Af Søren Krarup, Tidehverv, 2007, nr. 4, april, s.88.

Det er en farlig sag at se ud, som man gør. Det er i hvert fald farligt, hvis man falder i familien Aukens mishag.

Denne kranke skæbne er blevet min lod, og mit arme udseende er kommet til at bære følgerne. Det begyndte i september 1976, da jeg havde deltaget i TVs udsendelse ”Bytinget”, hvor den såkaldte revselsesret – dvs. forældrenes opdragelsesret – var på programmet. Jeg havde plæderet for, at samfundet skulle respektere denne opdragelsesret i stedet for at ensrette familien og sætte forældrene fra styret og lade opdragelsen af børnene være samfundet sag, sådan som salig Hitler og Stalin praktiserede det i deres respektive stater, og den afsluttende afstemning i salen viste et meget stort flertal for dette forsvar for familien. 81% ønskede revselseretten bevaret, mens 16% ønskede den ophævet. Da den politiske korrekthed, samlet i Systemet Politiken, netop var i færd med at søsætte en større kampagne til revselsesrettens ophævelse, vakte dette resultat en frådende forargelse i Politiken. Skældsordene blev hældt ud over mit syndige hoved i store mængder. Og Svend Aukens daværende hustru Bettina Heltberg nøjedes ikke med denne skraldemandstjeneste, men greb til mere direkte midler. ”Jeg mærkede i mine hænder efter udsendelsen en voldsom trang til at smække den suffisante lille teolog en ordentlig en på kassen”, skrev hun i en kommentar i Politiken.

Det er nemlig ikke enhver revselsesret , der skal afskaffes, hvor Systemet Politiken råder.

Og da jeg havde den uartighed at blive medlem af Folketinget og dermed stå familien Auken imod på en endnu mere direkte måde, tog Svend Aukens fhv. hustru på ny til orde, og det ansigt, hun ville have givet en ordentlig en på kassen i 1976, blev nu gjort til genstand for hendes malende og nedgørende beskrivelse i en ny kommentar i Politiken. Det er utvivlsomt ikke yndigt, men i Bettina Heltbergs beskrivelse blev det gjort til noget nærmest forbryderisk. Mit hår, min næse, mine øjne, mit ansigtsudtryk – Bettina Heltberg beskrev det på en så hadefuld og bloddryppende måde, at jeg måtte fristes til at bære maske for fremtiden.

I hvert fald dér, hvor familien Auken færdedes.

Og nu er et andet medlem af familien, såmænd professoren i litteratur ved Københavns Universitet, Margrete Aukens ægtefælle, Erik A. Nielsen, ude med et endnu mere nedgørende portræt af mit åsyn. I en netop udkommen bog, en antologi med titlen ”Frisind – er der en grænse”, har han sammen med andre rettet et endnu mere hadefuldt angreb på regeringen og Dansk Folkeparti i almindelighed og mig i særdeleshed, og det festlige er, at Erik A. Nielsen her sammen med bl.a. Georg Metz, Egon Clausen, pastor Leif Bork Hansen og professor Curt Sørensen anfægter den tone og debatform, som siden Systemskiftet af 2001 er blevet herskende i landet. I Erik A.Nielsens kapitel sker det bl.a. med følgende ord: ”Se på Søren Krarups ansigt, og se de træk, der er fuldstændig vokset ind i den maske af forurettelse og arrogance, som han har påtvunget sit ansigt igennem 50 år eller mere. Et kæmpemæssigt register af menneskelige minespil er ætset væk. En sjælens dybe ufrihed, der synliggør sig i hans karaktermaske. Han ligner den gammelmandskarikatur, vi kender fra antikkens komedier og fra renæssancens commedia dell´arte. Holbergs Jeronimus. En ”befrier”, hvis væsen er så bundet som en lænkehund. En mand, hvis tanke er fuldstændig forudsigelig”.

Ikke sandt, sådan taler den gode tone i Danmark. En litteraturprofessor. Et såkaldt dannet menneske. Et medlem af Systemet Politiken, der er dybt forarget over debatten i offentligheden. Et medlem af familien Auken, der naturligvis er højt hævet over hadefuldhed og ondskabsfuldhed.

Av, mit ansigt!