Af Johs. Horstmann, Tidehverv 1979, nr. 5, maj, s.58-60. (Otto Møller: Om Flertalsregimente - nogle, kun for Christne forstaaelige Overvejelser. Hellberg og Elmquist, Hygum).

I en tid, da præster - som ellers ifølge Luther beklæder det højeste embede i kristenheden og derfor også det mest ansvarsfulde og krævende, som man skulle synes kunne give dem tilstrækkeligt at bestille - i hobetal deserterer til politisk og social geskæftighed, måske ikke uden sammenhæng med en instinktiv erkendelse af, at det at protestere imod "samfundsuretfærdigheden" i dag ikke i mindste måde behøver at lægge hindringer i vejen for den kirkelige karriere, men tværtimod har gode muligheder for at fremme dem, og da samtidig den åndelige vejledning, der tilflyder menigheden fra biskopper og theologiske fakulteter, er det rene, runde nul, i en sådan tid er det nærliggende for dem, der ikke føler sig helt vel til mode ved synet af dette gejstlige politiske og sociale engagement, at søge råd hos fortidens åndelige stridshøvdinger, hvor man ser, at disse har stået i en situation, der har lighedspunkter med ens egen, og i den har haft mod til at have en mening og evne til at udtrykke den klart. Det er derfor prisværdigt, at sognepræst Hans Olav Okkels i Hygum har besørget en genudgivelse af Otto Møllers lille skrift fra 1883 "Om Flertalsregimente, nogle, kun for Christne forstaaelige Overvejelser", hvori der virkelig er vejledning at finde for dem, der ellers måtte savne den.

Otto Møller taler i dette skrift som den, der ved sig medansvarlig for, hvad der sker i samtiden: "Vi bliver jo nemlig taget i tjeneste under de bevægelser, der foregår i tiden; vi står ikke og kan ikke stå som blot tilskuere; vi kommer med eller mod vor vilje til at tage vort parti mellem det, der kæmper om enemagten. Det må så gælde om at gøre sig klart, hvilke grundsætninger eller principper de kæmpende bevægelser er udtryk for. Uden at lukke sine øjne op og gøre sig modsætningerne klare og se principperne lige i ansigtet kommer man aldrig til en afgørelse, som der er fred i, og som man kan bære ansvar for" (s. 4). Og der er to klare grundanskuelser betræffende menneskets stilling på jorden: "Enten må man gå ud fra, at mennesket er en skabt tjener, der skal lyde Gud, som skabte det, eller at det er en selvhersker her på jorden, der har ret til at råde sig selv" (s. 5). I det af samtiden så højt priste flertalsstyre ser O. M. meget klart, at der skjuler sig den grundanskuelse, at hvad mennesket vil, det har det også lov til, for mennesket er jordens konge. Og hvor det er sådan, kan flertalsstyret ikke blive andet end en ny form for den stærkeres ret. "Dette, at flertallets vilje er ret, at det stærkere flertal har ikke blot lov til, men er nødt til at tvinge det svagere mindretal, er ment ganske alvorligt. Det ligger i grundsætningen om, at mennesket er jordens herre, dets vilje er jordens lov, men denne selvherskende menneskevilje kan kun udtales på den måde, at flertallet af de stemmeberettigede gør brug af den stærkeres ret" (s. 9 f). "Hvad der skal være sandt, godt og gældende her, det skal afgøres af det stærke flertal, og det vil atter sige af den stærkeste, af den, der er mægtig for at samle, lede og bruge flertallet efter sin vilje. At dette er den simple mening af flertallets selvstyre, det ved de modige godt; de skjuler det kun for dem, der endnu ikke har mod til at se det uden slør; og det er i sig selv så klart, at det er ubegribeligt, hvorledes alle ikke ser det, men i idel godmodighed bøjes mod de gamle begyndelsestalemåder om de almindelige menneskerettigheder" (s. 14 f). Tanken om at forandre verden og om, at de kristne skal hjælpe med i bestræbelsen herfor, afviser O. M. kategorisk: "Meningen er ikke den, at de alvorlige kristne skal forandre verdens skikkelse, thi det står aldeles ikke i deres magt; de kan ikke forhindre, at den går sin undergang i møde. Men meningen er, at de alvorlige skal ærligt se, hvad det er, vi går i møde og nærmer os med stedse hurtigere skridt, og ikke som godtroende tosser og skrålere hjælpe til med at fremkalde det, der er den visse undergang. Kristendommen skulle dog vise sin kraft deri, at den giver besindighed til at se sig for og tænke sig om samt mod til at sige, hvad sandt er, at dette, at mennesket betragter sig som selvhersker her på jorden, at hvad de fleste vil, er ret, at det er de flestes pligt at sætte deres vilje igennem med den magt, der ligger i, at de er flertallet, at dette er det rene pure djævelskab; at det at hjælpe med til at fremme det er det samme som at hjælpe med til menneskeslægtens fordærvelse og verdens undergang" (s. 18). O. M.'s protest imod flertalsregimente betyder ikke, at han ønsker tyranni, men at han ikke ønsker Guds lov afløst af flertallets vilje. Og han mener i øvrigt ikke, at de kristne har nogen magt til at bestemme, hvad ende udviklingen skal tage, deres magt er ingen, hvor der er tale om flertal; hvad de kan gøre er bare at sige det onde imod, hvor de ser det. "Men holde igen imod det, det både kan og skal de, og dertil har de i deres ord en stor magt, når det er parret med besindighed og mod, besindigt syn på det, som voxer op hos os, og frejdigt mod til at kalde det med sit sande navn. Og vor kristendom er intet bevendt, når den ikke længere tør tale imod, hvad flertallet forlanger; det har været et af de sikre mærker, de kristne har været kendt på i verden, at de ikke har været bange for flertallet, ikke været bange for selv som et lille mindretal at sige flertallet sandheden; og deraf har virkningen været, at ikke så sjældent endda er flertallet bragt til at studse, til at standse i sit tilløb, til at lægge sin vej om ad en anden kant. De kristne har magt til at forhale verdens undergang, men denne magt er altid uadskillelig fra mod til at sige et hvilket som helst flertal imod, sige det denne simple sandhed, at hvad flertallet vil, er altid uret. Ikke at dermed er sagt, at hvad ethvert mindretal vil, er det rette; det være langt fra; men hvad flertallet vil, når det er blevet klog på, at det har magten, og ophidset til at rejse sig og gøre brug af denne sin flertals magt, det er altid uret, har altid været og vil herefter vedblive at være rå voldsom, brutal uret, indbyrdes selvoprivelse og selvødelæggelse" (s. 20 f). O. M. venter sig ikke noget af et regimente, der fremkommer ved, at folket omstyrter det bestående og erstatter det med et andet, der hviler på flertallets ret. Han ser klart, at den øvrighed, som Paulus skriver om i Rom. 13, og som arten af hans omtale kunne give anledning til at regne for den viseste, retfærdigste og mildeste regering, i virkeligheden var den tåbeligste, uretfærdigste og grusomste, der nogensinde har været. Men han finder dog, at "i hvor vilkårligt et forhold den romerske regering end stillede sig til retten, den forudsatte dog stedse, at der var noget, der var ret, noget, der ovenfra var befalet mennesket at skikke sig under og iagttage. Hvad der for Paulus stod som det, der var langt værre end det værste kejserlige tyranni, det er dette, at man nægter, at der er noget, der i og for sig er ret, men slår fast, at hvad de fleste enes om at kalde ret, det er det, thi dermed er hele forholdet vendt på hovedet; selv under det rædsomme kejserdømme er man dog således vendt endnu, at der er noget, der er ret, enten menneskene enes om det eller ikke, den nedarvede lov har dog endnu en myndighed, man har dog ikke gjort sig selv til eneste og øverste dommer" (s. 35 f).

Kristendommen sætter menneskene i det oprindelige enfoldige lydighedsforhold til Gud. I den er der derfor ikke tale om fri eller træl, om græker eller barbar, om jøde og hedning, for ethvert menneske er Guds tjener og bliver sat i lydighedsforhold til ham, som Gud har sendt. "I Kristi menighed er mennesket frigjort fra alle de forfærdelige lænker, som den fortvivlede udvikling havde smedet. Det er derfor slet ikke de kristne om at gøre at reformere borgerlige og sociale forhold; hvor ugunstige de end snart viser sig for dem, lader de dem aldeles urørte, vel vidende, at sejrer kun kristendommen indefra i hjerterne, vil de ydre kår af sig selv ledes af Gud på tjenligste måde" (s. 37). "De første kristne fik magten til at tåle al uretten, og anden magt havde de ikke brug for" (s. 38). Hvad det for dem gjaldt om, var mindst af alt dette, hvem der skal råde på jorden "ganske simpelt fordi de havde deres borgerskab i himlen og forventede derfra frelseren den Herre Jesus Kristus" (s. 39). "Jo mere alvorligt derfor de kristne tog det med deres af Herren givne stilling, jo mindre havde de blot i tanken at gøre med dette jordiske magtspørgsmål. De var døbt til at tjene Herren Jesus ved Guds højre hånd; hans vilje var dem lige så tvingende at følge, som den lov, stenen følger, når den falder" (s. 39). Men oldtidens kristne forblev ikke i denne alvor. Der skete for dem det, at "borgerskabet i himlen trak sig ligesom bort, og borgerskabet på jorden kom med det samme nær; og det er selvindlysende, at når man ikke længere anser det nærværende for en overgang, der snart er forbi, men for et blivende opholdssted, så var kårene i romerriget så lidt bekvemmende som vel muligt. En forandring måtte påtrænge sig som ønskelig, og forandringen måtte stadig ventes som en forandring med selve magthaveren" (s. 40).

O. M. ser sammenhængen mellem en i antinomistisk retning afsporet kristendom og den tidsånd, som han må stå imod: "Det er vel sagtens heller ikke uden sammenhæng med denne tjeneste (d. v. s. de kristnes tilslutning og medhjælp til "radikalismens" fremskridt), at det for en ikke ringe part begynder at blive yndlingstale, at der for os slet ikke gælder nogen guddommelig lov, at vor Herre slet intet har befalet os, men kun givet os gaver, så at vi kan gøre, som vi vil, kun vi husker på at give ånden skylden for det, vi gør; thi er det kun gjort af åndens drift, så er det også vel gjort, idet man forudsætter som selvfølgeligt, at der kun er en ånd, man kan ledes af, og at det naturligvis er Guds ånd. Denne mere end løse snak om, at Guds lov ikke er for os, at vi slet ingen bud eller befalinger har fået af Herren, at ethvert "skal", der forekommer i hans tale, kun er en betegnelse for, hvad der i en god tid vil ske, at vi i det hele er stillet frit, så vi kan gøre, hvad vi vil, og hvad ånden kan få magt til at få os til, denne tale er ikke blot skammelig løs og falsk tale, som kun de kan føre, der med flid overhører det halve af, hvad der i det nye testamente er lært os, men det er en tale, der er vand på radikalismens mølle, går indtil videre ud på det selv samme, som den stiler på at få etableret" (s. 47 f).

O. M. holder på den etablerede samfundsorden, hvormed han mener det kongedømme, der efter sin stilling er nødt til at holde på det bestående. Skal man ikke misforstå ham her, så er det nødvendigt, at man lægger godt mærke til hans begrundelse for at indtage denne holdning: "Den overleverede samfundsorden hviler dog stedse på Guds lov, og det er den, radikalismen vil have bort, have grunden ryddet, så der bliver bar bund at bygge på efter egen lyst. Derfor kalder den sig selv radikalisme og mener det ærligt nok, at den vil have det overleverede rykket op med rode.

Den eneste kristelige måde at forholde sig på under disse forhold synes at være denne: hold på det bestående, så længe det kan stå, sky revolution som djævels væsen og gerning; det modsatte: at arbejde på, at det bestående kan falde, for at revolutionens ånd kan komme til at råde, det er at tjene med til "dyrets opstigen af havet" og når det kommer, da bliver der ikke godt at være på jorden og slet ingen plads indrømmet de kristne" (s. 53). "Hvor langt den store revolution med sine omvæltninger vil strække sig, vil være betinget af, hvor megen sand kristendom der er i et folk, hvor mange virkelige kristne der er til huse i det; thi de klarhovedede kristne vil altid holde igen, hævde Guds lov og forhale verdens undergang. De kan vel til en tid lade sig rive hen af en vild ånd, og det bliver så en ildprøve, de kommer til at gennemgå, hvor alt det, der kun er træ og hø og strå, går op i luer; men hvad der var ægte, vil også gå ud af ilden igen, når først forførelsens ånd har talt så rent ud, at de er i stand til at kende den" (s. 56).

Otto Møller mødte, som det var at vente, megen kritik i anledning af sin lille skarpe bog. Hele landet over blev der rakt tunge ad ham, skriver han selv. Hans gode ven, Skat Rørdam, kunne vel erklære sig enig med ham i selve betragtningen af flertalsregimentets væsen som lovløshed, men han tog dog anstød af, hvad O. M. i bogens slutning skriver om at holde på det bestående, idet han ikke var opmærksom på begrundelsen og derfor opfattede det som en identifikation af kristendom med politisk reaktion. O. M. svarede hertil, at det måtte være klart for enhver, der ville læse, at han med det bestående mente det bestående kongedømme med den magt, som grundloven nu engang havde overdraget kongen, og at enhver læser iøvrigt måtte vide, at han, Otto Møller, ikke var noget stilstandsmenneske, der ikke ville, at der måtte ske gavnlige forandringer, eller at enhver skulle bruge sine gaver på bedste måde og med flid til det heles lykkelige gænge. Svaret gør det indirekte klart, at O. M.'s hensigt med bogen ikke er at gribe ind i døgnets praktiske politik, men at føre kristelig tale i en situation, hvor politik konstituerer sig selv som religion, som frelseslære. Ikke for intet har bogen undertitlen: Nogle kun for kristne forståelige overvejelser. O. M. skriver i en bestemt konkret situation, hvori han hører den kristne tro blive modsagt og ser kristne gøre fælles sag med denne modsigelse. Hans bog er derfor i egentlig forstand theologisk, og man misforstår den, hvis man læser den som et stykke abstrakt tidløs politik, systematik.

Det samme træder også tydeligt frem, når man læser D. G. Monrads kritik af O. M.'s bog, refereret i Asger Nyholm: Religion og Politik s. 459 f. Monrad skriver her bl. a.: "Det går til i den politiske verden, som når en sag føres for højesteret. Der er en aktør og en defensor; hver ser på en side af sagen, så overvejer retten og fælder dommen.

Den politiske visdom består i, at man ved, hvad man vil, og at man forstår bevægelsen og dens kræfter, så at man forstår i rette tid at holde igen og give efter. Holder man for længe igen, kommer man til at arbejde for det, som man vil bekæmpe, og man kommer senere til at gøre langt større indrømmelser, end man havde behøvet, om man havde givet efter i rette øjeblik. Fremskynder man bevægelsen for stærkt, fremkalder man en bevægelse i modsat retning, der lægger hindringer i vejen for, hvad man ønsker. At finde rede i dette virvar, at hale og at fire i rette tid, deri består hele den politiske kunst ... Man kan være forvisset om, at enhver overdrivelse af bevægelsen, hvad enten den går til højre eller venstre, skader den sag, bevægelsen ønsker at fremme. Herved udfører den evige retfærdighed sin gerning på jorden". Monrad må derfor tage afstand fra Otto Møllers fordømmelse af "radikalismen". "Fromme, troende mennesker kan være radikale. De tror på det gudsbillede, hvori mennesket er skabt, og som er fornyet ved Kristus; de er forvissede om, at ethvert menneske bærer i sig dette Guds billede, og at den egentlige forskel mellem menneskene er den, at det hos nogle stråler klart, og at det atter hos andre endnu er skjult, fordi det endnu ikke er brudt igennem. De vover ikke at dømme, thi de ved, at budet lyder: Døm ikke! De vover ikke at fordømme, thi de erindrer, at Kristus befalede: Fordøm ikke!" (Nyholm: Religion og Politik s.460).

Den, der kan skrive som Monrad gør her, røber dermed, at han har et helt andet forhold til det, han skriver om, end Otto Møller. Monrad er her ikke kommet fri af det stærke indtryk, han i sin ungdom modtog af Hegels filosofi. Modsætningerne er blevet forsonede, de er kun relative, og den, der skriver, står ikke i en strid, hvori han er nødt til at sætte sig selv ind. Han forbliver en betragter, der i en vis forstand allerede er ankommet til evigheden. Han kender som den, der svæver ovenover det jordiske, loven for det politiske livs bevægelse, og med et sådant kendskab i baglommen kan det naturligvis ikke blive nødvendigt for ham at stå djævelen imod, som det er for O. M. Det, som det kan dreje sig om, er blot at forstå sin tid og holde igen og give efter i de rette øjeblikke overfor tidens bevægelse. Sådan må en politisk dialektiker se på tingene, og det kan vel være i sin orden også at tænke og tale på den måde, vel at mærke hvor det ikke gælder kristendommens forkyndelse og bekendelse, og man kun beskæftiger sig med praktisk politik, hvor fornuften er kompetent, og derfor heller ikke med anden "bevægelse" end en sådan, hvorved der væsentlig ingenting sker. Men hvor kristendommen er med - og det er den bevidst hos Otto Møller - der dur Monrads visdom ikke, der må der tales, som Otto Møller gør det, for der er den sag, som det drejer sig om, at Kristus vil bekendes overfor menneskene. Der kan spørgsmålet ikke komme til at dreje sig om det at drive klog politik overfor den sag, som bevægelsen i tiden har antaget sig som sin, for der er det forbi med at kunne være politiker, med at kunne have politikerens forhold til virkeligheden. Der er den verden, som mennesket lever i, blevet til den, som går under, eller hvis skikkelsen forgår, og som ingen menneskelig fornuft eller kraft kan forandre, og der kan der ikke siges andet end det, som skal siges. Der kan det ikke mere være vist at tale, fordi man har skaffet sig det store overblik og kender sin tids bevægelse, for der er det blevet nødvendigt at tale, fordi det er nødvendigt at forsage djævelen og bekende troen.

Otto Møller:
Om Flertalsregimente
Hellberg og Elmquist
Hygum