Tidehverv, 1970, s.24.

Sort i sort.
Idel jammer og klage er ved at blive omkvædet, hvor folkekirken kommer på tale. Ingen vil være præster, jamres der, og ingen vil gå i kirke, klages der, og man vrider sine hænder og snyder sin næse og er så bekymret. "Folkekirken har det ikke let", hedder det i ugemagasinet NB. "Ikke alene svigter kirkegængerne - præsterne bliver også færre og færre". Og der tegnes et billede af den ulykkelige kirke, som alle svigter, og for hvilken alt er sort i sort.

Men måske har forfatterne også en hensigt med at tegne billedet sådan. Når man i listen over ugemagasinets medarbejdere læser, at det kirkelige stof forfattes af Jens Oluf Lund og Jørgen Thorgaard, mærker man hensigten med den mistrøstige skildring og bliver ikke forstemt. For en fhv. katolsk pater vil jo ikke ligefrem være modstander af folkekirkens beklagelige undergang, men kan tilmed tænkes at arbejde på den. Og en religionssociologisk valgmenighedspræst vil nok heller ikke have noget ønske om at se lyst på folkekirkens situation, men kan også tænkes at formørke den for at forværre den. Der er en forklaring på alting. Det er blot de liglystne, der leger grædekoner, og hvad kommer grædekoners lyst til lig de levende ved?

Fat mod, Zakæus, du lever fortsat!

Bispeord.
Danmarks biskopper har været forsamlet i bispegården i København, og med triumf i stemmen har Københavns biskop meddelt pressen, at bisperne ser ens på spørgsmålet om fri abort. "Det afgørende i abortproblemet er, at man har respekt for livet og dets muligheder", meddeles det i stor opsætning.

Vi vil ikke hænge os i den betænkelige omstændighed, at landets biskopper således udtaler sig i fællesskab som kirkens officielle røst og fremsætter en "kristen" vurdering af problemet. Vi vil heller ikke hæfte os ved, at man bilder sig ind at kunne fremkomme med en endelig og kristelig stillingtagen til et indviklet spørgsmål. Men vi vil undre os over den opfattelse af livet, der af kirkens biskopper er blevet udnævnt til at være kristendommens livsopfattelse. For er det ikke et ganske andet liv end det, hvis muligheder man kan respektere, evangeliet taler om? Er livet i evangeliets forstand ikke noget andet end dette biologiske og af menneskelige muligheder fyldte? Det foresvæver der os noget om. Det forekommer os, at kristeligt står liv og frelse i en vis uopløselig forbindelse med hinanden. Og det synes os således, at biskopperne er kommet for at skade at fremsætte en hedensk vurdering af livet, hvor de troede at udtrykke kristendommens.

Måske skulle de for fremtiden lade være med at fremsætte udtalelser.

sk.