Af Jesper Langballe, Tidehverv nr. 4, 79. Årgang - April 2005, s.76-78.

Fra Danmark blev besat, skulle der gå tre år og fire måneder og tyve dage, før en vågnende folkevilje - gennem sabotager og omfattende strejker - tvang en følgagtig dansk regering til at afbryde samarbejdet med den tyske besættelsesmagt og gå af - den 29. august 1943.

Derefter skulle der gå nøjagtigt tres år, før en dansk statsminister for første gang fordømte samarbejdspolitikken og erklærede, at modstandsbevægelsen havde ret. Det skete på søofficersskolen den 29. august 2003. Anders Fogh Rasmussen har nu på en regeringshjemmeside gentaget sin vurdering. Og denne gang som for halvandet år siden er det haglet ned over ham med skældsord fra radikale historikere.

Men hans ord betegner intet mindre end en historisk begivenhed, som statsministeren har ære af. Måske er de samtidigt et lodskud af dybden i det politiske skifte i Danmark efter hundrede års radikal politisk dominans.

Desværre svigtede radikaliteten i Anders Fogh Rasmussens opgør, da han udnævnte modstandsbevægelsen til at være en demokratisk "værdikamp". Derfor forstår han stadig ikke, at et nej til besættelsens tilpasningspolitik samtidigt må være et nej til en EU-forfatning.

*

Da statsministeren trådte i karakter på tresårsdagen for den 29. august i sin tale på Søværnets Officersskole, og da han forleden gentog sine ord, udtalte han i hovedsagen kun, hvad alle uanset partifarve vidste efter befrielsen - undtagen altså politikerne, men de var nødt til at lade, som om de vidste det. I mine drengeår i fyrrerne vidste ethvert nogenlunde kløgtigt barn, hvilken dato der var Danmarks "frihedsdag". Ikke befrielsesdagen den 5. maj, men frihedsdagen. Det var den 29. august. Den dag markerer først og sidst sandhedens sejr over den elementære løgnagtighed, som samarbejdspolitikken var udtryk for.

Så selvfølgelig blev statsministeren straks overfaldet af radikale og socialdemokratiske politikere - samt af radikale historikere og journalister. Lad os se på reaktionerne for halvandet år siden.

Ugebladsredaktøren Henrik Qvortrup og Ole Steffensen sad i TV2's morgenflimmer og analyserede statsministerens angivelige taktiske bagtanker. For én ting var de enige om: Ingen kunne tage alvorligt, at man tillagde "noget, der er sket for tres år siden" seriøs betydning i dag. Så var horisonten trukket op. Og Frank Jensen (S) meldte sig - komplet irrelevant - med en bemærkning om, at det var unge konservative, der havde dyrket nazismen i trediverne. Det havde han selv set i "Matador". Så var niveauet lagt: TV-serier og Anders And-blade som historisk kildemateriale.

Journalisterne videregav de radikale historikeres kritik af statsministeren som sandheden selv. For sidder forskerne ikke inde med det færdige facit?

Svaret er, at besættelsestidshistorikerne har afsløret deres totale mangel på fornemmelse for de valg, som forelå under besættelsen.

Historikerne Palle Roslyng-Jensen og Steen Andersen docerede for statsministeren, at det var dilettanteri at hævde, at regeringen skulle have kæmpet fra besættelsestidens begyndelse, for det havde været håbløst. - For det første: håbløst i forhold til hvad? - Den tyske general Halder, som var øverstbefalende for "Operation Weserübung" - besættelsen af Danmark og Norge - faldt siden i unåde hos Hitler, og i fangenskabet fortalte han sin medfange, den danske efterretningschef, oberst Lunding, at hvis der var gået mere end 24 timer med at nedkæmpe Danmark, var Norge-felttoget blevet opgivet. Det var vel ikke utænkeligt, at Danmark kunne have været holdt militært i 24 timer.

De aktuelle reaktioner er nærmest gået ud på, at statsministeren slet ikke har lov til at have en mening om samarbejdspolitikken, som strider mod den radikale historieskrivning.

For det andet: Det er da sandt nok, at eftersom politikerne stort set havde afskaffet forsvaret, kunne de ikke med særlig glorværdige udsigter bruge det forsvar, som de altså ikke havde. Det påstod Anders Fogh Rasmussen imidlertid heller ikke i sin tale. Han talte ikke for det heroiske selvmord, men han anklagede datidens politikere for at føre "ikke blot neutralitets-, men aktiv tilpasningspolitik". Med andre ord: De spillede med. Og de gjorde det for, som det hed dengang, at "bevare demokratiet", d.v.s. opretholde den løgn, at demokratiet fungerede. Det var naturligvis en meningsløshed, når det skete på en besættelsesmagts præmisser. Det demokrati, de klamrede sig til, var en tom og formel skal, som kun kunne tjene til at give den fremmede besættelse folkelig og demokratisk legitimitet.

*

Hvad kunne politikerne da have gjort under besættelsen?

De kunne i det mindste - lige fra begyndelsen - have gjort det enkle, som de blev tvunget til at gøre efter tre år, fire måneder og tyve dage. De kunne være gået af og have sagt rent ud, at Danmark var et erobret og besat land. De kunne have undladt at lyve for befolkningen.

Drivkraften i det augustoprør, som fremtvang bruddet, var utvivlsomt en vågnende vilje til modstand, som siden fandt sit fuldbårne folkelige udtryk i folkestrejken i sommeren 1944, da København fulgte frihedsrådet og blæste på de officielle ledere. Men augustoprøret i 1943 skyldtes nok især, at folk ikke kunne holde mere løgn ud.

Den ene løgn avlede stadigt flere løgne. I september 1942 opfordrede den daværende statsminister Vilhelm Buhl (S) direkte befolkningen til stikkeri, hvis nogen kom under vejr med illegal modstand. I 1945, da rigsdagen for første gang samledes efter befrielsen, erklærede samme Vilhelm Buhl, at nu skulle der "renses ud" blandt de landsforræderiske elementer. Og så satte man et retsopgør i gang imod dem, der havde fulgt statsministerens opfordring. Dette skamløse humbug forsvarede man med den utrolige begrundelse, at befolkningen jo skulle have kunnet regne ud, at politikerne mente det modsatte af, hvad de sagde.

Og bagefter prøvede politikerne at værge sig mod folkets foragt ved at forsikre, at de havde skam trukket på samme hammel som modstandsbevægelsen. Deres opgave havde blot været en anden. Som om der ikke i situationen havde været tale om et valg - et enten-eller. Som om modstandsbevægelsen ikke havde været et folkeligt opgør, direkte vendt mod de folkevalgte.

Løgn, løgn, løgn!

Hvad var det da, der drev samarbejdspolitikerne? - Var det en rystende ansvarsløs ligegyldighed? - Nej, der er ingen tvivl om, at de var knugede af en dyb ansvarstyngde. Som modstandsmanden Vilhelm Krarup i 1945 skrev i pjecen "Opgørets nødvendighed" - det mest præcise, der blev skrevet om den sag efter besættelsen - var politikerne så ansvarstyngede, at de påtog sig et falsk ansvar, et barnepigeansvar, overfor befolkningen. De ville skåne den for besættelsens virkelighed - i stedet for at vise sandt lederansvar ved at lade befolkningen bære besættelsens byrder. De nænnede ikke at sige befolkningen sandheden. Derfor løj de. Det havde karakter af en besværgelse, og besværgelsens mantra var ordet "demokrati". Når bare demokratiets ydre ritualer fungerede punktligt - om det så var på spidsen af de tyske bajonetter - kunne man se bort fra besættelsens virkelighed.

*

Kender vi ikke den opskrift i dag?

Jo, for den løgn, som blev klædt af den 29. august, har præget det politiske liv i Danmark siden da.

Grundløgnen ligger i brugen af ordet "demokrati" eller på dansk "folkestyre". Hvad samarbejdspolitikerne havde set bort fra, var, at folkestyret - når det da ikke bare er et tomt hylster - forudsætter et folk. Folkestyre er ikke en evighedsø i tidernes strøm, men det er en styreform, som kun kan findes i et frit folk, der suverænt kan ordne sine egne sager.

Her var det, at det gik galt til sidst i Anders Fogh Rasmussens hæderværdige tale, da han sagde: "Læresætningen fra 29. august 1943 er, at hvis man mener noget alvorligt med vore værdier, med frihed, demokrati og menneskerettigheder, så må vi også selv yde et aktivt bidrag til at forsvare dem."

Med de ord er modstandskampen gjort til en "værdikamp" for menneskerettigheder og demokrati og imod nazismen. Men det var modstandskampen vitterligt ikke. Den var en protest mod en fremmed magts overfald. I den forstand var den en national opstand. Og så var den ikke mindst et oprør mod politikere, der svigtede deres ansvar over for folket - ikke blot over for de nulevende danskere, men også over for de døde og de kommende generationer.

Nej, modstandskampen gjaldt i og for sig ikke nazismen. For det første af den grund, at i modsætning til Norge og Holland havde Danmark ikke noget nævneværdigt nazistproblem. Fritz Clausen og hans hird af lurblæsere lo man mest ad. Og da professor Hal Koch blæste til "værdikamp" mod nazismen, var det en kamp mod vejrmøller, som karakteristisk nok førte til, at Hal Koch blev samarbejdspolitikkens ideolog. Medløberiet og ikke nazismen var danskernes problem.

For det andet optrådte tyskerne faktisk ikke særlig nazistisk i det rare og fremkommelige Danmark, som et langt stykke vej - med et udtryk, man har tillagt Churchill - havde status som "lystmorderens kanariefugl". Den tyske nazisme kastede først masken herhjemme, da Hitler i oktober 1943 ville tage de danske jøder - og dermed udløste den danske redningsaktion, som fik størsteparten af jøderne bragt i sikkerhed i Sverige. En aktion, som med rette har vakt international anerkendelse.

Dermed voksede den illegale bevægelses rekruttering med ét slag, og det er karakteristisk, at med jødeaktionen trådte endog akademikere ind i modstands-bevægelsen efter at have glimret ved deres fravær (selvfølgelig med en række enkelte undtagelser). Manglen på højtuddannede - og dermed lederemner havde faktisk været et føleligt problem i det praktiske arbejde - men måske en fordel for kampens retning. Det var almindelige jævne menneskers - arbejderes og håndværkeres - spontane protest, som førte an i augustoprøret, og som fortsat prægede den illegale modstand. Ideologiske værdikampe for demokrati og menneskerettigheder er abstrakte sager, som man skal have intellektuelle eller politikere til at formulere.

Kaj Munk satte sagen på spidsen, da der en aften under besættelsen, vistnok i studenterforeningen, blev udbragt et leve for "et frit og demokratisk Danmark", og Kaj Munk rejste sig og sagde (citeret efter hukommelsen): "Det hurraråb vil jeg ikke deltage i, thi intet, uanset hvor godt det er, skal stå på linie med 'et frit Danmark'".

Ordene udtrykker ikke ligegyldighed med demokratiet, men de udtrykker paradoksalt nok en sandhed, uden hvilken demokratiet ikke kan være til.

*

Når vi til september skal stemme om, hvorvidt vi vil opgive Danmarks Riges grundlov for en euroforfatning - med en europæisk præsident og en europæisk udenrigsminister - så er det principielt et valg mellem besættelsestidens tilpasningspolitik og protesten fra augustoprøret. Troen på EU-forfatningen er jo nemlig troen på et folkestyre uden et folk troen på menneskerettigheder, der står over de folkelige rettigheder og dermed gælder alle forskelsløst uden et modersmål, som kan udtrykke lovens forbundethed med folkets historiske virkelighed og muliggøre et demokratisk samtalefællesskab.

En abstrakt konstruktion, som vil være demokratiets endeligt. For demokratiet forudsætter nationalstaten. Det opdagede allerede de liberale - de, som fremtvang demokratiet herhjemme - ja, det opdagede de endnu før det skete. Derfor omvendte de sig i begyndelsen af 1840'rne fra at være internationalister og antinationale til at være "nationalliberale". Det var gået op for dem, at folkestyret forudsætter et folk. Besættelsestidens politiske ynkelighed og modstandskampens konsekvens bekræftede denne lære.

Og valget er i grunden det samme i dag som dengang. Illusionen er den samme, og sandheden siger det samme. Nu begynder sandheden endog at gøre sig hørt på statsministerniveau. Der er virkelig sket noget skelsættende herhjemme.