Af Redaktionen, Tidehverv, 1984, s.127.

Nationen er i november måned blevet begavet med en annoncekampagne i dagspressen, indrykket og betalt af LO, FTF og AC. Under devisen "din tryghed er truet" har disse faglige organisationer kastet sig ind i den politiske agitation og er gået til angreb på regeringen med markskrigeriske og demagogiske helsides-annoncer.

Præsteforeningen er medlem af AC. Det vil sige, at de præster, der er medlemmer af Præsteforeningen, er delagtige i en kollektiv propaganda af partipolitisk tilsnit. Har de godkendt den? Eller har de deponeret deres personlige ansvarlighed hos deres fagforening, som nu bruger løs af deres penge og deres medlemsskab?

For lutherske præster, der er forpligtet på at forkynde det enkelte menneskes ansvar i en tid, der i kollektivismens navn søger at udslette det, bl.a. via fagforeningernes massive og alt nedtromlende magtbrynde, er dette en pinlig situation. At optræde på en så ynkelig og ansvarsforflygtigende måde er ikke at foregå sin menighed med et godt eksempel. Det er tværtimod at gøre sin forkyndelse og sit embede til pjat og sig selv en tvetydig, tvivlsom person.

Red.