Af Christian Lindskrog. Tidehverv, 1929, s.136. (Oluf Rothe: Blinde ser. Reitzels Forlag 1928).

Bogen er utvivlsomt godt ment og skrevet af en mand, der har set og mødt et af nutidens problemer, nemlig vanskeligheden ved at faa dogmerne til at sige noget som helst med mening i, saa at man gennem dem kan vises hen til den levende Kristus. Han har sikkert ogsaa ret i, at mange præster, der ikke for nogen pris vilde fremsætte saadanne tanker som her teologisk, dog faktisk tænker og prædiker nogenlunde det samme. Men forf.'s resultat er unægtelig blevet kummerligt. Bogen er igrunden blevet anmeldt, før den blev til, nemlig da Otto Møller i 1907 skrev "Imod Christendomforfalskning". Den maade, hvorpaa forf. mener at være en i luften frit svævende monade, der er uafhængig af baade skrift, trosbekendelse, menighed og det hele, og saaledes konstruerer den religion, der passer en og svarer til ens trang og høje idealitet, er behandlet grundigt i nævnte skrift, som er meget læseværdigt den dag idag. Naar forf. i denne sammenhæng beraaber sig paa Luthers frie samvittighed, er det hen i vejret, da Luther, som bekendt, sagde lige det modsatte, nemlig, at hans samvittighed var bundet til den hellige skrift.

Det har mindre at sige, at bogen i sit angreb paa dogmerne er overfladisk, uforstaaende og meget naiv, - omend den virkelig rører ved et problem: dogmedannelsens mulighed - og at dens egen religion, hvis vigtigste punkt er Jesu kamp i Getsemane have, er ikke saa lidt sentimental. Langt vigtigere er dette spørgsmaal: Er synden noget, der ogsaa skal behandles, en passant, fordi det uheldigvis ikke altsammen er, som det skal være, eller er synden, skyldforholdet til gud, det onde og frelsen derfra det, hvorom det hele drejer sig, det Jesus kom for, og det, hvorom hele Paulus' "lære" handler (Paulus' tanker faar ikke saa meget som en tommes plads i bogen)? Forf. er ganske klart for det første, mens man hidtil har været vant til at anse det andet for det kristelige.

For at dette ikke skal misforstaas, skal jeg tilføje, at pastor Rothe særdeles gerne maa mene, hvad han mener, og forkynde det som præst i den danske folkekirke saa ofte og saa længe, han føler trang dertil, og gøre alt hvad han kan for at vinde andre. Der er sikkert nogle, der vil blive glade for hans tanker, og han har utvivlsomt ret i, at han fjerner en del vanskeligheder. Jeg er ganske vist bange for, at problemet om kirkelæren og den moderne forkyndelse ikke er saa godt tjent med hans løsning.