Af Henrik Frost, Tidehverv, Nr. 7, September, 2007, s.146-147. (Knud Bjarne Gjesing: Hån, spot og latterliggørelse - Egyptisk satire under Muhammed-krisen, 2006).

Da de hysteriske reaktioner på Jyllands-Postens Muhammedtegninger tog af i sommeren 2006, fulgte en sand strøm af bøger om krisen, og som det så ofte går, fik de først udkomne titler tildelt en hel del opmærksomhed i pressen, hvorimod senere udkomne titler har måttet nøjes med en noget mere anonym tilværelse. Det gælder således også Knud Bjarne Gjesings bog: "Hån, spot og latterliggørelse - Egyptisk satire under Muhammed-krisen", som først udkom sidst på året i 2006, og som derfor stort set ikke har været omtalt i pressen, hvad den burde have været.

Gjesings lille skrift på i alt 73 sider indledes - efter et kort forord - med gengivelsen af 13 tegninger, der blev bragt som en replik til Muhammedtegningerne i den egyptiske avis Al Fagr, der selv præsenterede dem som "et svar til dem, der fornedrede sig til at trælle for racisme, falskneri og forbrydelse". Tegningerne, der nok ikke vil skabe epoke i kunsthistorien, kan ikke siges at lægge fingrene imellem. Korset og jødestjernen får kort sagt, så hatten passer, og dermed bliver tegningerne kun endnu et bevis i den lange række af beviser på hykleriet i den megen snak fra muslimsk side om omsorg og respekt for de skrøbelige religiøse følelser - ikke mindst modpartens.

Efter præsentationen af de egyptiske satiretegninger følger Gjesings eget 40 sider lange essay: "Ytringsfrihed og religionsfrihed", som ganske underholdende indledes med en omtale af den egyptiske popsanger Sha'ban Abd Al-Rahim, der i sin ørehænger om terrorangrebet på World Trade Center sang: "Hey people! It was only a tower", mens han i sin sang om Muhammedkrisen: "Denmark? They are nothing but Pagans" nu bl.a. kan fortælle:

"De vil forvrænge hans (Muhammeds) billede,
de foragtelige idioter …

Det er sindssyge mennesker,
og deres boss er idiot …

Vores islam er kærlighedens religion,
ikke uretfærdighedens og terrorismens …

Når I alle mødes i Helvede,
vil flammerne slikke jeres fjæs …

Vi vil ha' en total boykot,
og det er heller ikke nok".

Bogens essay er et glimrende og oplysende debatindlæg til forsvar for ytringsfriheden, og det påpeger og gennemhuller mange af de meningsløsheder og selvmodsigelser, som man som iagttager blev præsenteret for undervejs i den verdensomspændende krise. Forfatteren har et godt og skarpt blik for det nærmest komiske hykleri, der prægede dele af det politiske landskab herhjemme. F.eks. fandt Holger K. Nielsen det pludselig opportunt i Kristeligt Dagblad at mene, at venstrefløjen i sin tid også havde været for hård ved de kristne (s.37). Og forfatteren har et lige så godt og klart blik for hykleriet i de muslimske samfund, hvor man bl.a. så demonstrationsbannere med påskriften: "Knus danskernes hoveder" side om side med påskrifter om "tolerance og fred" (s.33). Natans revsende ord til kong David: "Du er manden" mangler tilsyneladende endnu at slå rod sådan for alvor i den muslimske bevidsthed. "Man kræver højlydt respekt, men viser den ikke over for andre", som Gjesing med tilslutning citerer Hans Magnus Enzensberger for (s.33).

Forfatteren har ikke nogen synderlig stor sympati eller respekt for de hjemlige såkaldte islameksperter, der, mens bølgerne gik højt, næsten dagligt via TV'et trådte ind i danskernes stuer med deres mærkværdige analyser, og han ville på dette punkt sikkert kunne skrive under på den præcise karakteristik af Vestens intellektuelle islam-kendere, som man møder i Ayaan Hirsi Alis selvbiografi: "Ayaan - opbrud og oprør", hvor hun skriver: "Fortvivlende dumme analytikere - navnlig folk, som kaldte sig eksperter i den arabiske verden, men som ikke lod til at vide noget som helst om virkeligheden i den islamiske verden - skrev side op og side ned med kommentarer. Artiklerne handlede alle om, at islam havde reddet Aristoteles og nullet - og om at islam er en fredelig og tolerant religion, ikke den mindste smule voldelig. … Alt i aviserne havde fokus på: "ja, men": Ja, det er forfærdeligt at slå folk ihjel, men…(s.322)".

Gjesing må have brugt nogen tid på at pløje sig igennem diverse nyhedsmedier. Man møder i hvert fald i bogen en ganske stor mængde af de mest fantastiske udtalelser, der faldt undervejs i al balladen om Muhammedtegningerne. Her fire eksempler fra bogen:

1) "Mette Winge - der blandt mange andre udmærkede bøger vil være kendt for "Alle tiders Emma Gad" - gjorde i debatten gældende, at ytringsfriheden "skal behandles med ynde og omhu". Da journalisten Adam Holm i Deadline stillede hende spørgsmålet: "Hvis de her tegninger var blevet offentliggjort i Information eller Politiken, ville du så have reageret på samme måde - tror du?", faldt hendes svar imidlertid mindre yndefuldt til jorden:
"Så ville jeg sige, at jeg nok havde set - det varede længe, før jeg så dem, for jeg læser ikke Jyllands-Posten, og det må I undskylde, men altså - det varede - jeg så dem først efter hele debatten havde kørt et stykke tid. "Nu måtte du hellere se, hvad det her handler om" - øh - det kan jeg jo svare - det er fuldstændigt fiktivt - det kan jeg ikke svare på. Hvordan der - om jeg ville have reageret på det? Det kan da godt være - nej, det kan jeg ikke svare på! (s.45)"

2) "George og Edvard Brandes og andre af de åndelige ophavsmænd til Det radikale Venstre (må) have undret sig såre, hvis de fra den Himmel, de ikke troede på, har haft lejlighed til at beskue, hvorledes deres arvtagere bl.a. foreslog, at de protesterende muslimer skulle tildeles en Frihedspris. Jakob Erle, folketingskandidat for Det radikale Venstre, stillede sig endog i spidsen for en nystiftet forening, Danskere imod Blasfemi (s.38)".

3) (En udtalelse af kvindesagsforkæmperen Suzanne Giese, der faldt, da hun blev bedt om en kommentar til de æreløse muslimske æresdrab): "Nu kender jeg ikke det samlede antal … (det drejer sig) trods alt om ganske få tilfælde … under alle omstændigheder er det de muslimske kvinders sag at kæmpe for deres frigørelse, ikke vores (s.46)".

4) "Og som Tøger Seidenfaden har kunnet påvise med et lille koket fodskifte, som ganske vist ikke hører hjemme i den strengere logiks danseskole, kan man ikke betegne den islamiske fundamentalisme som en totalitær ideologi, så længe den ikke besidder den totale magt (s.48)".

Som nævnt er bogen ikke mindst et forsvar for ytringsfriheden, altså et forsvar for retten til at sige, at to plus to er fire.

Da Muhammedkrisen var på sit højeste, blev det populært at tale om eksistensen af en konflikt imellem religionsfriheden og ytringsfriheden - en konflikt, som slet ikke eksisterer. For det fratager selvsagt ikke muslimerne deres ret til fri religionsudøvelse, at vi andre udtaler os kritisk om Muhammed, hans ugerninger og hans islam, ligesom heller ikke muslimernes kritik af kristendommen kan gøre indhug i de kristnes religionsfrihed. Men påstanden om eksistensen af en konflikt imellem de to friheder kunne bruges taktisk til i første omgang at få indskrænket ytringsfriheden i de europæiske lande, hvor det endnu ikke lod sig gøre at få dhimmiens ret til også at ytre sig helt fjernet.

Taktikken virkede, som Gjesing grundigt gør rede for (s.49ff.), idet man bl.a. i Norge har indført en rystende antidiskriminationslov, der dog selvfølgelig ikke anser positiv særbehandling for diskrimination. Loven forbyder: "ytringer som virker eller har til formål å virke krenkende, skremmende, fiendtlig, nedverdigende eller ydmykende " og bevisbyrden er omvendt, idet det videre hedder: "Hvis det foreligger omstendigheter som gir grunn til å tro at det har funnet sted brudd på bestemmelsene … skal det legges til grunn at brudd har funnet sted, hvis ikke den som er ansvarlig for handlingen, unnlatelsen eller ytringen sannsynliggjør at det likevel ikke har funnet sted slikt brudd".

I England var man også indstillet på at vedtage en lov, der genindførte censuren. Loven skulle beskytte de sarte religiøse følelser, som muslimerne er så frygteligt plagede af. Til alt held blev loven ikke vedtaget, men faldt med én stemmes flertal, men det skyldtes kun, at 20 medlemmer havde forladt parlamentet for tidligt i den sikre forvisning, at flertallet allerede var sikret, så det fri ord har nok ikke langt igen i England.

"Hån, spot og latterliggørelse" er en fortræffelig bog, som kun kan anbefales.

Knud Bjarne Gjesing:
"Hån, spot og latterliggørelse - Egyptisk satire under Muhammed-krisen"
73 sider,
ISBN: 87-91659-11-6,
Udgivet d. 21-12-2006,
Pris: 68,-kr.