Af Vilhelm Krarup, Tidehverv, 1958, s.39-43.

Sct. Mortens konvent, Randers 11.3.1958.

Der findes vel intet sprog, der virker mere afkølende og lammende på de menneskelige lidenskaber end juristernes tørre og upersonlige kancellistil, den ofte hårdt angrebne, men i det praktiske liv og til sit brug ganske nyttige. Jeg må bekende at lide under en vis misundelse overfor enhver, der virtuost forstår at håndtere denne stil og derved skjule, hvad man dog må antage er tilfældet, at det er et menneske, endda et levende, der udtrykker sig. Dens underdanighed for sagen og dennes objektive fremstilling er jeg ikke fri for at beundre. For så vidt fremkalder kancellistilen dog en menneskelig følelse, men at jeg ligefrem skulde kunne blive ophidset ved læsning af et ministerielt cirkulære, ville jeg have forsvoret, men ikke desto mindre er det hændet mig. Det er denne overraskende oplevelse, der danner udgangspunktet for de betragtninger, som jeg i dag vil føre frem - efter at jeg forgæves har ventet i snart 3 år på et vidnesbyrd om, at det skulle være gået andre som mig.

Man kan uden overdrivelse sige, at den kirkelige styrelse her i landet i mangt og meget beror på tilfældigheder. Jeg mindes den unge præst, der ansat som hjælpepræst i et sjællandsk sogn gjorde den, som det syntes ham selv, overordentlig interessante opdagelse, at man der i sognet havde bevaret en smuk gammel skik: at ringe til middag hver dag. Når folkene afbrød arbejdet på markerne, så man dem fra alle sider vandre mod landsbyen, kaldt hjem af kirkens klokker. Han syntes, denne unge præst, at han her mødte et stykke gammelt kirke- og folkeliv i renkultur, og han fantaserede for sig selv om, hvordan kirke og folk i ældre tider havde været eet - efter de bedste Grønbechske idealer. Men da han en dag overfor ringeren luftede sin glæde over denne så smukt bevarede skik, blev alle illusionerne ham brutalt frarøvede: Det er sgu'tte nogen gammel skik, men det var præsten, der ikke kunde tåle at blive vækket så tidlig om morgenen, og derfor flyttede han morgenringningen hen til kl. 12. Sådan kan det afsløres, at selv de betydningsfuldeste ting skyldes rene tilfældigheder, og romantikken går fløjten. Nu er det ganske sikkert slet ikke så dårlig en måde at styre kirkens sager på at lade tilfældighederne råde. I det finere og mere tilforladelige sprog kalder man det, at fornyelserne skal gro frem af sig selv. Det vender jeg mig slet ikke imod principielt, dog vil jeg fastholde, at det ingen skade er til med en lille smule omtanke.

Medens jeg endnu holder Deres formodede nysgerrighed lidt på pinebænken, vil jeg, for at De bedre kan forstå min 3 år gamle ophidselse, lufte en glæde, som jeg følte under besættelsen, når jeg læste om, hvordan man i andre lande havde "kirkekampe", nemlig glæden over, at hos os dannede kirken ikke en fraktion for sig selv i den folkelige modstand mod besættelsesmagten. Jeg ser bort fra det uheldige tilløb i den retning, der hed "Kirkens Front", og som heldigvis ikke nåede at fortegne billedet. Her i landet stod arbejdere og bønder, præster og erhvervslivets folk side om side, og hverken skole eller kirke, fagforening eller idrætsklubber kæmpede deres egen kamp. Det var for mig en overraskende og glædelig oplevelse, at kirken for en gangs skyld glemte at være kirke ved at kæmpe for sig selv, men den lagde al sin særhed til side, så at man ikke engang, som det ellers altid hedder, også fra kirkens side ville yde sit bidrag. Netop derved blev den, mener jeg, kirke, som den skulle være det, og som den efter sin historie og struktur er det, folkets kirke, et med sit folk. For en gangs skyld glemte den at hyppe sine egne kartofler, for en gangs skyld var den ikke ude for at demonstrere, at også den var med. Den bare var med. Den vidste ikke om sig selv, den var intet i sig selv, den så at sige ophævede sig selv. Og således blev den til som den kirke, den var sat til at være.

I sin ydre ordning har den danske kirke, i det mindste siden reformationen, haft denne placering som folkets kirke. Uden større organisation, kun den nødtørftigste, uden stærk ledelse, uden etikette. Den var der ved at være der, ikke for at være noget. Den var der af gavn og ikke af navn. Dette ytrede sig bl. a. deri, at den var navnløs, anonym. Den var blot den kirke, der var der. Som der står i grundloven: Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke (d. v. s. det danske folks kirke) og understøttes som sådan af staten. Kirken selv har ingen grundlov med formålsparagraffer og al den slags, og lige så lidt som den har sine egne love, har den haft sit eget navn, og det var, som det skulle være. Den var Danskernes kirke ved at være det. Punktum. Og dette punktum indeholder en bekendelse, at sådan er dens Gud: Han har intet navn, han er Gud ved at være Gud og ikke på anden måde. Det er ikke mennesker, der sætter ham som Gud, men han er Gud, fordi han er det og vil være det, og det er hele hans nåde, at han vil være synderes Gud.

Efter således i antydninger at have skildret baggrunden for min ophidsede forargelse, vender jeg mig til Kirkeministeriets cirkulære af 21. nov. 1955. Det lyder i sin helhed kort og godt: Ministeriet fastsætter herved, at attester, der udstedes efter folkekirkens ministerialbøger, fra den 1. januar 1956 at regne skal udfærdiges på attestblanketter, der i øverste højre hjørne er forsynet med en sålydende trykt påtegning: Den danske folkekirke. Eventuelle beholdninger af de hidtil anvendte blanketter kan dog benyttes, når de med stempel eller skrivemaskine forsynes med en påtegning som ovenfor anført. Så mange var ordene. Ministeriet fastsætter herved. Uden at ville fornærme mine høje foresatte, som jeg har al fornøden agtelse for, tør jeg sige: De aner ikke, hvad det er, de her har gjort, eller hvad det indeholder, de har gjort. Med et pennestrøg har de slettet den danske kirkes anonymitet og navngivet den med rette navnløse. De aner det ikke, og jeg gætter, at det er rene tilfældigheder, der har rådet. Jeg forestiller mig, at en nidkær og omhyggelig kordegn har fået en attest i hænde fra et andet kirkesamfund og med alle tegn på indignation opdaget, at det stod ikke anført, hvilket kirkesamfund der havde udstedt den. En sådan uorden måtte man gøre ministeriet opmærksom på, og så ruller lavinen, for der skal jo, ikke mindst set med juristers øjne, være orden i tingene.

Jeg blev som sagt ophidset, da jeg læste cirkulæret, endda temmelig ophidset. Nu mistede den danske kirke sit i mine øjne hæderstegn, sin raison d'etre, at den officielt og bevidst var navnløs og anonym. Men som den besindige mand jeg også er, sagde jeg til mig selv: Tør sveden af og hids dig ned, det hele er jo kun en borgerlig foranstaltning, og selvfølgelig skal der være orden i papirerne, hvor skulle der ellers være orden?

Men som tiden er gået, er der sket det for mig højst ubehagelige, at det ikke ville lykkes mig at hidse mig ned, men ophidselsen satte sig fast som en besættelse, og efterhånden er det gået mig sådan, at næsten alt, hvad der sker af udvikling i kirken, alle disse i sig selv små og ubetydelige pile, der antyder fremtiden, og som dukker op fra dag til dag, altsammen peger det i mine øjne hen mod det samme mål: en konsolideret og borgerliggjort kirke med et firmanavn, den ikke skal bære forgæves, en bevidst kirke, der bevidst ikke vil glemme sig selv, men tværtimod sætte det som sit høje mål at leve op til det navn, den har tillagt sig. Et navn er en lumsk ting at gå rundt med. Fra at være en betegnelse for det, der er, bliver det en betegnelse for det, der skal være, og så er fanden løs i Laksegade.

Hvorfor dog tage dig det med den navngivne kirke så nær, har jeg sagt til mig selv gang på gang, og det er besvarelsen af dette spørgsmål, som jeg i dag vil gøre Dem delagtig i. Så kan vi bagefter få lejlighed til at se, om det kan lykkes Dem at dæmpe min ophidselse, eller om den skulle smitte over på Dem. Jeg nægter ikke, at jeg håber det sidste.

Skulle De allerede nu tænke, at den hele sag er ikke et skud krudt værd, en ren bagatel, er jeg villig til at give Dem ret, forsåvidt som det selvfølgeligt i sig selv intet kan vælte, at der på en dåbsattest står trykt: Den danske folkekirke. Selvfølgelig ikke. Det er netop, hvad jeg hævder. Det kommer ikke an på, hvilket navn kirken har, eller om den har noget, men hvad den er. Men skulle De derfor videre sige, at det kun er mig, der maler fanden på væggen og ser spøgelser, hvor ingen spøgelser er, vil jeg svare: Gid det var så vel, men jeg vil føje til: Lykkelige sorgløshed, som ikke synes at ane, hvordan der er mange måder at kvæle evangeliet på. Det har aldrig været åbenlys modstand, der kvalte evangeliet i menneskers mund, men derimod den velmente, men misforståede velvilje.

Tjener et navn da ikke til at fremhæve og understrege, hvad kirken er og skal være, og er navnet den danske folkekirke netop ikke et smukt og godt og evangelisk navn for en kirke? Kunne det kort sagt være bedre? Jeg har selv været med til at opstille folkekirkelige kandidater til menighedsrådsvalg og også været med til at forsvare, at de blev kaldt folkekirkelige, da de blev angrebet af "kirkelige" modstandere med den beskyldning, at de forpagtede ordet folkekirke, som om ikke også de "kirkelige" var folkekirkelige. Jo, ordet folkekirke er et godt ord, et sigende ord, som også jeg gerne bruger og holder af. Med glæde og tilslutning læser jeg både Morten Pontoppidans hævdelse af sognemenighedens ret og Einar Billings tilsvarende tale om den religiøst motiverede folkekirke. Men netop derfor, fordi ordet er mig kært, løber det mig koldt ned ad ryggen, når det skal reduceres til at være et firmamærke, en institutionsbetegnelse. Ordet er ikke en kvantitetsbetegnelse, men en kvalitetsbetegnelse. Som kirkenavn er det falsk varebetegnelse, en contradictio in adjecto. I samme øjeblik en kirke hedder, officielt og navngivet, folkekirke, er den det ikke mere, kan ikke være det. Et navn er, foruden hvad det ellers er tillige altid en indsnævring og afgrænsning, en ydre manifestation af en massiv størrelse, massiv i det ydre, i mængde, organisation, i krop, eller i det indre, i overbevisning, i livsanskuelse, i lære, i begge tilfælde noget afsluttet og indesluttet. Folket derimod er altid noget levende, der stadig rummer overraskelser og nye muligheder, uafgrænset, og det samme er kirken som folkekirke og skal den altid være, ubundet både af sin egen definition og historie. En navngiven kirke har gjort kirken til tradition og gjort traditionen til kirke. Det er, som skrevet står, ånden, der levendegør, kødet gavner intet. At det uden modsigelse, blot ved et ministerielt dekret, har kunnet lade sig gøre at navngive kirken og det tilmed med navnet folkekirke, er et tegn på, hvor langt bort vi er kommet fra at være det, som navnet lyder på. Jeg mindes beretningen om kong Håkon, som, da det engang kom på tale at forbyde det kommunistiske parti, satte sig hårdt derimod med disse virkelige kongeord: Er jeg ikke også kommunisternes konge?

Embedsmændene i Kirkeministeriet er forsåvidt sagesløse i den navngivning af kirken, som de er kommet for skade til at begå, som det ikke er deres opgave at tage sig af evangeliet, men blot den at give det faktiske og forhåndenværende form og udtryk, og det faktiske er, at tidens børn er grebet af det store knæfald for det massive og effektive og håndgribelige, også på de områder hvor ånd skulle herske, jfr. f. eks. hele den moderne psykologiske menneskebehandling. Men: Er det ikke til enhver tid opgaven, også kristeligt, at reorganisere, forny og således levendegøre kirken? Så at sige stadigt føre den a jour med det mål for øje, at den kan blive det, den er bestemt til at være: folkets kirke? Er det ikke, hvad tiden må kræve? Jo, unægteligt, det er, hvad tiden kræver. Lad mig begynde min skildring heraf udefra. Der kom forleden en meget fornem og fiks tryksag ind ad døren, igen en himmerigsmundfuld for moderne kirkemænd, der lider af en aldrig tilbagetrængt ulykkelig kærlighed til fikse tryksager. Det var en reklame for sygekasserne under mottoet: Sygekassen sikrer sundheden. Perspektivet er storslået, og enhver kan fortsætte og fuldføre billedet: Folkeskolen sikrer dygtiggørelsen, folkepensionen sikrer alderdommen, folkestyret sikrer rettighederne, og som en smuk rosin i pølseenden: Folkekirken sikrer den evige salighed. Som en hånd til en handske passer navnet folkekirke til tiden og tidens børn og svarer ganske til de tanker, de selv gør sig om kirken. Der sørges for os i enhver henseende, både i det jordiske og i det himmelske. Min sjæl, hvad vil du mere. Sagkyndig behandling af enhver slags står åben for alle. Det er vist slet ikke tilfældigt, at det blev vort slægtled, der gav kirken et navn og netop det navn, den fik, for ingen anden tid har haft en sådan tyrkertro på det definerede og formulerede, og selvfølgelig kan man ikke finde sig i, at Gud holder sig tilbage i ubemærketheden og anonymiteten. Selvfølgelig skal og må også kirken have et navn og Gud derved en adresse. Med statens og det offentliges hele vægt, og den moderne stat taler ikke mindre autoritativt end den enevældige konge gjorde, får vi at vide, hvor det danske folks Gud bor. Kirken er ikke længere arm og elendig på jorden som dens herre, der ikke havde uden pose og stav og gik husvild og fattig omkring på jord. Gud har fået et hjemsted, hvor han kan findes, og menigheden en adresse og en etikette.

Hvad siger den navnløse kirke selv til at have fået navn? Den siger intet. For det første fordi den ikke har opdaget det - den troede ærlig talt, at den havde et navn - for det andet finder den, at navnet kunne ikke være smukkere. Også indenfor kirken passer navnet nemlig som en hånd til en handske, for kirken er blevet folkekirkelig som aldrig før, og derfor finder den, at der ingen grund er til at være sur og utaknemmelig, ja, den forstår slet ikke, at man kan være det. Men det er til at forstå, men inden jeg forklarer mig yderligere, vil jeg fastslå, at alt mit mismod kommer deraf, at det nu engang ikke kommer an på, hvad man kalder sig, men på hvad man er, jfr. profetens ord: De læger mit folks brøst som den simpleste sag, idet de siger: fred, fred, men der er ingen fred. Det kan jo være meget godt at lovsynge folkekirken i tide og utide, men det kunne jo være, at pølsen (jfr. billedet ovenfor) dog beholder sin smag af snæverhed og selvglæde, uanset om man sætter folke- for eller bag.

På dette sted i min tale var det min mening at bringe et kort rids af den (desværre kun tilsyneladende) kovending, der er sket i kirkens forkyndelse og dens opfattelse af sig selv, siden jeg var ung. En kovending kalder jeg det, ikke fordi det er sket brat eller pludselig, hvad det kun under evighedens synsvinkel kan siges at være, men fordi en kovending, så vidt mine maritime kundskaber strækker til, er en vending med vinden. Deri ligger det nye, at vinden har vendt sig, men deri ligger også det gamle, at man trofast følger vindens skiftende retninger (modsat apostlens formaning om ikke at omtumles af enhver lærdoms vind). Jeg tænker her på overgangen fra århundredskiftets af liberal teologi og individualisme og engelsk-amerikansk vækkelseskristendom prægede forkyndelse, hvis tema var den enkeltes personlige kristelige udvikling, opvækkelse og vækst, til den nutidige brede folkekirkelige og medmenneskelige forkyndelse, som i forskellig farve lyder fra så at sige alle landets prædikestole. Einar Billing fortæller et sted, hvordan J. A. Eklund formelig måtte tvinge sig selv til på studentermødet i 1908 at tale om kirken, og at han talte for døve øren. Nøjagtig sådan var stillingen også herhjemme. Men i stedet for et groft rids vil jeg male et billede for Dem. En gammel og skørnet skude, præget af sejlads i svære storme og strid sø, ligger synkefærdig, ramt af diverse torpedoer. Det er kirken, der ligger der. Tiden er ved begyndelsen af dette århundrede. Angrebet mod den var ført fra mange sider. Udefra har Brandesianisme og den sejrrige socialistiske arbejderbevægelse affyret deres bredsider, og indefra har bibelkritik og liberalisme med human religiøs idealisme som programpunkter fyret løs på den gamle skude, og nu synes det kun at dreje sig om tid, hvorlænge den vil kunne holde sig flydende. Men hjælpen er undervejs. Næsten en hel flotille af redningsskibe er udrustet og kommer til hjælp, en lang række af frivillige organisationer, lige fra det kristeligste af alle dagblade til allehånde "arbejder" for alle alderstrin og erhverv, lægger sig langs siden af den synkende skude for at holde den oppe, og samtidig ligger de rede til at tage besætningen og alt tilbageværende gods om bord, hvis det ikke skulle lykkes at bjerge skuden. Men som de ligger der, hjælpende og parate til hjælp, sker det mærkelige, at skuden beviser sin livskraft, det gamle tømmer er endnu frisk, og billedet vender sig. Redningsskibene er af langt skrøbeligere materiale, og efterhånden bliver det ikke dem, der holder det vingeskudte skib oppe, men hvor utroligt det end kan være, så bliver det det gamle og medtagne Skib, der holder redningsmændene oppe. De lå parate til at overtage det gamle skibs rolle og opgave, men nu klynger de sig til det, ja de klæber sig til det, sådan at udefra set kan man næsten slet ikke få øje på den gamle skude, men man ser kun alt påhænget og ender med at tro, at det er skibet selv. Nu er faren den, at de, der skulle hjælpe, tvinger det gamle skib ned. Nu er det ikke mere redningsmændenes håb og drøm at redde det gamle skib, men nu er det deres håb at overtage det gamle skib og således redde sig selv. Derfor kalder de sig nu folkekirkelige. De kom som redningsmænd, de endte som røvere og snyltere.

Den udvikling, som her er søgt antydet, er ikke noget specielt kirkeligt. I det brede offentlige liv ser vi det ganske tilsvarende. Store og stærke organisationer får mere og mere indflydelse og bliver efterhånden, om ikke i teorien så dog i praksis, indoptaget i de offentlige og officielle funktioner. Den skade, dette kan gøre, er den fortegning med tilhørende forfuskning af ansvaret, det giver anledning til. En af de naturlige konsekvenser er, at kirken skal have et navn. Kirken tager form og skikkelse efter "redningsmændene". Ligesom de tilpasser sig den, tilpasser den sig dem. Folkekirken som folkekirke slæber i dag rundt med alle disse kirkelige organisationer som en klods om benene. De er lig, der kunstigt holdes liv i. For at vise, hvor levende de er, bliver disse lig aggressive og aktive, og i stedet for at værne kirken som folkekirke mod dem, bøjer styrelsen sig for dem i den tro, at dette er demokratisk, for disse organisationer er kirkefolkets røst. Denne overgang fra en folkets folkekirke til en kirkefolkets folkekirke vil jeg med næb og klør sætte mig imod, og des mere jo mere skjult den sker.

Lad mig nævne nogle tilfældige og ofte uhåndgribelige eksempler på det, jeg kaldte de små pile, der antyder fremtiden. De teologiske fakulteter synes mig mere og mere bevidst at etablere sig som rene præsteskoler. Forsåvidt blot et almindeligt tidens tegn som hele universitetsundervisningen mere og mere sigter på uddannelsen af embedsmænd og sagkyndige. Indenfor teologien er det en temmelig uhyggelig konsekvens af den understregning af teologien som kirkelig funktion, der satte ind overfor den liberale teologi. Også de teologiske studenter selv synes mig lidt for optaget af deres situation som vordende præster, ligesom de nye slægtled af præster er mig alt for professionelle (funktionærer som Lindhard siger) med for stor vægtlæggen på embedet og dermed følgende højkirkelige tendenser. I denne sammenhæng kan også nævnes det ulykkelige misfoster, der hedder pastoralseminariet, der fra ingenting at være er blevet gjort til noget, og det efter studenternes eget ønske. Og nu døjer de under det. Dets udvikling kan stå som et skoleeksempel på den hele kirkelige udvikling. Det er nemt at være demokratisk og følge folkets røst og indføre faste rammer, men det er ulige sværere at komme af med dem igen, om det overhovedet lykkes. Og det koster i alle tilfælde et urimeligt spild af kræfter, der kunne være bedre anvendt. Lad mig nævne øjeblikkets kirkelige kæphest (også med analogier i det borgerlige): det økumeniske, ved hvis hjælp der er indsmuglet en slags fælleskirkelig overstyrelse i kirken, et udenrigspolitisk nævn, der repræsenterer folkekirken udadtil. Eller lad mig nævne det gængse menighedsrådsråb om samarbejde mellem præst og lægfolk. Som om der i en luthersk kirke var eller skulle være et præsteskab. Jeg kan heller ikke lade være at nævne, at det for mig står som en meget betænkelig ting, kirkelig set, at der nu af den kirkelige ligning kan ydes tilskud til kirkeligt "arbejde". I denne sammenhæng kan også nævnes de overdrevne kirkerestaureringer og den i tide og utide lovpriste omhu for kirkernes ydre tilstand. Altsammen er det pile, der peger på, hvorledes kirken etablerer sig og konsoliderer sig i fast og udvendig skikkelse, og dæksnavnet er folkekirke, men jo mere det sker, des mindre bliver den folkekirke, men en stats-sektkirke.

Et særligt afsnit må jeg ofre på Københavns Kirkefond, der nu tror, at det er blevet så folkekirkeligt, at det ikke mere kan angribes. Det er og bliver, folkekirkeligt set, en urimelighed og en forhånelse af den københavnske befolkning, at samtidig med at det øvrige land overtog sine kirker fra privateje til selveje, er alle kirkefondets kirker i København målbevidst overgået i privateje. Og hvilket eje? En selvbestaltet og selvsupplerende indsamlingskomité, der i kraft af sin ensidige sammensætning og den meningsløse bestemmelse, at bygherren kan vælge en ny kirkes første præster, har kunnet ensrette forkyndelsen i København. Så længe Kirkefondet ikke afleverer sine kirker til københavnerne, for hvem de er byggede, og også menighedshusene, så længe er al tale om Kirkefondets folkekirkelighed kun en tale om dets tilpasning til det opportune. Dette trænger til at siges, og det er ikke med glæde jeg har set, hvorledes Kirkeministeriet mere og mere synes at indordne Kirkefondet som en del af kirkens officielle styrelse. I stedet for at slutte en slags kontrakt med Kirkefondet skulle Kirkeministeriet hellere have brugt sin magt til at værne folkekirkens interesser og tarv som folkekirke og stillet sine bestemte krav.

Det er af børn og barnlige sjæle, man skal høre sandheden udtalt. Lad os høre den af dem. For også folkekirken har sine barnlige sjæle, der utilsløret kommer til at røbe det, som ellers pakkes ind. Jeg tænker på de socialdemokratiske grupper i menighedsrådene. Lige så glædeligt det er, at de er der, lige så betænkeligt er det, at de er så rådløse og ukritiske overfor den kirkelige udnyttelse af begrebet folkekirke. De kom ind for at kæmpe for, at kirken ikke skulle være de besiddendes kirke, hverken overklassens eller de troendes. Med direkte front mod især indre mission kom de ind i menighedsrådene. Men så viser udviklingen det overraskende, at de efterhånden som de er blevet en magtfaktor lægger sig på linie med indre mission. I København sker det ikke et enkelt sted, men næsten overalt, at de ved valgene danner listeforbund og valggrupper med menighedssamfundene, ja selv i en by som Randers, hvor modsætningen skulle være oplagt, sker det samme. Hvordan går det til? Det er ikke svært at forklare. For det første tror de på talen om, at indre mission og menighedssamfundene er blevet folkekirkelige, og dernæst imponeres de af det organiserede arbejde, idet de så at sige ganske spontant og ureflekteret deler den opfattelse, at folkekirken er og skal være en organisation på linie med samfundets øvrige velfærdsorganisationer. Det er et sociologisk-demokratisk teoretisk syn på kirken, der ukritisk praktiseres. Det ser jo endda så kristelig rigtigt ud, at kirken er for alle, så bedre arbejdsgrundlag kan ikke findes. De forstår ikke, at her er de kommet ind på et område, hvor de bliver taget ved næsen. Ved deres bevidste unddragen sig enhver indblanding i teologisk debat og stillingtagen til det, der kaldes de kirkelige retningers indbyrdes stridigheder, kommer de til at favorisere og styrke netop den holdning, de vil til livs.

Denne formelle upartiskhed gælder forsåvidt også Kirkeministeriets på mange måder mærkelige opfattelse af, hvad folkekirke er, således som tydeligst den foretagne navngivning røber det. I denne sammenhæng kunne også nævnes den næsten militære tilbøjelighed til at betragte forflyttelser som gode og gavnlige. Al denne tale om, at præster er kørt fast, og at præst og menighed ikke passer til hinanden, og om at der her eller der tiltrænges fornyelse, ja at det nærmest betragtes som en rigtig og naturlig ting, at præst og menighed med visse års mellemrum skilles, svigter begrebet folkekirke. Til det hører som det grundlæggende, at der, hvor en præst er, der er han sat, der hører han hjemme, og der er hans opgave. Hvem siger, at alt skal være harmoni og idyl, hvem siger, at præst og menighed skal "passe sammen"? Skal naboer passe sammen på forhånd? Opgaven er virkelig den, at de skal dele livet med hinanden og opdrage hinanden, også gennem strid og modsætninger. Hvad er det for et borgerligt drømmebillede af kirken som idealiseret idyl eller organiseret foretagsomhed, der præger den officielle forståelse af kirken. Enten skyldes dette drømmebillede præsternes trang til at blive feterede eller menighedernes ønske om ikke at blive generede. Men folkekirkelig set har præst og menighed primært og grundlæggende at holde livet ud med hinanden. Det er alene således, folkekirken bliver til som folkekirke, og alene til at understrege og fremhæve dette skal de løsest mulige rammer tjene. Således er folkekirken kirke ved at være det, af gavn og ikke blot af navn.