Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv, marts, 2005, s. 51-52.

Kan man bestille Guds velsignelse? Og kan man så takke nej, hvis man alligevel ikke er interesseret? Spørgsmålene er dumme, men aktuelle i kølvandet på lanceringen af det velsignelsesritual for homoseksuelle, som syv af landets biskopper har udsendt.

Biskopperne, der lancerer det, kalder det forsigtig for "en kirkelig markering", men ritualet er helt ned i detaljen en efterligning af vielsesritualet, og derfor er der også tilspørgsel. "Vil du modtage Guds velsignelse?", lyder det, og det forventes vel, at man svarer ja. Men muligheden for et nej ligger altså åben.

Hvad der sker, hvis parret siger nej, er uklart. Betyder det, at Vorherre så holder velsignelsen tilbage? Sender den videre ned til stolestaderne i kirken forbi parret?

Alene det, at man finder på at udstyre ritualet med spørgsmålet om, hvorvidt man ønsker Guds velsignelse eller ej, siger alt om hele sagen. Det afslører den forskruede præmis, der styrer kampen for "retten" til en kirkelig velsignelse. For nej, Guds velsignelse kan man ikke bestille. Den fås ikke i metermål, og selvfølgelig kan man takke nej til den, men den er der alligevel.

Hvis man tror, at man kan af kræve Gud en velsignelse, så har man i virkeligheden sagt, at den Gud, man tror på, ikke er den levende Gud, men en Gud i modellervoks, konstrueret efter, hvad der lige er hipt for tiden. En sådan modellervoks-¤¤gud er selvfølgelig ikke en gud, men en projektion af egne ønsker og behov.

Velsignelsesritualet er en bedrøvelig gang teologisk miskmask, der på en meget primitiv måde gør grin med den Herre, som kirken er sat til at tjene. Derfor er ikke så mærkeligt, at de bedste teologer blandt landets biskopper har sagt nej til denne gang velsignelsesvanvid.

I virkeligheden tager velsignelsesritualet nemlig heller ikke den homoseksuelle alvorligt, der i anfægtelse spørger, om han er under Guds velsignelse eller forbandelse. Med tilspørgslen lægger ritualet op til den misforståelse, at kun ved at få ret til et særligt velsignelsesrituel er man under Guds velsignelse. At alle kirkeviede par altså står nærmere nåden end alle enlige.

Men det er jo den mest uevangeliske misforståelse, man kan opdrive. Enhver døbt er under Guds velsignelse. Det afgørende er hverken køn eller seksuel observans, men Guds nåde, som er tilsagt os i dåben. Det kunne biskopperne gøre sig umage med at forklare, så debatten ikke endte i den blindgyde, hvor det bliver et spørgsmål om for eller imod homoseksualitet. Ved at udsende velsignelsesritualet gør man alt, hvad man kan, for at fastholde debatten på dette vildspor.

Det er tydeligt, at tilhængerne af homovelsignelser er negativt afhængige af helvedesprædikanternes homofobi. Den gamle missionske misforståelse er, at Guds velsignelse ikke kan gives til de umoralske. I gamle dage regnedes homoseksuelle ligesom fraskilte til denne kategori. Moralen har ændret sig hos de moderne missionske, for hvem den højeste "kristelige værdi" er kærlighed. Og da homoseksuelle elsker hinanden, kan de ikke længere regnes for umoralske, og dermed forsvinder den missionske begrundelse for at afslå særlig velsignelse af homoseksuelle par.

Men begge dele er misforståelse. Den velsignelse, der lyses over et ægtepar, afhænger ikke af personernes moral. Det er grunden til, at man kan vie enhver døbt, uanset, hvad vedkommende måtte have på samvittigheden. Det, som sker ved en kirkelig vielse, er, at præsten forkynder, at ægteskabet i sig selv er velsignelse. Det gør hverken fra eller til, om man siger ja eller nej til Guds velsignelse, for Guds velsignelse bliver ved at være en velsignelse uanset os.

Derfor har man aldrig i vielsesritualets lange historie fundet på indføre et spørgsmål om, hvorvidt man vil sige ja eller nej til Guds velsignelse. Men man har altid vidst, at ægteskabet var en særlig velsignelse, fordi det er samfundets kimcelle og forudsætningen for, at Gudsfolket har en fremtid.

Homoseksuelle forhold er ikke noget særligt. Selvfølgelig heller ikke noget særlig syndigt. Derfor findes der ikke et eneste gedigent teologisk argument for at opfinde særvelsignelser af homoseksuelle. Der findes mange kønspolitiske grunde til at konstruere sådant et ritual. Udformningen af ritualet viser da også, at det er det, det drejer sig om. De syv biskopper har villigt gjort kirken til en middel til at opnå social prestige og seksuelle særrettigheder. I stedet for at forkynde for de højtråbende homogrupper, at de skal holde sig til deres dåbs nåde, har biskopperne båret ved til den misforståelse, at enhver, der ikke kan mase sig op til alteret, er på Herrens uvelsignede mark. Det, der i virkeligheden siges med velsignelsesritualet, er: Alting kan du kræve, men intet få at Gud. Men det altså lige omvendt, det forholder sig. Det er derfor, ritualet er udtryk for et teologisk syndefald af dimensioner.