Af Agnete Raahauge, Tidehverv, 2005, nr. 6, juni, s. 131-132. (Johs. 16, 5-15).

4. søndag efter Påske 2005 - Johs. 16, 5-15.

Det har vakt opsigt, at vor dronning i den interviewbog, der udkom i sidste uge, udtalte, at det var på tide, at vi danskere gav Islam modspil. At vi har været for dovne og kaldt det tolerance, når vi ikke gad besvære os med at sige Islam imod. Og at vi ikke må give køb på vores opfattelse af retfærdighed og lovlighed.

Dronningens advarsler er udtryk for en samvittighedsfuld monarks omsorg for sit folk. Og de er sande.

For med Islam står vi over for en religion, som vil omstyrte den opfattelse af lov og ret, som vi kender - den frihed, at loven er til for at beskytte os mod overgreb, og den, der overholder landets lov, han kan i øvrigt tænke, tale og tro frit.

Vores opfattelse af lov og ret ved, at loven har en grænse - skal dømme og straffe efter vore handlinger, men den skal ikke forme sjælene.

For Islam derimod skal der være sammenfald mellem samfundets lov og den fuldkomne guddommelige lov, hvorfor Islam, om den får magt, som den har agt, vil binde vore sjæle i hellige love og frarøve os den tale- og trosfrihed, vi har.

I den samme interviewbog advarede dronningen mod den adskillelse af stat og kirke, som flere - også i præsters kredse - råber på. For, sagde dronningen, hun frygtede for, at folkekirkens afskaffelse ville føre til afkristning af folket.

Dermed peger hendes majestæt indirekte på det sted, hvorfra den eneste grundlæggende indsigelse mod Islam kan komme, nemlig fra kristendommen.

Jævnligt hører vi ellers den tro ført i marken, at midlet mod den fundamentalistiske Islam, det er, at vi i pagt med den menneskelige fornufts fremskridt kaster al religion overbord - og samles om at hylde den oplyste menneskeheds store principper: lighedens og demokratiets strålende værdier.

For jo mere vi kaster overbord af de efter fornuftens målestok tilfældige traditioner, som vi hidtil har holdt af - deriblandt vores folkekirke - desto mere vil vi nærme os den fuldkomne lighedens verdensorden, hævdes det.

Men vi stikker os selv blår i øjnene, hvis vi tror, at modsætningen til Islam er udviklingen af den fuldstændige lighed - for tror vi det, så er vi i færd med at bøje os for en ny religion, der også vil binde vore sjæle i et jerngreb og hjerteløst kræve af os afkald på alt, hvad vi holder af - afkald på alt, hvad der målt med lighedens gøglebilleder ikke har fuldkommenhedens karakter.

Så ender vi med at stå mellem to stridende ideologier, to slags helligt rengøringsvanvid: Islam, der vil vaske alt urent bort med den hellige lov - og lighedstroen, der vil udrydde alt ondt ved at kaste alt nedarvet over bord.

Og skønt i indbyrdes strid om midlerne, så er Islam og den moderne tro på, at vi ved at kaste alt arvegods overbord, deriblandt vores folkekirke, udvikler os mod en mere og mere fuldkommen retfærdighed, i grunden begge båret af den længsel mod det evige, som bor i enhver, fordi vi er Guds skabninger og skabtes til at høre ham til.

Men begge er de udtryk for en evighedslængsel, der er gået grassat, som utålmodigt selv vil gribe efter det fuldkomne, skabe det med egne gerninger, som ikke vil vente på, at Gud selv til sin tid skænker os sit fuldkomne rige, som ikke er af denne verden.

Man kunne sige, at det er vores velbegrundede frygt for djævelen, det ondes magt, der bliver til det hellige rengøringsvanvid i tro på, at djævelen kan vi selv uddrive.

Men at vi selv kan uddrive djævelen, det ondes rod, det ville jo kræve, at vi selv var helt igennem gode, at vi ikke var det mindste viklet ind i djævelens garn. At vi selv havde det guddommelige overblik og klart kunne diagnosticere ondets rod - kan vi ikke det, så kan vi rense ud og kaste overbord så længe det skal være - det bliver blot så meget desto værre. Det går os som troldene i folkeeventyret, der ville vaske pletten af prinsens bryllupsskjorte, men jo mere troldene vaskede, desto sortere blev skjorten - for kun den, der var uskyldig, kunne vaske skjorten ren.

Og al historie og al erfaring viser, at hver gang, mennesker er blevet grebet af det hellige rengøringsvanvid, så har det ført til trældom og terror.

For den onde har et tag i os, som vi ikke selv kan overskue, hvorfor fuldkommenhedsfeberen gør selv det bedste til råd i vore hænder.

Vi er Guds faldne skabninger, og vi har ikke fuldkommenheden i vores magt.

Og derfor er den eneste tale, der taler islam eller enhver anden gerningsretfærdig religion grundlæggende imod, den prædiken, som Jesus holder for sine disciple skærtorsdag aften, før han skal forlade dem, den prædiken, som er evangeliet til i dag - den prædiken, som talsmanden - Helligånden - selv giver sin kirke at holde.

Det er skærtorsdag aften, kort før Jesus skal pågribes og dømmes til døden, som han selv har sagt disciplene. Og til disciplene, som er bedrøvede over at skulle lades ene tilbage, prædiker han da, at det er til gavn for dem, at han går til sin fader - for når han går bort, vil Talsmanden komme til dem.

Talsmanden er et andet navn for Helligånden, Guds ånd, som kom til de bange og modløse disciple pinsedag og gav dem mod og ord til at gå ud og prædike, at den Jesus, som blev korsfæstet langfredag, han var opstået, han var Kristus, Guds søn.

Sådan blev den kristne kirke til. Og kirken er der, hvor Talsmanden tvinger præsterne til at prædike, at Kristus er Guds søn, og hans gang til sin fader - lydighedens gang til død og kors, som vi hvert år hører om i påsken - den er til vor gavn.

Den er trøsten for alle bange og forladte skabninger, som frygter djævelens magt og ikke ved råd.

Kristendom er trøstet sorg, siger Luther i en prædiken, og talsmanden er Gud som trøster, for han sætter Kristus, hans lydighed til døden, for os og siger: han er trøsten, dækket under hans navn har du al den fuldkommenhed, al den retfærdighed, som et jordisk menneske har nødig for at bestå for Gud fader.

Men den, der tror sig selv i gang med at gribe fuldkommenheden, som mener at have den evige retfærdighed indenfor sin rækkevidde - han sørger ikke.

Derfor skal verden - og det er os alle sammen, som vi er i os selv, med vore gode og onde sider - af Talsmanden overbevises om synd og retfærdighed og dom, siger Jesus til disciplene.

Derfor er Talsmandens trøst også et hårdt ord mod os alle, en modsigelse, for den overbeviser verden om synd - at den ikke tror på Kristus. D.v.s. den siger til os alle, at ikke en af os, har nogen guddommelig retfærdighed at rose sig af, vi har intet i os selv, som vi kan bygge på og opelske, så vi kan blive fuldkomne gode mennesker - men vi får det hele i troen på Kristus.

Og Talsmanden overbeviser om retfærdighed - at det er vores retfærdighed, at Kristus går til faderen, og vi ser ham ikke længer.

Sjælenes retfærdighed, den retfærdighed, som gør et menneske retfærdigt helt igennem - den står ikke i vores magt, men vi har fået Jesu retfærdighed at kalde vores. Vi får den ved at tro ham, som vi ikke længer kan se, men kun høre Talsmanden prædike, vi får den ved at være lade Kristus være trøsten i sorgen over manglen på vor egen retfærdighed.

Og Talsmanden skal overbevise om dom, at denne verdens fyrste er dømt. Så er det ikke os, der i helligt rengøringsvanvid skal drive den onde ud - det kan vi slet ikke. Men Kristus har besejret Djævelen - og i Jesu navn kan Djævelen ikke gøre os nogen skade, der kan fjerne os fra ham, der er den eneste gode, Gud.

Derfor kan vi døje al ondskab og stadig vide, som vi skal synge om lidt, at: Hver djævel har sin begrænsede tid, men sandt er det, enhver har tabt, som gik mod Gud i strid.

Men derfor skal vi heller ikke frygte for at sige højt til den djævelskab, der vil bilde os ind, at det er os selv, der skal besejre djævelen med loven eller i menneskehedens navn, at Djævelen har fået sin dom, da Krist til jorden kom.

Og når vi i Danmark kan glæde os over, at vi har haft og stadig har frihed til at tale og tro, uden at staten eller et helligt præsteskab skal stikke næsen i vore sjæle og forme dem efter deres billede af fuldkommenheden; når vi i Danmark har og har haft love, hvis retfærdige domme skulle afsiges efter det ydre, vore handlinger og ikke efter vores indre renhed - så er det en velsignet frugt af, at den prædiken, Talsmandens prædiken, er blevet holdt blandt os i tusind år.

Derfor skal vi tage dronningens samvittighedsfulde advarsel alvorligt og besinde os på ikke at kaste den kirke bort, som, så slingrende og utro den også kan være, har ladet Talsmanden prædiken lyde - men bede Gud, at Talsmanden stadig vil overbevise os om synd, om retfærdighed og om dom.

Amen.