Af Poul E. Andersen, Tidehverv, nr. 5, Maj, 2005, s.112-115.

Kulturradikalismen er svær at definere, fordi den griber ind i så mange af samfundslivets områder, og fordi den i sig samler så mange kulturelle, religiøse og samfundsmæssige synspunkter. Det bliver aktuelt med Katrine Winkel Holms (KWH) anmeldelse af min bog "Opgør med kulturradikalismen" november 2004 i "Tidehverv" nr. 4/2005.

Winkel Holm vælger som indfaldsvinkel til bogen påstanden om, at bogen er båret af en forfaldsteori, nemlig den, at kulturradikalismen i sit udgangspunkt var god, men efterhånden stivnede og forfaldt. Bogens anliggende er således efter denne opfattelse en skildring af kulturradikalismens svækkelse, dens tab af kraft. Med dette udgangspunkt bliver bogen derfor forsigtig og defensiv.

I min forståelse af kulturradikalismen forholder det sig helt anderledes. Jeg har langt snarere skrevet bogen ud fra en transformationsteori med modsat udvikling. Efter denne opfattelse er der i årenes løb sket en omformning, så de kulturradikale udvikler sig fra at være magtkritikere til at være magtudøvere, fra at være liberale oprørere til at være undertrykkere på stort set alle samfundslivets områder.

Efter min opfattelse er det brandesianske angreb på de national-liberale i slutningen af 1800-tallet og et par årtier derefter fuldt berettiget og nødvendigt. Det er meget få, der i dag vil forsvare denne viktorianske sammenblanding af politik, lummer moralisme og kristendom. Ikke en gang den konservative tradition fra Burke og de Maistre vil kunne klinge sammen med en sådan københavnerprovinsialisme. Dette opgør var nødvendigt, ikke for at skabe en kulturradikal ideologi, som det senere blev tilfældet, men alene for frihedens skyld. At det såkaldte moderne gennembrud så rummede andre djævelsk tendenser i sig, er en anden sag.

*

Det blev imidlertid de kulturradikale, som efterhånden førte frihedsfanen videre, vel at mærke friheden for egne synspunkter, aldrig for de traditionelle. Og da det efterhånden lykkedes dem at sætte sig på stadig flere sider af dansk kultur og at skaffe sig politisk opbakning, var resultatet netop ikke deres politiske og kulturelle forfald. Det betød hensynsløs magtudfoldelse og hensynsløs gennemførelse af deres program. Det kom til udtryk i ungdomsoprøret og de efterfølgende år i skole- og retspolitik, og de kulturradikale tålte ikke andre holdninger ved deres side. Man mødte det i massemedierne, hvor kulturradikale synspunkter var dominerende, og kulturradikale synspunkter forkyndtes i litteratur og teater. Det var også mærkbart, da de kulturradikale tog menneskerettighederne til indtægt for deres holdninger og benyttede dem til at diskriminere deres modstandere. Det slog igennem i deres fascination af og ofte støtte til det totalitære, til kommunismen og til den muslimske absolutisme. Og selvretfærdigheden var kvalmende. Bogen er en fremstilling af dette, og der er absolut ingen forfaldsteori gemt deri.

KWH begrunder sin hævdelse af bogens forfaldsteori med henvisning til, at jeg efter gennemgang af oplysningstidens filosofi samler den politiske side af oplysningstænkningen op i ordene om, at oplysningsidéerne har været den store gevinst for befolkningerne, at det lykkedes at gøre undersåtter til frie borgere med fornyelse, velstand og åbenhed, også for kritik. Det benægter KWH med henvisningen om, at rationalismen i sin dogmatiske fornuftsdyrkelse lukker af for enhver kritik. Hun overser dermed, at oplysningstiden ikke alene var fornuftsdyrkelse, den var også erfaringsfilosofi (Locke), og romantisk følelsesfuldhed (Rousseau) og kritisk tænkning (Descartes). Men hvad vigtigere er, hun glemmer, at hele bogens 2. kapitel er en kritik af oplysningstidens menneskesyn, af dens videreudvikling i den humanisme og naturalisme, der lader opfyldelse af behov være alle tings mål, og som genfindes på skræmmende vis i kulturradikalismens felttog mod enhver form for borgerlig tradition, og som næsten uanfægtet lever videre i nutidens almindelige menneskeforståelse på trods af Tidehvervs gode indsats på dette område. Der er altså ikke tale om en stærk begyndelse og langsomt forfald, tværtimod.

Winkel Holm og jeg er uenige i synet på eneren Poul Henningsen, kulturradikalismens utrættelige frontløber. Winkel Holm siger, at friheden for Poul Henningsen betyder friheden til at realisere sig selv, også på bekostning af den anden. Det er emancipation fra ansvaret. Jeg tror ikke, hun har ret. Ganske vist var PH hårdhudet bannerfører for kampen mod alle konventioner, både religiøse og moralske. Men der fandtes også hos ham et krav om ansvarlighed. Det viste sig ikke mindst hos ham ved, at han i modsætning til de fleste andre kulturradikale, havde mod til at tage afstand fra kommunismen i 1930'erne, og det viste sig også i hans seksualopfattelse. Et markant udsagn herom finder vi f. eks. i "Sex og Samfund" 1937/38, hvor han på næsten Løgstrupsk vis siger: "Du må ikke tvinge noget menneske på det seksuelle område, ikke søge at herske over det, ikke misbruge den magt, der ligger i det seksuelle, ikke binde den anden mod hans vilje, ikke tro, du ejer den anden part. Et menneske er under alle forhold og i alle forbindelser sig selv og har lov til at handle med sig selv efter sin egen moral. Kun ikke mod andre. Den, der i kærlighedsforhold berøver den anden nogen som helst frihed, bedriver hor". Jeg er overbevist om, at først da de følgende kulturradikale skippede denne ansvarlighed, fik pornokratiet mulighed for sin hensynsløse udnyttelse af andre.

Mærkeligt nok har KWH også følt sig anfægtet af min beskrivelse af de kulturradikales holdning til menneskerettighederne. Jeg tror, vi er enige om, at menneskeretserklæringen og menneskepligtserklæringen er politiske dokumenter, der aldrig har været tænkt som universelle. De er idealistiske tanker, som den enkelte kan forholde sig til, og som tolkes ud fra samfundenes forandring. Og de bør aldrig udvikle sig til magtorganer.

Når vi disse år lægger så stor vægt på rettigheder og ideologiserer dem som almene rettigheder, er det en udglidning, som hænger sammen med opløsningen af den sammenknytning af ret og pligt, som har været en selvfølgelighed gennem hele historien. Ukontrolleret af en pligtforståelse løber rettighedskravene amok og bliver ukrænkelige og universelle, tages til indtægt for mange holdninger og bruges til at dominere modstandere, som det bl.a. viste sig i indvandrerdebatten. Ret og pligt kan begrundes som grundlæggende samfundsmæssige nødvendigheder, de kan endda begrundes religiøst, men i det tilfælde er det vigtigt at minde sig selv om, at det ikke er rettighederne, men pligterne over for medmennesket, der kan finde sin kristne begrundelse.

Menneskepligtserklæringen blev hurtigt efter 1795 fortrængt af oplysningsfilosofferne, der forestillede sig, at det gode menneske ikke havde brug for en pligttænkning, da det af sig selv ville påtage sig pligten. I flere hundrede år var erklæringen glemt, og næsten ingen kender den mere. I dag rejser der sig det spørgsmål, om menneskerettighederne havde faet deres nutidige placering i politik og moral, såfremt de i historiens løb havde været afbalanceret af menneskepligtserklæringen. Denne problematik er for mig væsentlig og en diskussion værd. Den er ikke blot "en syg idé", som anmelderen anfører.

Katrine Winkel Holm retter et voldsomt spark mod Carsten Bach-Nielsens hysteriske anmeldelse af min bog i Kristeligt Dagblad. Også jeg blev forbavset over, at han som anmelder kan være bevidst løgnagtig. Adskillige indsigelser mod ham blev afvist af avisen.