Af Johs. H. Christensen, Tidehverv, 2006, november, s.150-152. (Mattæus kap.12, v.31-42).

Prædiken til 12. søndag efter trinitatis 2006 Mattæus-evg. kap. 12, v.31-42.

Første citat:
“Ved afskedsfesten ville alle opmuntre mig og indgyde mig mod. Jeg gjorde mit bedste for at opmuntre og indgyde mig selv mod. Min medpilot, Uno Shigeru er en smuk dreng, kun 19 år gammel og en underordnet flådeofficer. Han kommer fra Hyogoområdet og anser mig for en ældre broder, og jeg anser ham for en yngre broder. Vi arbejder med ét og samme hjerte og vil tordne ind i et fjendtligt skib. Skønt jeg ikke har udrettet særligt meget i livet, er jeg tilfreds med at opfylde mit ønske om at leve et rent liv og ikke efterlade mig noget hæsligt.”

Andet citat:
“Jeg er ikke flygtet fra dig, men jeg gjorde, hvad jeg var forpligtet til at gøre. Du bør være meget stolt af mig. Det er en ære. Du vil se resultaterne, og alle vil være lykkelige. Jeg ønsker, du skal være stærk, meget stærk, sådan som jeg har kendt dig, og hvad du end foretager dig, så hold hovedet højt og hav et mål for øje, altid have et formål og et mål forude og tænk altid: Det er dette, jeg vil og skal. Husk altid på, hvem du er, og hvad du er. Hold hovedet højt. De sejrende hænger aldrig med hovedet”

To citater fra to afskedsbreve. De er skrevet med ca. 60 års mellemrum, det første af en japansk kamikaze-pilot, Nakao Takanori hed han, til hans forældre; det andet af en arabisk terrorist til hans kone. Han hed Ziad Jarrah og var pilot på det fly, der d. 11. september for nu fem år siden blev kapret og styrtede ned i Pennsylvania. Hans afskedsbrev til sin kone er det eneste personlige vidnesbyrd, der findes fra nogen af flykaprerne.

Trods alle forskelle ligner de to breve hinanden, som de to unge mænds missioner ligner hinanden. Begge begår de et heroisk- patetisk selvmord, begge trækker de talrige mennesker med sig i døden. Begge henviser de til stolthed og ære, begge trøster de deres pårørende og formaner dem til at fortsætte livet i den nu afdødes ånd. Fra de japanske kamikaze-piloter foreligger der et righoldigt udvalg af breve og dagbøger, som giver indblik i tanker og følelser hos de unge soldater, der vidste, at de var bestemt til døden. Alle var de højt uddannede og fortrolige med vestlig litteratur og sprog. En enkelt var vokset op i en kristen japansk familie, og hans kristne tro gjorde ikke hans offerhandling lettere end de andres. Han læste Søren Kierkegaards bog “Sygdommen til døden” og havde den og Bibelen med sig på sit endelige, dødelige togt.

Samtlige disse unge japanere havde et dybt tragisk syn på livet, kun formildet af lykkelige erindringer om barndom, familie og venner. Ikke på noget punkt svarede de til det billede af hjernevaskede robotter, man siden har tegnet af dem. De var eftertænksomme og følsomme unge mænd, hverken religiøse eller nationali- stiske fanatikere.

For de muslimske terrorister gælder stort set det samme. Det er deres had til vesten, der driver dem, langt stærkere end deres trosiver, selv om også den er stærk. Forestillinger om ære, stolthed, broderskab, renhed, ubesmittet af den vestlige dekadence - sådanne forestillinger er deres bevæggrund.

“Jeg er tilfreds med at opfylde mit ønske om at leve et rent liv og ikke efterlade mig noget hæsligt”, skrev den unge japaner. Det er denne forblindede, stædige stræben efter renhed, klarhed og væsentlighed, som er det afgørende og mandens afgørende fejltagelse. Han vil ikke efterlade sig noget grimt eller hæsligt, akkurat som Ziad Jarrah formaner til stolthed, ære, værdighed og således føler sig som en sejrende midt i døden.

Lige så selvforgudende og hovmodig denne selvopfattelse er, lige så almindelig er den blandt unge mennesker, unge mænd især - måske. “Med alle tankens perspektiver rettet mod aftenhimlen over Bessarabiens stepper som et forspil til den hellige Moder Ruslands knugende og rensende vidder bøjer jeg hovedet i anelsesfuld taknemmelighed for disse mine kommende brødre af gru og renhed”. Sådan skrev en ung dansk soldat, Knud Jensen hed han, d. 24. oktober 1943 i et brev til en kammerat hjemme i Danmark. Han studerede litteratur ved universitet i Århus og var højt beundret af både lærere og medstuderende. Han meldte sig som frivillig til den tyske værnemagt og blev sendt først til Østfronten, hvorfra brevet stammer, siden til Frankrig, hvor han faldt.

Leve et rent liv uden at efterlade noget grimt eller hæsligt. Stoltheden og æren, formaningen til at holde hovedet højt og knejse med nakken. De rensende vidder, brødrene af gru og renhed. Disse længsler og bestræbelser samles jo i ét brændpunkt: I en grænseløs og skamløs selvfølelse, som løfter disse unge mænd højt op over den gemene hob, der lever en i deres øjne dorsk og dvask tilværelse, fuld af halve løsninger, foreløbige initiativer, trælse pligter, fanget i daglige repetitioner som indkøb, opvask, børnepasning, familiemiddage, søndagens eftermiddagskaffe, en ubærlig, enerverende kedsomhed, en tragisk tomhed. Disse unge mænd minder om den englænder, som tog sig af dage, fordi han ikke kunne udholde tanken om år ud og år ind at skulle tage tøjet af om aftenen for at tage det på igen om morgenen.

I stedet for det daglige liv i dets ufuldkommenhed vælger disse unge mænd den fuldkommenhed, den renhed, den stolthed, den renselse som gruen, ilden og døden indebærer, en tragisk, patetisk heroisme, men også en hul og forløjet heroisme, for det handler alt sammen kun om dem selv. De skiller sig ud som noget særligt og har kun sig selv og deres renhed og stolthed i tankerne. Renheden og stoltheden skal demonstreres i en flamboyant og spektakulær undergang og død, som samtidig myrder og lemlæster talrige sagesløse mennesker. Men de har ingen betydning, det krapyl, blot gerningsmændene kan fuldbyrde sig selv, deres beske fuldkommenhedslængsel og deres i virkeligheden dybt perverse renselse.

Man bør altid være forsigtig. Trods al forsigtighed vil jeg dog sige, at det er mennesker, som de her skildrede, der begår synden imod Helligånden, den synd som der ikke er tilgivelse for. Hvorfor synder de imod Helligånden? Fordi de undsiger og foragter det menneskelige fællesskab.

Hvor der er ånd er der også fællesskab. Altid. For ånden virker i det fælles menneskelige vilkår, i det fælles sprog, den fælles tradition, de fælles følelser, længsler og drømme. Sproget binder sammen i fællesskab om tradition, historie, retssyn. De fælles følelser, det er jo alle menneskers kærlighed til deres børn, deres forældre, deres søskende. De fælles længsler, det er jo vores fælles stræben efter det gode liv, efter en tryg hverdag, efter en meningsfuld tilværelse, efter glæde og lykke. De fælles drømme, det er jo drømme om at leve livet sammen med et elsket menneske, at se sine børn gå ind i en lys fremtid, se sit arbejde bære frugt, se en mening med livet trods al gru og vold og død i verden.

Alt dette hæver de renhedsdyrkende sig op over, alt dette foragter de, de drømmer om roser og ild, om skibskatastrofer og pludselig død og sønderbombede banegårde. For de er for fine, for ædle, for stolte til alt det foreløbige, alt det jævne, alt det ufuldstændige, alt det grimme - i deres øjne grimme - vel at mærke. Men mennesker lever nu engang på det jævne, i foreløbige tiltag, i en ufuldstændig hverdag. Således er det da forræderiet imod den konkrete, forhåndenværende virkelighed, der er synden imod Helligånden, den synd, der ikke er tilgivelse for. Hvorfor ikke? Fordi forræderiet ikke opfattes som en synd, men som en dyd, som en udmærkelse, som en frihed. Og sine dyder, sine udmærkelser, sin frihed skal man jo ikke have tilgivelse for, det ville være en absurditet. Men akkurat i den indstilling fornægtes det fælles menneskelige vilkår, nemlig at vi alle er syndere, ufuldkomne mennesker, som har tilgivelse behov, behov for tilgivelse, behov for at tilgive.

Jeg har nævnt tre eksempler, ikke for at udpege og fordømme disse tre for længst afdøde krigere, men fordi deres tilfælde er så ekstremt og derfor så klart og iøjnefaldende. Men vi har jo alle noget af deres nidkære og viljestærke drift imod det særlige, det ophøjede, det rensende, det exceptionelle i os. “Jeg er ikke som de andre, jeg er noget for mig selv”, hedder det i en kendt slager. Alle vil være noget for sig selv, og alle skal være det. Skolens undervisning skal tage udgangspunkt i det enkelte barns særlige behov. Den enkelte og det særlige foretrækkes på bekostning af det fælles, den enkelte skilles ud som noget for sig selv, og er man noget for sig selv, så er man jo spændende - for sig selv - som noget enestående, der kan gøre krav på særlig opmærksomhed, særlige hensyn, særlige rettigheder og blive stjerne for en aften. Men alle disse særtilfælde fornægter og ophæver jo fællesskabet. Og står man uden for fællesskabet, så kræver man uvilkårligt tegn på, bekræftelse af sin særstatus, tegn på, at man nu også er noget særligt.

Som de skriftkloge og farisæerne, den tids renhedsfanatikere, søger de særlige, de udvalgte, de rene bekræftelse på deres særstatus, og hvad er et tegn, hvis ikke en bekræftelse? Derfor vil farisæerne gerne se Jesus gøre et tegn - som bekræftelse på, at han er noget særligt, lige som de - og således en af deres. Derfor vil et tegn stille dem tilfreds. Men den, som begærer et tegn, er netop i sit begær afskåret fra det.

Hvis en mand siger til sin kone: Giv mig et tegn på din kærlighed, hvad skal hun så gøre? For i kravet om et tegn ligger tvivlen og undsigelsen af fællesskabet med konen jo indbygget. Hun kan kysse og kramme ham, varte ham op og sige kærlige ord, gøre sig til hans gulvmåtte, lige lidt hjælper det. For den, som forlanger tegnet, har i og med sit forlangende gjort tegnet umuligt.

Hvad skulle Jesus gøre for at overbevise og tilfredsstille farisæerne. Uddrev han onde ånder, fik han at vide, at han stod i ledtog med Satan, helbredte han syge, bemærkede de ikke helbredelsen, men at den fandt sted på en sabbat. Han gjorde alle tænkelige tegn, og lige lidt hjalp det, for de tegn, som var givet, var på forhånd betvivlet.

Det ligger i tegnets væsen, at du får det ikke, når du forlanger det - sådan lettere nysgerrig og uengageret. Et tegn får et menneske, når det er i vildrede og kun opsat på at redde sig ud af sin vildrede. Tegnet kommer til det menneske, som kan overbevises, fordi det søger. Søg, så skal I finde. Men kun, når du er ribbet for alt og intet andet kan end søge. Bed, så skal der gives jer, men kun når bønnen udspringer af den dybeste nød, kun når du ingen anden udvej ser end akkurat bønnens.

Denne lovmæssighed i livet er det, Jesus peger på, når han siger, at et godt træ bærer god frugt, et dårligt træ dårlig frugt. Det gode træ vil og kan og skal intet andet end bære god og nærende frugt, og god og nærende frugt bærer den, som søger, og den, som beder, for søger du, er dit fund jo den gode frugt, som du kan er- nære dig ved og dele med andre. Beder du, så er opfyldelsen jo den gode frugt, du kan leve af og dele med andre.

Men da du var som den, der hovmodigt ville sig selv, din stolthed, din ære, din renhed, din renselse, da var du som det dårlige træ, og dine frugter blev dårlige og giftige og dødelige - for dig selv og andre. Følgerne af dine handlinger blev din egen selvbekræftelse, der i bedste fald skilte dig ud af fællesskabet, i værste blev til ødelæggelse, lemlæstelse, sorg og gråd for andre, som terroristens, kamikaze-pilotens, østfront-soldatens frugter blev død og ødelæggelse og rædsel.

Sådan går det sjældent, heldigvis, men mindre spektakulære selviscenesættelser og destruktive selvrealiseringer kan også afstedkomme megen lidelse og sorg. Hvor megen sorg og hvor mange tårer har det ikke forvoldt, når en far eller en mor pludseligt brød ud af en familie for at realisere sig selv, skønt der måske slet ikke var noget at realisere.

Hvad bliver der da af evangeliets formaning, evangeliets glæde på denne søndag? Evangeliets glæde er den enkle, men inderlige, at vi trods vore fejltagelser, vores selviskhed, vores egenrådighed - har fået den besked, at vi - du og jeg - er som grenene på det gode træ, der bærer mangfoldig, moden, nærende frugt, fordi Jesus Kristus er stammen, vi er grenene. Fra ham strømmer energien og kraften over i grenene, og på ham blev vi indpodet i vores dåb, som kvisten på en stamme, så når vi i vores liv kan bære god frugt og leve til glæde for os selv og andre, da er det hans kærlighed, der virker livgivende igennem os.

AMEN