Af Søren Krarup, Tidehverv, januar, 2008, s.1-3.

Det sidste slagord hedder "Mere kirke for pengene". Det er i forbindelse med den kirkeministerielle betænkning, nr. 1491, der kom i august 2007 og handler om folkekirkens lokale økonomi. Mere kirke for pengene. Smart og mundret. Helt i overensstemmelse med den erhvervsprægede stil og tankegang, der trænger ind i folkekirken. Kirken som koncern. Kirken som en givtig og effektiv forretning, der giver brugerne noget for pengene.

Hvad betyder det? spurgte jeg den nye kirkeminister Birthe Rønn Hornbech under folketingsdebatten om elektroniske valglister til menighedsrådsvalg 7. december. Mere kirke for pengene - betyder det flere præster og flere gudstjenester? Hun svarede, at dette kunne udtrykket godt betyde. Vi skal ikke glemme svaret. Men der er desværre ikke grund til at tro, at det passer.

Sandheden er jo, at den danske folkekirke er en kirke i nød, fordi den i stigende grad fortrænger og glemmer sit eget anliggende. I grundlovens paragraf 4 hedder det, at "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten", men det evangelisk-lutherske synes under hastig afvikling. Evangeliets forkyndelse er ikke det, der optager de ordførende og ledende i folkekirken. Biskoppernes ønske om at ændre den Augsburgske Bekendelses første artikel, så at folkekirken ikke kommer i modsætning til politiske-ideologiske signaler om integration af muslimer, er i så henseende karakteristisk og afslørende. Fremkomsten af nye Haderslev-artikler, fremkaldt af biskoppen i Haderslev og rundsendt til alle menighedsråd i hans stift, er det ligeledes. Her er der slet ingen stødende synspunkter og formuleringer - stødende for en politisk korrekthed. Her er alt glat og rundt.

Men den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten, og det evangelisk-lutherske er stødende for enhver politisk korrekthed ved at skelne mellem sandhed og løgn, mellem Kristus og afguderne, mellem evangelium og ideologi.

Under den nylige valgkamp var det påfaldende, at for første gang i vores historie var der mange og stærke røster for en adskillelse af stat og kirke i Danmark. En sådan adskillelse er jo i lige forlængelse af den politiske korrektheds afvisning af enhver form for "diskrimination". At den historiske og folkelige virkelighed i Danmark siger noget andet, blev fejet til side. Bodil Kochs socialdemokrati taler nu for folkekirkens nedlæggelse i anti-diskriminationens navn. Jørgen Jørgensens parti, Det radikale Venstre, gør det samme. For første gang i vores historie er den folkekirkelige virkelighed gjort suspekt i store dele af det politiske Danmark. Lykkeligvis støtter folket ikke denne foragt for folkekirken som kirken i Danmark, men hvis folkekirken selv kapitulerer over for forargelsen ved at tilpasse sig den politiske korrekthed, kan det sidste næsten være værre end det første. En folkekirke, der skammer sig ved evangeliet. En evangelisk-luthersk kirke, der vil ændre den lutherske bekendelse for at komme på linie med en politisk og ideologisk lighedsdyrkelse. Det er dette syn, der møder betragteren af nutidens danske folkekirke, og det er derved, at understregningen af den nødvendige kulturkamp fører til understregning af nødvendigheden af kirkekamp - for hvis forkyndelsen af et kristent menneskes frihed ikke lyder i den danske folkekirke, så er sansen for kulturkampen i færd med at forsvinde.

Så er der ingen frihed at forsvare. Så giver opgøret med totalitarismen og islam ingen mening. Så er selve grundlaget for kulturkampen ved at smuldre.

Mere kirke for pengene - ja, hvis kirkens penge bruges på forkyndelsen af evangeliet. Hvis det handler om at holde gudstjeneste og ansætte præster i de danske sogne, som ikke nedlægges i effektivitetens og "samarbejdets" navn, men vedbliver med at være samlingspunkter for menigheden.

I juni 2007 blev der vedtaget en ny menighedsrådslov, L 160. Her blev paragraf 31 i den gamle menighedsrådslov ændret. Hidtil havde det heddet i menighedsrådsloven: "Præsten er i sin embedsvirksomhed, herunder den private sjælesorg, uafhængig af menighedsrådet". Dette var naturligvis forkyndelsesfrihedens basis. Præsten skulle ikke fedte for nogen, men forkynde Guds ord rent og purt i henhold til sit præsteløfte. Præsten skulle ikke være menighedsrådets tjener, men varetage sit særlige embede, som var evangeliets forkyndelse i overensstemmelse med bl.a. den Augsburgske Bekendelse.

Men i den nye menighedsrådslov er paragraf 31 blevet til paragraf 37, og her hedder det: "Præsten er i udøvelsen af sin pastorale forpligtelse, herunder sin forkyndelse, sin sjælesorg og sin undervisning, uafhængig af menighedsrådet". Jamen, er det ikke det samme som i den gamle lov? Er det ikke samme understregning af præstens forkyndelsesfrihed og forkyndelsesforpligtelse? Jo, for den overfl adiske læsning, men læser man lovteksten grundigere, bliver man klar over, at der er tale om en fatal ændring. For præsten bliver i L 160 gjort til en del af menighedsrådets embede, samlet i det begreb "samvirke", som omfatter begge parter, men hvor præsten blot har sine særlige pastorale nicher, sin forkyndelse, sin sjælesorg og sin undervisning.

Men det er jo i hele sit embede, præsten skal være uafhængig af menighedsrådet. Ikke blot i særlige, pastorale nicher, hvorefter han i øvrigt er afhængig af det fælles embede, der ligger i udtrykket "samvirke". Der ligger i den nye lov en fatal sammenblanding af embederne, præstens embede og menighedsrådets embede. Menighedsrådet bliver i denne nye lov gjort til en del af forkyndelsesembedet. Menighedsrådet skal sammen med præsten sørge for åndelig og kirkelig aktivitet i sognet. Menighedsrådet er ikke længere forpligtet på folkekirkens ydre forhold, kirkebygning, kirkegård, præstegård, hvor præsten er forpligtet på det indre - på evangeliets forkyndelse i sognet.

Eller som Menighedsrådsforeningens formand, min gamle veninde Inge Lise Pedersen ligeud skriver i Menighedsrådenes Blad, nr. 7 2007: "I og med, at det nu er skåret ud i pap, at menighedsrådet har ansvar for både de kirkelige og administrative anliggender i sognet, må vi begynde med det helt grundlæggende: Hvad vil det sige at være kirke her og nu i vore sogne? Hvilke opgaver skal vi løse alene og hvilke sammen med andre sogne? Hvem skal løse opgaverne, og hvordan skal det organiseres?"

Men hvad det vil sige at være kirke i sognet, er klart og tydeligt i en evangelisk-luthersk kirke. Det er at forkynde evangeliet om syndernes forladelse i Jesus Kristus. Det har ikke med strukturer, samarbejde og effektivitet at gøre. Det handler om prædiken og gudstjeneste.

I den nye menighedsrådslov og i formandens velmenende udlægning af den har man den tendens til koncern-tænkning og erhvervsliv, som lukker folkekirken op for den politiske korrekthed, og således er folkekirken i færd med at blive afviklet som kirke. Angrebet på den Augsburgske Bekendelse er slet ingen tilfældighed. Reklamesloganet om "Mere kirke for pengene" er heller ikke tilfældigt. Sådan taler og tænker man jo i erhvervslivet. Sådan taler også betænkning 1491 om Folkekirkens Lokale Økonomi, der nu skal laves til lovgivning.

Det er på tide at kalde til kirkekamp - det vil sige til kamp for folkekirken som kirke.

Så meget mere som regeringsgrundlaget af november 2007 forstærker tendensen i retning af koncern. Dels igennem et forslag om åremålsansættelse af biskopper, hvad der gør bispeembedet entydigt politisk, i særlig grad i spørgsmålet om genvalg, og lægger op til åremålsansættelse også af præster, hvilket betyder forkyndelsesfrihedens endeligt. Dels igennem et forslag om omlægning af statens støtte til folkekirken til et bloktilskud.

For hvem skal administrere bloktilskuddet? Hvem er folkekirken? Hidtil har staten støttet folkekirken økonomisk igennem et tilskud til præstelønninger mv., men af hensyn "til de samfundsopgaver, som folkekirken varetager", får støtten nu karakter af et bloktilskud, som folkekirken selv fordeler. Igennem en folkekirkelig pave? Via en kirkelig rigsdag, som er folkekirken og taler i dennes navn? Via en ophævelse af det evangelisk-lutherske i folkekirken, ifølge hvilket ingen kan tale på kirkens vegne og hævde at repræsentere kirken.

I forrige nummer af Tidehverv talte vi om kulturkampen som det for landets fremtid afgørende, og vi citerede landets statsminister, der i sin nytårstale 2002 sagde, at udfaldet af kulturkampen var afgørende for, hvordan den danske fremtid kom til at se ud. Det var sandt i 2002, og det er sandt i 2008.

Men det er også sandt, at den kulturkamp, der udkæmpes i Danmark i disse år, er meningsløs og tom, hvis ikke et kristent menneskes frihed forkyndes og fastholdes som det egentlige. Dansk kultur er båret og bestemt af kristendommens forkyndelse af, hvad det er at være menneske, og hvor skulle kristendommen forkyndes om ikke i kirken?

Derfor er kulturkampen afhængig af kirkekampen - kampen for at fastholde den danske folkekirke som en evangelisk-luthersk kirke. Lykkes det den politiske korrekthed eller den ideologiske bevidsthed at forvandle folkekirken til en effektiv koncern, en givtig forretning eller et smart reklameforetagende, er ikke blot folkekirken taberen.

Det er dansk kultur også.