Af Johannes Horstmann, Tidehverv, Nr. 2, februar, 1988, s.18-20.

Johannes Horstmann holdt nedenstående festtale ved Søren Krarups 50 års fødselsdag i Høm Forsamlingshus den 3. december 1987. Resten af Tidehvervs udgiverkreds har undtagelsesvis taget et redaktør-initiativ, idet den har ment, at denne lejlighedstales indhold rakte ud over lejligheden og burde gøres tilgængelig for bladets læsere.

Søren Krarup er en skarp debattør og sognepræst i Seem. Det ved hele Danmark. Men mon hele Danmark også ved, at han er luthersk præst og vil være det; at det er midtpunktet i hans virksomhed, som han taler og handler ud fra, at kirken ligger midt i sognet som evangeliets sted, hvor der gøres skel mellem absolut og relativt, og mennesker således sættes i frihed til på Guds nådes præmisser at gøre hverdagens gerning? Dette centrum er den kirkelige, mere stilfærdige, mindre iøjnefaldende side af Søren Krarups virksomhed, og her vil det særlig være menneskene i hans sogne, der kender ham. For andre, der ikke bor i Seem eller Ribe – og det gælder jo flertallet i dette land – er det, som tildrager sig opmærksomheden, hans folkelige virksomhed og hans engagerede deltagelse i dagens aktuelle debat. Som Martin Luther var levende optaget af sit tyske, sådan er Søren Krarup det af sit danske fædrelands sager, dets ve og vel. Og det følger af sig selv, at sådan må det være der, hvor evangeliets prædiken er gået i forvejen og har sondret mellem det absolutte og det relative, mellem kristendom og moral, mellem det kristelige og det folkelige og politiske. For denne sondring indebærer jo ikke, at det relative bliver ligegyldigt, sådan som misforståelsen gerne opfatter det, men tværtimod friheden til at tage det alvorligt som det relative, det er og skal være. Den, der ikke elsker sin broder, som han har set, hvordan kan han elske Gud, som han ikke har set? spørger apostelen Johannes. Grundtvig udtrykker det samme i det bekendte vers: »Er os tomme ord og lyde eget folk og fædreland, ved vi ej, hvad de betyde mer en mængde muld og strand, tant er hvert et ord, vi tale om Guds riges bjerg og dale, om Guds folk og menighed«.

Størstedelen af Søren Krarups forfatterskab er gået ud på at holde den lov, som fædrelandet alene ved at være fædreland er, op for alle, som bor i det, for at de må være frie til i lydighed mod dens fordring at være det, som de er bestemt til at skulle være. Kristendom er et spørgsmål om sandhed, det folkelige er et spørgsmål om virkelighed, formulerer Søren Krarup det selv. Ingen i dette land har i de sidste årtier indskærpet dette med større styrke end Søren Krarup. Og i det mindste nogle har der været, som i hans tale har hørt den klang af Skræp, der – for ikke at sige for meget – varsler om i det mindste en mulighed for, at Holger Danske kunne være nået til det stadium i sin søvn, at han er begyndt at drømme om at vågne.

Men det danske folk har fra gammel tid været et folk, som det ikke har været så ligetil en sag at tale sandhedens og virkelighedens ord til. Ærkebiskoppen og historieskriveren Adam af Bremen skrev for næsten 900 år siden: »Eftersom normannernes eller danernes hærgen gik over alle grænser i grusomhed, kan det synes så meget mere forunderligt, at de Guds hellige bekendere Ansgar og Rimbert uforfærdede drog gennem så store farer til lands og til vands op til hine folk og prædikede for dem, mens før den tid hverken frankernes rustede konger eller mægtige folk havde kunnet modstå deres angreb«. Men nu, da de fromme er borte, og de trofaste er blevet få blandt menneskenes børn, kan Adams samtid »knap nok tro, at nogen, ja, selv en apostel skulle vove at stå frem ... hos så vildt et folkeslag, der knap nok lever på menneskevis«. Det fremgår heraf, at livet i Danmark ikke har ændret sig synderligt i de sidste 1000 år, hvoraf følger, at der er det samme behov som på Adam af Bremens tid for, at et ord, hvori der er ånd, lyder i landet og holder folket fast ved dets embede at leve som dansk og gøre dette på menneskelig vis. For det kniber jo noget her og har gjort det gennem hele Danmarks historie. Shakespeare fortæller os, at »there is something rotten in the State of Denmark«. Og Montesquieu lader os vide, at der i den danske militære og civile styrelse er »un vice interieur«, der har bevirket, at man har set de danske hærstyrker gennem 200 år uafbrudt lide nederlag overfor de svenske. Montesquieu vil dog ikke ud med, hvad denne indvortes grundskade er, skønt han mener, at den ikke er vanskelig at opdage. Og hvad vore naboer i syd i tidens løb har vænnet sig til at sige om os, kender vi alle. Om de stadigvæk gør det, ved jeg ikke; måske har de fået nok at gøre med at tænke over klogskaben i deres egne gerninger og forhold. Mon der skulle være noget om det, som de fremmede har sagt og siger om os? Shakespeare og Montesquieu er jo ikke hvemsomhelst. Er der en sandhed heri, som vi skal høre, selv om den ikke er behagelig, og hvori består den?

Engang for mange år siden under et besøg ved Dannevirke, hvor selve stedet fik Danmarks politiske historie til at passere revy for mit indre syn, kom det til at stå mig klart, at en sådan folkelig nederlagshistorie ikke er en tilfældighed og ikke bare er til, for at man skal græmme sig over den – selv om den også er det; jeg kan ikke stå ved Dannevirke uden at gøre det – men at den også kan tolkes som det, at virkeligheden selv holder det danske folk fast ved det, som er dets særlige embede. Det er selve Danmarks opgave, folkets jordiske løbebane, der således siger til det på en usentimental, barsk og realistisk måde, at den ikke har sluppet det og heller ikke tænker på at gøre det.

Hvordan skal dette forstås? Et blik på landkortet viser tydeligt, at Danmark ikke er egnet som startpunkt for opbygning af et imperium. Det danske folk har også prøvet det, som andre folk har gjort det. Men det mislykkedes gang på gang for det – og måtte mislykkes. Det endelige punktum for alle stormagtsdrømme blev sat ved Roskildefreden i 1658. Siden da har Danmarks betydning i udenrigspolitisk henseende været nogenlunde lig med nul. Den Danmark anviste opgave var en anden end imperiebyggeriet. Og det danske folks indsats i verden og i historien kom da heller ikke til sin afslutning i 1658, slet ikke. Men indsatsen blev dirigeret om i en anden retning. Og mon vi har nogen grund til at være utilfredse med, at det var noget andet, vi skulle, end det, vi hidtil havde villet?

I den grænse for det danske folk, som den politiske magtesløshed gjorde åbenbar for det, mødte det sin lov og mødte deri friheden til at være sig selv i en folkelig stræben i retning af ånd – hvilket ikke er det samme som en stræben efter at miste jordforbindelsen, men efter at være bestemt af det rette ansvars- og lydighedsforhold til virkeligheden – og hvori det ikke har haltet bagefter de store folk, netop fordi de vilkår for dets liv, som blev tydelige for det danske folk gennem dets nederlagshistorie, også er alle andre folks virkelige vilkår; de må så selv vide om det eller ikke. Det er Danmarks opgave i den bestandige strid imod de tilintetgørende kræfter, som møder det fra dets omgivelser, og som også virker i dets eget indre, ikke at nå til en tilstand af politisk sikkerhed, men at gennemløbe sin egen givne bane i en verden, der er underlagt forgængeligheden. Danmark har ingen naturlige forsvarsmuligheder. Det kan derfor ikke være et land, hvor man bare hygger sig. Dets forsvar er helt afhængigt af dets egen vilje til at forsvare sig. Nordfra og sydfra, fra øst og fra vest fyger over Danmark den farende blæst – i bogstavelig og i overført forstand. Det kan ikke være anderledes i et land, der er åbent til alle verdenshjørner. Men det giver også udsyn og menneskekundskab, det spænder alle evner og kræfter. Og mens Odysseus måtte flakke meget omkring for at »se talrige steder og blive kendt med folkenes tanker«, så har vi danske den fordel, at verden og folkene i historiens løb har præsenteret sig selv for os både på den ene og den anden måde og derved uden selv at vide eller ville det har fyldt vor historie med erfaring og indsigt i menneskenes liv, som gratis står til vor rådighed, om vi ellers vil lukke øjne og sind op, og som vil lære os at smile, fordi vi samtidig får at se, at det danske folks vilkår på ingen måde er ringere end de store og politisk stærke folks. Supermagter og imperier er nemlig i en verden, hvis skikkelse forgår, ikke andet og kan aldrig blive andet end kolosser på lerfødder, der står for fald. Historien kender ingen undtagelse fra denne regel. Deres selvvelbehagelige tro på, at de er sikre ved deres vældige militære magt, er kun et selvbedrag, selv når det er atomvåben, de bygger denne tro på. Og at det er dette, kan ses af sådanne folk, der er nødt til at leve deres liv ved tilintetgørelsens grænse, hvor den virkelighed, som omslutter alle folk, gør sig selv åbenbar. Derfor er Danmarks bestandigt truede position en ufortjent gave til dets folk, den allerstærkeste beskyttelse, en hjælp til at forstå, hvad det i egentlig forstand er at være et folk på menneskelig vis, og til muligvis at hjælpe andre folk, der måtte synes, at de behøver det, til også at forstå dette bedre, end de ellers gør, fordi et sådant åbenlyst truet folks vilkår er et spejl, hvori alle andre folk kan se sig selv. Fluctuat nec mergitur – det omtumles, men det synker ikke – står der i Paris’ byvåben. Og det kunne der med lige så stor ret stå i det danske rigsvåben. Men striden mod undergangstruslen bliver ikke derfor illusorisk. Den begynder hele tiden forfra. Hvor imperiedrømmen brister, står fristelsen til velfærdssamfundsdrømmen rede til at holde sit indtog, men kun for at det må gå samme vej med den og den også må briste. Hvor velfærdssamfundsdrømmen optræder, er den altid tegnet på et folks svækkelse og menneskelige forfald; heller ikke her kender historien nogen undtagelse fra reglen. Er der mon nogen i dag, som kan undgå at se, at grænsen, den grænse, som er loven, og som forfærder, møder os der, hvor vi har sat os for indadtil at vinde, hvad vi udadtil tabte i udenrigsk politisk indflydelse?

I denne skarpe og skærende erfaring er det igen virkeligheden, der holder det danske folk til dets embede og lader det møde sin sande opgave. Danmark på den gammelkendte udsatte post mellem Østersøen og Vesterhavet, let invaderet af fremmede, et lidet fattigt land uden større rigdomme i sin undergrund, og som synes helt udleveret til stærkere magters forgodtbefindende, og som dér må gå sin fremtid i møde uden udsigt til i fuldt omfang at kunne være herre i sit eget hus!

Men hvilken opgave kan vel være mere tiltrækkende og kalde alle danske frem til at spænde kræfterne, når loven for dette folks liv, når den målestok, som er sat for dets særlige stræben, når råbet om, at det er tid at vågne op, selv gør sig kendt og lyder med styrke? »Fæderneland! Som på afgrundens rand midt i bølgerne blå skal du blomstrende stå«, synger Grundtvig. Altid på afgrundens rand, hvor havenes brændinger bestandig truer med at skylle ind over og opsluge vort land, men hvor det således kan stå blomstrende, fordi dér er stedet for lydigheden mod den rette folkelige embedsopgave. Det er altsammen sagt klart i nationalsangens ord:

Du danskes vej til ros og magt,
sortladne hav!
Modtag din ven, som uforsagt
tør møde faren med foragt
så stolt som du mod stormens magt,
sortladne hav!
Og rask igennem larm og spil
og kamp og sejer før mig til
min grav!

Og når vi heri først hører loven for at være dansk tale til os i digterens billedsprog, så kan vi godt – i tilgift! – glæde os over, at Danmark er et yndigt land, der står med brede bøge, og at netop så dejligt er stedet, hvor det blev givet os at måtte opholde os, mens vi i hverdagens slid strider mod elementerne og tilintetgørelsestruslerne – og glæde os over udsigten til, at vi, som de harniskklædte kæmpers efterkommere, efter striden, om der da kæmpes tappert og redeligt, kan hvile vore bene bag højens – og historiens – bautasten.

Der er ingen, der i den sidste menneskealder som Søren Krarup har forkyndt loven for det danske folk. En af hans bøger hedder da også ligefrem »Loven«. Loven anklager altid, sagde reformatorerne. Det gælder absolut i den kristelige sammenhæng. Men det gælder også relativt i den folkelige. Loven høres derfor ikke gerne, og det er derfor også menneskeligt set en anstrengende opgave at føre lovens tale. Men der, hvor den høres, bereder den – kristeligt – ved sin anklage vej for nådens evangelium, og – folkeligt – baner den vej for friheden til at stå i virkeligheden og der holde stand overfor undergangstruslen og smile ad den og se, at den ikke bare er en trussel, men også en vej, som åbner sig ud i den altid usikre og dunkle fremtid, der ikke kan bringes under menneskers kontrol, men netop derfor kan vandres med glæde.

Nu landsmænd ved bordet, hver, som med mig er gæst
hos Danmarks navnkundige – og mest udskældte – præst!
Lad os hylde ham ret på hans halvtredsårsdagsfest
med alvor og spøg, som det for danske er bedst!
Lad os løfte vort glas og ønske dernæst:
som hans dag er begyndt, må så blive dens rest!
En skål for den frie, forfriskende blæst,
som fyger over Danmark herovre fra vest!