Af Søren Krarup, Tidehverv, 1987, s.92.

Johs. Sløk og jeg har haft et lidet ordskifte i Morgenavisen Jyllands-Posten. Det var ikke udpræget venligt fra nogen af siderne - heller ikke fra min, må jeg tilstå, for spørgsmålet om Danmarks mulighed for at bestå som nationalstat i fremtiden fandt jeg sandt at sige for alvorligt til at blive brugt som redskab for professorens trang til at spejle sin forfængelighed i åndrigheder og plastiske attituder. Dette tillod jeg mig at fremføre i en replik, hvilket hensatte Johs. Sløk i målløs fornærmelse. Han absenterede sig fra striden med en uklædelig gestus og har siden været optaget af at rehabilitere sig selv og sit image. I en kronik i Jyllands-Posten 22. august skete det ved hjælp af en ikke uberømt filosof. "Det ideale forhold er, at de to parter i en sådan dialogos begge begynder i den komplette uvidenhed om, hvad "sandheden" er", skrev Johs. Sløk med henvisning til en kendt athenienser.

Det er ikke uinteressant at se en teologisk professor hengive sig til en afvisning af, at sandheden er en ganske bestemt, der som sådan fordrer og forpligter et menneske, og kostelig er professorens fortsættelse. Hvad gør Johs. Sløk, når det kniber for ham? "Hvad gjorde Sokrates i et sådant tilfælde? Han kunne gøre forskellige ting, men det helt afgørende var, at han gjorde manden opmærksom på, hvad han var i færd med". Har De mon gættet, hvem Sokrates er? Kan De regne ud, hvem denne alvidende, overlegne og helt suveræne vismand er, som kan overkomme alle vanskeligheder og vise alle modstandere vintervejen og hvis tilsyneladende forlegenhed udelukkende er udtryk for hans elegante ordkunst? Jeg har gættet længe, men tror, jeg er ved at nærme mig løsningen. Sokrates var dialogens mester, og i virkeligheden ligner Johs. Sløk Sokrates.

Nu kan vi se det, og ved hjælp af Sokrates kan vi også se, hvordan Johs. Sløk er at beundre.

Det er kun fordi vi ikke kender Sokrates, vi kom til at nære andre anskuelser.