Af Jørgen Grimstrup. Tidehverv, 2003, s.16-17. (Bernard Lewis, "Hvad gik galt? Vestens påvirkning og Mellemøstens svar", Gyldendal, 2002, 224 sider, 175,-kr.).

I dag er den samlede arabiske verdens eksport, bortset fra olien, ikke større end Finlands. Den arabiske verden har ikke formået at opbygge en industriproduktion af de mange billioner dollars tjent på olie. Hvad er gået galt?

Spørgsmålet stilles af professor i Nærøstlige Studier Bernard Lewis i bogen "Hvad gik galt?" Han har i mere end en menneskealder - hans første bog "The Arabs in History" kom i 1950 - beskæftiget sig med den arabiske verden, islam, Mellemøsten og Osmannerriget.

Mange muslimer i Mellemøsten giver udefra kommende faktorer - tyrkere, mongoler, britiske og franske imperialister, jøder og amerikanere - skylden for regionens tilbageståenhed, men Lewis siger, at skylden er deres egen. Den engelske undertitel på hans bog - "Sammenstødet mellem islam og modernitet i Mellemøsten" - antyder en kerne i problemet: Islam hindrer modernisering.

En iøjnefaldende forskel på muslimske lande og Vesten i dag er kvindens rolle i samfundet. I vest har kvinden opnået fuld ligestilling. Muslimske lande fremviser talrige eksempler på, at kvinden er underordnet manden.

For få hundrede år siden var det omvendt. Da havde kvinder i Vesten ingen ret til ejendom, mens Koranen giver hustruer og døtre ret til at eje og arve, om end kun halvt så meget som mænd.
Den væsentligste hindring for kvindens frihed i muslimske lande er islam. Islam anser kvindefrigørelsen for et forræderi imod sande muslimske værdier. Kvinders udelukkelse fra deltagelse i politik og økonomi bidrager til den arabisk-muslimske verdens manglende udvikling, antyder Lewis.

Slaveriet varede ved til 1962 i Yemen og Saudi Arabien, og findes stadig lokalt i Sudan og Mauretanien. Islamister, der ellers vil skabe samfund som på Muhammeds tid, vil ikke genindføre slaveri.

Slaver i muslimske lande blev behandlet bedre end slaver i USA's sydstater og i det gamle Rom. Slaver var ifølge islamisk lov ikke ligestillede med mænd, men havde visse rettigheder, ligesom slaveejerne havde forpligtelser over for slaverne.

Når slaveriet i muslimske lande kom under pres, skyldtes det udenlandsk påvirkning, især britisk. Briterne havde i starten af 1800-tallet afskaffet slaveriet i deres imperium og anså slavehandel for en forbrydelse.

Det lykkedes i 1856 briterne at få osmannerne til at forbyde handel med sorte slaver. På den arabiske halvø, hvor den skrappeste udgave af shariaen stadig praktiseres, opfattede man forbudet mod slavehandel som et oprør mod Gud. Den øverste retslærde i Mekka udstedte en fatwa mod forbudet og blæste til hellig krig mod osmannerne. De slog oprøret ned, men Mekkaområdet slap for forbudet.

Bernard Lewis giver islams manglende sekularisering - altså adskillelse mellem politikkens og religionens sfære - skylden for den arabisk-muslimske verdens tilbageståenhed, hvor det er kristent arvesølv at skelne mellem religion og politik.

I Matthæusevangeliet 22;21 siger Jesus: "Giv Cæsar, hvad Cæsars er, og Gud, hvad Guds er". Den helt præcise mening med ordene er omstridt, men Lewis mener, at i hele kristendommens historie er ordene blevet forstået sådan, at religion og politik er to adskilte verdener.

For muslimen er Gud den øverste hersker, og den politiske leder i et land er Guds stedfortræder, mens Gud (kirken) og den politiske leder i et kristent land eksisterer hver for sig, undertiden samarbejdende, undertiden i strid. Det har historisk gjort kristne mere forbeholdne over for jordiske autoriteter end muslimer. Så må det være lettere at etablere demokrati i lande, hvor folk er kristne, end hvor de ikke er.

I perioder har den kristne kirke haft egne love, domstole og hierarki. I islam har der ikke været behov for et præsteskab omkring moskeerne med egen lovgivning og hierarki, da staten og dens leder var vævet sammen med religionen og forventedes at føre Koranen og dens bud ud i livet.
Islam kender heller ikke begrebet lægfolk, for ifølge muslimer befinder intet menneske og ingen menneskelig aktivitet sig uden for den religiøse lov, shariaen.

Først sent i islams historie og efter påvirkning fra den kristne verden udviklede der sig noget, der mindede om den kristne kirkes gejstlighed. Således fandtes Ayatollahinstitutionen ikke i Iran i klassisk muslimsk tid, men er en opfindelse fra 1800-tallet.

Nogle skelner mellem modernisering og "vestliggørelse". Ved det første forstås ny teknik, der gør, at meget kan gøres hurtigere, billigere, mere præcist og praktisk.

Den muslimske verden, først osmannerne, fandt på at efterligne Vesten. Det gjaldt hæren, dens ammunition, udrustning, organisation og uniformer. Men traditionel hovedbeklædning - fez eller turban - blev en tid lang bevaret for at lægge afstand til vestlig kultur.

Især inden for musik har den muslimske verden været sig selv nok. Mens der opføres og komponeres vestlig klassisk musik i Japan, Kina og Indien, har man i den arabisk-muslimske verden lukket af for dette udslag af vestlig kultur, fortæller Lewis.

Men er der noget galt i, at man holder fast ved egne musiktraditioner? På en arabisk TV-kanal i Israel har jeg hørt et arabisk "symfoniorkester" spille ren arabisk musik som afslutning på ramadanen. Det lød godt. Af musikkassetter købt i den arabiske del af Jerusalems gamle bydel ved jeg dog, at unge arabere efterligner Vestens popmusik, men med arabiske grundtoner intakte.
Det er den side af moderniseringen, der har med individets frie stilling at gøre, som afvises i den muslimske verden. Der kaldes den "vestliggørelse", men ifølge Lewis kan og bør vestliggørelse ikke skilles fra moderniseringens tekniske sider. Men det gør mange i Mellemøsten. Deraf modstanden mod kvindens ligestilling, frihed, folkestyre, osv. Der har modernisering, modsat Vesten, styrket de autoritære kræfter.

Nogle vil finde Lewis' bog skuffende, for der er ingen sensationer i den, heller ikke hvad angår islamisk fundamentalisme. Han holder hovedet koldt, som den kan gøre, der har beskæftiget sig med et emne i en menneskealder.

Bernard Lewis,
"Hvad gik galt?
Vestens påvirkning og Mellemøstens svar",
Gyldendal, 2002, 224 sider, 175,-kr.