Af sk., Tidehverv, 1987, s.55-56.

Der er en slags mennesker, vi kommer til at se stadigt mere op til. Det er de yngre grundtvigianere, der samler sig om Dansk Kirketidende under Lars Holms verdenskloge ledelse. Deres evner fylder os med beundring, ja, lad os bare sige misundelse. De er slet ikke som os andre. De er meget rigtigere. De geråder aldrig ud i pinagtige og besværlige stridigheder. De ved bedre. De sidder i parkettet og afsiger deres kendelser, og de gør det på en ualmindelig nydelig og nobel måde.

Som nu Lars Holm selv. Eller som hans yngre og ivrige medarbejder Jens Kvist. De er aldrig stødende eller forargelige, men tværtimod stærkt forargede over dem, der støder an. Så nydeligt og korrekt. De havde egentlig lyst til at sige noget om sandhed og løgn. Det meddeler de os andre. Men de siger ingenting, for det er voveligt og undertiden ligefrem belastende at sige et oprigtigt ord. Så sidder de klogt og tier stille. Og når de tager ordet, er det for at fortælle os andre, at de kunne have sagt det langt bedre og meget mere fint.

Vi er meget misundelige, vi andre, der bare siger, hvad vi mener skal siges. I efteråret oplevede vi Lars Holm tage os ordentligt i skole, fordi vi sagde vores mening så uheldigt og anstødeligt. Han vidste langt bedre, hvordan det skulle være gjort. Desværre gjorde han det ikke. Og i Dansk Kirketidende nr. 5/87 har Jens Kvist på samme måde udøst sin klogskabs skåler over vort syndige hoved og anholdt den uheldige og anstødelige form, i hvilken vi kommer afsted med at sige et folkeligt ord.

Vi er yderst beskæmmede. Vi vil hellere end gerne høre sandheden sagt på den helt rigtige måde. Vi vil med fornøjelse overlade disse riddere af den gode takt og tone at sige, hvad det er nødvendigt at sige om bl.a. dansk folkeligheds fremtid i en situation, hvor danskhed kaldes racisme af det officielle Danmark. Det var endda et emne, som just grundtvigianere havde grund til at tage op. Vi kunne ligefrem sige, at de har pligt til det. Og disse noble herrer kan jo gøre det så nydeligt...

Desværre har vi altså ventet forgæves. De siger ingenting om den sag, det er også deres pligt at sige noget om. Derimod siger de meget om os andre, der siger noget. Således undgår de at plette deres skjortebryst og få snavs på hænderne, og især slipper de for de kampe og sammenstød, der medfører ubehageligheder og kan koste noget i reputation og popularitet. Modige, som man ser. Heltene i parkettet og med hjertet i bukserne.

Vi kunne virkelig unde Grundtvig nogle andre efterkommere.