Af Majken Frost, Tidehverv, 2006, nr. 5, maj, s.84-85. (Vær mig nær. Jakob Knudsens skilsmisse og nye ægteskab. Beretning fra et Danmark i opbrud". Vartov 2005).

Jeg var vist omkring 12-14 år, da jeg på reolerne derhjemme faldt over "Lærer Urup". Det var første gang, jeg stiftede bekendtskab med Jakob Knudsen, og bogen gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Måske også, fordi vi i disse mellemskoleår havde en religionslærer af den dengang ret sjældne type, der i timerne kastede alskens dybe emner på bordet, som vi blev opfordret til at diskutere og udtrykke vores uforgribelige mening om - hvad vi selvfølgelig var helt ude af stand til. Dødsstraf, retfærdighed, det onde o.a. og i en vis forstand fornemmede jeg hos også de andre i klassen min egen følelse af "snyd": det var læreren, der var lusket, fordi han ikke bare opførte sig fjollet, men også ville have os til noget, der ikke var rimeligt. Han blev vistnok siden rektor og meget andet fint, men i den lille rådvildhed, han trods vores instinktive protest alligevel bevirkede, var "Lærer Urup" en åbenbaring og blev hurtigt fulgt op af gennempløjning af det øvrige forfatterskab.

Afskyen for alt forlorent, for alt uægte og påtaget, bundetheden til det oprindelige, til det, der er virkelighed; kompromisløsheden, som er ensbetydende med både ydre kampe og dyb personlig anfægtelse - som en klippe står forfatterskabet i dansk litteratur; ligeså aktuelt og vedkommende som da det blev til.

Hvor finder man en mere præcis afsløring af vor tids primitive dyrkelse af videnskaben og underdanighed over for reglementet end hos "Lærer Urups"s inspektør Daaschou, eller en mere ætsende illustration af nutidens proletarisering af kristendommen end i skildringen af pastor Mortensen. Eller den nænsomme og bevægende skildring af gårdejer Bentzens ægteskabelige forlis - man fristes til at spørge, om noget fornemmere overhovedet er skrevet på dansk.

Overalt skriver Jakob Knudsen om det samme: om forholdet menneske og menneske imellem og mellem mennesker og samfund - og disse forholds grunden sig i gudsforholdet eller i fraværet eller forvanskningen af samme. Og trods "Lærer Urup"s af litterater påståede kunstneriske svagheder har det altid forekommet mig, at denne bog indtager en særstilling i forfatterskabet. Nok fordi den for mig var indgangen til det, men også fordi den forekommer mig at rumme hele forfatterskabet.

*

Leder af Grundtvig-Akademiet Henrik-Wigh Poulsen (HW-P) har haft mulighed for at gennemlæse en brevsamling med først og fremmest breve fra før, under og efter skilsmissen i l893 mellem Jakob Knudsen og hans første hustru, Sofie Plockross. Uddrag af disse og andre foreligger nu udgivet og kommenteret af HW-P. ("Vær mig nær. Jakob Knudsens skilsmisse og nye ægteskab. Beretning fra et Danmark i opbrud". Vartov 2005), og det er på mange måder rystende læsning. For det er ikke noget flatterende billede af Jakob Knudsen, de giver. Med en hensynsløshed, der nærmer sig stupiditet, gør han Sofie til sin fortrolige i sin betagelse af tre andre kvinder, (den af også Sofie højt værdsatte husveninde Marie Møller, den senere svigermor Marie Bek og Helga Bek, som blev hans anden hustru). Og hvad mere forunderligt er: Sofie finder sig stilfærdigt i det!

Hun får at vide, at Jakob hos de tre har mødt just det, som hun, Sofie, aldrig har kunnet give ham. Fordi hun, som Jakob Knudsen skriver til svigerfaderen samtidig med meddelelsen om den besluttede skilsmisse, har været for nøjsom. Hun har ikke krævet kærlighed, men har taget til takke med venlighed fra hans side. "Og Kjærlighed kan man jo ikke komme til at give, med mindre den for Alvor forlanges". Ejheller "kristensamlivet" har de kunnet dele med hinanden. "Vi kan ikke bede sammen, saa der er noget rigtig derved, vi kan heller ikke paa den Maade blive sjæleligt Et. Jeg ved ikke bedre, end at hvis vi kunde det, hvis vi virkelig kunne bede sammen - saa vilde jeg have kommet over alle andre Vanskeligheder - saa vilde jeg heller ikke være kommet til at elske en anden Kvinde, men paa den anden side mener jeg rigtig nok ogsaa, at det at kunne bede sammen forudsætter eller medfører netop den Kjærlighed og sjælelige Sammensmelten, som jeg overfor Sofie ikke har kunnet naa". (p.34).

Nej, hensynsfuld i almindelig forstand kan man ikke kalde præsten i Mellerup, der i brevet til svigerfaderen røber, at han ved, at Sofie læser med, og dog får måske netop dette ham til at tale rent ud om det afgørende, hvad jeg skal vende tilbage til. Og den manglende sans for, hvor megen "sandhedskærlighed" han bør belemre Sofie med, tager mildt sagt ikke af, efter at vanskelighederne i menigheden, affødt af skilsmissen og det nye ægteskab, tager til, og den stakkels Sofie, hvis breve vi fortrinsvis får kendskab til gennem Jakobs reaktion på dem, sørger, men finder sig i betroelserne og trøster den oprevne ægtemand.

En grusom og frygtelig historie, der er tre børn i ægteskabet, blandt hvilke den ældste Anne Marie tydeligvis lider efter skilsmissen, uden at Jakob Knudsen synes at have større forståelse for det.

Omgivelsernes oprørthed over skilsmissen og det nye ægteskab blev som bekendt til en hidsig og landsomfattende debat efter udgivelsen af "Den gamle præst" i 1899 og Valdemar Brückers anmeldelse af bogen og efterfølgende angreb på de oprørtes sammenblanding af Kristi lov og moralens lov. Men da har Jakob Knudsen for længst måttet forlade Mellerup Valgmenighed og forsørge to familier som rejsende foredragsholder. Og han er rasende på Sofie, som med faderen som bagmand fornemmer han forlanger et underholdsbidrag, der er ved at tage livet af ham og den nye familie. "At I ved jeres Urimelighed piner Livet af en Dansk Digter, bryder I jer naturligvis Faen om. Det vil dog om et halv Hundrede Aar blive den eneste Ting, hvorfor Din Fars Navn mindes". (p. 232).

En grusom og frygtelig historie, over for hvilken man som så ofte før må konstatere, hvor uhyggeligt det er at få indblik i ægtefællers stridigheder, og hvor ethvert forsøg på at tage parti uvægerligt er dømt til at gå fejl. Det sidste kan derimod ikke siges at gælde Jakob Knudsens selvforsvar. Otto Møllers tørre konstatering om Brücker og Knudsen rammer for mig at se det centrale i det både private og offentlige postyr omkring Knudsen og Brücker: Et forsøg på at forsvare en slet gerning og gøre den til noget ekstra kristeligt, skriver Gylling-præsten, der antager, at der ligger både dårlig samvittighed bag og uro for de frugter, der begynder at vise sig. Og "saa skal det gjorte forsvares, ikke angres og bekendes, men løftes op til at være noget godt, noget udover det almindelige". ("Kulturpersonligheden og biskoppen. Breve mell. Otto Møller og Th. Skat Rørdam". IV. 1999. p.78).

Mere præcist kan det vist ikke siges. Men med til det hører også, at anfægtelserne over det brudte ægteskab huserede i ham livet igennem. Skilsmissen gjorde ham vel til digter, men tog vel i en vis forstand også livet af ham trods det nye lykkelige ægteskab. Uforeneligheden af samvittigheden og vil jeg hævde - en idealiserende og grundtvigsk inspireret fællesskabstro går som en rød tråd gennem alle værkerne, og aldrig kommer han fri af sit personlige spørgsmål om skyld og ansvar, om bundethed og frihed, tro og fortabelse, for samtidig med at han i værk efter værk anholder ethvert menneskeligt krav på jordisk opfyldelse af den menneskelige fuldkommenhedstrang, af idealiteten, fraviger han ikke, at et sandt forhold til virkeligheden må være et "tomandsforhold", hvori både naturernes samstemmighed og den fælles kristentro er afgørende.

Han har ikke kunnet give Sofie kærlighed, fordi hun i sin nøjsomhed ikke har krævet den, jvnf. brevet til svigerfaderen. Men sagen er jo, at kærligheden er ham afkrævet af Gud; at det er denne Guds strenge befaling, som er ægteskabets velsignelse, er dets inderste og hele fundament. I den forstand er børnene i ægteskabet jo en forkyndelse af det samme: at forældrene er under en anden befaling end deres egen.

Og Jakob Knudsens livslange og altid personlige slagsmål med uforeneligheden af befalingens ubønhørlighed og kravet om menneskelivets opfyldelse er overalt indeholdt i hans værker, mens hans "Opfattelse af Kristi Lov som en Missions-moral alt for rask fører Mennesket forbi Korset til Opstandelsen. Man kunde … ønske, at han i højere grad havde overladt Opstandelsen til Gud". (Tage Schack, Tidehverv 1927).

Om det havde ændret noget i Sofie og Jakob Knudsens ægteskab er svært at sige, men hans selvforsvar ville nok have været knapt så skråsikkert.

HW-Ps kommentarer til brevuddragene kan undertiden virke unødigt omstændelige, og især om forholdet til Marie Møller synes han at presse brevene lidt rigeligt, men HW-P har ret i, at det virkeligt vedkommende hos Jakob Knudsen er, at han er personlig, at hans ord "ikke får lov til at svæve i abstraktionen tynde luft". (p.295).

Over for denne præcise konstatering må man til gengæld sige, at HW-Ps afsluttende overvejelse over nutidens opgør set i lyset af 1890ernes strømninger er afslørende: "Den gang frygtede man fritænkerne og det amoralske levned, en truende samfundsopsplitning ville føre med sig. I dag har truslerne andre navne og en helt anden karakter. Men de omfattes af akkurat samme frygt og en vrede, der ligner, vendt imod dem, der kaster vrag på fundamenterne og som i deres kærlighedsliv er i strid med kirkens lære. Vielsen er igen blevet prøvestenen for ortodoksiens forkæmpere. Dengang var det de fraskilte, der stødte an. I dag er det de homoseksuelle". (p.295). Sådan reduceres tidsaldrenes opgør til at være kirkehistoriske fænomener. Til ren psykologi, til fremmedangst, som min kloge søn bemærkede. Det kan hverken de oprørte eller dem og det, de oprøres over, være tjent med. Der har stået og står faktisk andet og mere på spil for de involverede end tidernes forskelligartede korrekthed. Jeg bilder mig ind, at det var det, der gik op for det mellemskolebarn i 50erne.