Af Vilhelm Krarup, Tidehverv, 1957, s.25-27.

Paa Simon Peters Kirkes 25 Aars Dag, 2. Paaskedag 1956.

Bygmester for den Hvælving blaa,
som Jordens Kreds omspænder,
det ringe Værksted her forsmaa
ej dine Guddomshænder!
Med Ord og Aand byg her en Fløj
af Helgenkirken himmelhøj
med Rum for alle Sjæle!

"Vær mig naadig, Herre, thi jeg er angst, af Kummer hentæres mit Øje, min Sjæl og mit Indre. Thi mit Liv svinder hen i Sorg, mine Aar i Suk, min Kraft er brudt for mine Brødres Skyld, mine Ben hentæres. For alle mine Fjenders Skyld er jeg blevet til Spot, mine Naboers Gru, mine Kendinges Rædsel; de, der ser mig paa Gaden, flygter for mig. Som en død er jeg gaaet dem af Minde, jeg er som et ødelagt Kar. Thi mange hører jeg hviske, trindt om er Rædsel, naar de holder Raad imod mig, pønser paa at tage mit Liv. Men, Herre, jeg stoler paa dig; jeg siger: Du er min Gud, mine Tider er i din Haand. Red mig fra Fjenders Haand, fra dem, der forfølger mig, lad dit Ansigt lyse over din Tjener, frels mig i din Miskundhed. Herre, lad mig ej blive til Skamme, jeg raaber jo til dig, lad de gudløse blive til Skamme og synke tavse i Døden. Lad de falske Læber forstumme, som taler frækt om den retfærdige med Hovmod og Foragt. Hvor stor er dog din Godhed, som du gemmer til dem, der frygter dig, øver mod dem, der lider paa dig, for Menneskebørnenes Øjne. Du skjuler dem i dit Aasyns Skjul for Menneskers Stimmel, du gemmer dem i en Hytte for Tungers Kiv. Lovet være Herren, thi underfuld Miskundhed har han vist mig i en befæstet Stad. Og jeg, som sagde i min Angst: "Jeg er bortstødt fra dine Øjne!" Visselig, du hørte min tryglende Røst, da jeg raabte til dig. Elsk Herren, al-le hans fromme; de trofaste skærmer Herren; men den, der handler i Hovmod, gengælder han mangefold. Fat Mod, eders Hjerte være stærkt, alle I, som bier paa Herren!" (Salme 31, v. 10-25).

Naar jeg har valgt dette Stykke fra en af Davids Salmer som Tekst i Dag, er det selvfølgeligt ikke tilfældigt. Det er sket efter lang Tids Overvejelse, og naar jeg har gjort det, er det, fordi her indirekte, men tydeligt er an-givet og skildret det Sted, som altid er og skal være Kirkens, og hvis Kirken ikke er at finde paa det Sted, er den ophørt med at være Kirke, hvor mange fromme Ord den end bruger og hvor meget Arbejde den end præsterer.

Jeg tænker mig, at de fleste har haft svært ved at følge med i Tekstens Ord og Udredning, for her er jo ingen samlende Tanke og intet tydeligt Billede, der paalægger Læserne enkle og letfattelige Formaninger, saadan som vi er vant til, at en Tekst skal tale for at være forstaaelig. Men det gør ikke noget, om vi ikke har kunnet finde nogen Udredning bag Ordene, for den er der heller ikke. Derimod skulde vi gerne have lyttet os til det, der er der: Et Menneskehjerte, et Menneske i Nød og Angst og Ensomhed, et fortvivlet Menneske, et Menneske, hvis eneste Hvile og Tilflugt det er, som han siger det: Du er min Gud, mine Tider er i din Haand. Dette Sted, hvor Mennesket staar nøgent og ribbet, hvor alle Værdier skrider sammen, hvor den borgerlige Orden og den borger-lige Retfærdighed, ogsaa i dens kirkelige Dragt, er faldet fra hinanden og har afsløret sin indre Hulhed, dette Sted, hvor et Menneske intet andet har end sin egen Angst og Ensomhed, dette Sted er Kirkens Sted. Det drejer sig ikke om, hvor mange Kirken kan samle, det drejer sig ikke om at faa Folk til at komme, men det drejer sig, og skal alene dreje sig, om, at den ene kommer, som intet andet Sted har at gaa hen end til Gud.

Simon Peters Kirke er Barn af sin Tid paa godt og ondt, og det vil sige, at den baade i sin Oprindelse og Start og i de forløbne 25 Aar har været baaret af det, som har baaret Tidens Mennesker: Troen paa Mængden, Troen paa Værdien af at naa ud til de mange og faa de mange i Tale, og i en Storby og i et hastigt fremvokset Stor-stadssogn skinner jo Mængden i Øjnene, men netop derfor gælder det om at understrege og fremholde, at Kirkens Sted er ikke Mængdens, men den ensommes, og at Kirkens Angst og Bekymring skal ikke være Tallet (den Be-kymring kan Kirken roligt overlade til det borgerlige Menneske og dets mange Slags Førere), men Kirkens Be-kymring skal alene være den, at dens Dør staar aaben for den ene, nemlig for ham, der intet har at møde med, ingen Værdi eller Ære, men blot sit forspildte Liv, hvis Mening han ikke forstaar, og hvis Maal han ikke kan fin-de. Om Kirken er fuld hver eneste Søndag, og om Arbejdet blomstrer efter de for et kirkeligt Arbejde gældende Maalestokke, men den ene, den fortabte maa staa udenfor, fordi han ikke har den Overbevisning, der kræves paa Bjerget, saa er alt spildt, ja saa er alt Arbejdet en Haan mod Gud. For saadan er Gud, at han kender kun eet Menne-ske, det Menneske, som intet er og intet har, intet andet end sin Nød og Fortvivlelse, saadan er Gud, at alene for den enes Skyld bøjede han sig ned til Jorden og forbarmede sig i vor Herre Jesus Kristus. Det er Dommen over enhver af os, der har faaet vort Hjem i Simon Peters Kirke, om vi staar i Vejen for den ene, hvis Hjem den er bestemt til at skulle være, om vore Meninger og Personer, vort Arbejde og vor Overbevisning fylder saa meget, at den skubber ham ud, for hvem den er og skal være bygget. Den Dom tilhører Gud, og vi har at staa ret for den.

Det er efter min Mening det uhyggelige og frygtelige nuomdage vedrørende Kirken, at den for et almindeligt Menneske ikke er Stedet, hvor der er Hjælp at hente i Livets Strid, men den regnes for en Forening og Sammen-slutning af visse ligesindede Mennesker. At nedbryde og ikke fremme denne moderne Fordom er Opgaven, der lig-ger for, at lade Evangeliet staa i sin Renhed uden Sammenblanding med borgerlige og moraliserende Hensyn, det er og skal alene være Kirkens Bekymring i Dag, ikke for sin egen Skyld, for Kirken skal ikke være til for sig selv (hedder det ikke, at den højre Haand maa ikke vide, hvad den venstre gør?), endnu mindre for Guds Skyld, som om Kirkens Opgave skulde være at værne og forsvare Gud (mon han trænger til Forsvar?), men for Guds underfulde Miskundheds Skyld, at han har taget den ensommes og raadløses Tider og Timer i sin Haand. "Og jeg, som sagde i min Angst: Jeg er bortstødt fra dine Øjne; visselig du hørte min tryglende Røst, da jeg raabte til dig." Eller som vi sang det før i Sangen om Simon Peter: "For Tvivl var Simon slet ikke fri, men spejl, du Tvivler, dig smukt deri: Han gjorde, som Herren sagde." Eller som vi skal synge det om et Øjeblik: "Herren han er dog sine tro, ogsaa naar de mistvivle." Ikke for de færdige Mennesker, der mener at have fundet Nøglen til Livets Gaade, er Kirken til (de klarer sig stolt uden den, de har jo Nøglerne i deres Haand, deres sikre Overbevisning, deres Selvtiltro eller Bedre-viden), men alene for den raadløse Tvivler er den til, ham har den et Ord at give, det, hvormed den selv er trøstet: at alle et Menneskes Tider og Timer er i Guds Haand, hvad enten han forstaar det eller ej.

I Dag er det 25 Aar siden, Simon Peters Kirke blev indviet. Dengang var Kastrupvej en Landevej med Grøfter paa begge Sider, dengang laa endnu Markerne rundt omkring. Nu er Sognet i det væsentligste udbygget. I de første 13 Aar gjorde Salen i Menighedshuset fyldest som Kirke, fra 1944 denne Kirke. I 1931 et Distrikt med nogle Tusinde Indbyggere, nu et Sogn med 13-14.000 Indbyggere. Kun tre Navne fra de 25 Aar skal nævnes, to døde og en levende. Præsterne H. P. Kofo-ed og Tage Schack. Begges Minde lever stærkt endnu. Pastor Kofoed var et fint og elskeligt Menneske, hvis tragiske Strid med den haabløse Sygdom, han havde paadraget sig som Præst i Grønland, endte med hans Død i 1944. Tage Schack havde været Præst ved Filips Kirke i 12 Aar, inden han i 1938 blev Præst ved Simon Peters Kirke og var derfor allerede kendt af mange, inden han kom hertil. Hans uforfærdede Kamp for Evangeliet imod enhver Form for kirkelig eller præ-stelig Annektering af Evangeliet, bundet som den var i hans personlige Engagerethed i Opgøret med Tidens Tanker, gav ham ikke blot et Navn ud over Landet, men gjorde ham ogsaa elsket af mange i Sognet og endnu savnet. Den Mindesten, der er rejst udenfor Kirken af Sognets Beboere, vidner herom, og i hans Bøger, udgivet efter hans Død, lever hans Opgør endnu, lige aktuelt. Den tredie, der skal nævnes, den levende, er den eneste, der har virket ved Kirken i alle dens 25 Aar, Kirkens Organist, Hans Lindskrog, som ved sin store Kærlighed til Kirken her, sin Trofasthed og omhyggelige Pligtop-fyldelse og sin sikre musikalske Dygtighed har fortjent at blive nævnet med Tak for de 25 Aar.

To personlige Bemærkninger vil jeg gerne have Lov til at komme med. Den ene er den, at det i et Sogn med op mod 14.000 Mennesker er ganske umuligt for Præsten at kende alle Mennesker, selv om det var ønskeligt, men een Ting er mulig: Kan Præsten ikke kende alle, saa kan alle kende Præsten, og jeg mener det i den Forstand, at de kan vide, at han er til at gaa til, at han ikke er ude efter at ensrette, forme eller præge, men at være alles Tjener, eller som jeg plejer at sige det: at være alles Bydreng. Ikke blot i det, man højtideligt kalder religiøse Spørgsmaal, skal han være til Raadighed, men i alle Livets mange smaa og store Fortrædeligheder skal han være de hjælpeløses Hjælper, de forsvarsløses Værner og de smaas Talsmand. Og een Ting til: Vi har ved Simon Peters Kirke det lykkelige Forhold, som burde være ved alle Kirker, hvor der er flere Præster, at Præsterne ikke er ens og ikke ser ens paa Tingene, og det skal der ikke gøres nogen Hemme-lighed af. Jeg plejer at sige det i Spøg saadan, at her er en Præst for de troende og en for de vantro, og det er som det skal være. Der er dem, der af og til har ondt deraf, men de aner ikke, hvilken Lykke det er. I den Henseende er Forholdene her ved Kirken forbilledlige.

Der er dem, der spørger: Hvad kommer der saa ud af Kirkens Arbejde? Det Spørgsmaal maa man ikke stille. Der er dem, der mener, at Kirken er en overflødig Indretning. De ved ikke, hvad de taler om. Hvis Kirken passer sin Bestilling og ikke skeler efter Nytte, Magt og Indflydelse, saa er den, hvad den skal være: Menneskets sidste og eneste Skanse i en Tid, hvor Mennesket ikke mere elskes for det, det er, men for alt det, det kan gøres til og opdrages til. Vi fejrer 25 Aar i Dag, men det er egentlig en Misforstaaelse, for det er jo som om Kirken blev færdig for 25 Aar siden, og nu blot fungerer, som Statsbaner, Skattevæsen og alle andre Væsener. Men saadan er det ikke. Kirken bygges stadigt, den er aldrig færdig, lige saa lidt som et Menneske er færdigt. Og skulde vi udtale et Ønske for Fremtiden og et Haab, saa skal det være det, at Kirken aldrig bliver færdig, for saa er den død. I det Kirkebyggeri er vi alle med, Kirkegængere og Ikke-Kirkegængere, religiøse og ikke-religiøse, alle er vi med, for som Henrik Pontoppidan har sagt det: I har de Tyranner, I fortjener. Vi er alle medansvarlige for, hvilken Kirke vi har, om det er en død, færdig Kirke, der bare fungerer, eller om det er en levende Kirke med Plads for levende, kæmpende og tvivlende Mennesker, saadan som Gud vil det, fordi han selv er som Hyrden, der forlader de 99 for at gaa ud at søge den ene.

Fuglen har Rede, og Ræven har Grav,
Sneglen bær Huset paa Ryggen,
Stodderen han har kun Pose og Stav,
leder om Lejet og Lykken,
Saa gaar vor Herre med Naadens Ord
husvild og fattig omkring paa Jord.

Dette er Kirkens Plads og kun saaledes skal den leve.

Ophold din Kirke, Jesus sød,
trods al vor Kulde, Søvn og Død,
saa trindt om Lande Ordet dit
maa flyve let og lyde frit.