Af Søren Krarup, Tidehverv, nr.9, november, årg. 58, 1984, s.115-116.

Jeg holdt for rødt på Vejlby Ringvej og skulle dreje til venstre ad Randersvej. På den anden side af krydset lå en stor etageejendom. Dens røde gavl vendte imod bilisterne. Og blikket gled fra lyskurven til gavlen, for på denne prangede et maleri, der fangede øjet. En frodig kvinde og en ditto mand holdt hinanden i hænderne, og inde i deres sluttede arme blomstrede et mangeartet liv: børn legede, kornmarker groede, trækroner svajede i en mild brise, flag flagrede, solen skinnede og mennesker smilede. Idel hygge og idyl. Og øverst på gavlen stod skrevet med store bogstaver: Højvang - atomvåbenfrit område.

Lyset skiftede til grønt og vi kørte videre ind i Aarhus, men tankerne blev ved gavlen. Hvor typisk dansk, sagde man til sig selv. En naivistisk idyllisering af tilværelsen, der har samme funktion i dag som amuletten i middelalderen. Hvad gør Højvang mon, hvis der falder en atombombe i Risskov? Vil indskriften på gavlen standse sprængningens virkninger? Mon meddelelsen om at Højvang er atomvåbenfrit område vil virke med magisk kraft? Man må formode, at folk i etageejendommen føler sig veltilpasse. De har fred - i hvert fald med sig selv. De har udført dagens gode gerning og forrettet det akcepteret saliggørende ritual, og den slags giver varme i sjælen. Man hygger sig nok over medisterpølserne i Højvang - atomvåbenfrit område. Man har jo vist denne verdens ondskab fra sig.

Ja, sådan sad danskerne også med en ikke-angrebspagt i 1940 og havde sagt helle til omgivelserne. Krigen kunne rase omkring os, men vi var ikke med, for vi havde meldt os ud af krigen. Det stod selv på papiret. Danmark var ikke krigsførende, for vi ville ikke indblandes, og mens verden stod i brand omkring os, sad Danmark med sin ikke-angrebspagt og malede kornmarker og dannebrogsflag og solskin til søndagspilsneren.

Men krigen kom alligevel.

Ikke-angrebspagten var kun en form for virkelighedsflugt på samme måde som slagordet om atomvåbenfrie zoner er det, og det falder vanskeligt at tænke venlige tanker om det folk, der på den måde lyver om tilværelsen og sig selv. Man kunne måske finde på at kalde det uskyldigt. Men hvor uskyldigt er det at forfalske menneskelivet og dets målestokke? Den holdning, der således får mennesker til at stikke hovedet i busken og vende ryggen til virkeligheden - kan den i sidste instans ikke føre andet og mere med sig end bemalede husgavle?

Der er i enhver løgn et element af infami, og just den, der lyver mest uskyldigt og i sin uskyldighed er mest tilfreds med sig selv, når han lyver, kan gerne ende med at være mest infam. Denne forestilling om ondskaben som noget, der kan siges helle til, forudsætter jo, at det onde er uden for én selv. Det onde - det er de andre! Det onde er hos dem, der ikke deler troen på den atomvåbenfrie lyksalighed. For vi, der bemaler vore husgavle med legende børn og groende kornmarker, vi er i pagt med livet selv, og vi siger - som det kirkelige fredsarbejde - da ja til livet. . .

Hvad var det, Hørup i sin tid skrev om det, han kaldte militarisme: øvet af folk, der er for sløje til at være ædru. I dag er fredsbevægelserne tidens mest udbredte form for drukkenskab, øvet af folk, der er for sløje til at være ædru. Den daglige demonstration er den daglige dosis, hvormed man beruser sig selv og hensætter sin bevidsthed i et ikke-eksisterende lykkeland. Det flimrer for øjnene. Verden omkring én er sløret og uklar og hyllet i spruttens tåger, og så fantaserer man sig til de idylliske billeder af sol og børn og grønne træer. Højvang - atomvåbenfrit område. Folk, der er for sløje til at være ædru. Nutidens farisæere på husgavle og gadehjørner.

Men det onde er midt iblandt jer, for det onde er i jer selv. Denne kristne realisme er ganske ukendt for alle fredsbevægelser og mest for de kirkelige, og derfor har alt patenteret fredsarbejde dette infame præg af selvgodhed og hykleri. "Det er så opmuntrende at lave fredsarbejde", siger Else Hammerich i en husavis, udsendt i marts 1984. "Der opnås resultater, og der er hjertevarme og dejlige mennesker i fredsgrupperne". Folk, der kan sige den slags og høre den slags uden at få brækfornemmelser, er på en eller anden måde hildet i en form for moralsk bedærvethed. At anvende sin egen hjertevarme som argument er ikke blot kvalmende. Det er også et udtryk for den bevidste selvretfærdighed, der har infamien i forhold til andre mennesker som sin uundgåelige følgesvend.

Man hygger sig måske nok bag husgavlen på Randersvej. Men den hyggelige idyl vil ikke være ublandet, når man forstår, hvem det i virkeligheden er, man har givet både sin lillefinger og hele hånden.