Af Søren Krarup, Tidehverv, nr. 9, November, 2007, s. 173-175.

Jeg må tilstå, at jeg er ikke nogen ven af ordet værdi. Heller ikke, når det knyttes sammen med ordet dansk og hedder en dansk værdi. Der er noget, der hedder dansk kultur. Mildt sagt. Dansk kultur er det, der binder Danmark sammen, og snarere end at bruge det efterhånden fortærskede begreb "sammenhængskraft" skulle man sige dansk kultur og dermed understrege, at vi her befinder os på et område, der har med ånd og afgørelse at gøre, ikke med påvirkning og propaganda.

Det er ligesom med begrebet "værdi". Sig dansk kultur. Fortæl om det, der har bidraget til at binde Danmark sammen i tusind år - i stedet for at sige værdi og dermed smage på sig selv og sine fortræffelige egenskaber. Det seneste i denne række er som bekendt den størrelse, der kaldes en "demokrati-kanon". Dette udtryk brugte statsministeren i sin åbningstale 2.oktober, og lige så vel som man forstår hans mening, lige så betænkelig kan man blive ved denne opfattelse af demokrati. Jeg drister mig til at nævne, at i 1968 udgav jeg en bog med titlen "Demokratisme", som gjorde opmærksom på, at demokrati er en styreform, ikke en livsform, man "opdrages" til. Dette sidste er demokratisme. Det var den falske tale, som Hal Koch dyrkede i den første efterkrigstid, og hvorved han bidrog til at forfalske opfattelsen af det danske samfund og det danske menneske. Dermed forberedte han kulturrevolutionen af 1968, hvor alt, hvad der var vammelt og selvsmagende, kom i højsædet.

Sig demokrati! Sig styreform! Sig lov og ret som det, der sætter demokrati - og fortæl om den livsforståelse, formet af kristendommen, der deler mellem det hellige og det verdslige, og som er baggrunden for den danske grundlov, der sætter demokratiet som en styreform, ikke en ideologi.

Ja, fortæl! Dette er opskriften for den opdragelse, der skaber dansk kultur. Fortæl børn og voksne om Danmarks historie, fortæl om vore forfædres gerninger, for ikke at sige bedrifter, fortæl danske børn om et dansk folks kamp igennem mange hundrede år for at bevare Danmark og fastholde, at "danskens lov i strid og fred / være ret og billighed /som kong Volmer ville". Må jeg nævne, at kong Volmer er i Helge Rodes fædrelandssang Valdemar Sejr, den store konge, som i 1241 gav Jydske Lov, den første samlede danske lov, der indledte med at sige, at med lov skal land bygges. Ikke med værdier. Ikke med ideer. Ikke med demokrati-kanon og opdragelse til demokrati. Men med den lov, der deler mellem dit og mit og fastholder, at i dette land skal ingen hellighed ophøje sig over gældende lov, fordi helligheden alene er hos Gud i himlen.

*

Ja, fortæl!

Dette er baggrunden for og begyndelsen til dansk kultur, som igen er sammenhæng og sammenhængskraft i Danmark, og det er i kraft af sin fortælling om store og gode danskere - som det hed i gamle dage - at Sven O.Gades historieskrivning om Victor Andreasen, Frode Jakobsen og Flemming Juncker er så betydningsfuld og fortræffelig i disse historieløse tider. Den første person i denne række kan man være mindre sikker på, selv om jeg - også i kraft af personlig erindring - vil give Gade ret i, at Victor Andreasen i al sin kaotiske udfoldelse havde en kraft og kerne, som berettiger en biografi. Med Frode Jakobsen er det mere indlysende. Hans indsats under den tyske besættelse var beundringsværdig. Han var virkelig til gavn for sit fædreland. Han satte sig selv ind på at "værge dit land".

Og den netop udkomne bog om Flemming Juncker er fortællingen om en stor dansker, der var en dansk værdi. Fortæl historien om Flemming Juncker, og du har fortalt dine børn og dine landsmænd om den helstøbthed i engagement og fædrelandskærlighed, som efterfølgende generationer vil blive inspirerede og opbyggede af.

Jeg har selv oplevet ham. Da vi i efteråret 1986 startede kampen mod indvandringspolitikken, ønskede Jesper Langballe og jeg at få Flemming Juncker med i "Komiteen mod Flygtningeloven", og jeg ringede til ham. Han var med det samme indforstået med opgaven. Han gav os ganske ret i, at det var et nødvendigt arbejde. Men det endte med, at hans helbred forhindrede ham i aktiv deltagelse, så at kun Jens Toldstrup var med af folkene fra modstandskampen.

Siden havde min kone og jeg sporadisk forbindelse med ham, besøgte ham i Havndal og havde Jutta Graae og ham til en frokost i Seem præstegård, hvor min far og han havde det festligt sammen, men et sammenhængende billede af hans liv og indsats har jeg ikke haft - ikke før Sven O.Gades store biografi.

Og beundringen for denne danske værdi er såvist ikke blevet mindre. Enhver læser må bl.a. blive slået af det imponerende i hans resolutte og kompromisløse deltagelse i modstandskampen. Han havde jo netop købt det store gods Overgaard - uden i øvrigt at eje en krone. En overvældende opgave. At skulle drive denne gård og banke den op til at kunne give overskud. Ville vi andre være i stand til at rumme andet end dette ene?

Men netop i de første år med Overgaard får Flemming Juncker en opfordring fra Stig Jensen, og øjeblikkeligt tager han opgaven op og organiserer slet og ret den jydske modstandsbevægelse - med ustandselige rejser, med endeløse kontakter, med opslidende arbejde i syd og nord. Flemming Juncker er overalt i 1941 og -42, opmuntrer de tvivlrådige, overbeviser de usikre, ansporer de vankelmodige, organiserer, udpeger og opbygger. Og hele tiden med et overskud i det personlige, en autoritet og selvsikkerhed, som overvinder ethvert nej og skaber modstandsgrupper i hele Jylland.

Til sidst må han flygte. Gestapo har udpeget ham, og kun held og snarrådighed forhindrer, at han bliver arresteret og ender sit liv ved en pæl i Ryvangen. Han kommer til Sverige og derfra til England, hvor han bliver den ledende i SOEs støtte til den danske modstandsbevægelse og opnår en sådan autoritet i allierede kredse, at meget tyder på, at Flemming Juncker og hans position var afgørende for, at Danmark blev optaget blandt de allierede. Flemming Juncker og Henrik Kaufmann. Disse to har de allieredes øren og respekt. Og hele tiden er Flemming Juncker den, der holder trådene til den danske modstandsbevægelse sammen og bl.a. forhindrer, at Den lille Stab, Schiødt Eriksen & Co., får held til at likvidere Toldstrup.

En enestående indsats. Og hjemme ved Mariager fjord ligger Overgaard og venter på sin ejer.

*

Det er en glimrende bog, Sven O. Gade har skrevet, bred, omfattende, forfølgende sin hovedpersons utallige handlinger i alle detaljer. I en anmeldelse i Weekendavisen skrev Niels Barfod, der selv har begået en stor biografi om Ole Lippmann, at det er en svaghed ved Gades bog, at han lader mange forskellige belyse Flemming Junckers færd og personlighed i stedet for at følge sin egen stramme linie. Jeg synes, det er ganske forkert. Flemming Juncker var en klode for sig. I modsætning til Lippmann sigtede han ikke mod et enkelt mål, der kan fremstilles i en stram disposition, men sigtede i mange retninger og skabte hele tiden nye værdier i nye perspektiver. Et overskudsmenneske. En selvstændig klode, hvis væsen kun kan fremstilles i alle de mange forskellige sammenhænge, i hvilke den udfoldede sig og frembragte nye og overraskende resultater.

Skal dette overskudsmenneske skildres, må de mange forskellige komme til orde, som fik forbindelse med kloden, og således trækker Gades bog Junckers personlighed op i alle dens forbløffende og storslåede variationer. Man morer sig under læsningen. Man møder igen og igen de festlige sider og situationer ved Junckers personlighed, som et almindeligt menneske bryder ud i latter ved. Hans suveræne selvstændighed - han gik klædt, som han ville, helt anderledes end hans dannede medmennesker, hans bilkørsel f.eks., han kørte bil på tværs af alle regler, henover buske og træer og sommetider hen over en skovrider, der stod i vejen, hans selskabelighed, der selv skrev etiketten og spiste og drak, som det passede ham.

Og først og fremmest en iværksætter, som hele tiden var optaget af nye ideer og nye projekter og med enestående opfindsomhed og ildhu fik sat dem i værk. Jeg har altid sagt, at under en enevældig konge ville Flemming Juncker som kongens førsteminister have været en velsignelse for landet, fordi han i en stadig strøm ville have frembragt nye arbejdspladser og ny vindskibelighed og have gjort Danmark større. Et indtryk heraf fik man i den indvinding af nyt areal, som han iværksatte på Overgaards jord. Siden Genforeningen med Sønderjylland i 1920 har ingen gjort Danmark større end ejeren på Overgaard. Nyt land blev indvundet ud mod Kattegat, og en biltur med ham på arealet var en oplevelse, der kunne virke næsten historisk - men hvor chaufførens kørsel hen over grøfter og gærder kaldte passagererne tilbage fra alle historiske drømmerier.

En nyttig borger. En overmåde nyttig borger, som gjorde Danmark større i kvadratkilometer og hævdede dets ry og sikrede dets fremtid som en respekteret nation i den allierede kreds efter krigen. Hans viden og opfindsomhed var overvældende. Med imponerende grundighed gør Sven O. Gade rede for de mange retninger, som hans overskud tog. Da han led rentedøden på Overgaard og måtte indlogere Jutta Graae og sig på Trudsholm, blev hans aktivitet ikke derfor lammet. Med ufattelig energi skrev og belærte han sine omgivelser om sammenhænge, de burde kende, der kom lange afhandlinger om humus og lignende uforståelige emner, som han vidste alt om - men som vi andre ikke fattede et ord af. Ikke kun på grund af vores store uvidenhed om jordbrug og kemi, men også fordi Flemming Juncker, der var en glimrende fortæller, var en yderst ringe skribent. Hans selvbiografi yder ham slet ikke retfærdighed. Dette storslåede liv kan han ikke selv fortælle om - og derfor er det så godt, at Sven O. Gade har gjort det.

*

Det er historiefortælling, der skaber dansk kultur. Af en sådan bog vokser der sammenhængskraft. Hvad havde Danmark været uden Sakso og hans bog om Danernes Bedrifter? Hvad har ikke A.D.Jørgensens "Fyrretyve Fortællinger af Fædrelandets Historie" betydet for danskernes sans for deres historie og Sønderjyllands skæbne? Det er efter min mening en bedrift, Sven O. Gade har ydet med denne bog om denne mand, og her har man opskriften på det, der i tidens malebariske sprog kaldes danske værdier.

Fortæl Danmarkshistorie! Fortæl om store og gode danskere i tidens strøm! Fortæl om dem, der hjalp deres fædreland, da det så sortest ud, og som efter befrielsen var med til at genrejse det. Således bliver dansk kultur levende og binder folket sammen.