Af Niels Carl Lilleør, Tidehverv, 2001, s.52-53.

Tidehvervs Salmebogsudvalg skal hermed opfordre kirkeministeren til at opgive tanken om at udgive en ny salmebog. Det står mere og mere klart, at det var en forhastet beslutning som blev taget af kirkeminister Torben Rechendorff. Beslutningen blev taget i en politiske svingdør omkring årsskiftet og regeringsskiftet 1992/1993. Vi har i udvalget fortløbende spurgt os for i sogne og menigheder i forbindelse med foredrag og anden forhandling, og svaret er eentydigt vejen rundt:

"Vi ønsker den ikke og vi finder, at den salmebog vi har er en god salmebog." Ja, det kan tilføjes, at adskillige sognemenigheder er kommet til at holde ekstra meget af deres "gode gamle salmebog," alt som debatten er skredet frem om en ny. Måske fordi en ahistorisk fornyelsesideologi er den egentlige drivkraft.

Dertil kommer, at man i sogne og menighedsråd just har indkøbt nye salmebøger i store mængder til sognebørn og konfirmander i forbindelse med Den Nye Tekstrække. Så langt så godt, men så heller ikke længere.

Der er ingen folkelig forståelse for denne kirkepolitiske ide som rastløst er ført frem. Det overordnede synspunkt er båret af kirkeministerens tanke om, at Den danske Folkekirke skal "op på dupperne." Og kommissionsformanden biskop Erik Norman Svendsen, der synes at forstå det forunderlige udtryk om folkekirken på dupperne, har taget sin tur i svingdøren, og biskoppen har, ligeledes noget forhastet, anerkendt nogle uholdbare præmisser i forbindelse med kommissoriet.

Gamle antikverede danske ord er således autoriseret og hentet op fra fjerne tiders sprogbrug, en folkelighedens mølpose, og sat ind i den foreliggende og indsungne salme, samtidigt med at vers er lagt på vers og nogle forholdsvis lange salmer på en halv snes store vers kommer ud med op til 15 vers i forslaget. Således Kingo. Den naturlige sammenhæng med en ny bibeloversættelse til nutidssprog er endvidere udeblevet og de nutidige salmer, der er medtaget, savner den tyngde, som salmerne og salmebogen skal have. At inddrage norsk salmedigtning i den sammenhæng ligner også en forhastet fiks ide. Uden mål og med.

Selvom K.L. Aastrup er godt repræsenteret, han var nært knyttet til Tidehverv, finder vi ikke at hans vægtige salmedigtning i det 20. århundrede er tilgodeset med indføling og forståelse. Det samme kan man sige om Johannes Johansens og Jørgen Michaelsens salmer. Salmefornyelse tales der så om. En salme skal tydeliggøre kristentroen for den nuværende slægt. Det ord "fornyelse" er for løsagtigt i den sammenhæng. Vi har med andre ord tiden for os. Vi skal ikke følge med tiden. Det forholder sig omvendt.

Forestillingen om, at der skal komme en salmebog hvert halve århundrede her tillands er åndløs. Ude af trit med den virkelighed, der for vores generation aflægger sit vidnesbyrd om, at vi i 25 år fra 1968 - 1983 kæmpede med de politiske ideologier, som fjernede salmen, kristendommen og den folkekirkelige forståelse fra både folkeskolen og højskolen.

I det sidste 10-år har vi derimod oplevet en tilbagevenden til den historiske sammenhæng i menneskets tilværelse, og det vil være et fejlgreb, hvis man nu med et autoriseret snuptag fjerner den salmebog, som folk er ved at få øje på igen, og som folk er ifærd med at gøre sig fortrolig med. På værdig vis. Vi mener, fortrolighed kan banaliseres, og det er tæt på. Digteren Søren Ulrik Thomsen, der kender de forskellige kirkelige miljøer, advarer imod, med hans eget udtryk, de "Jesus-baskere," som han har lyttet til undervejs.

I to artikler i Tidehverv har Jesper Langballe og jeg selv nøjere gennemgået det foreliggende salmebogsforslag og givet udtryk for, hvorfor vi ikke finder det foreliggende projektet opbyggeligt og folkeligt. Et medlem af Den Grundtvigske Salmebogsgruppe, en gruppe der har arbejdet grundigt med de danske salmer og det foreliggende salmebogsforslag, Torben Damsholt, skriver i Dansk Kirketidende 2001/3 følgende: "Man må spørge sig selv, om det virkelig skal komme så vidt, at det kan blive nødvendigt igen at tage sagen i egen hånd og udarbejde en salmebog, der kan opfylde behovet for en levende kirkelig og folkelig salmesang."

Det er dét spørgsmål, det meget vel kan komme til at dreje sig om. Et sogn ofrer ikke det folkelige fællesskab, som den nuværende salmebog er udtryk for, på et eksperimenterende alter. Sært at kommissionens folk ikke aner det. Der findes mange gode folkelige folk i den nedsatte kommission, der lever på jorden og som har fingeren på pulsen. Det kniber som bekendt for mandskabet på Christiansborg med at finde og fornemme den puls. Der er folk i kommissionen, der må være klar over, at en ny salmebog i dag vil repræsentere både et overgreb og en anmasselse.

Et grundigt stykke arbejde er gjort, det er udmærket og i sin orden. At erkendelsen ved vejs ende må blive den, at der ikke er behov for nogen ny salmebog, ja, det kan og må vel både overraske og måske frustrere et hårdt arbejdende udvalg. Men virkeligheden lader sig ikke overrumple, og den tilsiger os, at en ny salmebog vil skabe splittelse i Danmark. Derfor opfordrer vi kirkeministeren til at opgive tanken om at udgive en ny salmebog. Et salmebogstillæg vil derimod være på sin plads.

Ørbæk i februar 2001.
På udvalgets vegne