Af Morten Uhrskov Jensen, Tidehverv, marts, 2005, s.64-69.
For omtrent et år siden kom det under stor pressebevågenhed frem, at en ph.d.-studerende, Sofie Lene Bak, havde begået en afhandling, i hvilken Søren Krarups bog fra 1960, Harald Nielsen og hans tid, blev karakteriseret som indeholdende væsentlige antisemitiske træk. Med nok en berigelse af det danske sprog døbte historiker Uffe Østergaard fænomenet xenofobisk antisemitisme. I den efterfølgende debat følte flere sig kaldede til at give deres besyv med om Harald Nielsen. Det er imidlertid påfaldende, at kommentatorerne (efter hvad undertegnede har kunnet efterspore) aldrig fandt tilbage til det, som Harald Nielsen selv havde skrevet. At Harald Nielsen ubestrideligt kom på alvorlige vildveje under og efter besættelsen, står ikke til diskussion. Når det overhovedet skønnes relevant at indlede denne anmeldelse med dette lille tilbageblik, er det for at hæfte sig ved den historieløshed - så kendetegnende for vores tid -, som reaktionerne for et år siden var udtryk for.
Vi kan takke Nina Bjørneboe for, at værket Geniets Ildprøve nu er offentligt tilgængeligt. Der er tale om 11 udvalgte essays af Harald Nielsen, i tid spændende fra 1904 til 1954. Denne anmelder havde indtil læsningen af denne bog kun stiftet bekendtskab med Harald Nielsen gennem Nina Bjørneboes fornemme biografi, Manden der overlevede sin skæbne, samt enkelte essays i Harald Nielsens eget værk, Systemet Politiken fra 1907. Det måske umiddelbart mest slående ved Geniets Ildprøve, titlen givet efter essayet om Mark Twain, er den fornemmelse af tidløshed, der møder læseren. Ikke tidløshed forstået som en ophævelse af tilværelsen i tid og rum, men som det faktum, at der i de halvtreds år, der ligger imellem de to essays, Om Realisme fra 1904 og Taaber og Tider fra 1954, er tale om en forbløffende kontinuitet, både i form og i indhold. Der er så åbenbart tale om en mand, der havde noget væsentligt på hjerte, så væsentligt, at han nødvendigvis måtte skrive om det. Det måtte ske ud fra litteraturen, eller det er måske mere korrekt at sige, at det ikke for Harald Nielsen var nogen tilstrækkelig betingelse at være f.eks. professor i historie (Fridericia), når denne om en af Christian IVs officerer, Rhingreve Otto Ludvig, skrev "dygtig i Marken, voldsom og brutal, men dog (!) med Evne til at vinde Kvinder…". Hvorpå Harald Nielsen fortsætter: "Hvilken Tillid kan man have til en Lærdom, der bygger paa en Menneskeopfattelse som denne, der er ligesaa kompromitterende for Historikerens Indsigt som den er smigrende for hans Karakter? Hvormeget har han begrebet af det meget, han har vidst, og hvad har han forstaaet af de Personer og Begivenheder, han fortæller om, og som vi lærer at kende gennem hans Opfattelse?" Ikke gennem erhvervelsen af en kandidatgrad eller et professorat var det nødvendigvis muligt at forstå historien, men snarere vil vi spørge, "hvilken Livserfaring der har staaet til Rådighed for den, der sad inde med Lærdommen…" (s.189, Om Machiavelli). For Harald Nielsen var det tydeligvis ikke nok, at en forfatter kunne hævde belæsthed, eller for den sags skyld kunne fortælle en god historie. Den sidste pointe findes illustreret i essayet Litterær Selvforsyning fra 1935, hvor det om Knud Sønderbys bog Midt i en Jazztid hedder: "Titlen var god, Bogen var det ikke. Den fortalte om nogle moderne unge Menneskers Liv og Færden, og deres Motorcykel- og Badeanstaltserotik med deraf følgende Besværligheder. Alt sammen vistnok i Hovedsagen rigtigt, og saa oprigtigt som visse Indskrifter paa offentlige Steder undertiden er det, men ogsaa ligesaa uinteressant. Hvad der manglede i dette var den Afstand fra Emnet, der skulde give det Perspektiv. Det hele var uhumsk nær ind paa Livet som Skandalehistorierne i Dagens Avis" (s.166 f). Ikke den selvudleverede "erfaring", ikke ønsket om at forarge og vække opsigt, kunne være kriterier, der kvalificerede et stykke litteratur til at være viderebringeren af en tradition, hvorpå et folk og en kultur kunne beriges ved således at fange om så blot en flig af tilværelsen, levet af konkrete mennesker, der netop i deres konkrethed kunne formidle fornemmelsen af noget almenmenneskeligt.
En sådan fornemmelse af noget almenmenneskeligt finder Harald Nielsen i Thomas Mann, hvor det ikke overraskende er mesterværket Buddenbrooks, der er i centrum. Thomas Mann var "saa lykkelig at fødes paa en af de Pladser i Samfundet, hvorfra Perspektivet for alle disse Ting var det bedst mulige" (s.90). Harald Nielsen sigtede her til det forhold, at "han (Mann) mødte saadanne Magter som Familie, Slægt og Tradition", og videre, at "de (erfaringerne) tillige mødte ham i Former, der var skikkede til at gøre Indtryk paa den særegne Art af Modtagelighed, den æstetiske, han fra Fødselen var saa rigt udstyret med". På baggrund heraf konkluderer Harald Nielsen så, "at han, Digteren, der ved sine Anlæg følte sig som en fremmed i det borgerlige Samfund, ja, som en Fare for det, ikke gik ad den brede Vej i Flok med de talrige overlegne, der saa ned paa det, men fra først af kom til at betragte det med mere Respekt end Ironi, med en dyb og fin Blanding af Frastødning og Tiltrækning, og med den udelukkedes Misundelse og Skarpsyn".
Man få tilgive de lange citater, men det synes åbenbart, at de udtrykker noget uhyre væsentligt ved Harald Nielsen og ved det fokus, han hele tiden havde for øje. Han så meget skarpt det forhold, at eneren altid står i fare for at løsrive sig fra sine forudsætninger, at han i kraft af sit uomtvistelige talent hæver sig op over sine nærmeste og sin tid. Resultatet heraf er velkendt. Frigørelsen kommer til at være ensbetydende med ringeagt for den ganske omverden, for hele den virkelighed, man skulle forestille at tjene, men som i stedet bør underlægge sig egoet, der tror sig i stand til at navigere uafhængigt og på tværs af denne virkelighed.
Harald Nielsen nævner et lille skrift Bilse und ich, hvor Thomas Mann - for at imødegå påstande om, at Buddenbrooks skulle være en nøgleroman - skriver, "Vær vis paa, at er I blevet ramt, saa er jeg heller ikke selv gaaet fri, og saa længe jeg ikke koldt og hovmodigt slaar mig til Ridder paa andre, men selv betaler med min egen Person, saalænge har I ingen Krav paa mig". Man kommer uvilkårligt til at tænke på, hvornår man sidst har hørt en forfatter, det være sig dansk eller ikke, udtale sig med samme pondus. Jovist, det skorter ikke på forfattere eller andre åndspersoner, der glad og gerne udstiller, hvad der skal forestille at være deres inderste følelsesliv, men der er langt imellem en sådan kombination af selvbevidsthed og ydmyghed på én gang. Det er overhovedet karakteristisk for Harald Nielsen, at han på en og samme gang havde skarpt blik for den afgørende sammensmeltning af storhed og tragik, som tilsammen kan yde stor kunst.
Selskabet med deltagelse af tre generationer, der indleder Buddenbrooks, får denne karakteristik: "Profilerne ridses op for En, en hel Række Personer viser sig, bevæger sig levende og særegent, Udsigter aabnes, eller rettere Anelsen om, at der før og efter dette Maaltid er Horisonter, mod hvilke det tegner sig, strejfer Sjælen". Med et sikkert blik for det bevægende, uden at blive sentimental, får Harald Nielsen sat ord på det, der gør Buddenbrooks til stor litteratur, nemlig den hos læseren latente fornemmelse af, at der her er tale om en roman, der rækker ud over sig selv, og som derfor også fortæller os om noget almenmenneskeligt.
"Georg Brandes har om en Skønaand, der paa en harmløs Maade syslede med nogle Særmeninger, brugt Betegnelsen: "en elskværdig Reaktionær"" (s.113). Således indleder Harald Nielsen sit essay En moderne Reaktionær fra 1910, sidste del fra 1938. Han undres over udtrykket, al den stund den reaktionære vel næppe bør udstyres med prædikatet elskværdig, da hans forehavende jo er at reagere og derved sætte sig op imod de uheldige tilstande, som han mener er indtruffet. I det foreliggende tilfælde drejer det sig om den engelske kritiker G.K.Chesterton. Forfatteren og kritikeren, som konverterede til katolicismen, siger, med Harald Nielsens ord: "uden Kristendommen bliver Verden slet ikke grim eller meningsløs eller tom, nej, han siger det, der er skikket til at gøre et langt dybere Indtryk paa dem, han taler til: uden Kristendommen bliver Verden ikke morsom at leve i" (s.117). Og videre; "Med alle deres Tvivl…gør de det aldeles ikke sikkert, at vi ikke skal have et personligt Liv efter dette, de gør det blot sikkert, at det hverken bliver et meget muntert eller et meget fuldstændigt et, vi kommer til at føre her". Harald Nielsen hæfter sig her ved det forhold, at den moderne afsværgelse af Kristendommen ikke har ført til større klarhed, til større sikkerhed, men måske snarere til det modsatte, i og med at den absolutte afsværgelse af religionen vil føre til den absolutte usikkerhed. Det vil ikke være denne anmelders opgave at forsøge at udfinde, hvorvidt Harald Nielsen selv var religiøs eller ej; blot skal det konstateres, at Harald Nielsen havde mere respekt for den religiøse, end han havde for agnostikeren eller ateisten.
Harald Nielsen hæftede sig også ved Chestertons forhold til mystik, og han lader ham derfor udtale: "Mystik holder Menneskene sunde…Gennemsnitsmennesket har altid været sundt, fordi det altid har været Mystiker. Det har undet Skumringen dens Ret…Hvis det fandt to Sandheder, som modsagde hinanden, tog det begge Sandheder og Modsigelsen oven i Købet" (s.120f). Der gøres her op med den blinde rationalisme, der i sit raseri mod alle nedarvede fordomme, alle ikke strengt verificerbare udsagn, ønsker at gøre sig til herre over menneskene, ønsker at løfte dem ind i en ny og strålende tidsalder, hvor alene fornuften, defineret af de udvalgte, hersker. Harald Nielsen viser altså også her fornem indsigt i den menneskelige tilværelses mangfoldighed og opholder sig derfor også ved Chestertons syn på fornuft, "thi Fornuften er selv Genstand for Tro. Det er en Tanke, der stopper al Tænkning. Det er den sidste og eneste Tanke, der burde standses. Det er det sidste og værste Onde, som al religiøs Autoritet tager Sigte paa at bekæmpe. Hvad man er Vidne til, siger han, er ikke den frie Tankes Ungdom, men dens Alderdom og Opløsning".
Det store essay i Geniets Ildprøve er, så vidt denne anmelder kan se, Om Realisme fra 1904. Inden vi kigger nærmere på det, er det svært ikke kort at opholde sig ved det faktum, at Harald Nielsen på daværende tidspunkt var 25 år gammel. Det er ikke mange beskåret at beherske det danske sprog med en sådan sikkerhed, som det her er tilfældet. Essayet vidner om en selvbevidst natur, og det formelig lyser ud af siderne, at Harald Nielsen i den grad har noget, han ikke kan vente længere med at få sagt. Allerede på første side ridses problemstillingen op. Emnet er radikalismens første tre tiår siden det moderne gennembrud i 1871, og Harald Nielsen konstaterer, at "Først naar der er Følelsesuoverensstemmelse stilles der Tanken de betydelige og frugtbare Opgaver. Al Diskussion mellem en ny og en gammel Slægt er derfor saa haabløs. Kun dem, hos hvem den samme Følelsesforskydning er foregaaet - eller som er unge nok til, at den kan foregaa hos dem, vil det lykkes at klargøre betydningen af den. Heri bestaar enhver - stor eller lille - Revision af Aandslivet" (s.20). Tydeligvis er det Harald Nielsens ønske at foretage en gennemgribende vurdering af den strømning, der havde sat så massivt et præg på dansk litteratur og dermed samfundsliv i al almindelighed, siden Georg Brandes holdt sine forelæsninger ved Københavns Universitet fra november 1871. Derfor må han også sige: "Vort Arbejde bliver da at gennemse, at prøve, ikke som Halvfjerdsernes at gennembryde. Først og fremmest maa den trænge Georg Brandes Typen tilbage fra den alt overskyggende Plads, den har indtaget i de skiftende Slægters Fantasi. Det er ikke for meget sagt, at han har redet dansk Ungdom som en Mare" (s.22). Harald Nielsens afgørende anliggende er at skelne mellem iagttagelsen og helheden, hvor realismen "ved saa stærkt at understrege Gengivelsen af Virkeligheden har overset, at det tillige gælder en Forandring af Virkeligheden, der for stedse lægger Afstand mellem den og Digtningen. Det er skæbnesvangert ikke at indskærpe Nødvendigheden af denne "Uvirkelighed", alene af den Grund, at det er Digtningens Sandhedsmærke. Det, hvorved den beskedent gør opmærksom paa sit sande væsen: "Jeg er ikke selve Virkeligheden"". Ikke ved den brudstykkemæssige observation af enkelthederne, af det lige her og nu konstaterbare, men ved erkendelsen af noget større, af en "Uvirkelighed", kan der skabes den kunst, der taler til os i dag og kan tale til generationerne i de sekler, der måtte komme. Derfor kan Harald Nielsen sige (s.27): "Al stor Digtning er derfor Romantik, thi vi er fødte Romantikere. Vi samler det, der har været, og det der er, i en Helhed, som ingen Magt kan sønderdele", og videre (s.29): "Og lytter man opmærksomt, hører man, at der er en lang Rytme heri. Intet Menneskeliv, intet enkelt Slægtled rummer den. Der er en Visdom i Opfattelsen, som kun med Sikkerhed lader sig udlede af de Erfaringer, som ensformigt gentages under Slægternes urolige Skiften. Og paa disse Erfaringer bygges en stor Litteratur". Det er ikke svært at høre meningen med disse ord. Det er ikke en forsagt litteraturkritiker, der forsigtigt udtrykker en mening, eller omvendt den unges flabethed, der sætter sig selv i centrum for sine egne fortræffeligheder. Der er i stedet et vidnesbyrd om et imponerende talent og en imponerende modenhed på en og samme gang. Der er tale om en femogtyvårig, der med en sikkerhed, der burde være reserveret en langt ældre person, er i stand til, ikke bare at tale med om, men yde et selvstændigt bidrag til sin tids kritik af litteraturen, og som gør dette med en forankring i en konservativ-national grundholdning, der ikke lader tvivl om, at rækkevidden af en litteratur ikke skal måles i evnen til at skabe sensationer, men i evnen til at række videre og dermed også i evnen til at begribe menneskenes gøren og laden, både før, nu og efter. "Realismen har ikke været en oplevende og tænkende, men en iagttagende og ræsonnerende Litteratur" (s.31). Ordene kunne (og burde) siges også om vor egen tids litterære formåen, hvortil kunne tilføjes tidens altdominerende træk, selvbeskuelsen, der i sagens natur hævder, at kun den enkeltes umiddelbare og spontane oplevelser og indskydelser har værdi for samtiden, men i sandhed først og fremmest for den enkelte kunstner.
Harald Nielsen besad et mesterligt blik for livets skyggesider. At han gjorde sig til talsmand for en dyb skepsis over for tanken om menneskets fuldkomne frigørelse fra alle bånd, gjorde ham ikke til en ukritisk forsvarer for alle institutioner i den borgerlige samfundsorden. Naturligvis kunne normer og skikke have mistet relevans og kunne derfor forekomme bedagede, men dette blev af realismen defineret, som havde den ganske samfundsform mistet enhver legitimitet. "Og som man bedømte Moralen i dens stivnede Former, hvorved Bruddet fik alle Fordele paa sin Side, standsede man i sin Kritik af Religionen ved Begreberne, ved Dogmer og Former af det Liv, der bestemmes af dem, men naaede sjældent ind til selve Grundfølelsen. Det var en Kritik, der i sin Ensidighed hyppigere ramte Kirken end Religionen, hyppigere Erotiken end Kærligheden, hyppigere Pjaltene end Menneskene" (s.39f). Kirken, erotikken, pjaltene. Det er ingen sag at finde frem til løgn og bedrag, til forfængelighed, til undertrykkelse og til alle de dårligdomme, som mennesker til alle tider har haft i så rigt mål. Kristendommen kalder det arvesynden, men realismen, besat af tanken om det mulige i at bortvaske alt det slette og dermed stå med det frigjorte menneske, der var helt sin egen herre, kunne selvsagt ikke stille sig tilfreds med dette. Pudsigt som man kommer til at tænke på den store terror under den franske revolution og siden hen på den russiske samme. Midlerne var andre og langt blidere, javel, men tankesættet og idéerne i høj grad beslægtede med adskillige af de store katastrofer i menneskehedens lange historie.
"Den frie Forsknings Ret" og "den frie Tankes endelige Sejr" er vel to af de bedst kendte slagord, når talen falder på det moderne gennembrud og Georg Brandes. Harald Nielsen afdækkede først, hvad den egentlige konsekvens af den frie tanke indebar, og opstillede dernæst et alternativ. "Tiden har vist, at den Maade, hvorpaa disse Ord blev opfattede, var klar nok. Tanken som Højesteret, hvorfra der ikke kan appelleres, ja i visse Tider ikke engang opnaas Benaadning…Over hvad skal Tanken sejre? Og er denne Sejr ikke af samme Art som Socialismens Fremtidsstat, kun begribelig for taagede Hjerner". Og heroverfor: "Den (tanken) er fra Fødselen ufri. Den er bestemt til at tjene Personligheden og Livet og bærer Slavemærket paa sin Pande. Den er afhængig paa alle Maader af den Personlighed, hvori den opstaar. Den farves af hans Erfaringer og gennem ham af Omgivelserne og af Fortiden" (s.44). Det turde ikke være vanskeligt at konstatere forskellen mellem de to synssæt. Det ene hævder den absolutte autonomi, hvor det andet konstaterer den faktiske virkelighed og dermed også de begrænsninger, der må ligge heri.
Som en afrunding på sine overvejelser om tankens frihed sagde Harald Nielsen, at "Hvor der ensidig lægges Vægt paa Tanken, ender Udviklingen i en Kulturnihilisme som den skildrede" (s.50). Der er noget forbløffende nutidigt over dette udsagn. Begreber som kulturrelativisme og kulturnihilisme er også i dag kernepunkter, når nutidens intellektuelle elite skal undersøges og beskrives. Og konklusionen bliver alt for ofte, at præcis fornuftens tyranni hurtigt udarter til en ophævelse af alle gældende standarder, af alle normer og af al nedarvethed. Hvorefter kulturen med en søvngængeragtig sikkerhed skrider ud i at erklære, at da ingen normer er værd at bevare, da er egentlig alt lige godt, og det må derfor gælde, at vi ikke kan afsige dom over nogen menneskelige foreteelser.
Som en naturlig forlængelse af ovenstående formulerer Harald Nielsen i forbindelse med sin behandling af Martin Andersen Nexøs "Dryss" sin position i forhold til konsekvensen af en kulturnihilisme. "Men dermed er også den analytiske Linie gennemløbet, man er naaet til at paadutte det meningsløse som højeste Visdom. Tvivlen har opløst sig selv i det selvmodsigende og derfor i egentligste Forstand fornærmelige", og derfra videre i noten (s. 61): Man maa ikke forveksle et saadant desperat Forsøg med et betydeligt og dybfølt Sortsyn. Selv i Fremhævelsen af den stadige Tilintetgørelse er der peget paa en stor og sikker Lov, som vederkvæger Sindet". Et menneske kan henfalde til en dyster livsanskuelse, hvor meningsløsheden bestandig trænger sig på. Det behøver blot ikke være ensbetydende med at opgive troen på en større lovmæssighed, som på sin vis insisterende kræver at være til stede, og som også er til stede for det menneske, der måske nok er fortvivlet, men ikke af den grund har givet sig i lag med intetheden.
Lad os afslutte kritikken af Om Realisme med Harald Nielsens egen konklusion (s.68): "Realismen er det afskrækkende Eksempel paa, hvorledes en Idealisme ikke maa være. Den maa ikke opfatte Idealerne som Tankeformer, der stilles i Modsætning til Virkeligheden, hvor bekvem en Lejlighed det end giver til at holde Dommedag over denne. Det vil ende med, at Ideerne kun plager Menneskene som taabelige Krav, og at Virkeligheden synker sammen som en Dynge". Når man betænker, hvor vanskeligt det vel er at sætte virkeligheden på ord, at nedfælde den faktiske tilværelse på tryk, så står disse ord også så meget stærkere. Hvor meget nemmere er det ikke at formulere en doktrin, der sætter menneskets individualitet over alt andet og til hver en tid, fordi der her åbnes så rig mulighed for at sætte sine "kasser" ind, i hvilke det hævdes muligt at indplacere både menneskene og det enkelte menneske. Det er overhovedet påfaldende, i hvor høj grad både socialismen og liberalismen opererer med det unuancerede, med det lidet facetterede, hvor mennesket reduceres fra det mangfoldige til det forsimplede, og hvor den egentlige tolerance over for medmennesket derfor også er så meget mindre. Heroverfor står en tilgang, der illusionsløst - men derfor også ægte human - betragter den enkelte som en skabning, der selv med alle sine fejl og al sin åbenbare ufornuft dog er et menneske, som derfor også fortjener respekt. Et menneske, der må have fortalt og selv må fortælle, at mennesket har ansvar, og at det derfor ikke, når alt kommer til alt, kan lægge dette ansvar fra sig under dække af en påberåbelse af ansvarsfrihed, som kun tjener til at fjerne dets menneskelighed.
Essayet, som vil afslutte denne anmeldelse, er Retningslinier i moderne Litteratur. Skriftet er fra 1906 og viser os altså igen en meget ung kritiker på nu 27 år. Essayet forsøger at uddrage, hvorvidt der kan iagttages en hovedstrøm i litteraturen, og hvorvidt denne strøm kan siges at pege hen imod et opgør med realismen. Harald Nielsens eget svar var vel mest blandet. I sine afsluttende bemærkninger spørger han, med ord formet af den amerikanske kritiker Stuart P. Shermann: "Hvorledes skænke Nydelse uden at fordærve Hjertet, hvorledes skænke Visdom uden at kølne det? Hvorledes befri Menneskets store Lidenskaber uden at slippe Dyret løs? Hvorledes tro paa Darwin og paa Menneskets Værdighed? Hvorledes tro paa Nerverne uden at lamme den, der fører til Handling? Hvorledes indrømme Menneskets Svagheder uden at glemme hans Heroisme? Hvorledes se hans Gerninger og tro paa hans Hensigter?" Og Harald Nielsen spørger selv videre: "Hvorledes naa en Orkestration saa sammensat, som vort Øre kræver, og dog en Harmoni, en Enhed bagved, en dyb og omfattende Idealisme - Ordet taget i dets videste Betydning som Aandsopfattelse - en Idealisme, stærk nok til at bære hele Tidens Dødvægt" (s.89). Disse spørgsmål synes at indeholde essensen af Harald Nielsens kredsen om, ja, netop de spørgsmål, som kunne give om så blot et antydningsvist svar på de emner, som det er menneskets lod at tumle med. Harald Nielsen gav sig ikke ud for at have fundet det endelige patent, han hævdede ikke at have løst tilværelsens gåde, men han forsøgte tydeligvis uafladeligt at prøve, at undersøge, hvad der kunne bevæge mennesket, og derfor også, hvad der kunne kvalificere til at betegnes stor litteratur. Man fornemmer til overflod, at han ikke havde endelige svar, og godt det samme for det. Hvad han derimod gjorde, var at insistere på en evig søgen, på en indkredsning af, på hvilken måde litteraturen kunne bidrage til at beskrive den menneskelige natur, i al dens uformåenhed og ufuldkommenhed, javel, men også de glimt af storhed og ædelhed, der i en sær symbiose måtte indgå for at forstå om så blot de efterladte rester, den smule, der måtte blive tilbage, når det enkelte menneske stod tilbage, tilsyneladende efterladt og alene, men alligevel med en fornemmelse af, at det indgik i en sammenhæng, der var større end det selv, og som derfor også kunne indgyde nyt livsmod til at tage fat på dets gerning.
Harald Nielsen
Geniets Ildprøve.
Udvalgte essays.
214 sider. 230,- kr. inkl. forsendelse.
Georg Ryders Eftf.
Bestilling hos Nina Bjørneboe,
tlf. 38 19 72 10 eller
e-mail: