Af Vilhelm Krarup, Tidehverv, 1975, januar, s.1.

Det kan ikke overraske, at Tidehvervs nuværende udgivere har ønsket, efter afslutningen af N. I. Hejes næsten 50 årige redaktørtid og efter at alle 4+1 oprindelige udgivere er døde, at ridse Tidehvervs hold­ning og linie op. Så meget des mere som det let lader sig gøre, idet bladets holdning og linie vil være som den altid har været: en spørgen fra øjeblik til øjeblik. Svar og resultater overlader vi til andre og forbeholder blot os selv retten til at pille dem fra hinanden påny. Dette vil bl.a. sige, at alt, hvad der i det forløbne halve århun­drede er sagt og skrevet positivt eller negativt om Tide­hvervs betydning og indflydelse, og det er ikke helt lidt, vil være Tidehvervs skribenter komplet uvedkommende. Bladet har aldrig været ude efter at vinde magt i et kap­løb om magten og deltager ikke i publicitydansen om popularitetens guldkalv. Det er og skal være bladet for den enkelte, og som enkelt opfordres enhver, der vil nø­jes med at være den enkelte, til at være medarbejder, hvad enten det sker som læser eller skribent.

Det kan ikke nægtes, at bladet i de senere år har haft en vis medvind, ikke mindst blandt yngre. Det skal der­for siges, at det ikke er af den grund, at bladet fortsæt­ter, selvom økonomien selvfølgelig stiller sine krav, men fordi det menneskelige opgør med tidens umenneskelig­hed ikke er blevet mindre påkrævet, end det var, da Tidehverv begyndte – tværtimod. Halwidenskabelig og populærvidenskabelig professionalisme spiller kynisk på det menneskeliges strenge. Det sker både indenfor kirke, politik og ikke mindst skole som opdragen til en såkaldt menneskeliggørelse i form af internationalisme og soci­al solidaritet, der aldrig kan blive andet end hul, fordi grundlaget: fordringens du skal udelades. Den fælles overskrift over tidens bestræbelser er denne: For din egen skyld skal du elske alle mennesker uden forskel, men hvor er så kærlighedens fordring, den, som døm­mer til broderskab?

Tidehverv begyndte som et opgør indenfor kirken, men efterhånden som stat og kultur også er blevet kirke i besiddelse af sandheden om mennesket og derfor kræ­ver dyrkelse, har opgøret af sig selv fået tilsvarende vi­dere front, men stadigt som personligt i den forstand, at det udspringer af egen manglende evne til at sluge ka­melerne: de store ord og ideer, hvis forudsætning er, at livet (i vor tid kaldet samfundet) anskues som et stort eksperiment, der ved den rette administration vil kunne bringes i balance. I bladets barndom blev bladet engang karakteriseret som organet for dem, der ikke kan følge med, og det ønsker det vedblivende at være. Måske er det grunden til, at Tidehverv aldrig har manglet stof.

Hvad Tidehverv forøvrigt er vil vise sig fra nummer til nummer.