere, der ser det som deres fornemste opgave at holde en rethaverisk pøbel i skak med velfærdsstatens materielle gratisydelser og med tom, tåbelig tv-underholdning til fodring af de oplevelseshungrende. - Sagt på romersk: brød og skuespil.
Altsammen en følge af, at datidens såvel som nutidens romer ikke er absolut forpligtet på nogen opgave udenfor sig selv - til sidst heller ikke på den opgave at sikre Roms beståen.
Det er det totale fravær af lov, Paulus maler i grelle farver.
Den overraskende pointe i Romerbrevets første kapitler er imidlertid, at den fromme, lovretfærdige jøde, der fordømmende betragter dette hedenske kaos af lovløshed og seksuelle udskejelser og tror sig selv i salveten - til ham lyder Paulus' dom: - Du har i forhold til Gud intet forud for hine - du, som roser dig af at kende loven, men som ikke holder den til Guds ære.
Pointen hos Paulus er altså ikke, som Lars Ole Gjesing hævder, en afspejling af jødiske fordomme, men snarere en dom over dem. Og således står da til syvende og sidst - ikke hedningerne eller folk af homoseksuel orientering, men - hele verden strafskyldig for Gud.
Homoseksualitet - skæbne eller mode
Undervejstil denne forkyndelsens konklusion har Paulus imidlertid fremstillet forholdet mellem afgudsdyrkelse og homoseksualitet - ikke blot som et forhold mellem årsag og virkning, men som et forhold mellem skyld og straf.
Gud er ikke, som det kunne se ud, passiv tilskuer til et forfald, der forløber af sig selv. Han fremmer selv forfaldet aktivt. Og denne hans aktivt straffende indgriben består paradoksalt i, at han overlader det gudløse menneske til sig selv og sin egen perversion af det skabte liv: De, der vil leve for deres egen nydelses skyld, straffer Gud ved at lade dem gøre det. Derved leder han menneskene ud på den katastrofekurs, hvor intet advarselssignal holder dem tilbage fra at fortabe ethvert forhold til Gud og dermed til næsten.
Der er ingen grund til at tro, at Paulus med sin omtale af homoseksualitet sigter til enkeltindivider, som er født med homoseksuelt anlæg og må leve med denne skæbne som et vilkår, der nu engang er givet ham eller hende af skaberen. Denne problemstilling har næppe været indenfor Paulus' synsfelt.
Sådanne homoseksuelle enkeltindivider har altid eksisteret, og de har normalt ikke påkaldt sig opmærksomhed ved deres seksuelle orientering. Det omgivende samfund har derimod fra tid til anden rette sin opmærksomhed imod dem - f.eks. i vort århundredes kommunistiske totalitærstater, hvor homoseksuelle er blevet brutalt og skånselsløst forfulgt; men også i friere samfund som vores eget, hvor de har været ofre for bigotteri og bagtalelse.
Til disse mennesker har kristendommen eet at sige: Overtag jeres liv som homoseksuelle, og lev det frimodigt i Jesu navn!
Hvad Paulus taler om, er noget andet - nemlig den homoseksualitet, der (sammen med andre perverteringer af seksualiteten) beror på en almindelig modepræget oplevelseshunger, som bestandigt kræver nye pirringer og dermed accelererer epidemisk. Homoseksualiteten bliver ikke blot et individuelt anlæg, men en generel mulighed, som ifølge den herskende offentlige mening tilbyder sig for alle.
Som da en folkeskolelærer i seksualundervisningstimen sagde til et barn, jeg kender, og dets kammerater i syvende klasse, at når de skulle gøre deres første seksuelle erfaringer, ville det være en god idé, at de forsøgte sig med deres eget køn.
Meget tyder på, at under en forfaldsperiode som den romerske og den nuværende vesterlandske stiger frekvensen af homoseksualitet - omtrent efter devisen i et ironisk sprichwort, som Poul Sørensen, "Poeten", engang forfattede: "Ak, jeg har hundrede lyster; gid der var tusinde køn!"
Det er selvfølgelig ikke fordi der i sådanne tider fødes flere med homoseksuelt anlæg. Det er næppe heller, som det ofte hævdes, fordi flere af dem, der tidligere har holdt anlægget skjult, nu "tør komme ud af skabet", efter at fordommene mod dem er aftaget; det sidste kan i hvert fald kun være en meget begrænset del af forklaringen. I hovedsagen er homoseksualitetens udbredelse i bestemte perioder utvivlsomt betinget af en almindelig livslede og en deraf følgende jagt på nye livseksperimenter. I denne kategori af homoseksuelle vil man formentlig finde alle biseksuelle.
Roms forfald i nutiden
I vor tid ser vi homoseksualiteten organisere sig og missionere, idet den ustandseligt gennem medierne stiller krav om alles stillingtagen til og accept af fænomenet. Seksualiteten - af hvad art den end er - svulmer op til at fylde alt og til at betinge menneskets hele værdi og identitet. Og når mennesket får værdi og identitet gennem sin seksualitet, så er livet blevet åndløst. Skaberens uforkrænkelige herlighed er med Paulus' ord skiftet ud med den forkrænkelige skabning.
Forsikringerne fra de mediedebat-fikserede talsmænd for homoseksualiteten om, at der ikke er tale om et handicap, men om en lykke, virker iøvrigt ikke helt overbevisende, når de samtidigt render myndigheder og biskopper på dørene for at blive erklæret normale og få status og selvværd gennem formaliserede ordninger og ritualer.
Som om noget menneske vandt identitet gennem offentlige ordninger eller blev frelst ved ritualer! Dette anerkendelsesbehov kunne vel netop skyldes døvhed for kristendommens befaling til mennesket om frimodigt at overtage sit liv, som det er.
De fleste af os kender til anderledes noble eksempler på homoseksuelle, som også lever i parforhold, men som iøvrigt - ligesom andre ordentlige mennesker - undlader at gøre deres seksualitet til et offentligt debatemne. Også sådanne hæderlige mennesker kan imidlertid let på grund af deres sårbarhed blive indfanget af den almindelige begrebsforvirring.
TV-avisen viste for nogle år siden et indslag fra en generalforsamling i en organisation af homoseksuelle. Da kameraet panorerede henover forsamlingen, dvælede det ved to mænd, som kyssede hinanden meget længe og meget inderligt - formentlig til ære for fotografen og seerne. De nærmest gnavede i hinanden.
I en dagblads-tv-anmeldelse udtrykte jeg afsky for denne ekshibitionisme og anførte, at jeg dog aldrig selv - f.eks. under en generalforsamling i det lokale vandværk - ville sætte mig til at kysse min kone langvarigt og for åbent tæppe.
Jeg fik et rasende brev fra en gammel bekendt - et udmærket og begavet menneske, som selv er homoseksuel, og som nu anklagede mig for at nære fordomme og diskriminere. Det ville ikke gå op for ham, at det faktisk var ham, der diskriminerede groft, når han ville tilstede en adfærd for homoseksuelle, som er uacceptabel for os andre.
Eksemplet fra TV er eet af mange på en karakteristisk treklang: 1) ekshibitionisme - 2) provokation - 3) krav om accept. Man udstiller sig og provokerer bevidst den almindelige blufærdighed; derefter kræver man det således provokerede borgerskabs accept af provokationen - med den altid latent tilstedeværende anklage for diskrimination.
Logisk hænger det ikke sammen, for idéen med en provokation er vel netop, at den skal være uacceptabel for dem, den retter sig imod. At kræve sin bevidst iscenesatte provokation accepteret af den provokerede, er noget meningsløst flæberi.
Men det kan være en ganske slagkraftig strategi, hvormed almindelige moral- og anstændighedsbegreber kan terroriseres til tavshed.
Homoseksualitetens ideologi
Bag kravet om homoseksuelle vielser ligger der imidlertid andet og mere end anmassende ekshibitionisme.
Hele idéen og strategien bag den agitation, som i 1989 førtes for det registrerede partnerskab, var, at ordningen skulle ligne ægteskabet - ligegyldigt hvad den så iøvrigt indeholdt. Og nu følger som en logisk konsekvens den næste agitationsbølge for, at homoseksuelle skal kunne vies i folkekirken.
Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske har samtidigt varslet det tredie og angiveligt sidste krav: retten til at adoptere børn. Hermed vil ringen være sluttet. Ved lov vil man have ophævet naturens virkelighed og have vedtaget, at homoseksuelle kan alt det, et normalt ægtepar kan - endog få børn.
Agitationen er ikke båret frem af den enkelte homoseksuelles konkrete behov eller interesse, men af en ny homoseksualitetens ideologi.
Ligesom de nutids-ideologier, den er beslægtet med, har den som sin målsætning at nedbryde de historisk grundfæstede institutioner, der beskærmer den almindelige borger mod ideologisk betinget ufrihed.
Den vigtigste af disse institutioner er netop ægteskabet.
Målet er tydeligt nok ikke at afhjælpe konkrete uretfærdigheder for de enkelte homoseksuelle par - f.eks. den uretfærdighed, der før 1989 bestod i, at når den ene i et homoseksuelt parforhold døde, kunne tvangsarvinger rydde boet, uden at den efterlevende havde hunds ret; thi den afdøde havde ikke testamentarisk kunnet sikre sin partner nogen arveret. Det kunne med rette betegnes som en urimelighed, men den kunne let have været afhjulpet ved en ændring i arveloven. Det var imidlertid slet ikke det, der havde interesse for det registrerede partnerskabs agitatorer.
Formålet var, at loven skulle definere parforholdet som et "ægteskab" - selvom det betød ægteskabsordningens ødelæggelse - ja vel netop derfor. Det siges direkte af Lars Ole Gjesing: "Det drejer sig fundamentalt om at skabe ægteskabslignende forhold for par af samme køn". Det er ægteskabets ritus og dermed status, det homoseksuelle parforhold ifølge fortalerne skal have del i.
At agitationen satser på at angribe og ødelægge, ikke at forsvare og bevare, kendes også let på den militante organisationsform og korstogslignende mediebrug. Fra en ikke fjern fortid erindrer vi revolutionære slagord som "Kvindekamp er lesbisk kamp" - hvor den ideologi, som man havde udnævnt til den retfærdige, simpelthen identificeres med en seksuel orientering - samt paramilitære betegnelser som "Bøssernes Befrielsesfront".
I dag er Vestens fortrop for homoseksualitetens ideologi political correctness-bevægelsen, som især terroriserer åndsfriheden i USA og England. For denne bevægelse er homoseksuelle pr. definition retfærdige alene i kraft af, at de tilhører et mindretal - ligesom indvandrere og "farvede". De, der tilhører det almindelige folks almindelige flertal, er suspekte og pådrager sig bevægelsens hadefulde skældsord "hvepse".
Denne folkeligt ødelæggende mindretalsterror, som bl. a. er beskrevet i den amerikanske filosof Allan Blooms bog "Closing of the American Mind" (Vestens intellektuelle forfald), og af franskmanden René Girard (se Kr. Østergaards omtale i Tidehverv for november 1994) finder vi i en blødere, men desto mere uigennemsigtig udgave i det aktuelle danske krav om homoseksuel kirke-vielse.
Sex-revolution og AIDS-kampagne
Homoseksualitetens ideologi - som formentligt har flest heteroseksuelle fortalere - er i sit væsen en revolutionær ideologi. Og med AIDS-kampagnen har den fået den martyrlegende, som en revolutionær ideologi nødvendigvis må have. TV svælger i AlDS-ofre - enten i deres elendighed eller i det mod, hvormed de ser døden i øjnene.
At få en dødelig og langsomt udmarvende sygdom er altid en tragedie, som nogle bærer med beundringsværdig accept. Men det omtales unægteligt sjældnere, at adskilligt flere årligt dør af kræft end af AIDS.
AIDS-døden er heltedøden.
Den AIDS-kampagne, Sundhedsstyrelsen har ført med lægen Michael von Magnus som ypperste fortaler, har da heller ikke forfulgt det for en sundhedsstyrelse nærliggende mål at informere befolkningen om, hvordan den undgår at blive smittet af sygdommen.
Fra først af var kampagnen præget af panik - ikke over sygdommen, men over udsigten til, at sygdommen skulle gribe forstyrrende ind i den almindelige promiskuøse adfærd, der er vedtaget som rigtig og risikofri, både blandt heteroseksuelle og homoseksuelle. Meterlange fallos-symboler på de offentlige busser var den nye kondom-kults hellige tegn, som skulle demonstrere, at den seksuelle revolution ikke lod sig knægte af en kontrarevolutionær epidemi. Det var det officielle Danmarks moralske og kulturelle forkyndelse for borgerne i anledning af epidemien. Aften efter aften opregnede sundhedsstyrelsen i TV-spots alt det skægge, som man ikke kunne få AIDS af - men undlod at fortælle, hvad man så fik AIDS af. Eet eller andet måtte det vel være, siden man brugte millioner på at omtale det i TV.
Når vi er blevet konfronteret med et dødsdømt AIDS-offer i medierne, skulle vi gribes af medynk. Men når talen var om, hvordan man undgik sygdommen, forsikrede sundhedsmyndighederne, at det var ikke noget at bekymre sig om.
Og skulle en læge komme for skade at antyde i et interview, at AIDS var en adfærdssygdom, som folk derfor kun kunne være sikre på at undgå ved at en ændret adfærd - ja, så stillede journalisten omgående det inkvisitoriske spørgsmål, om lægen nu ikke "prædikede moral" - hvabehar?
Øjeblikkeligt svor det stakkels interviewoffer ved sin salighed, at intet lå ham fjernere end at prædike moral.
Denne panikfase er overstået. Nu har Sundhedsstyrelsen stille og roligt vedtaget at lade stå til overfor epidemiens udbredelse og iøvrigt - i diskretionens og mindretalsbeskyttelsens navn - at værne om folks ret til uden strafansvar at smitte andre med den dødelige sygdom, så man kan sige: "Velkommen i broderskabet!"
"Aprés nous le deluge!" - efter os syndfloden! - sagde Ludvig XV's elskerinde, Madame de Pompadour. Det genlyder nu i en anden nydelsestilbedende tid og som udtryk for en holdning, der er principielt uforenelig med at have børn og børnebørn. Og det var da ifølge sagens natur heller ikke livets mål for de promiskuøse homoseksuelle, som udgjorde sygdommens oprindelige risikogruppe.
Retten til at slå andre ihjel med sygdommen er officielt knæsat. For nu udgør de, der er ramt af sygdommen, en definerbar minoritet. Og det kvalificerer dem. - Analogt med, at homoseksualiteten som minoritets-fænomen kvalificerer sin mand. Det forsyner ham med en særlig retfærdighed og en særlig hjemmel til at fordømme det traditionelle ægteskab som undertrykkende og "political incorrect".
At tilhøre en minoritet er at besidde retfærdigheden. I USA er ingen i dag i tvivl om, hvad et fuldkommen retfærdigt menneske er.
Det er en lesbisk negerkvinde, som har AIDS.
Ligesom den beslægtede ideologi, "antiracismen", lever "homoseksualismen" af anklagen for "diskrimination". Hvis folkets flertal ikke for mindretallets skyld vil ødelægge den eksisterende ægteskabsordning ved at ophæve dens naturlige og traditionelle grænser, så diskriminerer flertallet.
Ja, også det at ville beskytte ungdommen mod at blive påført homoseksualitet gennem agitation stemples som diskriminerende.
Ægteskabet som lovens bærepille
Hvad sker der med ægteskabet selv under dette forfald?
Paul Johnson har i et essay, "The Family as an Emblem of Freedom" (trykt i USA i 1980 og genoptrykt i "The Pick of Paul Johnson", 1985) beskrevet, hvad der ved en tilsvarende proces skete med ægteskabet i USA på grundlag af en række højesteretsdomme igennem halvfjerdserne.
Johnson gør gældende, at ægteskabet er det mest fundamentale stykke frihedslovgivning, der findes i Vesten. Ved et klart og utvetydigt lovdefineret ægteskab - hvormed der menes: det monogame og livslange borgerlige ægteskab mellem en mand og en kvinde - er familien blevet værnet, først og fremmest imod den stat, som fra tid til anden har truet med at overtage mennesket som dets forsyn - ikke mindst at overtage børnene.
Selvom Paul Johnson tilhører den katolske kirke, erkender han, at middelalderen og pavekirken ikke formåede at tilvejebringe en klar lovgivning. Henrik VIII var, siger han, ikke det monster af brutal liderlighed, som Hollywoods og tv's fremstillinger har gjort ham til, men snarere et rådvildt offer for en upræcis ægteskabslovgivning. En klar ægteskabslov tog først form i det sekstende århundrede.
Det fik i de følgende århundreder vidtrækkende konsekvenser i form af stabile politiske systemer og dynamiske økonomier. Thi velstand skabes som et produkt af "the rule of law".
Johnson citerer professor Hayek for den tese, at Vestens fremdrift er i gæld til Vestens evne til at definere love med sikkerhed og opretholde dem imod alle angreb. En sikker lovgivning er basis for investering og kapitaldannelse, og i hjertet af enhver stabil lovgivning om ejendomsforhold er der en klar og almen lovdoktrin vedrørende ægteskab og arveret.
Klaringen af ægteskabsretten i det sekstende århundrede og den deraf følgende klaring af arvelovgivningen i det syttende århundrede førte til den stabile lovstruktur, som den industrielle revolution var baseret på, og uden hvilken den ikke kunne have fundet sted.
"Det var den monogame borgerlige familiestruktur, centreret om en klar definition af ægteskabet, der frembragte den sociale ramme, indenfor hvilken kapitalismens raketstart fandt sted, og den hurtige stigning i levestandarden i sidste del af det tyvende århundrede blev muliggjort", skriver Paul Johnson. Og han har utvivlsomt ret.
Risikoen ved at anføre disse historiske konsekvenser er, at det høres som utilitaristisk begrundelse eller forsvar for ægteskabet - som om ægteskabet var indstiftet for samfundets materielle fremgangs skyld. En sådan brug af historien ville både principielt og historisk set være temmelig fladpandet; ægteskabet er til for frihedens skyld og ikke for den almindelige samfundsvelstands skyld. Det er utvivlsomt også Paul Johnsons mening.
Når hans analyse er værd at anføre, er det ikke som begrundelse eller forsvar, men som konstatering - og til besindelse på, i hvor høj grad ægteskabet er den stamme, der bærer al anden lovgivnings forgreninger.
Generelt er velstand faktisk i vor nyere historie en indikator på borgerlig frihed, men ingenlunde en frembringer eller en sikring af den. Man kan vel tværtimod sige, at ved den velstand, som friheden frembragte, går friheden også til grunde.
Ægteskabets forfald i USA
Først og fremmest anfører Johnson denne udvikling, fordi han på den baggrund finder det des mere forbløffende, at man i nutiden forsøger af al kraft at underminere familien og den ægteskabsdefinition, som sikrer familien.
Det voldsomt stigende antal skilsmisser beskriver udviklingen. Men denne nedtur skyldes ikke mindst, at statens lovgivning konsekvent har svigtet sin fornemste opgave: at opretholde og forsvare den klare ægteskabsdefinition.
Det begyndte i USA i 1967 med højesteretsdommen Loving vs. Virginia, som erklærede ægteskabet for at være en grundlæggende menneskeret ("a basic civil right") - en sætning, der, som det skulle vise sig, ophæver ægteskabet.
Formentlig er tanken hentet fra FN's menneskerettighedserklæring, hvor retten til at gifte sig er en grundlæggende menneskeret - en erklæring, som amerikaneren Russell Kirk har karakteriseret som direkte latterlig ("The Conservative Mind"). - En ret må nemlig i praksis altid være betinget af en tilsvarende pligt, så hvis et politisk forum tildeler en hvilken som helst mand retten til at gifte sig, så bliver det samme forum virkelig nødt til også at pålægge nogen pligten til at gifte sig med ham.
Den konsekvens drog USA's højesteret dog ikke. I stedet kom dommen fra 1967 om ægteskabet som en menneskerettighed til at betyde, at den, der ville leve i noget, som han eller hun selv definerede som et ægteskab, forlods havde den føderale domstols garanti for, at retssamfundet accepterede det som et ægteskab.
Herefter gik det stærkt, skriver Johnson, som støtter sig på en fremstilling af en amerikansk jurist, Mary Ann Glendon fra Virginia:
En ny lov - The Uniform Marriage and Divorce Act - nedsatte den ægteskabelige lavalder, ja ophævede den i realiteten. Alle afgrænsende forbud og restriktioner på ægteskabet blev afskaffet, når undtages det direkte bigamøse eller incestuøse ægteskab; i nogle delstater har man imidlertid ophævet straf for både bigami og incest.
Al dokumentation vedrørende ægteskabets gyldighed blev afskaffet som ægteskabsbetingelse. Man vedtog, at papirløst samlevende skulle kunne blive gift uden papirformaliteter, og der blev sågar iværksat en særlig alternativ ægteskabslovgivning for papirløse - formentligt svarende til vores fælles forældremyndighed for ugifte.
Love, der, som det hed, "diskriminerede" imellem ægtepar og ugifte par blev forbudt. Dermed var ægteskabet i realiteten afskaffet. For selvfølgelig beror enhver ordnings gyldighed på, at der diskrimineres - d.v.s. skelnes - mellem det at være omfattet af ordningen, og det ikke at være det.
USA's højesteret afsagde også en kendelse, som stadfæstede, at "et ægtepar er ikke en uafhængig enhed, men en forbindelse mellem to selvstændige individer". Dermed er ikke blot ægteskabet, men familien selv i princippet nedlagt.
Man gjorde herefter adgangen til skilsmisse ubegrænset og øjeblikkelig.
Og endeligt: - USA's højesteret accepterede homoseksuelle parforhold som ægteskaber.
Til sidst var det amerikanske ægteskab kun en attest og en registrering.
Jamen er alt dette ikke bare øget frihed?
Jo, go'morgen! Paul Johnson gør opmærksom på den logiske sammenhæng i, at i takt med, at staten har fjernet alle grænser og restriktioner fra ægteskabet, har den selv overtaget familiens økonomiske rolle i et gennemgribende system af støtteordninger og beskyttelse - kort sagt: reguleringer af familiens liv. Familiens funktioner er blevet kommunaliserede og bureaukratiserede, præcist fra det øjeblik, da retsvæsenet nedbrød ægteskabets legale basis.
Her på jorden bygger frihed altid på lov, der er klart afgrænset. Ophæves lovens grænser og restriktioner i frihedens navn, så eksploderer friheden og forvandler sig til en trykbølge af tvang.
At definere betyder som bekendt at afgrænse. Og fjerner man en sags grænser, så gør man sagen indholdsløs.
Lige siden menneskerettigheds-ideologien blev opfundet af Rousseau og søsat af den franske revolution, har menneskerettigheder været hævdet teoretisk for den borgerlige friheds skyld, men i praksis har de altid betydet frihedens undergang. I modsætning til begrebet lov, der i overensstemmelse med folkets tradition og retsbevidsthed gennemtvinger en ramme, indenfor hvilken borgerens frihed er sikret. Loven er ikke forvekslet med livet. Derfor kan den beskytte livet.
Det er tankevækkende, at da USA's højesteret i 1967 for frihedens skyld omdefinerede ægteskabet fra at være lov til at være en menneskeret - da igangsatte højesteret ægteskabets opløsning og svækkede derved familiens frihed i forhold til det offentlige.
Det er nok værd at overveje, når vi i dag hører det hævdet, at folkekirkelig vielse af homoseksuelle er en "menneskeret".
Et planlagt felttog
Det er den amerikanske udvikling, vi nu gennemløber herhjemme - blot senere og i et mere adstadigt tempo. Fælles forældremyndighed for ugifte og fraskilte, registreret partnerskab - og - hvis felttogets køreplan holder: kirkelig vielse af homoseksuelle samt disses adgang til adoption af børn.
Ved siden af alt dette har skattelovgivningen og især bistandslovens bestemmelser vedrørende sociale ydelser i adskillige år straffet ægteskabet økonomisk i forhold til det papirløse samliv - endog med meget store beløb; et forhold, som Majken Frost og Ole Brehm Jensen tidligere har undersøgt og belyst for Forældrenes Børnekommission.
Lovgivningsmagten saver i det ægteskab, som er vores lovtraditions egen bærepille - samtidigt med at staten, også i Danmark, overtager flere og flere af familiens og dens forsørgers funktioner.
Der kan næppe være tvivl om, at denne ægteskabsnedbrydende udvikling er iværksat bevidst af den politiske venstrefløj, der altid pr. refleks har set ægteskabet og forældremyndigheden som en bremseklods på "udviklingen".
Tilstrækkeligt godtroende folk kunne jo slutte, at de politikere, der vil de homoseksuelle det så godt, at de vil give dem adgang til ægteskabet, måtte være drevet dertil af en meget høj vurdering af ægteskabet. Sandheden er som bekendt, at de partier, der stemte for det registrerede partnerskab, just er dem, der til enhver tid er fjender af ægteskabet og familiens integritet.
Selvfølgelig véd de, hvad de gør, når de i frihedens navn fjerner de grænser, der skal værne familiens frihed imod statsregulering og kontrol.
Staten står klar til at tage over.
Kirken og ægteskabet
Det kan ikke undre, at denne principielle og praktiske antinomisme går hånd i hånd med en tilsvarende forvanskning af evangeliet.
Lad os da tage fat på det spørgsmål, som også Lars Ole Gjesing rejser: Hvad er et ægteskab, at det skal velsignes i kirken?
Og er der nogen saglig forbindelse mellem det spørgsmål og så ovenstående betragtninger om ægteskabets historiske betydning?
Lars Ole Gjesing indleder sin definition af ægteskabet med at konstatere, at "ægteskabsinstitutionen er i opbrud og forandring i disse årtier i en grad, så det kan være vanskeligt at definere den".
Men denne vanskelighed opstår dog kun for teologen, hvor han ser det som sin opgave at definere ægteskabet udfra en beskrivelse af dets opløsning - en definitionsmåde, der bliver en selvopfyldende profeti, eftersom opløsningen igen skyldes, at man har opgivet ægteskabets definitionsgrænser.
Lars Ole Gjesing kunne jo som teolog prøve selv at bestemme, hvad der er ægteskabets embede i stedet for blot at forholde sig analyserende til, hvad den offentlige mening siger, at det er.
Hvad var da meningen med den ældre tids kirkelige velsignelse af ægteskabet?
Her konstaterer Gjesing, at ægteskabsinstitutionens formål lige fra Jydske Lov synes at være arveretten, familien som reguleret økonomisk enhed og funktionen som en forpligtende ramme om fælles børns opvækst samt reguleringsmekanisme for forsørgerpligter m.v. - altså i substansen alt det, som Paul Johnson har talt om.
Men i modsætning til Paul Johnson finder Lars Ole Gjesing den slags praktiske og folkelige sager altfor verdslige til at retfærdiggøre en kirkelig velsignelse. Han ved nok, at kirken i ældre tid ikke var hævet over disse folkelige forhold. Foragteligt siger han, at kirken gik ind "som leverandør af ideologisk styrkelse i form af af guddommelig legitimering af institutionen netop på grund af dens store samfundsmæssige betydning".
Den opfattelse, at kirken i ældre tid forstod sig selv som samfundsmagtens forlængede arm, der på bestilling leverede guddommelig legitimation af nyttige samfundsordninger, skyldes tydeligt nok, at Lars Ole Gjesings egen forståelse af ægteskabet er bestemt af romantikken - selvom han vil redde sin videnskabelige ære ved at understrege, at det synspunkt, han går ud fra, gengiver "den idealtypiske forestilling om ægteskabet". Altså igen et sociologisk udsagn om, hvad man typisk forestiller sig, i stedet for et teologisk udsagn om, hvad jeg - Lars Ole Gjesing - mener.
Hans gæld til romantikken kommer tydeligt frem, når han ifølge denne "idealtypiske forestilling" skal definere en "teologisk saglig affinitet mellem ægteskabet og det guddommelige" og dermed begrunde den kirkelige velsignelse.
Denne affinitet er kærligheden! siger han. - Det er den, der gør ægteskabet velsignelsesværdigt.
Gjesing gør en enkelt bemærkning om, at det romantiske synspunkt, hvorefter kærligheden alene giver ægteskabet legitimitet, er et aspekt, som ikke uden videre kan overføres til andre epoker. Men denne erkendelse får ikke den ringeste konsekvens for den videre fremstilling. På intet tidspunkt definerer han sit universelle kærlighedsbegreb, men forudsætter, at kærlighed til enhver tid er forstået som en ganske entydig størrelse - vel nærmest som ægtefællernes følelser for hinanden.
Og Gjesing lader sig slet ikke distrahere af smålig skelnen mellem Guds kærlighed og menneskers.
Helt galt bliver det, når han med angiveligt belæg hos en tysk forsker, Werner Elert, skriver at: "- det etiske bånd, som for Luther holder ægteskabet sammen, hverken er viljen til forplantning eller forbudet mod ægteskabsbrud, men netop er kærligheden, og at hele den gamle lutherdom istemmer Luthers bestemmelse af kønnenes kærlighed som en gudvillet drift."
Som specificerende karakteristik ligner det snarere et billede af det attende århundredes fromhed end af Luthers robuste og realistiske forståelse af ægteskabet som en ordning, der bærer syndefaldets mærke.
Nok er kærligheden, seksuelt forstået, ifølge Luther en gudskabt drift, men den er samtidigt - og netop derfor - ubetvingelig. Uden ægteskabet kan den blandt syndere anrette uafvendelige ulykker. Det gør for Luther ægteskabet til en nødvendighed for menneskelivets skyld, men det gør også, at ægtefællerne virkelig har brug for Guds hjælp.
Pudsigt nok anfører Lars Ole Gjesing - i en helt anden sammenhæng - selv et karakteristisk Luther-citat, som modsiger ham. Luther siger i "Ein Traubüchlein für die einfältigen Pfarrherrn":
"Thi hvem der går til præst eller biskop og begærer velsignelsen, han viser dermed (selvom han ikke lige siger det med munden), at han véd, hvilken fare og nød han begiver sig ind i, og hvor meget han behøver den guddommelige velsignelse i ægtestanden, thi han betænker, hvad han også dagligt må erfare, hvilke ulykker djævelen anretter i ægtestanden - med ægteskabsbrud, utroskab, urenhed og alskens jammer."
Gjesing opdager ikke, at dette Luther-citat ganske modsiger hans egen banalisering af Luthers tale om ægteskabelig kærlighed. Her er velsignelsen jo ikke på sin plads, fordi menneskets kærlighed grænser op til Guds, men fordi mennesket på grund af sin egen afgrundsdybe syndighed bevæger sig i et minefelt af farer.
Hvad der velsignes
Nej, det er ikke, som Lars Ole Gjesing antager, kærligheden i moderne forstand - d.v.s. følelserne og seksualiteten, isoleret betragtet - der luthersk forstået velsignes ved et bryllup i kirken.
Det er loyaliteten, troskaben, sammenholdet om hjem og børn som den beskyttende ramme, indenfor hvilken kærligheden kan gro i fred og gentage sig i frihed - uden at skulle gøres til kristelig affyringsrampe for ægteskabets legitimering og vielsens ritualisering.
Den naturlige kærlighed hører til det, der skal beskyttes af ægteskabets legitimitet. Men hvis de kærlige følelser selv skal instituere eller danne forudsætning for ægteskabets legitimitet, så bliver der tale om en følelsestvang, som kvæler al naturlig kærlighed.
- Vil du elske og ære ...? - hedder det i vielses-tilspørgslen. Ikke: - Føler du tilstrækkeligt meget?
Som vi fastslog til indledning: Parrets første løfte til hinanden - kærlighedens ja, hvormed de tilforn har lovet at ville leve sammen som ægtefolk - det hører til i det skjulte. Men ægteskabet indgås ved løftets bekræftelse "for Gud og for os, som er her til stede".
Dermed falder den konklusion, som Gjesing med sine sentimentale og uklare kærlighedsbetragtninger vil støde frem til - nemlig, at da ingen kan bevise, at to homoseksuelles kærlighed skulle være mindre eller væsentligt anderledes end et heteroseksuelt pars kærlighed - ja, da den moderne tid har givet os en ny "indsigt" i, at homoseksuelles kærlighed har samme værdi som anden kærlighed - så er det diskrimination ikke at vie homoseksuelle i kirken.
Det er ufatteligt, hvordan vor tid kan have erhvervet en særlig "indsigt" i værdien af homoseksuelles kærlighed. Indsigt i kærligheden får man vel ved selv at elske nogen - uanset hvilken tid man lever i - og ikke ved en almindeligt fremadskridende oplysning.
Værre er det, at Gjesing uanfægtet taler om den ægteskabelige kærligheds affinitet til den guddommelige kærlighed, uden af være opmærksom på, at den ægteskabelige kærlighed er et tegn eller en lignelse, der peger hen på en guddommelig kærlighed, som anbringer alt under synd - også den ægteskabelige kærlighed. "Affiniteten" er på samme tid en modsigelse.
Men evangeliets modsigelse af det naturligt menneskelige kender Lars Ole Gjesing ikke noget til. Han er en rask mand, som véd, at Gud er kærlighed, så hvad skulle ordet "Gud" vel betyde andet end en opfordring til at se at komme i gang med at elske hinanden. På den ene eller den anden måde.
Vi ser det i hans forslag til et velsignelsesritual for homoseksuelle - en afkalkering af det almindelige vielsesritual med få, for det meste nødvendige, ændringer. En markant teologisk nyskabelse er imidlertid hans tilføjelse til ritualet af en læsning fra 1. Johannes' brev med ordene: "Og dette er hans (Guds) bud, at vi skal tro hans søns, Jesu Kristi, navn og elske hinanden, som han har påbudt os. Den, der holder hans bud, bliver i Gud og Gud i ham. Og at han bliver i os, ved vi af ånden, som han har givet os."
Placeringen af dette skriftsted i et sådant ritual viser, at Gjesing uden videre identificerer den kærlighed, Gud i Kristus befaler os til, med den forkærlighed, som to homoseksuelle - eller for den sags skyld to ægtefæller - nærer for hinanden. Han mener åbenbart, at et elskende par, som bevarer kærligheden til hinanden, derved har opfyldt Kristi kærlighedsbud.
Gjesing synes ubekendt med, at Jesu befaling til os om at elske hverandre, som han har elsket os, johannæisk forstået, er "en ny befaling" (Johs. ev. 13,34) - altså ikke een, som mennesket kan sige sig selv eller kender i forvejen fra sin egen naturlige kærlighed eller sine egne humane erfaringer.
Befalingen er "en ny befaling", fordi opfyldelsen af den er en ny mulighed, der skænkes os i og med evangeliets åbenbaring af Guds kærlighed i Kristus - en åbenbaring, som sprænger den naturlige kærligheds grænser og betingelser og gensidighedskrav og sætter gudskærlighedens ubetingethed igennem.
Så skal vi da elske næsten - ikke med vor egen, men med Kristi kærlighed. Ja, vi får derved en næste. Det betyder ikke, at vi får udpeget et nyt medmenneske, men at vi får øje på det gamle medmenneske - som næste! - og sættes til at elske ham eller hende som os selv - i stedet for at elske os selv ved hjælp af medmennesket. Og når denne næste er ægtefællen, ja så bliver den naturlige forkærlighed for ægtefællen i dens betingethed underordnet gudskærlighedens ny befaling og ny gave i dens ubetingethed.
Min kærlighed til den anden mister al ret og beholder al skyldighed.
Ægteskabet som sakramente
Men med en sådan kristelig forkyndelse ville Lars Ole Gjesing ikke have mulighed for at vinde bifald hos en kristendomsfjendsk omverden.
Han anfører det selv som et problem. Efter at have talt om den skyld kirken har at sone for sin tidligere behandling af minoriteterne, og efter at have anklaget kirken for træghed erklærer han til slut:
"Det er anderledes sagt særdeles vanskeligt overfor sine mere eller mindre ugudelige venner at være solidarisk med sin kirke på dette punkt."
Ja, det må være uendelig svært for en fremskridtsvenlig præst, hvis målgruppe - ligesom fordum romantikernes teolog Schleiermachers - er "de dannede blandt religionens foragtere".
Jeg tror, ikke Lars Ole Gjesing behøver at bekymre sig. Han skal nok få succes hos kristendommens fjender, især dem, der ser en politisk interesse i at ødelægge ægteskabet - og som för tillfällat græder fromme tårer over, om nogen skulle føle sig "udenfor det kristne fællesskab".
Han har ydet sit teologiske bidrag til at lyse det almindelige hykleri i kuld og køn.
At gennemskue dette hykleri er at erkende, at homoseksualitetens ideologi - ligesom alle dens søsterideologier - er en afgjort fjende af kristendommen, såvel af loven som af evangeliet. Også når ideologien optræder i en lysengels skikkelse - med rørende omsorg for det kristne fællesskab - og strør om sig med banaliserede og sentimentaliserede skriftsteder som Lars Ole Gjesings artikeloverskrift: "Velsign, forband ikke!"
Biskopperne har til begge siders berettigede forargelse fyldt munden med uld og sendt sagen i et udvalg, som i et par år fritager dem for at bekende kulør. Århus-bispen Kjeld Holm har endda skamløst begrundet denne disposition med det rent taktiske motiv, at sagen ikke er værd at tage en kirkekamp på.
Gad vidst, om biskopperne nogensinde ville finde loven eller evangeliet værd at "tage en kirkekamp på"?
Værst er det vel egentlig, at de ikke har givet et klart og utvetydigt svar på de organiserede homoseksuelles bagvaskelse af folkekirken. Da "Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske" startede hele sagen med en skrivelse til biskopperne, anførte foreningen som hovedbegrundelse, at der med den nugældende ordning "ikke er plads til" homoseksuelle i Folkekirken.
Biskopperne burde have svaret, som Olav Lilleør nu har gjort det, at dette er den sorteste løgn! - Folkekirken har aldrig udelukket nogen fra gudstjeneste, dåb og nadver på grund af seksuel orientering. Og hvem der frit kan modtage ordet og sakramenterne, er dermed omfattet af fællesskabet i Kristus på lige fod med enhver anden.
Med deres lunkne udskydelse af et svar har biskopperne halvvejs givet foreningen medhold i en begrebsforvirring, der gør den kirkelige vielse til et nådemiddel eller et sakramente - en særlig adgang til Guds velsignelse.
Det er katolicisme vendt på hovedet.
Den kirkelige vielse er ikke et sakramente, som vi har for gudsforholdets skyld. Den er en folkelig ordning, som vi har for det jordiske samlivs og for børnenes og slægtens skyld.
Kirken har ingen velsignelse
I stedet for at få det slået fast, har vi fået en tåbelig diskussion mellem dem, der vil have de homoseksuelle forhold omfattet af "kirkens velsignelse" - og så deres højkirkelige og pietistiske modstandere, som svarer, at "kirken har kun een velsignelse", der kun omfatter heteroseksuelle par.
Sandheden er, at kirken overhovedet ikke har nogen velsignelse at uddele til nogen som helst. Den evangelisk-lutherske kirke råder ikke på katolsk vis over en skat af velsignelser, som den kan levere færdigtfabrikerede eller skræddersy på bestilling, så vi fra tid til anden kan slæbe vore forskellige ordninger hen i kirken og få dem bestænkede med vievand, øst op fra et autoritativt kirkeligt velsignelsesreservoir.
Kirken er det sted, hvor syndere mødes lige tomhændede for at modtage Guds velsignelse - som Han og ikke kirken råder for og står inde for.
Og så har vi altså her til lands den ordning, at mennesker kan blive gift i kirken - i stedet for, som det er skik i en række andre lande, at alle brudepar først må gå på rådhuset og derefter kan blive velsignede i kirken.
Det skyldes selvfølgelig ikke nogen sakramental forståelse af ægteskabet, endsige nogen tro på, at normale ægtefæller er bedre kristne end homoseksuelle. Det skyldes historisk tradition - og bag den igen skyldes det ægteskabets folkelige embede, som jeg omtalte indledningsvis.
På samme måde beder vi for dronningen ved folkekirkens gudstjeneste. Ikke fordi dronningen står Gud nærmere end os andre - eller modsat: fordi hun personligt har et større behov for forbøn end vi andre - men fordi hun er folkets og rigets overhoved. Som danskere beder vi for os selv og al vores verdslige øvrighed ved at bede for hende.
Og det nytter ikke, at andre kommer rendende og forlanger i anti-diskriminationens navn, at der skal bedes for dem på linie med dronningen. For der er kun een dronning; og anerkender man flere - eller ophæver man grænsen for, hvem der kan blive regerende dronning - så er der ingen dronning.
Der er også kun eet ægteskab; og anerkender man flere - eller ophæver man grænserne for, hvem der kan blive gift med hinanden - så er der ikke noget ægteskab.
Hele spørgsmålet hører i grunden hjemme i folketinget, som er ansvarligt for ægteskabslovgivningen - ikke i kirken. Og det er evangeliet selv, der anbringer sagen hos den verdslige øvrighed.
Men hvor folketingel har glemt, hvad lov er, skal kirken forkynde loven for lovgiverne. Det forsømte den stort set, da folketinget i 1989 vedtog loven om registreret partnerskab - i realiteten et borgerligt indgået ægteskab.
Der skal imidlertid ikke på grund af denne forsømmelse herske nogen som helst tvivl om, at skulle folketinget på grund af et lunkent biskoppeligt svar vedtage at udvide farcen fra rådhuset til kirken, så er det kirkens - det vil her sige den enkelte præsts - pligt at sige klart og tydeligt:
Her leger kirken ikke med!
Jesper Langballes essay er udgivet som pjece:
Pris: 25, -kr. (med forsendelse)
Kan bestilles hos: