Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv, 1993, oktober, s. 155-156.

Som bekendt er kristendommen forlængst fordrevet fra kristenheden og erstattet af en lovreligion så streng og ubarmhjertig som verden vel aldrig tør har set den.

Kristendommen, der forkynder, at Gud er i himlen, og at vi mennesker er på jorden, og som derved sætter mennesket frit som synder midt i verden, denne kristendom er blevet erstattet af åbenhedens, tolerancens og humanismens religion, en religion, der benægter menneskets syndighed, og som derfor også er konsekvent og ubarmhjertig i sin fordømmelse al synden.

Den nye religions succes bygger på dens genialt udtænkte "catch 22", hvor Guden siger: § 1) Jeg er tolerancens Gud. Alle mennesker er født lige og frie. Du må tro og tænke, hvad du vil. § 2) Hvis du tror på andet end mig, er du ikke tolerant og skal evigt fordømmes.

For så vidt der rent institutionelt eksisterer en kristen kirke, så overlever den kun ved bestandig at forsikre, at den nye almægtige guddom såmænd er den samme som Ham, vi altid har dyrket i kirken. Naturligvis var demokrati og velfærd det, som Vorherre i virkeligheden mente, da han talte om gudsriget. Kirkens budskab om at folk bør gå i kirke om søndagen for at høre den samme Gud som Niels Helveg og Uffe Ellemann forkynder i aviserne om mandagen, synes imidlertid ikke rigtig at virke. Den nye religion har på forhånd rigeligt med præster og katedraler i alverdens hovedstæder.

Sjældent haren ny religion haft så bragende succes som denne, og for et par år siden troede dens ypperstepræster, at de nu skulle overtage det absolutte verdensherredømme. Ved gigantiske bønnemøder nedfældede man de metafysiske principper for den endelige etablering af et gudsrige ved navn "den nye verdensorden"; og da præsterne kom ned fra bjerget med lovtavlerne, proklamerede de, at verdenshistorien var slut, thi demokratiet og mafiaens frie bevægelighed var naturligvis lige præcis, hvad historien gennem 10.000 år havde stræbt frem imod. Nu var målet nået. Jubelen var endeløs fra Wall Street til Pilestræde.

Men allerede midt i jubelen begyndte det hele at krakelere. Man havde jo troet, at de befriede mennesker i Østeuropa og resten af verden havde kæmpet for den nye guds skyld, at det var åbenhedens og tolerancens gud, der havde ansporet dem til deres frihedskamp; og så viste det sig, at det slet ikke var det, de mente! De havde ikke kæmpet for menneskeheden, nej de havde kæmpet for noget så usselt som sig selv og deres eget fædreland, og det agtede de at blive ved med.

Nu spredte angsten sig i de hellige haller i New York, Geneve og Bruxelles. Hvad kunne det ikke føre til? Og angsten viste sig velbegrundet. Borgerkrigene blussede op overalt, og de før så sejrssikre ypperstepræster følte sig mere og mere magtesløse på sidelinien. Var deres gud alligevel ikke almægtig? Havde så store profeter som Robespierre, PH og Ritt Bjerregaard virkelig taget fejl af guddommens tale? Var virkeligheden virkelig stærkere end de metafysiske principper? Nej, det måtte ikke være sandt, tænkte man. Det må være os, der ikke er stærke nok i troen. Vi må blot yde noget mere. Give Gud en hjælpende hånd. Gøre nogle gode gerninger, bringe nogle ofre.

Og de samme mennesker, som her i landet havde ønsket militæret nedlagt, fordi det var indrettet til at forsvare noget så ligegyldigt som os selv, fik nu etableret en "international udrykningsstyrke", der på bedste korstogsmaner skal rykke ud, hvor den nye gud trues. At den danske grundlov udtrykkeligt siger, at danske borgere kun er forpligtet til "med deres person at bidrage til fædrelandets forsvar", er i denne forbindelse en ligegyldig biting, for Menneskerettighederne står naturligvis over det danske folk, og iøvrigt skal grundloven jo også snart laves om, så den passer til vor nye religion.

Med stolthed venter man nu at få de første stålkister hjem med danske martyrer, der har ofret sig på det metafysiske alter. Peter Duetoft synes slet ikke at kunne vente.

Men heller ikke dette synes at have nogen virkning. Virkeligheden vil ikke forsvinde, og man konkluderer derfor, at guden kræver flere ofre. Der skal findes nogle virkelige syndebukke. Og så laver man i god gammeldags stil en inkvisitionsdomstol. En international domstol, der i menneskerettighedernes navn skal dømme kættere.

Og det har selvfølgelig en højere symbolværdi, at Danmark, der har nogle af den nye religions mest fanatiske forkæmpere, skal levere selve storinkvisitoren, Ole Espersen, til internationalismens kætterproces.

I sandhed en verdenshistorisk nyskabelse. Krigsforbryderdomstolen efter anden verdenskrig var trods alt blot udtryk for sejrherrernes forvaltning af deres krigsbytte. Sejrherrerne havde jo den fysiske magt i Tyskland og kunne derfor efter gammel tradition kræve de undertvungnes blod. Ligesom man tidligere brugte krigsfanger i galejerne, sendte Napoleon til Sankt Helena osv.

Ole Espersens domstol er derimod noget helt andet og nyt. Den bygger på ren metafysik. Det er ikke sejrherrerne, der dømmer de besejrede. Den udspringer ikke af en sædvane eller af det serbiske, kroatiske eller bosniske folks vilje, for så skulle de jo nok selv dømme. Nej, uden at være bundet til et folk, et land eller en sædvane skal Ole Espersen nu til at dømme soldater og politikere til bålet i den internationale humanismes navn. Efter gammel skik ville det selvfølgelig være tilladt i nødstilfælde at sende agenter ud i verden og snigmyrde personer, vi mener, truer vores eksistens. Men det vil man ikke, man vil ikke selv stå til ansvar for sine handlinger, nej man vil gemme sig bag en gud.

Det er ikke Ole Espersen, der skal anklage, det er heller ikke det danske, det serbiske eller det kroatiske folk; nej, Ole Espersen skal blot være håndlanger for en almægtig gud ved navn Menneskerettigheder, på nøjagtig samme måde som den katolske kirke i middelalderen hævdede at have en gudgivet abstrakt overhøjhed over den ganske verden og derfor kunne dømme andre landes konger, præster og borgere til bål eller fredløshed. Og ligesom dengang vil domstolen selv udpege både anklager og forsvarer, da de formodede forbrydere jo har travlt med at være statsledere og generaler i deres hjemlande og næppe vil møde op i retten.

Man må især komplimentere domstolen med dens valg af storinkvisitor. Ole Espersen har i årtier været voldtægtsforbryderes, bankrøveres og morderes utrættelige forsvarer her i landet. Den slags forbrydelser er jo banale og lovovertræderne er ikke virkelig skyldige. De er blot ofre for omstændighederne og deres forbrydelser et beklageligt udtryk for, at gudsriget ikke er brudt helt igennem endnu.

Det er helt i tråd med dette hidtidige virke, at Ole Espersen med sit milde, men altid bekymrede ansigt nu skal være menneskerettighedernes storinkvisitor. Det er sådan, middelalderens inkvisitorer populært blev fremstillet. De er ikke hævngerrige, de føler tværtimod oprigtig medlidenhed med de forvildede ofre for djævelens lumske anslag mod verdensordenen.

Nu kunne man så tro, at Ole Espersen ønsker at straffe de jugoslaviske voldtægtsforbrydere efter samme målestok som danske, og f. eks. genopdrage serbiske generaler ved hjælp af 3 måneders samfundstjeneste i en dansk børnehave. Men det bliver næppe tilfældet, for det er i virkeligheden ikke de enkelte krigsforbrydere, man er ude efter; det man virkelig ønsker at anklage er befolkningens kætterske kamp for frihed og suverænitet; på samme måde som Pavens bandlysning af diverse europæiske konger i virkeligheden var en bandlysning af befolkningernes ønsker om at være sig selv.

Virkelige forbrydelser i virkelighedens verden kan også den nye tids paver sagtens tilgive, men når selve den metafysiske guddom bespottes, så er ingen fordømmelse for streng.

Ja, nu er middelalderen endelig vendt tilbage til det, der indtil for nyligt kunne kaldes kristenheden. Nu er vi endelig kommet på højde med ayatollaherne i Iran. Når de med oprigtig fromhed og gudsfrygt føler sig berettigede til at anklage og dømme en person, der bor i et fremmed land, og som har begået sin forbrydelse i det fremmede land, til evig fredløshed, så er det jo netop, fordi de har indsigt i en almenmenneskelig og overnational lov. For iranerne er Salman Rushdies forbrydelse jo mindst lige så alvorlig som de serbiske soldaters gerninger er for os. Der er ingen principiel forskel på ayatollahernes og Ole Espersens domstol, de har blot opfattet Guds åbenbaringer lidt forskelligt.

I Vesten har vi hidtil ment, at der ikke findes nogen højere lov blandt os mennesker end den, der udspringer af et konkret folk i et konkret land. Vi har siden reformationen været handicappede af kristendommens påstand om, at vi mennesker er uforbedrelige syndere og derfor aldrig kan dømme på Guds vegne.

Men det handicap er vi nu endelig sluppet af med. Nu er vi endelig sluppet af med kristendommen og har fået indført en gud magen til farisæernes og ayatollahernes, og derfor kan vi nu dømme et fremmed lands borgere - i flere tilfælde demokratisk valgte politikere - for forbrydelser, de har begået i det fremmede land.

Og som farisæerne og ayatollaherne kan vi dømme uden selv at få blod på hænderne. Vi udfører blot den sure pligt, vor gud har pålagt os. En af Ole Espersens brødre i ånden, Heinrich Himmler, talte i en lignende situation om "den stille pligt, den stille aktivitet, dette at stå vagt om vores verdensanskuelse, at måtte være konsekvent, at måtte være kompromisløs". Det er denne stille pligt, denne bevidsthed om at stå vagt om en guddommelig sandhed, der formelig lyser ud af Ole Espersens milde ansigt.

Ja, vi kan i sandhed være stolte over i vort lille land at have så prægtige troens forkæmpere iblandt os.

Og vi kan være stolte over, at den tidligere kristne kirke ikke er den bagstræberiske og fremskridtsfjendske faktor, den ville have været, hvis dens præster ørkesløst havde insisteret på at forkynde evangeliet om den korsfæstede Kristus.