Af Morten Brøgger, Tidehverv, januar, 2005, s.8-19.
Indledning
I september sidste år fortalte radiojournalisten Egon Clausen med sensation i stemmen, at han havde læst en bog, der afslørede, at det kristne dogme om treenigheden var blevet fastslået ved en historisk tilfældighed. Dogmet var et resultat af ikke blot forudgående teologiske, men sandelig også af politiske stridigheder, hvilket selvfølgelig i journalistens øjne trak dette dogme ned på jorden. Jeg ved ikke om Egon Clausen indtil da havde troet, at dogmet var et himmelsk dekret, der var dalet ned deroppefra på en lap papir eller lignende, men det forhold, at det viste sig at være et resultat af menneskelige - alt for menneskelige - bestræbelser og anstrengelser, gjorde tydeligvis, at det dermed mistede sin autoritet. Hvad Egon Clausen syntes at være tilfreds med.
Rent bortset fra, at man skal være en ren novice i omgangen med teologisk litteratur for at finde noget sensationelt i den kendsgerning, at et dogme er vedtaget af mennesker, og derfor også kan være resultat af politiske kampe, så repræsenterer Egon Clausens gengivelse af omtalte bog netop den slags historisk kritik af autoriteter, som har været typisk siden oplysningstiden. Med oplysningen og i dens kølvand historismen kom erkendelsen af alt det jordiskes historicitet. Alle ting her på jorden har sine historiske forudsætninger og sine historisk givne vilkår at fungere under. Alt er således betinget, hvorfor intet kan siges at have gyldighed i sig selv. Eller rettere: Intet er absolut.
Denne erkendelse havde fra oplysningen og frem en alvorligt undergravede virkning på alle autoriteter. Men som jeg vil vise i det følgende, så beror denne autoritetskritik og autoritetsnedbrydning på en fejltagelse. Hvad den historiske kritik kan trække tæppet væk under, er ikke virkelig autoritet, men noget som enten fejlagtigt er blevet taget for en autoritet, eller som er en autoritet, der respekteres af forkerte grunde.
Der findes en anden form for autoritetskritik, som har en vis berettigelse. Hvis man kan påvise, at en autoritet dømmer forkert eller ikke taler sandt om det, for hvilket den er autoritet, så kan denne autoritet ikke bestå i længden. (Det hindrer dog ikke, at en autoritet kan besidde en vis ret, selv om dens domme kan kritiseres.)
Lad mig indledningsvis sige lidt om, hvad jeg mener med ordet autoritet. En autoritet er en normativ - altså normsættende - størrelse, som ikke behøver at godtgøre sin gyldighed. Den har ganske enkelt gyldighed i sig selv og der kan - i en vis forstand - ikke sættes spørgsmålstegn ved den. Det nytter derfor heller ikke at spørge bag om autoriteten, hvor den er kommet fra, for at få at vide, hvorfor den skal respekteres. En autoritet kan således heller ikke legitimeres. Det latinske ord auctoritas, hvorfra vi har vores ord autoritet, kommer i øvrigt også af ordet auctor, der blandt andet har betydningen ophavsmand. Det drejer sig altså om noget, som begynder hos sig selv og ikke henter sin legitimitet andetsteds.
Drages en autoritet alvorligt i tvivl eller vil man i alvor legitimere en autoritet, så er den ikke længere en autoritet. Eller den er - kunne man sige - en død autoritet. Der ligger nemlig det i begrebet, at en autoritet aftvinger sig respekt forud, altså før man har stiftet nærmere bekendtskab med den. En autoritet er autoritet derved, at man på forhånd underkaster sig dens dom eller dens befaling. En autoritet har umiddelbar gyldighed, ellers er den ikke autoritet. En autoritet er man underkastet, kunne man også sige. En vurdering af autoriteten sker altså fra den underkastedes position og resulterer enten i lydighed eller ulydighed. Vurderingens formål kan altså ikke være, at man ud fra den skal beslutte om man vil underkaste sig autoriteten eller ej. Vil man lade vurderingen komme først, har man slet ikke haft med autoriteten som autoritet at gøre. Slår man op i Meyers fremmedordbog vil man også kunne læse at autoritetstro deri defineres som blind tro. Det er i virkeligheden en udmærket definition: autoritetstro er blind tro.
Desuden er der det ved enhver autoritet, at den er relativ. Der findes ingen absolutte autoriteter. Det er den store misforståelse, der muliggjorde den historiske kritiks nedbrydning af autoriteterne. Enhver autoritet er en historisk størrelse. Det vil sige, den er blevet til i historien, og er derfor ikke til med nødvendighed. Det ophæver ikke, at den er en autoritet. Tværtimod, hvis en autoritet var noget, der ikke var relativt, altså noget, der var hævet op over historien, så var det ikke længere en autoritet, men en direkte åbenbaring, der ikke ville kræve underkastelse og lydighed, men som ville være uafviselig, nærværende virkelighed. Det virkelige nytter det ikke at nægte at bøje sig for, for det har allerede sat sig igennem, men en autoritet, det normative, kan man nægte lydighed.
En autoritet er ydermere autoritet på et felt eller en sag. Man siger for eksempel om en meget vidende person, at han er en autoritet på sit felt. Det felt eller den sag, som autoriteten udtaler sig om og dømmer om, kan vi kalde autoritetens indhold. Der er derfor det ved autoriteten, at dens indhold er overordnet autoriteten selv. Deraf kommer muligheden for en legitim kritik af autoriteten. Hvis det viser sig, at en autoritet ikke dømmer ret eller ikke er en kilde til sand viden om den sag, som autoriteten er autoritet for, så må autoriteten før eller siden falde.
Den nytestamentlige kanon
Som et klassisk eksempel på autoritet vil jeg i det følgende tale om Den hellige Skrift, og særligt den nytestamentlige kanon.
Kanon er græsk for rettesnor eller målestok. Når man taler om Den hellige Skrift som kanon, hævdes Skriften som en normativ instans, der dømmer om, hvad der er sand kristen forkyndelse. Som sådan er Skriften en autoritet.
Hele Bibelen er kanon, altså rettesnor. Men i Bibelen findes der som bekendt to skriftsamlinger, der står i et særligt forhold til hinanden, hvilket antydes af titlerne, nemlig Det gamle Testamente og Det nye Testamente. Jeg skal ikke her komme nærmere ind på forholdet mellem dem, men blot kort sige, at Det nye Testamente er overordnet Det gamle og er således en rettesnor for, hvordan Det gamle Testamente skal læses.
Når dét er værd at notere, skyldes det blandt andet, at oldkirkens første hellige Skrift udelukkende bestod af Det gamle Testamente. De første kristnes hellige skrifter var lig med jødedommens hellige skrifter. Selv om jøderne først i 90 e.Kr. endeligt fastlagde deres kanon på de skrifter, som vi endnu i dag regner for Det gamle Testamentes skrifter, så herskede der allerede fra omkring 200 f.Kr. nogenlunde enighed om, hvilke skrifter der var hellige.
Kristendommen trådte således frem med kravet om at være den sande jødedom eller - hvad der er det samme - med påstanden om, at jødedommen i virkeligheden var kristendom. De kristne mente derfor også, at de havde den sande forståelse af jødernes hellige skrift. De havde i overleveringen om Kristus så at sige den rette fortolkningsnøgle til Det gamle Testamente.
Overleveringen om Kristus stod således i de første årtier side om side med Det gamle Testamente som Guds ord. Denne overlevering bestod i overleverede Kristus-ord (altså ting som Jesus Kristus havde sagt) i beretninger om hans gerninger og i Kristus-forkyndelse, som vi for eksempel møder den i Paulus' breve.
I løbet af det første århundrede e.Kr. blev således den nytestamentlige litteratur til. Der forelå en række evangelieskrifter, skriftet om Apostlenes Gerninger, en del apostolske breve samt Johannes' Åbenbaring. Men nogen egentlig fast kanon med et bestemt udvalg af skrifter var der ikke tale om. Men mange af disse skrifter blev brugt til oplæsning ved gudstjenesterne side om side med Det gamle Testamentes skrifter.
Ikke før i 140'erne e.Kr. skabtes den første faste kanon af kristne skrifter. Det var kætteren Markion, der udvalgte Lukasevangeliet samt ti Paulusbreve, som normsættende for sand kristendom. Markions kanon var ikke ment som et supplement til Det gamle Testamente, men som en erstatning for eller modsætning til det. Hans kristendomsforkyndelse gik nemlig ud på, at den Gud, vi møder i Det gamle Testamente, er en falsk, retfærdighedsgud, lovens Gud i modsætning til den kristne troens og nådens Gud. Han havde således også renset Lukasevangeliet for alt, hvad der mindede om jødedom. Markion repræsenterede en radikalisering og forvanskning af den paulinske skelnen mellem lov og evangelium, og blev derfor kort fortalt udstødt af den kristne menighed i Rom, hvorefter han grundlagde sin egen kirke, der i en periode havde stor fremgang.
Samtidig optrådte også gnostikerne, der ligeledes var kristne kættere. Til forskel fra Markions teologi bestod gnosticismen i høj grad af kosmiske spekulationer, men de havde den radikale dualisme til fælles, så at de heller ikke ville have med den onde gammeltestamentlige skabergud at gøre. Gnostikerne dannede dog ingen skriftkanon, men de påberåbte sig til gengæld hemmelige apostolske overleveringer.
I kampen mod disse to grupper om den sande kristendomsforkyndelse, behøvede oldkirken en autoritativ instans, når der skulle fældes dom om, hvem der besad den rette apostolske tradition. En sådan instans fandt man dels i trosregelen, det vil sige i den bekendelse, der blev brugt ved dåben, dels i den apostolske litteratur, af hvilken man efterhånden dannede den nytestamentlige kanon.
Kilderne til selve kanondannelsen er sparsomme. Den ældste kanonfortegnelse, vi kender, stammer fra slutningen af det andet århundrede, og kaldes Muratoris' kanon (efter fragmentets finder). Den indeholder de fire evangelier, vi stadig har, Apostlenes Gerninger, de 13 Paulusbreve, to Johannesbreve, Judasbrevet og Johannes Åbenbaring. Fra vores kanon mangler der altså et Johannesbrev, Jakobsbrevet, de to Petersbreve og Hebræerbrevet.
Af andre kilder fra denne periode - ikke mindst de såkaldte antignostiske kirkefædres, det vil sige Irenæus' og Tertullians skrifter - fremgår det, at der i de kristne menigheder efterhånden af sig selv havde dannet sig en kanon, selv om der kunne være nogle uoverensstemmelser fra sted til sted angående enkelte skrifters status. En egentlig fastsættelse af kanon får vi først i 367 hvor biskop Athanasius af Alexandria i sit 39. påskebrev fastlagde kanon til at rumme de 27 skrifter, som også i dag udgør vores Nye Testamente. I vestkirken tilsluttede Augustin sig Athanasius' kanon, og kort efter blev denne kanon bekræftet på to nordafrikanske kirkemøder og i 405 også af Pave Innocens I.
Afgørende for anerkendelsen af de enkelte skrifter som kanoniske var dels, at de var forfattet af apostle (hvad der dog ret beset ikke gjaldt alle skrifterne), dels at de var almindeligt anerkendte og brugt ved gudstjenesten i de kristne menigheder. Forløbet af kanondannelsen viser dog, at disse kriterier ikke så meget skulle tjene til, at man kunne udvælge de kanoniske skrifter, som til, at man kunne skille nogle enkelte skrifter ud fra den gruppe skrifter, som allerede havde gjort sig gældende som autoritative. Man kan altså sige, at man snarere end at skabe en kanon, fandt en kanon af anerkendte autoritative skrifter. Det var altså ikke så meget udvælgelsen og de forskellige kirkemøders beslutninger, der kanoniserede skrifterne, eller de to nævnte kriterier, der forlenede dem med autoritet, som at skrifterne allerede havde autoritet, og derfor kom til at udgøre kanon. Autoriteten kom ikke mindst af skrifternes indhold: at de forkyndte den ene, sande kristne tro. Sådan opfattede man det, og derfor kom de til udgøre den nytestamentlige kanon.
Der findes som bekendt også i forbindelse med både Det gamle og Det nye Testamente en række skrifter, som man kalder de apokryfe skrifter. Skrifter, som ikke har kanonisk status, men som dog er gode og nyttige at læse, hedder det. Således har man også i forskellige Bibeludgaver op gennem middelalderen, efter at kanon egentlig var fastlagt, kunnet finde små variationer. Det har dog ikke rokket ved, at kanon reelt har ligget fast. Heller ikke eksempelvis Luthers kritik af de skrifter, der ikke forkyndte Kristus, ophævede kanon (Hebr., Jak., Jud., Åb.).
I det 17. århundrede blev læren om verbalinspirationen til, der blev slået fast af blandt andre den luthersk ortodokse teolog Johann Gerhard. Det vil sige tanken om, at hvert eneste ord i Bibelen er indgivet forfatterne af Helligånden, så at Gud selv så at sige er Bibelens egentlige forfatter. Bibelens forskellige jordiske forfattere var - er det blevet sagt - kun Guds skriveredskaber. Med denne lære ville man selvfølgelig slå Bibelens autoritet utvetydigt fast. Når den ord for ord var kommet fra Gud, måtte den være uden fejl og fuldstændig. Men som jeg skal vende tilbage til om lidt, er verbalinspirationslæren i virkeligheden en undergravning af Bibelens autoritet
I det 18. århundrede opstod med Johann Salomo Semler den historiske bibelkritik, hvis metoder gennem de sidste 250 år er blevet videreudviklet. Det vil føre for vidt at komme ind på resultaterne af bibelkritikken her. Men for eksempel kendskabet til kanondannelsen skyldes den historisk-kritiske bibelforskning. Ellers vil jeg kun sige, at den historisk-kritiske bibelforskning behandler bibelens skrifter som helt igennem historisk-jordiske størrelser. Det er skrifter skrevet af mennesker. Den afviser således enhver metafysisk underbygning af Bibelens autoritet som for eksempel verbalinspirationslæren.
Kanons autoritet
Den bibelske kanons tilblivelse viser, at Bibelens autoritet ikke ophæves af, at man er klar over, at der er tale om menneskelige skrifter i Bibelen. Autoriteten består ikke i, at vi i Bibelen har med et ahistorisk, evigt eller guddommeligt dokument at gøre. Tværtimod, så består Bibelens autoritet i, at disse skrifter i al deres historicitet, menneskelighed og endelighed har sat sig igennem og sætter igennem som norm.
Der er dog mange eksempler på i historien, at man ikke har kunnet nøjes med det. Man har gerne villet have noget absolut og ufejlbarligt at holde sig til i stedet. Så har man enten fundet eller opfundet alternative kilder til åbenbaringen eller man har guddommeliggjort Skriften.
Det gælder sværmerne, der ligesom gnostikerne påberåbte sig særlige hemmelige eller individuelle indsigter eller åbenbaringer. Ved hjælp af disse åbenbaringer skød man genvej til Gud uden om Skriftens ord. Det gælder ligeledes pavedømmet og læren om pavens ufejlbarlige læreafgørelser. Her hævdes der også en anden åbenbaringskilde ved siden af Skriften. Ja, oven i købet en autoritet, som er overordnet Bibelen, og som legitimerer Bibelens autoritet. Når paven således legitimerer Bibelens autoritet, så er Skriften ikke længere autoriteten, der er instansen i afgørelsen af, hvad der er sand kristendom. Fordi legitimeringen for det første ophæver Skriften som autoritet, og fordi der jo for det andet også kan altid appelleres til pavens afgørelser.
I verbalinspirationslæren og dennes senere efterkommer, bibelfundamentalismen, finder vi en guddommeliggørelse af Skriften. Heller ikke her vil man nøjes med, at Skriften selv sætter sig igennem som autoritet. Men man vil underbygge Skriftens autoritet med et dogme. Verbalinspirationslæren er særlig katastrofal, fordi den ophæver Bibelen som skrift. Bibelen er ikke længere en bog som andre bøger, men en metafysisk størrelse, der direkte meddeler Guds ord. Der er ikke længere tale om et autoritativt, menneskeligt vidnesbyrd, men om Guds direkte meddelelse. Det overflødiggør netop autoriteten, for der er jo ikke brug for en norm for forkyndelsen, når budskabet Gud fra kan aflæses direkte i Bibelen. Så er der intet at diskutere eller være i tvivl om.
Hvis man på den ene eller den anden måde vil prøve at komme uden om, at Bibelen er en historisk bog, skrevet af mennesker, og som vi kun har på fortolkningens vilkår, så ender man uvilkårligt dér, hvor der ikke er behov for Skriftens autoritet, og hvor Skriften heller ikke længere kan være autoritet. Skriften er kun autoritet som den samling af skrifter, den er. Det er sammensætningen af disse skrifter, det er de bestemte ord, de bestemte sætninger, der findes i Bibelen, der er norm for teologien og forkyndelsen. Teologi skal for at være kristen teologi være i overensstemmelse med Skriften. Det samme gælder forkyndelsen. Og vil man stadig spørge, hvorfor netop denne samling af skrifter er autoritet, så gives der kun det svar, at det er de, fordi de har sat igennem som sådan. Vil man have en anden begrundelse, og søger man autoriteten uden for Skriften selv, så ophæver man straks Skriftens autoritet.
"Nec addere, nec minuere," står der på læsepulten på prædikestolen hjemme i Kirke Stillinge kirke. Der skal ikke lægges noget til eller trækkes noget fra. Denne påmindelse kan præsten således læse, hver gang han går prædikestolen. Som jeg læser det, gælder det Skriften og særligt den enkelte søndags tekster, som er foreskrevet mig som prædiketekster. Jeg skal ikke ved at plukke i teksten eller hente fremmed stof ind ændre og tilrettelægge min tekst, men jeg skal netop af teksten lade mig foreskrive, hvad jeg skal sige. Jeg går ud fra, at jeg ikke behøver at sige, at det selvfølgelig ikke fritager mig for selv at lave en prædiken og selv at stå som fortolker af den foreskrevne tekst. Det turde være en selvfølge. At Skriften er autoritet ophæver ikke, at den kan og skal fortolkes, men kanon, og det vil jo sige Skriften, som den foreligger, er selv norm for fortolkningen.
At Skriften er autoritet betyder altså, at der bliver pålagt os en norm. En norm, vi ikke selv råder over, men som kommer til os som ?????? ?????, en fremmed lov eller norm. Vi må anerkende, at vi er underkastet Skriftens autoritet, ellers er den ikke autoritet. Ikke således at vores anerkendelse kanoniserer Skriften, men så at vi erkender det teologiske vilkår, som Skriftens kanon er. Skriften er kun autoritet, hvis den som autoritet er uafhængig af vores anerkendelse.
Som autoritet er Skriften lov, selv om Skriftens indhold er både lov og evangelium. Men den er netop som kanon, som norm, en lov, og som al anden jordisk lov er den konkret og detaljeret. Den foreskriver teologien og forkyndelsen, hvad de har at sige om både Guds lov og Guds evangelium. Det gør den ved selv at forkynde både lov og evangelium. Den er ikke som norm abstrakt, men håndgribelig og materiel. Derfor er den som det menneskeværk, den er, heller ikke fuldkommen og aldeles utvetydig, men den kan - i hvert fald i princippet - korrigeres og fuldendes. Der er således ingen guddommelig garanti for, at vi idet vi følger Skriftens norm ikke fejler, ligesom der heller ikke er garanti for, at Skriften er den rette norm, eller at den ud i alle detaljer virkelig er vidnesbyrd om Herren. Ikke desto mindre er den som hellig Skrift også uden nogen guddommelige garantier kanon, norm og autoritet.
Når Skriften principielt kan korrigeres, skyldes det, at dens indhold loven og evangeliet - eller med ét udtryk Guds ord - at det er en skat i lerkar, som Paulus skriver. At Skriften altså selv kun er et medium for Guds ord, en indirekte meddelelse fra Gud. Den er ikke direkte Guds ord, sådan som jo verbalinspirationslæren hævder det. Det vil sige: Guds ord i sig selv er hinsides Skriften. Men Guds ord i sig selv, kender vi ikke. Vi kan kun kende Guds ord i Skriften, så længe denne jord og denne himmel består, og Gud endnu ikke er alt i alle. Den korrektion, der principielt er en mulighed, er derfor en mulighed, der ligger hinsides vor verden. For det er den korrektion, der kan ske, når vi ikke længere skal se i Skriftens spejl, men se ansigt til ansigt. Ikke desto mindre er det afgørende, når man skal forstå Skriftens autoritet, at fastholde dialektikken mellem Guds ord for sig og Guds ord i Skriften, ellers ophæver man alt for let Skriften - den jordiske, menneskelige skrift - til fordel for et metafysisk monstrum, der ikke kan findes i denne verden. Det er i øvrigt et forhold der gælder generelt, hvor vi har at gøre med virkelig autoritet. Autoritetens mulige fejlbarlighed og ufuldkommenhed ophæver ikke autoriteten som autoritet, men er et uomgængeligt vilkår for autoriteten.
Det gør heller ikke autoriteten undværlig eller unødvendig, at den ikke er absolut og ufejlbarlig. Autoriteten er i det hele taget den form, hvori jeg møder en lov, der ikke kommer fra mig selv, og som fordrer mig, som jeg netop ikke kan vige uden om, men er underkastet. Uden autoriteten ingen egentlig lov, ingen norm, der kan gøre krav på min lydighed.
Hvor man ikke vil vide af autoriteten er det i sidste ende modviljen mod loven, der gør sig gældende. Og loven vil altid være en fremmed lov, for en lov, som man selv giver eller selv først skal godkende, er ikke virkelig lov. Derfor er hævdelsen af autoriteten et opgør med den lovforståelse, hvor autonomi sættes højest.
Autonomi og autoritet
Jeg har nu prøvet at give et eksempel på, hvad autoritet vil sige. Jeg vil derfor forlade mit eksempel, nemlig den bibelske kanon, udvide perspektivet og sige noget mere generelt om autoritet.
Autonomi, som jeg netop nævnte, er modsætningen til heteronomi. At jeg er autonom betyder, at jeg er min egen lovgiver eller at jeg er selvlovgivende. Det betyder, at jeg selv giver min tilslutning til de love og normer, der gælder for mig. Heteronomi, som ligesom autonomi er et græsk fremmedord, betyder slet og ret fremmed lovgivning. På dansk bruger vi ikke heteronom om en person på samme måde, som vi bruger autonom. Men skulle vi bruge det, ville det altså betyde, at mennesket er underlagt love og normer, som det ikke selv råder for.
Moralfilosofien har siden oplysningstiden kæmpet for at hævde menneskets autonomi. Det har også haft sin betydning for autoritetsbegrebet og for de autoriteter, der fandtes rundt om os. Autoritet er som moralsk begreb blevet opfattet som mindreværdigt eller direkte blevet bandlyst. Samtidig har de konkrete autoriteter været under angreb og nedbrydning.
Autoritet kan selvfølgelig misbruges, og autoriteter kan fejle, og det kan have skæbnesvangre konsekvenser, da autoritet modsvares af lydighed. At bære autoritet indebærer et stort ansvar. Særligt efter Anden Verdenskrig og erfaringerne med nazismen er man blevet opmærksom på den risiko, der er forbundet med omgangen med autoritet. Det er derfor også forståeligt, at man er blevet forbeholden. Men ikke desto mindre er autoritet et uomgængeligt vilkår, hvis der overhovedet skal hævdes eller forkyndes en lov. Man har, da man ville undgå faren ved autoriteten, smidt barnet ud med badevandet.
Lad os se nærmere på et eksempel på, hvordan man har forsøgt at tale om autoritet efter 1945. I 1950'erne udkom der en ny udgave det velanskrevne teologiske leksikon Die Religion in Geschichte und Gegenwart, i daglig tale forkortet til RGG. Artiklen heri om autoritet er skrevet af teologen Helmut Thielicke. Den er et eksempel på, hvordan man kan definere begrebet autoritet, så at det slet ikke er autoritet, der er tale om.
Thielickes første eksempel på en autoritet er en dommer. Det afgørende kendetegn for en autoritet, hævder han, er, at indehaveren af autoritet i sidste instans står på samme niveau som den, han udøver autoritet over. Det gælder dommeren, fordi dommeren sammen med den anklagede står under loven. Den anklagede er ikke slet og ret afhængig af dommeren, men er egentlig hans partner i retsfællesskabet.
Thielickes påstand om, at autoriteten dybest set ikke er overordnet den, for hvem den er en autoritet, bygger her på den falske præmis, at dommeren og den anklagede skulle befinde sig på samme niveau i forhold til loven. Det er imidlertid ikke tilfældet. Hvis det var sådan, at dommeren, når han havde hørt vidnerne, blot skulle slå op på det rette sted i loven og læse højt for at meddele dommen, så var dommeren ganske rigtigt på samme niveau som den anklagede i forhold til loven, men så var han sandelig også overflødig. Men dommeren er ikke bare en bevidstløs gentager af lovens bogstav. Det er netop dommerens opgave at fortolke loven og dermed at fælde dom. Idet dommeren fælder sin dom, afgør han suverænt, hvad der er lov og ret i dette særlige tilfælde. Derfor er den anklagede udleveret til dommeren, selv om dommeren i sin dom skal henholde sig til loven.
Autoritet beror ifølge Thielicke på en treklang. Der er først autoriteten selv, dernæst den, der er undergivet autoriteten, og som den tredie højere faktor er der det, der autoriserer autoriteten. Den autoriserende faktor er overordnet begge de to andre og gør dem i forhold til sig jævnbyrdige. I eksemplet fra før var dommeren autoriteten, den anklagede var den, der var undergivet autoriteten, og loven var den overordnede faktor, i forhold til hvilken de stod på samme niveau - altså ifølge Thielicke.
Indeholdt i den over- og underordning, der er givet, hvor der er autoritet, findes altså også en sideordning, siger han. Tager vi Bibelen, så er Skriften autoritet, teologen den underordnede, og Kristus eller Guds ord, den tredie overordnede faktor, i forhold til hvilken Skrift og teolog skulle være sideordnede. Thielicke påstår nu, at det gælder om autoritet, at den ikke umyndiggør, men den kalder til myndighed, idet den netop selv vil kontrolleres og spørges efter sin autorisation. Men tager vi Skriften som eksempel kan dette netop ikke lade sig gøre. For teologen har ikke adgang til den autoriserende tredie faktor (Guds ord) uden om den autoritet (Skriften), som han skal kontrollere. Det er netop derfor, at han har brug for autoriteten, altså for at kende noget til Guds ord. Uden den ville han ikke kende Guds ord. Men hvordan skal han kontrollere autoriteten, når autoriteten er hans adgang til den overordnede faktor, som autoriteten skal måles på? Nej, det er ikke muligt.
Thielicke har ganske vist ret i, at der findes tre faktorer, men han har ikke ret i, at den overordnede faktor, sætter autoritet og den undergivne på samme niveau. Hævder man det, har man allerede afskaffet autoriteten som autoritet.
Men Thielicke forklarer videre, at autoriteten, som han forstår den, netop ikke berøver den undergivne hans autonomi. Autoriteten grunder nemlig på en forskudskredit, som den undergivne indrømmer autoriteten, fordi autoriteten har gjort sig gældende i hans erfaringskreds. Det vil sige, at Thielicke mener, at autoriteten kun er autoritet for mig, fordi jeg anerkender den som sådan. Den lever på kredit hos mig. Således bliver jeg i kraft af min autonomi, som altså ikke berøves mig, i virkeligheden overordnet den autoritet, som jeg så vælger at underkaste mig, fordi den har gjort sig gældende i min erfaringskreds. Det er mig, der sætter autoriteten i kraft, hvorpå jeg underkaster mig den. Men så er jeg heller ikke virkelig underkastet autoriteten, for har jeg selv sat den i kraft, så kan jeg, hvis det passer mig, til enhver tid sætte den ud af kraft igen. Således er en sådan autoritet slet ikke autoritet, for jeg er ikke virkelig underkastet den.
Det umulige i dette autoritetsbegreb viser sig da også straks hos Thielicke selv, da han fortsætter med at skrive: "Derfor ville det også være grundlæggende forkert, med hensyn til helt små børn eller også dyr, at tale om forældrenes eller herrens autoritet. For her foreligger der ingen erfaring, der kan indrømme autoriteten kredit, og der findes heller ingen myndighed, som ville være i stand til kritisk at anerkende autoriteten." Han har ganske ret i, at hans autoritetsbegreb ikke lader sig anvende på forholdet mellem forældre og børn. Men det skyldes måske, at der er en fejl i hans forståelse af, hvad autoritet er. Netop i forholdet til små børn viser autoriteten sig som en nødvendighed, ja som en livsnødvendighed, fordi de netop er umyndige, lever de af at være undergivet deres forældres vilje. Autoriteten er en nødvendighed. Uden den ville den umyndige være ladt i stikken. Forældrene er jo ikke barnets autoriteter for deres egen magtudøvelses skyld, men netop af kærlighed til barnet for at beskytte og støtte det, ja, for at opdrage det.
Grundfejlen i Thielickes autoritetsbegreb er, at han vil sikre den enkeltes autonomi over for autoriteten. Men da autoritet i sit væsen går ud på, at en norm gøres gældende over for den enkelte uafhængigt af den enkeltes anerkendelse, så kan individets autonomi ikke opretholdes over for autoriteten, der hævdes tværtimod en heteronomi, en for individet fremmed lov.
Jeg skal senere vende tilbage til, hvorfor det er fatalt i - særligt teologisk henseende - at gå fejl af autoriteten på dette punkt. Foreløbig vil jeg forfølge årsagerne til, at bevarelsen af den enkeltes autonomi synes så afgørende for den moderne tænkning.
Autoritetens afskaffelse
"Hvad er klokken?" "Ja, hvad synes du selv?" Denne korte ordveksling mellem et barn og en pædagog er blevet sindbilledet det opgør med autoriteterne, eller rettere det forsøg på at afskaffe autoriteterne, som '68-generationen gik i spidsen for.
Som sagt kom autoriteten for alvor i miskredit efter nazismen, fordi man dér havde fået et sørgeligt indblik i, hvad autoritet kan misbruges til. Blandt andet på den baggrund udførte den amerikanske psykolog Stanley Milgram i begyndelsen af tresserne et forsøg, hvor han ville undersøge forholdet mellem autoritet og lydighed. Forsøget vil nok være mange bekendt, da der er lavet en film om det, som er blevet vist flere gange i fjernsynet. Forsøget gik ud på, at indkalde et antal almindelige amerikanske borgere til et eksperiment. De fik at vide, at eksperimentet drejede sig om at afdække forholdet mellem evnen til indlæring og straf. De skulle læse noget højt for en anden person, som så skulle gentage det. Hvis eleven lavede fejl skulle han straffes med elektrisk stød. Forsøgskaninerne blev holdt i den tro, at eleven også var en tilfældig, frivillig deltager i eksperimentet, mens han i virkeligheden var en skuespiller, der var ansat til at spille elevens rolle. Eleven sad sådan, at læreren (det vil sige forsøgspersonen) ikke kunne se ham, men kun høre ham. Læreren blev så bedt af forsøgslederen, som optrådte i kittel for at understrege hans autoritet, om at øge den elektriske spænding for hvert fejlagtigt svar. Efterhånden som eleven (altså skuespilleren) fik stærkere og stærkere stød (hvad han i virkeligheden slet ikke fik), begyndte han at klage sig mere og mere. Hvis læreren gjorde mine til at afbryde forsøget, fik han at vide af forsøgslederen (autoriteten), at det var vigtigt at forsøget blev ført helt til ende (der var en række opgaver, der skulle gennemgås på den nævnte facon). Det viste sig, at seks ud af ti forsøgspersoner var villige til at gennemføre hele forsøget og altså give eleven stød på til sidst 450 volt.
Jeg nævner Milgrams forsøg af to grunde: dels fordi det virkelig afslørede faren ved autoritet og lydighed. Autoriteten påtager sig nemlig ansvar for, at det, der kræves af den lydige, er forsvarligt. Lever autoriteten ikke op til det ansvar, er der selvfølgelig tale om misbrug af autoritet. Det er det farlige, og autoriteten kan netop ved sin autoritet føre den lydige ud i skæbnesvangre ulykker. Det fratager selvfølgelig ikke den lydige for hans ansvar. Men det er vigtigt, at en autoritet er sig sit særlige ansvar som autoritet bevidst og lever op til det. For det andet nævner jeg Milgrams forsøg og filmen om det, fordi jeg er overbevist om, at det har haft en stor virkning på synet på autoritet og medvirket til, at den er kommet i miskredit. Forsøget viste jo kun alt for tydeligt, at det ikke er forbeholdt sadister at pine forsvarsløse medmennesker efter ordre, men under pres fra en autoritet kan de fleste af os gøre det.
Ikke mindst i børneopdragelsen har man villet afskaffe autoriteten. I sin bog fra 1993 med den sigende titel Er opdragelse nødvendig gør Erik Sigsgaard den autoritære opdragelse ansvarlig eller i hvert fald medansvarlig for nazismen, foruden for antisemitisme, racisme og trangen til at finde syndebukke. Samtidig mistænkeliggør han den opdragelse, hvor det er forældrene, der bestemmer. Han fortæller om en 3-4 årig dreng, der på stranden finder en strålende engangslighter og siger "Se, mor!", hvorpå moderen svarer "Smid den, den er snavset!". Sigsgaard belærer derefter læseren om, at moderen fratager barnets dets nysgerrighed og dermed hæmmer dets udvikling. Det er forkert, at moderen viser, at det er hendes mening, der tæller, og ikke drengens.
En autoritær opdragelse, hvor forældrene ikke altid begrunder, hvad de siger, men for eksempel blot siger "Fordi far siger det!", ødelægger ifølge Sigsgaard barnets evne til at søge sammenhænge og begrundelser, hvorfor det siden vil være tilbøjelig til at søge syndebukke i stedet for rationelle forklaringer på forandringer - hvis barnet samtidig er opvokset i et følelsesmæssigt køligt klima, som han skriver. Den sidste tilføjelse er nok ret afgørende.
Med sine overdrevne konklusioner og sine skræmmebilleder af, hvad forældreautoritet kan afstedkomme, vil Sigsgaard selvfølgelig først og fremmest afskrække forældrene fra at være autoriteter. For hvem ønsker at opfostre en lille nazist eller racist? En egentlig holdbar argumentation for autoritetens skadelige virkning leverer han i hvert fald ikke. Med hensyn til spørgsmålet i bogens titel, Er opdragelse nødvendig, finder man et svar i et af hans gode råd til, hvordan man modvirker det autoritære: "Lev mere sammen med børnene i stedet for at opdrage på dem."
Hvad det så indebærer, kan vi måske lære af Ole Varming, der i sin bog Børneopdragelse i Danmark fra 1992 skriver om Fremtidens børneopdragelse. Han mener, at opdragelse til lydighed skal modarbejdes og "et hovedprincip er, at børn skal behandles som voksne plejer at behandle andre voksne." Det medfører, fortsætter han, at børn skal opfattes som "medfødt gode, men med mulighed for at gøre onde ting, hvis voksne optræder som dårlige forbilleder." Det gode er altså medfødt i mennesket, mens det onde er en social skavank. Dette menneskesyn er grundlæggende for det anti-autoritære opdragelsessyn, der i vid udstrækning går ud på, at børn af sig selv - ganske vist i omgang med voksne, der behandler dem som en slags ligemænd - vil udvikle sig til anstændige voksne. Derfor skal det, Ole Varming kalder fremmedbestemtheden (heteronomien), udryddes, og barnet skal lære selvbestemmelse (autonomi) fra en tidlig alder. Fremmedbestemtheden, altså det at forældrene bestemmer over barnet, er et overgreb mod barnet, der er moralsk forkasteligt. Så vidt Ole Varming.
Ligesom forældrenes autoritet er også lærerens autoritet overfor eleverne blevet bandlyst. For det første må læreren ikke være en autoritet i den forstand, at eleverne skal respektere lærerens krav om disciplin og ro og orden i klassen. Hvis der ikke er ro i klassen, og der ikke arbejdes koncentreret, skyldes det blot, at læreren ikke har formået at motivere eleverne. Motivation er nemlig det middel til at opnå arbejdsro, der er efterladt læreren, når han ikke længere med autoritet kan kræve ro. For det andet er læreren ikke en autoritet i den forstand, at hans viden, hans kundskaber er det stof, som eleverne skal tilegne sig. Læreren er ikke autoritet derved, at han har en stor fond af viden, som han kan øse af, og som børnene kan tilegne sig. Det er nemlig blevet et pædagogisk dogme, at en viden, der bliver formidlet ved, at læreren meddeler den og børnene lytter - altså en rent intellektuel viden - at en sådan viden ikke er noget værd eller i hvert fald meget lidt værd. Den bliver anset for en gold paratviden, som børnene ikke selv ved, hvad de skal bruge til og som derfor, hævdes det, ikke rigtigt fæstner sig hos dem. Man kan med andre ord slet ikke virkelig undervise på den måde.
Børn lærer ved selverfaring, mener man derimod. Derfor er undervisning blevet erstattet af "læring". Læring (selve udtrykket er vel en slags oversættelse af det engelske learning) er ikke noget, der foregår mellem lærer og elev, men det er alene elevens tilegnelse af et stof, uden at der nødvendigvis er blandet en lærer ind i det. Eleven er således i centrum, og læringen foregår gerne ved projektarbejde, hvor eleven samtidig erfarer, at han har brug for den viden eller de kompetencer, som han tilegner sig. Det, man skal lære i skolen i dag, er nemlig heller ikke blot og bar viden, men det er kompetencer, såsom sociale, følelsesmæssige, kreative og faglige kompetencer. Læreren har skiftet rolle til en slags assistent eller ressourceperson, som eleven kan betjene sig af, når der er behov for det. Ligeleds kan det stof, en elev forventes at tilegne sig heller ikke være fastsat, men bestemmes af elevens behov. Derfor findes blandt andet den store modvilje mod at fastsætte en kanon for dansk litteratur. Idealet i dagens skole ligner altså lidt et forskningsmiljø på de højere læreanstalter, hvad der siger lidt om, hvor stor en selvstændighed og styrke denne skoleform kræver af børnene. Intet under, at det faglige niveau er for lavt, for hvor mange elever kan bære den byrde at tage ansvar for egen læring, som det hedder?
Mens man vel nok længe har ment, at erhvervslivet måtte være mere konservativt og dermed mindre tilbøjeligt til at følge trop med nedbrydningen af autoriteter, så har visse dele af den moderne managementfilosofi demonstreret, at det ikke er tilfældet. En af idéerne, som har gået sin sejrsgang i mange virksomheder, er idéen om "teamwork" - eller på dansk holdsamarbejde. Det er et udtryk fra sportens verden, og meningen er, at medarbejderne ikke skal se sig selv som ansatte, der modtager ordrer fra en overordnet, men som medspillere på et hold, hvor alle arbejder sammen mod at nå et fælles mål. Man skaber altså den fiktion, at arbejdere og ledelse er på samme hold. Det er en fiktion, for som det er blevet påpeget, ændrer denne ledelsesidé reelt ikke på den grundlæggende magtstruktur i firmaet. Vi har altså her ligesom i den nye forældrerolle og lærerrolle at gøre med autoriteten, som ikke vil være (åbenlys) autoritet, autoriteten, som skjuler sig. Det er en fordel for lederen, der dermed undgår at blive gjort ansvarlig for sine handlinger, mens hele ansvaret hviler på holdet. Lederen bliver også fri for at skulle begrunde eller retfærdiggøre sine dispositioner, for lederen findes ikke som nogen håndgribelig størrelse. Da, der således ingen objektivt ansvarlige personer findes i denne ledelsesstruktur, så fremstår alle ledere såvel som ansatte, som en slags ofre for tidens og stedets krav. Dette krav kan ledelsen igen bruge til at presse de ansatte med uden selv at måtte stå til regnskab for eksempelvis et opskruet arbejdstempo på en fabrik. Den eneste årsag, man kan pege på, er selve forandringen i de ydre vilkår for produktion, salg eller lignende, men forandringen er ikke en person, der kan holdes ansvarlig. Det har også vist sig, at det er nemmere for ledelsen at undertrykke krav om lønforhøjelser og andre forbedringer for personalet, for stilles disse krav åbenlyst, vidner det blot om manglende samarbejdsvilje og holdånd. Skal man tale med chefen eller rettere cheftræneren om problemer, må det ske inden for holdsamarbejdets billedsprog.
Det magtspil, som udspilles på teamwork'ets betingelser fremmer desuden en bestemt karaktertype: det ironiske menneske. Hverken ledere eller ansatte siger nogensinde ligeud, hvad de mener. Deres person unddrager sig hele tiden. Sammen med kravet om fleksibilitet og omstillingsparathed, gør teamwork'et arbejdspladsen upersonlig. Personernes karakterer bliver flygtige og svage. (Se: Richard Sennett: Det fleksible menneske.)
Der hvor den ikke-autoritære opdragelse, uddannelse og ledelse gennemføres, hvad der vist nok heldigvis ikke altid lykkes så godt, som de anti-autoritære ideologer ønsker sig, gøres altså hjemmet eller dets erstatning: børneinstitutionen, ligesom også skolen og arbejdspladsen upersonlig. De personer, der befinder sig der, søger at unddrage sig egentlig personlig konfrontation med hinanden, idet der bestandig henvises til det overordnede tredie, hvad enten det er rationaliteten, fællesskabet eller det fælles mål for samarbejdet. Det personlige ansvar bliver usynligt, og forståelsen for, at man skal svare på krav fra en anden person, forsvinder.
Den foreløbige autoritet
Forfatteren og præsten Jakob Knudsen havde blik for, at skal mennesker virkelig have med hinanden at gøre, så sker det ikke uden om de forhold, de ordninger kunne vi også sige, hvori mennesker lever med hinanden som hinanden over- og underordnede. Det betyder, at vi konfronteres med en fordring, når vi har med et andet menneske at gøre, og den fordring er ganske konkret, fordi den udspringer af det bestemte forhold som for eksempel hersker mellem forældre og børn, lærer og elev, arbejdsgiver og ansat. Den fordring er ikke altid tavs, som K.E. Løgstrup i sin tid hævdede. Den udtalte fordring fra et menneske til et andet, kan heller ikke afskrives som en nedskrivning af den radikale fordring til det overkommelige. Netop den udtalte fordring, som den ene person som autoritet kræver efterkommet af den anden i lydighed, kan være det håndgribelige, bestemte udtryk for den radikale fordring, som han skal svare på lige nu.
Jakob Knudsen har skrevet om dette forhold flere steder, jeg vil her bruge nogle træk fra hans roman Sind samt fra det foredrag, der hedder Idealitet. I foredraget bruger Jakob Knudsen et sted ordene "idealitet" og "sind" som synonymer, og romanen Sind kan da også godt tjene som illustration til det, han i foredraget siger om børneopdragelsen. Hvis man kort skal angive, hvad han mener med ordet "idealitet", kunne man sige, at det betegner en kraft i mennesket. Idealitet er længsel efter det evige, stræben efter fuldkommenhed eller efter det absolutte. Han taler også om "den ideale længsel". Denne kraft i mennesket er både årsag til de største ulykker og til, at mennesket virkelig kommer til sig selv, alt efter, hvor idealiteten finder sin modvægt. Ulykkerne både for den enkelte og for fællesskabet kommer dér, hvor idealiteten absoluterer noget jordisk, noget relativt og forguder det. Idealitetens lidenskab finder først sin rette modvægt, så den ikke volder ødelæggelse, i mødet med Gud.
Idealiteten frembringes i barndommen, når barnets fantasi får frihed til at udvikle sig, og når barnets vilje dannes. Fantasien er den evne, hvorved barnet i levende, billedlig sjælespejling modtager livet, skriver Jakob Knudsen, mens viljen er den evne, hvorved barnet virker tilbage på livet. Viljens udvikling foregår ved, at den møder en stærkere vilje. Selv om det er farlige kræfter, der er på spil, så er dog idealiteten en nødvendighed for mennesket. Uden den evner det ikke i fantasien at genspejle livet, uden den får det heller ingen vilje, der kan magte livet.
Opdragelsen til idealitet, hvis den skal lykkes, og idealiteten ikke skal fare vild og gøre skade, "nås derigennem, at opdrageren selv bliver en slags foreløbig Gud for barnet." Det sker, når han både er den, som levende fylder barnets fantasi, og den, som opdrager dets vilje. Opdrageren er dermed virkelig en autoritet, men vel at mærke en foreløbig autoritet.
I romanen Sind møder vi drengen Anders, hvis hele verden er holdt oppe af faderens autoritet. Det er en streng far, drengen har. Èt er, at det er aldeles udelukket at sætte spørgsmålstegn ved faderens vilje, det er ikke i sig selv lig med strenghed, men viser kun, at faderen virkelig er autoritet. Men de krav Anders' far stiller til både ham, hans søster og hans mor, er nogle gange helt urimelige og tyranniske, ligesom straffen for forseelser mod faderens bud virker overdreven og ude af proportion med forseelsens størrelse. Den største straf er at skulle udholde faderens vrede, der beskrives som "en ovn, en verden af rødglødende muligheder" og som en "ildregn af vrede" - altså nærmest som helvede.
Romanen begynder med, at Anders, der har fået bestemt ordre til at være hjemme kl. 10, kommer for sent hjem. "Han løb alt hvad han kunde, og havde løbet saaledes mindst et Kvarter. Blodet pressede paa i Tindingerne og Aandedrættet vilde have Luft igjennem Munden; …
Han følte Trang til atter at se paa sit Uhr. Men der var ikke Tid. Han havde jo ogsaa seet, da han løb ud af Butiken, at den var 10. Det var første Gang, at et Klokkeslæt paa hans nye Konfirmations-Uhr havde haft et rigtigt sørgeligt udseende. …
Samtidig var det, som en hed Luft af glødende Tanker slog ham imøde, og hans Ansigt blev badet i Sved. … Det var just det frygtelige ved hans Faders Vrede, at han sletikke kunde overskue dens Muligheder. … denne Følelse af at være fordømt. …
Han standsede pludselig … Tænk, hvis han gjorde Oprør mod sin Fader! - Men Tanken var saa fjærn, saa uvirkelig - og dog mærkede han, hvordan hele hans Verden vilde gaa under med det samme, - han kom til at tænke på Billedet deroppe i Skolen af Samson, der trykker de to Støttepiller om og faar hele den uhyre Bygning ned over sig. - Saa vilde der da ikke være andet tilbage end Gud i Himlen, - for han blev dog vel tilbage."
Her kort efter Anders' konfirmation er faderens autoritet endnu helt intakt. Han er som en gud for drengen, han er den, der opretholder hans verden, og den, hvis vilje ikke kan bøjes eller modsiges. Men i de følgende år sker der noget nyt. Anders bliver opmærksom på faderens hensynsløshed over for moderen og søsteren. Han får vel en følelse af, at faderen misbruger sin autoritet, og drives derved til sidst til at sætte sig op mod sin far.
Da Anders begynder at betvivle sin fars bud og hele autoritet, overmandes han af gudsforladthed samtidig med, at han føler, at han ligger i oprør mod Gud. Forbitrelsen mod faderen blander sig med angst for, at han selv har forskrevet sig til Fanden. Til sin egen forundring føler han sig drevet til at sige det til sin far.
Han opsøger da faderen med det spørgsmål, om der ikke er nogen, der kan give ham vished om, at kristendommen er den rigtige. Det er der ikke, svarer hans far. Heller ikke faderen selv, for Anders stoler jo tydeligvis ikke længere på ham. Det er kun Åndens og Ordets kraft, der kan gøre det.
"Kan I da int sige mig Ordet?" spørger Anders sin far.
"Det siger Æ jo hver Morgen, bitte Anders; men saa kan Aanden vel æt bruge min Mund, saaen te dens Røst kan høres af andre. Det er Æ vel ogsaa for ringe til …."
"Jamen kan I da selv fornemme Aanden?"
"Aahe jo - hvordan skulde Æ helles tro:
Tag Ordet i Munden
Og elsk det fra Grunden,
Da hos dig i Navnet Han boer."
Det viser sig i denne samtale, at det ikke er Anders selv, der har frarøvet sin far autoriteten, men at hans autoritet hele tiden var foreløbig og begrænset, og at der bag faderens autoritet lå en højere autoritet: ordet, som også faderen måtte bøje sig for.
Da rettede drengens verden sig med ét op igen. Men nu var faderen ikke længere skaberen og opretholderen af hans verden. "Hvor Guds Magt dog maatte være stor, tænkte Anders, siden hans Fader helt maatte opgive sin Myndighed over for den. Og denne Magt følte Anders, tildels vel netop paa Grund heraf, som Frihed. Det som hans Fader kaldte "det Aandelige", det maatte jo alt sammen være Frihed. - Han var i Øjeblikket meget kærligt stemt overfor sin Fader. Men hvordan han for Fremtiden skulde kunne finde sig i hans Tyranniskhed, det forstod han ikke. Hans Fader var jo kun et stakkels Menneske!"
Autoriteten relativeres. Dens foreløbighed og begrænsning erkendes, men det betyder ikke, heller ikke hos Jakob Knudsen, at den ikke bestod med ret. Autoriteten er nødvendig, den har sin bestemte plads, sit bestemte embede her på jorden. Når en autoritet får vist sine grænser, og når den eventuelt afløses af en anden autoritet eller af et jævnbyrdigt forhold, så skyldes det ikke, at autoriteten afsløres som bedrag eller som falsk. I det øjeblik, drengen bliver i stand til at vurdere og tvivle om sin fars autoritets legitimitet, er faderens autoritet allerede ved at blive afløst af en anden autoritet. Men faderens ubetingede autoritet, som der ikke kunne sås tvivl om, er en forudsætning for, at drengen kan udvikle et sind og en vilje, hvormed han til sidst er i stand til at træde ind på linie med sin far. Hvis faderen fra begyndelsen havde afvist at være autoritet for sin søn, og havde anglet efter sit barns anerkendelse, så var barnet blevet svigtet og ville i sit opgør med faderens autoritet have kastet sig armene på en falsk autoritet, der ikke kunne være modvægt til hans idealitet eller sind.
Oprør mod misbrug af autoritet
Som eksempel på den uretfærdige autoritet, altså autoritetspersonen, der misbruger sin autoritet, rager kong Kreon fra Sofokles' tragedie Antigone frem.
Stykkets handling vokser frem af, at heltinden Antigone handler mod Kreons bud, og begraver sin bror, Polyneikes. Antigones to brødre, Eteokles og Polyneikes, er faldet for hinandens sværd i den nys udkæmpede kamp om Theben. Kreon, som herefter er konge i Theben, lader Eteokles, som har kæmpet på Thebens side, få en ærefuld begravelse, mens han nægter broderen, Polyneikes, en begravelse. Han havde angrebet Theben og var dermed forræder. I stedet skal hans lig ligge som bytte for fugle og hunde. Ingen må ære denne æreløse mand, der har forbrudt sig mod sin hjemby, dekreterer Kreon. Han må derfor ikke begraves.
Antigone ved, hvad hun gør, da hun trodser Kreons bud. Bystaten bygger på kongens love, som hun handler imod for i stedet at følge en anden lov. Kreons reaktion er styret af hensynet til bystaten, som er hans, kongens, højeste ansvar. Når Kreon derfor fuldbyrder lovens straf mod Antigone og dømmer hende til døden, er det umiddelbart forståeligt som udtryk for Kreons oprigtige og resolutte hævdelse af samfundets, bystatens, grundvold, nemlig retfærdigheden. Antigone påberåber sig dog også retfærdigheden. Hun handler i troskab mod dødsrigets gud Hades' bud. Loven hun følger er uskreven, og ikke entydig som bystatens skrevne lov, hvorfor hun da også indrømmer guderne den endelige dom, og ikke tror sig retfærdiggjort over for dem. Men hun ved sig bundet af pligten over for de døde, og tager gerne bystatens straf på sig.
I Rudolf Bultmanns artikel fra 1936 om Antigone fremhæver han, at diskussionen om, hvad der er ret, ikke kan adskilles fra diskussionen om hvad der er fromt, for både Kreon og Antigone ved, at den ret, som de hver især påberåber sig, afhænger af gudernes vilje og dom. Kreons brøde består ikke i, at han ikke regner med guderne, men i at han ikke ved, at hans kongeembede er begrundet og begrænset i det hinsidige, men tværtimod anser embedet selv for guddommeligt. På trods af, at han formelt set vil det rigtige, nemlig bekymre sig om bystatens vel, kommer han til konkret at relativere forskellen på ret og uret, fordi han sætter sine egne love og domme umiddelbart lig den guddommelige ret.
Kreon er således et eksempel på den uretfærdige autoritet. Kreon er uretfærdig derved, at han ikke anerkender sin autoritets begrænsning, men guddommeliggør den. Hans embede er, at håndhæve lov og ret, og den, ved han godt, er i sidste ende givet af guderne, men fordi han ikke ser det forhold som en relativering af hans embede, forbryder han sig mod den ret, som han som autoritet skal repræsentere.
Grundlaget for en kritik af autoriteten, er altså at hente i den guddommelige retfærdighed. Antigones kritik og tilsidesættelse af Kreons autoritet sker derfor på hendes eget personlige ansvar. Hun ved, at hun må lide den straf, som kongens love eller gældende ret foreskriver, selv om hun i sin samvittighed ved sig bundet af en sandere retfærdighed. Hun kan kun håbe på, at hendes handling vil blive retfærdiggjort hinsides. Sådan er vilkåret for oprøret mod autoriteten.
Det kan dog også gå sådan, at et oprør fører til et magtskifte, og oprøret på den måde bliver retfærdiggjort her på jorden, men den retfærdiggørelse er lige så foreløbig og begrænset som den forrige autoritets legitimitet. Den absolutte retfærdighed findes kun i det hinsidige. Den uretfærdige autoritet diskrediterer altså ikke autoritet som sådan.
Traditionen som autoritet
Filosoffen Hans-Georg Gadamer tager i sit klassiske værk om hermeneutik, Wahrheit und Methode, spørgsmålet om autoritet op. For hermeneutikken, der er læren om fortolkning eller forståelse, er autoritet, viser han, et centralt begreb.
Oplysningen bekæmpede autoriteten som en kilde til fordomme. Den skelnede mellem to slags fordomme: dels hastværkets fordom, der fælder sine domme for hurtigt, dels autoritetens fordom, der er den ukritiske overtagelse af andres domme. Man skulle, i stedet for at grundlægge sin forståelse på fordomme, lade sin egen fornuft være den højeste dommer.
I sin bog hævder Gadamer med henvisning til Martin Heidegger, at menneskets fornuft er underlagt historiens betingelser (nemlig tilblivelsen) og ikke er en færdig, forudgivet, ahistorisk størrelse i mennesket. Oplysningens tanke om en fordomsfri fornuftig forståelse, der ligesom begynder i et nulpunkt (eller begynder med sig selv) befriet fra overleveringens byrde, er svarende hertil en umulighed. "Der findes nemlig også," skriver han, "en Oplysningens fordom, som bærer og bestemmer dens væsen: Denne grundlæggende fordom i Oplysningen er fordommen mod fordomme, hvormed overleveringen sættes ud af kraft." (275)
Menneskets forståelse er aldrig absolut og definitiv (sikret af en ahistorisk fornuft), men altid kun tilstede som udkast, det vil sige, den er foreløbig. Betingelsen for overhovedet at forstå en sag eller en tekst er derfor, at der foreligger en forudforståelse eller fordom, som man møder sagen eller teksten med, og som konfronteret med teksten kan forandres eller bekræftes. Med andre ord er fordomme ikke en hindring for, at man kan forstå noget hidtil ukendt, men snarere en betingelse.
Det er nu Gadamers påstand, at autoriteten og traditionen repræsenterer den kvalificerede fordom. Han skriver: "Den modsætning, som Oplysningen hævder, består mellem autoritetstro og brugen af egen fornuft, findes ganske rigtigt. For så vidt som autoritetens gyldighed træder i stedet for den dom, vi selv kan fælde, er autoriteten virkelig en kilde til fordomme. Men at den også kan være sandhedskilde er ikke dermed udelukket, og det har Oplysningen ikke villet indrømme, da den mistænkeliggjorde simpelthen al autoritet." (283)
Traditionen eller overleveringen er en autoritet. Traditionen er uvilkårligt medbestemmende for vores forståelse. Selv når den enkelte når til modenhed og selvstændighed i forhold til sine opdragere, bliver han ikke sin egen herre i den forstand, at han bliver fri af al herkomst og overlevering. Selv om traditionen efterhånden overtages i frihed, skabes den ikke og begrundes den ikke i sin gyldighed af den enkeltes egen frie indsigt.
En foragt for og en deraf følgende nedbrydning af traditionen vil derfor ikke befri fornuften til en fordomsfri forståelse, men alene indsnævre den forståelseshorisont, som er betingelsen for, at forståelse kan komme i stand. Troen på autoriteter, ikke mindst traditionen, og den deri liggende større indsigt, er langt mere befordrende for en fornuftig forståelse. I traditionen får man foræret en kvalificeret fordom. Den fornuft, der i oprøret mod autoriteter vil kaste byrden af deres indsigt af sig, bliver ganske enkelt dummere og står tilmed i meget større fare for at ligge under for hastværksfordomme og godtage tvivlsomme autoriteter, fordi dens horisont er så meget desto snævrere. Derfor er blandt andet den moderne pædagogiks princip om ansvar for egen læring så fatalt.
Modernitetens kærlighed til individets autonomi hænger altså sammen med troen på den ahistoriske, fordomsfri fornuft. Gadamer viser i sin bog, at denne fornuft ikke findes, men at også fornuften er en historisk størrelse. Derfor er det højst problematisk at mistænkeliggøre og afskrive alle autoriteter, fordi de i virkeligheden er med til at sikre os et erkendelsesmæssigt forspring. Desuden mener han, at historien eller overleveringen altid gør sig gældende i menneskets forståelse, så at en fornægtelse af overleveringen og autoriteten, dels er et frugtesløst forehavende, dels er naivt og risikabelt.
Autoritet er lovforkyndelse
Autoritet betyder grundlæggende, at der hævdes en fordring mod mig. En fremmed instans - enten i form af en slags norm eller i form af en konkret person - træder mig i møde med krav om, at jeg skal bøje mig for den fordring, der udgår fra autoriteten, og efterkomme den. Autoriteten vil svares af lydighed. Men hvor jeg står over for en autoritet, har jeg selvsagt også mulighed for at nægte lydighed, muligheden for at være ulydig. Jeg har det ganske vist ikke uden at måtte bære ulydighedens konsekvenser, såsom straf eller, hvor autoriteten er overleveringen, ringere erkendelse. Men sammenlignet med den magtudøvelse, der foregår, hvor autoriteten skjuler sig, giver autoriteten med valget mellem lydighed og ulydighed mere frihed, end den skjulte autoritet - altså den autoritet, der ikke vil være ved sin overordnede position.
Den skjulte autoritet er ikke længere virkelig autoritet, for virkelig autoritet kan kun være åbenlys. Den skjulte autoritet slår om i manipulation, hvilket i virkeligheden er tvang. Autoritet er netop ikke tvang, men fordring. Ordet manipulation betyder oprindelig at behandle en genstand med hånden. Hvor autoritetens magt bedst karakteriseres ved en udtalt ordre eller befaling, som skal efterkommes, der er den magtudøvelse, der ikke vil være autoritær, tættere på manipulation, fordi den billedligt talt med hånden fører den person, som er genstand for magtudøvelsen, derhen, hvor magthaveren ønsker det. Et oprør mod den manipulerende magthaver er meget vanskeligere end mod autoriteten, for han virker i det skjulte, men han er ikke af den grund mindre voldsom i sin magtudøvelse end autoriteten. Den manipulerende magthaver tager så at sige førergreb på sin undergivne. Han henviser altid til noget, der er tvingende, som for eksempel faderen, der kan argumentere sit barn af banen med fornuftige grunde for det, han ønsker barnet skal gøre. Barnet levnes ikke en chance og slet ikke mulighed for at være ulydig mod faderen, for det er jo ikke hans far, der tvinger ham, men fornuften, ikke sandt?
Så længe autoritet regnes for moralsk mindreværdig eller forkastelig, vil muligheden for at bære ansvar være hæmmet. Den fordring, der er rettet mod mig, kan jeg ikke høre kontant og håndgribeligt. Jeg ved ikke, hvad mit ansvar er, hvad jeg skal svare på eller hvem jeg svare. Autoritetens bandlysning er skæbnesvanger for moralen, for det åndelige liv.
Loven i teologisk forstand, det vil sige det, at jeg altid står under en fordring, er kun virkelig nærværende, når den høres som et bestemt bud. Således har autoritetens nedbrydning og bandlysning også haft en ødelæggende konsekvens for teologiens lovforkyndelse. Lovforkyndelsen er blevet abstrakt, generel og immateriel, og dermed mindre forpligtende, selv om man tilsigtede en radikalisering og skærpelse af loven. Man nøjes ofte med at sige, at vi er fordret af Gud, at der lyder et "Du skal", men hvad vi skal siges ikke konkret, eller hvis budet indholdsbestemmes, gøres det oftest meget generelt, for eksempel i form af det dobbelte kærlighedsbud. Teologien er veget tilbage fra at henvise til konkrete krav og bud, når den skulle angive, hvad vores lydighed mod Gud består i. Den har samtidig nedskrevet de jordiske autoriteter til blot menneskelige ordninger, som jo altid står til diskussion, og som man mener derfor ikke kan forkynde Guds lov, og dermed har den miskendt, at enhver autoritet netop forkynder loven, og loven er i sidste ende Guds ord.
Nu vil man måske indvende, at det er højst tvivlsomt, at enhver autoritet forkynder Guds lov. Og dermed har man sat den kile ind mellem Guds lov og menneskets lov, som gør enhver lovforkyndelse og enhver autoritet ualvorlig. Som det turde være fremgået af det, jeg har sagt hidtil, forfægter jeg ikke det synspunkt, at en autoritet ikke kan fejle eller være falsk, at dens bud ikke kan være direkte forkert. Det kan godt være. Men jeg har sagt, at vil vi overhovedet have med autoriteter at gøre, så må vi opgive den tanke, at de skal godkendes af os først. Og jeg har sagt, at uden autoriteter, findes der heller ingen virkelig lovforkyndelse. Uden autoriteter rettes der ikke noget virkeligt, bestemt krav mod mig, som jeg kan være lydig mod eller eventuelt ulydig mod.
To forhold med hensyn til autoriteten og forkyndelsen af loven er vigtige at være opmærksom på. For det første ophæver min eventuelle ulydighed ikke loven. Den ophæver ikke det, at jeg er under en fordring, at jeg ikke kan have med det andet menneske at gøre uden om denne fordring. For det andet ophæver heller ikke autoritetens eventuelle ufuldkommenhed eller direkte fejlagtighed loven. Som autoritet er det mit embede at hævde loven. Men der er ingen garanti for, at jeg er retfærdig. Der er ingen garanti for, at jeg i udførelsen af mit embede som autoritet kan retfærdiggøre mig, tværtimod er det så godt som sikkert, at jeg i et eller andet omfang vil være uretfærdig. Men det ophæver ikke mit embedes legitimitet.
Det væsentlige er, at jeg ikke kan sikre min retfærdighed ved at vægre mig mod at påtage mig autoritetens embede af frygt for i det embede at være uretfærdig. Nærmest tværtimod, vil jeg ikke påtage mig autoritet, og vil jeg ikke vide af den autoritet, som jeg er underkastet, så vil jeg slet ikke vide af loven. Jeg er ikke ude på, at forsvare uretfærdige autoriteter, men jeg vil sige, at man heller ikke skal bilde sig ind, at der findes garanteret retfærdige autoriteter. I autoriteten hører vi loven, formuleret af mennesker. Men på anden måde kan vi heller ikke høre den. Loven, Guds ord, har vi kun som menneskeord. Vi må derfor bære uretfærdigheden, kæmpe med og mod den, men vi kommer aldrig til at kæmpe fra en position, der er mere sikret mod uretfærdighed end den autoritet, vi vil kritisere. Hvem har så ret? Jeg, der kritiserer autoriteten, eller autoriteten? Hvem er retfærdig? Afgørelsen, der falder her i det jordiske, er ikke absolut. Den absolutte afgørelse af, hvor retfærdigheden er at finde, åbenbares ikke i denne verden.
Men skriftens autoritet er altafgørende, for den er den autoritet, der siger os Guds ord. Heri hører vi loven, og på Skriftens lovforkyndelse skal alle andre jordiske autoriteters lovforkyndelse prøves. Skriften selv kan vi ikke prøve, den er autoriteten par excellence. Med Skriftens autoritet sættes den definitive grænse for os, der holder os fast i det endelige, i historien, som underkastet en autoritet og fordret af Guds ord.
Lad mig slutte med et citat fra Romerbrevet:
"Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom. De styrende skal jo ikke skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde. Vil du slippe for at frygte myndighederne, så gør det gode, og du vil blive rost af dem; for de er Guds tjenere til dit eget bedste. Men gør du det onde, må du frygte. Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde. Derfor skal man underordne sig, ikke kun for vredens, men også for samvittighedens skyld. Derfor betaler I jo også skat, og de styrende er Guds tjenere, når de tager vare på det. Giv alle, hvad I skylder dem: den, der har krav på skat, skat; den, der har krav på told, told; den, I skylder frygt, frygt; den, I skylder ære, ære. Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven."
(Brøgger har gjort opmærksom på, at foredragets titel er: Autoritet - og ikke som i den trykte udgave: Autoriteter).
Litteratur i udvalg:
Barth, Karl: Die Unterricht in der Religion I (1924), Gesamtausgabe, Zürich 1985.
Bultmann, Rudolf: Polis und Hades in der Antigone des Sophokles (1936), Glauben und Verstehen II, Tübingen 1968.
Gadamer, Hans-Georg: Wahrheit und Methode, Tübingen 1990 (1960).
Knudsen, Jakob: Sind (1903), Romaner og fortællinger, København 1917.
Knudsen, Jakob: Om Idealitet (1905), Livsfilosofi, København 1908.
Løgstrup, K.E.: Den etiske fordring (1956), Haslev 1986.
Milgram, Stanley: The Perils of Obedience, Harper's Magazine 1974.
Sennett, Richard: Det fleksible menneske, Beder 1999.
Sigsgaard, Erik: Er opdragelse nødvendig (1993), Svendborg 1994.
Sofokles: Antigone, København 1966.
Thielicke, Helmut: Autorität, Die Religion in Geshichte und Gegenwart I, Tübingen 1957-62.
Varming, Ole: Børneopdragelse i Danmark, 1992.