Af Thomas H. Beck, 2001, s.45-47.

Som en afslutning på det 20. århundrede var folkekirkens biskopper så "venlige" at slutte af med at give det danske folk en julegave, som biskopperne havde bestilt hos deres eget såkaldte Islam-udvalg. Julegaven var rapporten "Samtalen fremmer forståelsen", som fremlægger en handlingsplan for, hvordan folkekirken skulle kunne forbedre dialogen mellem kristne og muslimer og medvirke til integrationen af flygtninge og indvandrere i landet.

Biskoppernes kontaktperson til deres eget Islam-udvalg, Fyns biskop Kresten Drejergaard, blev i forbindelse med præsentationen af rapporten i Kristeligt Dagblad den 2. december 2000 citeret for følgende: "Kirken har pr. definition samtalen som sit medium, og derfor er det naturligt, at folkekirken her yder sit bidrag til integration en af nydanskere".

Denne korte sætning er helt dækkende for, hvad dette nye biskoppelige dialog-projekt går ud på. For det er i sit væsen en meget uheldig sammenblanding af politik og kristendom, som man kan se, hvis man trækker fire punkter frem fra den nævnte udtalelse.

For det første har kirken "pr. definition" ikke samtalen som sit medium. Skal man tale om, hvad kirken "pr. definition" er og har, så er kirken de helliges forsamling, i hvilken evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret. Det er en uomtvistelig kendsgerning i en evangelisk-luthersk kirke. I det hele taget kan man ikke tale om, at kirken har et medium. Kirken selv er - hvis man endelig skal bruge det ord - Guds medium eller middel, og det er ethvert døbt menneske i så henseende også. Og som et almindeligt døbt menneske har man ingen særlige kristne midler i mødet med ikke-kristne, men dér må man møde den ikke-kristne, som man møder ethvert andet menneske.

Vil man mene - som det åbenbart er tilfældet med vores biskopper - at kirken har forskellige midler den kan bruge til at "holdningsbearbejde" folk med, så har man forvildet sig ind i den forestilling, at man selv og kirkeinstitutionen er Gud. Men kirken har ingen midler, for den er ikke udgangspunktet for talen fra Gud til mennesket. Udgangspunktet er Gud, der bruger kirken som sit middel.

For det andet er det eneste "naturlige" for en kirke således at forkynde Guds ord. Det er for kirken nemlig ikke "naturligt" at yde sit bidrag til en politisk proces. Man kan nemlig ikke udlede et bestemt politisk program af evangeliet, hvilket præcist er det, man gør, hvis man vil mene, at nogle bestemte retningslinier for, hvordan et land skal forholde sig til flygtninge og indvandrere, skulle kunne hentes ud af kristendommen, og være en kirkes opgave. Handler et møde mellem en kristen og en ikke-kristen om at debattere religion, så kan den kristne således ikke andet end forkynde evangeliet om frelsen ved troen på Kristus alene.

Integration er nemlig for det tredie et politisk middel til at nå et politisk mål. Men en sand kirke kan ikke have et politisk mål, som den vil opnå ved brug af politiske midler. Det kan derfor aldrig være kirkens opgave at gøre udlændinge danske efter et bestemt politisk koncept, men kirkens opgave er altså - for at slå det helt fast - altid at forkynde, at mennesker kun kan blive frelste igennem troen på Kristus.

For det Fjerde er begrebet "nydansker" et politisk kunstord, der udtrykker, at mennesket er et politisk væsen, der selv kan vælge sin identitet efter forgodtbefindende. Kristendommen forkynder i modsætning hertil, at vi er skabt af Gud og sat ind i den virkelighed, der nu engang er vores, og at det eneste valg vi derfor har, er at vælge at være os selv. Det forkyndes for alle folkeslag, idet det fastholdes, at overfor Gud er der hverken forskel på dansker, svensker eller araber. Ordet "nydansker" er konstrueret for at skabe en illusion om, at der er lighed mellem danskere og udlændinge. Men ligheden mellem folkeslagene er sat ved, at vi alle er syndere i forhold til den Gud, der nu engang har skabt os forskelligt, og sat os ind i forskellige kulturer og traditioner. At bruge politiske kunstord som gammeldansker og nydansker er derfor ikke kun en menneskelig irettesættelse af Gud, fordi han har tilladt sig at sætte grænser for og i vores liv, men det udviser også en nedgørende arrogance overfor både danskere og de flygtninge og indvandrere, der føler sig som tilhørende et andet folkeslag.

Biskoppernes Islam-udvalg taler om, at samtalen fremmer forståelsen. Selvom dette populistiske udsagn klinger noget trættende i ørene, fordi et telefonselskab har det som sit slogan, så er der selvfølgelig en almenmenneskelig sandhed i det. Og at offentlige myndigheder kan bruge dialogen som et middel til blandt andet at sikre, at der ikke opstår fysiske konfrontationer mellem de forskellige folkeslag, kan der heller ikke siges noget imod. Men den holdning, at kirken skal gøre sig til et politisk middel, kan man kun tage afstand fra. Der kan selvfølgelig godt foregå en dialog - en samtale - mellem en kristen og en ikke-kristen om deres forskellige religioner. Og selvom en sådan dialog kan foregå i al fordragelighed, og det i øvrigt er den kristnes pligt at udvise tolerance i en sådan situation, så vil forkyndelsen af evangeliet ikke desto mindre dog alligevel altid støde imod andre religioner og vække til forargelse. For selvom man kan finde nok så mange udsagn i kristendommen og i de andre religioner, der på overfladen minder om hinanden, så kan man ikke komme udenom kristendommens forkyndelse af, at Gud kender vi kun igennem hans søn Jesus Kristus. Dette er til forargelse for den ikke-kristne, fordi alle andre religioner dermed reduceres til at være det rene menneskelige opspind, som sammenblander politik og religion og dermed på den ene side forsøger at gøre politik, kultur og moral til noget guddommeligt og på den anden side gør det guddommelige politisk. Det er derfor noget ukristeligt sludder, når biskoppernes Islam-udvalg mener, at folkekirken skal gå ind i en dialog med muslimerne uden at forkynde, for en dialog om kristendommen vil altid ende i forkyndelse. Dialogen, samtalen, vil nemlig på dette plan ikke fremme forståelsen, for forkyndelsen - der med sit glædelige budskab er så velment, som noget overhovedet kan være i denne verden - taler ikke til fornuften, men udelukkende til troen. Og forkynderen kan derfor ikke gøre andet end at prøve på at få tilhørerne til at "se", at et kristent menneske i sin dåb er fastholdt som både en synder og en retfærdig, der i et hvert øjeblik får skænket sin frihed til at tage sit liv på sig i ansvar overfor Gud. Om forkynderen selv eller de, der lytter, kan "indse" det, ligger derimod udelukkende i Guds hånd.

Og derfor kan vi ikke andet end bede til, at Gud vil hjælpe os til at se Vorherre på en sådan måde, at vi ikke forarges på ham, selvom der er god grund til, at han skulle forarges på os og vende os ryggen, når vi vil tage ham som gidsel i politiske sager!

Det er beskæmmende, at det er folkekirkens biskopper, der har taget initiativet til dette udvalgsarbejde, hvis opgave har været at rådgive biskopperne med forslag til en handlingsplan for en fælles indsats overfor muslimernes tilstedeværelse i landet.

Jeg har ellers fra min skoletid og min tid som konfirmand lært, at biskoppens arbejdsområde er stiftet, hvor opgaven er at føre tilsyn med sognemenighederne og præsternes forkyndelse og levned ud fra de evangelisk-lutherske bekendelsesskrifter. Biskoppens opgave udenfor stiftet er derimod reduceret til at være rådgivende overfor landets regering i kirkelige sager.

Med den rapport, som biskopperne nu har fået udarbejdet, har de - endnu engang - vendt op og ned på tingene.

Normalt giver man kun råd, når man bliver spurgt. Alt andet er uhøfligt. Sådan har biskopperne da også bedt en håndplukket gruppe af kirkelighedens ypperste repræsentanter om råd. Men det er ikke om, hvordan de skal varetage deres embede som tilsynsførende, at de har bedt om råd.

Biskopperne ser det nu som deres arbejde at lave handlingsplaner på sognemenighedernes vegne uden at være blevet bedt om det. Og at størstedelen af landets sogne ikke har været interesseret i deres projekt, kan man se ud af, at kun 1049 af landets 2174 sogne har besvaret Islam-udvalgets spørgeskema, der blev sendt ud i begyndelsen af sidste år. Der er i øvrigt ikke megen "dialog" her mellem biskop og sogne, men tavsheden fra de 1125 menighedsråd råber nu tilstrækkeligt højt til, at biskopperne måske skulle have lyttet til, hvad der blev sagt med den tavshed. Så kunne de måske oven i købet have forstået noget. For en samtale - når den vel at mærke er konkret, og ikke blot bruges som et abstrakt begreb - kan så ganske rigtigt fremme forståelsen.

Det havde givet bedre mening, hvis det havde været kirkeministeren, der havde spurgt biskopperne om råd i dette spørgsmål om, hvordan folkekirken bør forholde sig til landets muslimer. At svaret havde været det samme er jo kun at begræde. Men det bliver endnu værre af, at biskopperne nu ikke kun svarer kirkeministeren, når de bliver spurgt, men at de nu også på eget initiativ vil give kirkeministeren gode råd om, hvordan kristendom og politik kan sammenblandes.

Selvom der er vendt op og ned på tingene, så giver det dog god mening alligevel. Hvis tingene vendte rigtigt, så var der et håb om, at biskopperne varetog deres embede som tilsynsførende overfor de selvstændige sognekirker og deres præster, så de forblev indenfor de rammer, som bekendelsesskrifterne sætter, og at øvrigheden ved en god rådgivning ligeledes blev holdt på plads, så den viste skønsomhed i sin lovgivning på det kirkelige område. Men når biskopperne ikke vil "nøjes med" at være tilsynsførende, men i stedet for vil erobre den magt tilbage, der blev frataget bispeembedet ved reformationen, så er der god mening i, at deres initiativer er en ukristelig sammenblanding af kristendom og politik.