Af Søren Krarup, Tidehverv, nr. 3, marts, 2009, s.49-51.

For nogle år siden blev sognepræst Lene Matthies forjaget fra sit embede på Christianshavn, hvor hun var præst ved Christians kirke og Vor Frelsers kirke. Der var sat sladder i gang om hendes lån af nogle flasker vin fra et køleskab, som menighedsrådet havde stillet op i den ejendom, hvor også Lene Matthies' lejlighed lå, og med villig bistand fra nogle i menighedsrådet, suppleret af provst og biskop, voksede sladderen efterhånden til et sådant omfang, at hun blev tvunget ud af sit embede. Ingen lov og ret kunne værge hende. Anklagemyndigheden nægtede at have med sagen at gøre. Der var intet indhold i den, sagde politiet. Men Københavns biskop helmede ikke og forfattede et omfangsrigt anklageskrift, som udbyggede sladderen til det groteske, hvorefter han med dette sladderskrift som grundlag tvang Lene Matthies ud af sit embede på Christianshavn og placerede hende i et perifert embede på Nørrebro. Hvorefter hun valgte at tage sin afsked.

Et årstid senere blev sognepræst Bodil Greve Schmidt afskediget fra sit embede som sognepræst i Munkebo sogn på Fyn, idet nogle i menighedsrådet, støttet af biskop, stiftskontorchef Asger Gewecke og provsten, Asger Geweckes ægtefælle, udnævnte nogle forhold, som man kaldte ”samarbejdsvanskeligheder”, til at være så omfattende og afgørende, at de kirkelige myndigheder skred til afskedigelse af en flittig og samvittighedsfuld præst. Ingen lov og ret kunne værge hende. Sladderen blev gjort til afskedigelsesgrund, da provst og biskop støttede og udbyggede den. ”Samarbejdsvanskeligheder” var trumf.

20. januar 2009 er sognepræst Mette Villads Christensen, siden 1999 ansat i Rubjerg-Lyngby-Jelstrup sogne i Hjørring provsti, afskediget fra sit embede på grund af ”samarbejdsvanskeligheder” med kirkebetjening og menighedsråd, som igen er blevet støttet og styrket af provst og biskop, idet biskop Søren Lodberg Hvas, Aalborg, programmatisk har udtalt, at når det kommer til strid mellem menighed og præst, har menigheden altid ret. Men hvis menigheden nu slet ikke er menighed, men kun nogle i menigheden, der bevidst arbejder på at skabe splid i sognet? Og hvis ”samarbejdsvanskelighederne” slet ikke er virkelige samarbejdsvanskeligheder, men kun sladder, som intrigante kræfter i menighedsråd og kirkebetjening søger at puste op ved hjælp af taktik og skjulte aftaler? Og hvis tjenestemandslovens §43, som siger, at en præst kan afskediges efter indstilling fra provst og biskop, ”såfremt der mellem præsten og menigheden gennem en årrække har bestået en dybtgående uoverensstemmelse, som betyder en væsentlig hindring for det kirkelige livs trivsel”, slet ikke er opfyldt, fordi der ikke er tale om ”en årrække” og fordi der ikke er tale om ”en dybtgående uoverensstemmelse” – hvad så?

Hvorledes kan en sognepræst i den danske folkekirke så værge sig og sit embede? Hvorledes hævdes lov og ret så i folkekirken? Hvorledes kan hæderlighed og ordentlighed så beskytte sig mod sladder?

*

Onsdag 26. november 2008 var der åbent samråd i Folketingets kirkeudvalg. Indkaldelsen til samrådet meddelte, at ”udvalget har bedt ministeren redegøre for omfanget af samarbejdsproblemer i folkekirken mellem præst, menighedsråd og kirkefunktionærer”.

Jesper Langballe og jeg er begge medlemmer af kirkeudvalget og gik pligtskyldigst op til samrådet, men fandt sandt at sige ikke de store problemer i emnet. For – som vi også begge gjorde opmærksomme på i debatten – hvis der er problemer i forholdet mellem kirkebetjening, menighedsråd og præst, så er det de gejstlige myndigheders opgave, provst og biskop, at sætte tingene på plads og sige til de stridende parter: Forlig jer, I skabhalse! Med andre ord: hvis de ansvarlige for folkekirkens orden lever op til deres ansvar, er folkekirken et ordentligt arbejdssted.

Hvorefter samrådet i kirkeudvalget sluttede.

Et par dage efter blev jeg ringet op af en kvindelig præst i Nordjylland. En usikker stemme sagde, at hun var bekendt med, at jeg havde deltaget i kirkeudvalgets åbne samråd, og hun spurgte, om jeg kendte noget til den sag, som lå bag samrådet. Jeg måtte jo svare benægtende, hvorefter hun meddelte mig, at sagen drejede sig om hende, at hun hed Mette Villads Christensen, og at hun efter alle solemærker at dømme stod til at blive afskediget som sognepræst i Rubjerg-Lyngby-Jelstrup sogne i Hjørring provsti.

Jeg spurgte, hvad årsagen var, og hun svarede, at sagen handlede om noget, der blev kaldt samarbejdsvanskeligheder, og hvor hun blev kendt eneskyldig, selv om hun havde gjort alt, hvad hun kunne, for at få tingene til at glide. Vil du sende mig sagens akter? spurgte jeg. Det lovede hun, og et par dage efter modtog jeg en meget tyk kuvert, som jeg benyttede en fridag til at læse.

Læsningen rystede mig. Sladder, bagvaskelse, intriger, uforfalsket ondskab – dette syntes mig indholdet af den sag, som jeg læste mig ind i. Den arme præst! Hun havde tydeligvis været stillet over for et komplot, hvis hensigt var at drive hende ud af sognet, og intet middel havde været for lavt til at blive brugt af hendes modstandere.

”Min kone og jeg har begge været tæt på Mette Villads Christensen og fulgt hende de sidste år, mest som sjælesørgere”, skriver en mangeårig kollega af hende til mig privat. ”Mette er et intelligent og dygtigt menneske, og vi sætter stor pris på hende. Det kan godt være, at hun ikke passer allerbedst til disse gæve vendelboere, men de har dog selv valgt hende. Mette har også haft tillidsposter blandt præsterne både i Brønderslev provsti og i Hjørring provsti.”

En kvindelig præst i midten af 60’erne, københavner og derfor en smule forskellig fra de jyder, hun er sognepræst iblandt, men flittig, dygtig og fuld af god vilje over for sine sognebørn. I en årrække er alt godt, men så starter en magtfuld menighedsrådsformand, advokat, og med evne til at manipulere sine omgivelser, en hetz mod den ældre, enlige præst og bruger et par medlemmer af kirkebetjeningen, især en kirkesanger, til at smede rænker mod Mette Villads Christensen. Hendes adfærd, hun er ikke jovial og åben nok, hendes embedsførelse, hun afleverer ikke salmenumre i god tid, hendes gudstjenester, hun er for bundet til sit manuskript, når hun prædiker. Bagateller og inferiøre småting, som den arme præst gør alt for at råde bod på ved venlighed og undskyldninger, men intet hjælper – menighedsrådsformanden vil have hende ud og overtaler en række menighedsrådsmedlemmer til kun at gå i kirke, når en nabopræst holder gudstjeneste, samt opfordrer kirkebetjeningen til at intensivere kampagnen mod sognepræsten.

Så kommer provst og biskop ind i billedet, provst Lars-Erich Stephansen i Hjørring, og biskop Søren Lodberg Hvas i Aalborg, og provsten er – i henhold til sin biskops program om forholdet mellem menighed og præst – straks på menighedsrådsformandens side og opfordrer i en personlig samtale Mette Villads Christensen til at tage sin afsked. Hun afviser det. Hvorefter provsten laver en indberetning, der finder alle fejlene hos sognepræsten og ingen hos menighedsrådsformand og kirkebetjening, og hvorefter biskoppen støtter provsten og hetzen imod præsten og er til gudstjeneste i hendes kirke og finder, at hun ikke ”kommunikerer” godt nok med sin menighed. Hvorefter også biskoppen indstiller Mette Villads Christensen til afsked i henhold til §43 i tjenestemandsloven og får kirkeministeren til at afskedige hende 20. januar 2009.

*

En uhyggelig historie. Et beskæmmende, afskyeligt forløb, der vidner om bagtalelse, intriger og manipulation mod et enligt, sårbart menneske, der er fra København, ikke fra Vendsyssel. Mette Villads Christensen har en dygtig advokat, der resumerer sagen fremragende og peger på alle de formelle fejl og juridiske misbrug i kampagnen mod sognepræsten i Rubjerg-Lyngby-Jelstrup sogne, men kirkeministeriet tager ikke hensyn til sådanne forhold vedrørende lov og ret. Kirkeministeriet under kontorchef Steffen Brunes' ledelse afskediger Mette Villads Christensen, der er fra København, ikke fra Vendsyssel, og som bare har passet sit embede deroppe i Nordjylland, og selv om det nu strømmer ind med støtte fra menighederne til den forfulgte præst – jeg modtager brevene, efter at jeg er gået offentligt ind i sagen – hjælper det ingenting, for som biskoppen i Aalborg sagde: Når der opstår strid mellem menighed og præst, har menigheden altid ret …

Lov og ret synes nemlig ikke at eksistere i folkekirken.

Det er det, denne sag og sagen imod Lene Matthies og sagen imod Bodil Greve Schmidt er vidnesbyrd om. Tiden er inde til at overveje situationen og genoverveje §43 i tjenestemandsloven om ”dybtgående uoverensstemmelse” og ”en væsentlig hindring for det kirkelige livs trivsel”. Det er ganske vist rigtigt, hvad Jesper Langballe og jeg sagde i det åbne samråd i kirkeudvalget 26. november: At hvis provst og biskop lever op til deres pligt og holder orden i sognet, er der ikke noget problem. Men da forholdet i dagens folkekirke tydeligvis er, at provster og biskopper er uden denne selvfølgelige myndighed, som deres embede pålægger dem, så er det nødvendigt at retsbeskytte præsterne imod den hetz og hujende forfølgelse, som demokratismen i folkekirken alt for ofte hengiver sig til. Ikke sandt, ”de folkevalgte” har altid ret. Det siger svage biskopper og provster. Og således er der ingen ret for en sognepræst, som er ansat til at forkynde et evangelium, han eller hun ikke altid bliver populær på at forkynde.

Den omtalte paragraf kom ind i lønningsloven i 1946. Den blev genstand for megen diskussion, og kritikerne hævdede med rette, at den ville ”undergrave og forstyrre præsternes nødvendige anseelse og arbejdsro ude i sognene” og ”blive en alvorlig trussel mod forkyndelsens frihed”. Det har vist sig, at kritikerne fik ret. Det har vist sig, at den nuværende §43 i tjenestemandsloven virker til at kalde intriger, sladder og personforfølgelse frem i sognene, så at enhver præst i folkekirken i realiteten kan miste sit embede.

Sladder, sladder, sladder. Dette er, hvad der regerer i den danske folkekirke.

Men det kan folkekirken ikke være tjent med.