Af Morten Pontoppidan, Tidehverv, 1929, s.132-135.

Gustav Brøndsted er en mærkelig Mand. Han er værd at høre paa; thi han har øjensynlig noget at sige os. Hvor meget eller hvor lidt han kan have modtaget af Tilskyndelser fra Karl Barth, saa er han i hvert Fald Mand for at tænke sine egne Tanker og udforme dem aandfuldt og kraftigt med en Understrøm af personlig Varme.

I tre smaa Afhandlinger (Foredrag), udsendte under Fællestitlen "Kristendom og Kristustro", (se note 1) har han givet et ejendommeligt og værdifuldt Bidrag til vor Tids teologisk-filosofiske Tænkning.

Gustav Brøndsted træder frem iblandt os som ikke saa lidt af en Kirkerenser, Religionsforbedrer. Men det, han giver sig i Kast med, er ikke Udenværkerne, Dogmer eller Kirkeskikke. Nej, disse Ting lader han urørt og beskæftiger sig med det, der er Centret i det hele. I den almindelige Religionsøvelse har Centret forskudt sig, hævder han. Kristenheden er blevet som en Mand, der har faaet sit Hjerte flyttet over i højre Side. Ja, denne grove Lignelse skal Brøndsted nu ikke have Skyld for. Men hvad der opfylder ham og driver ham frem til at tale, det er nu i Virkeligheden en Erkendelse af, at Tilbedelsen og Gudsdyrkelsen maa have Hjertet paa rette Sted, naar den skal du noget.

Det er Gud, der skal være Centret, Gud, det hele skal dreje sig om og udgaa fra. Religionen skal ikke være det fromme Menneskes Drejen sig om sig selv.

Dette er Brøndsteds Budskab, som sikkert kan have Ærinde f. Eks til de mange Nutidsprædikanter, der prædiker saa livligt og saa interessant, men prædiker sædvanlig mere om os end om Gud, mere om vore Rørelser og Oplevelser, Savn og Ønsker end om Guds Gerning og Guds Vilje, lader kort sagt mere os selv end Gud komme til Orde.

Der er "gaaet Ego" i Kristenhedens Tanker og Bestræbelser. Dette er Grundskaden, som B. tager Sigte paa, og som han gennem alle tre Afhandlinger stadig kommer tilbage til.

Det er dog særlig den første Afhandling "Guds Riges Religion - Frelses-Religion", som er helliget til Afdækning af denne Grundskade i den almindelige Religiøsitet. Folks Religion kan være indstillet forskelligt, enten paa, hvad der hedder "Guds Rige" eller paa, hvad der hedder "Frelse". Men i begge Tilfælde er Skavanken den, at ganske umærkeligt er Mennesket mere og mere kommet til at "træde ind paa den centrale Plads: "Vi" i Riget, og "Jeg" i Frelsen" (S. 17). B. har meget værdifuldt at sige os om denne Centrets Forskyden sig, - om dette, at "der er i en uhyggelig Grad gaaet Selv, gaaet Ego i Frelsestanken" (S. 19), - om dette, at man naivt egenkærligt vil frelses, ikke ved at faa Gudsindet, men ved at blive "salig" uden maaske at eje Gudsindet, altsaa egentlig blot ved at "blive flyttet".

Jeg kan følge B. et langt Stykke Vej i hans Betragtninger over dette Emne. Men jeg kan ikke følge ham til Enden. Jeg føler mig allerede usikker overfor hans Bemærkning om, at "en Stemning af Ego klinger med i mange af vore Salmer, selv nogle af de skønneste og rigeste", - at selv hvor i disse Salmer "Tonerne om Forsoningen og Naaden stiger med Kraft, mærker man ofte, at Undertonen mere er Glæden over selv at være bleven frelst, end Glæden over Guds Viljes Sejr" (S. 27). B. undgaar, fordi han ikke vil "ødelægge noget for nogen", at nævne bestemte Eksempler paa saadanne Salmer. Men det er et stort Spørgsmaal, om jeg for mit Vedkommende, hvis han havde nævnt nogen, især "af de skønneste og rigeste", vilde have givet ham Ret i hans Bedømmelse af "Undertonen" som egoistisk i forkastelig Forstand.

Thi mon der dog ikke kan tales ogsaa om en sund Egoisme? Og behøver der at være noget religiøst abnormt i en endog stærkt betonet "Glæde over selv at være blevet frelst"?

Ja, dersom det slet ikke maa være mig selv, der bliver frelst, - dersom mit Selv ikke har anden Rolle i det religiøse Drama end den at lade sig tilintetgøre, da maa den normale religiøse Glæde udelukkende blive Glæden over "Guds Viljes Sejr", uden noget Sideblik til min personlige Skæbne, om den bliver Frelse eller Fortabelse.

En saadan Tankegang har jo før været fremme indenfor Kristenheden. Madame Guyon f. Eks. naaede - paastod hun - det Punkt i uinteresseret Gud-kærlighed, hvor det blev hende umuligt endog at bede "forlad os vor Skyld", fordi dette ikke vilde være en fuldkommen Tilsidesættelse af Hensynet til hendes eget Selv. At dette var en usund Overspænding, vil de fleste være enige i. Men jeg ser virkelig ikke rettere, end at Brøndsteds Tankegang er i Færd med at dreje ind i et lignende Spor. I sin Tagen Afstand fra den naive religiøse Egoisme viger han saa langt ud til Siden, at han har faaet det ene Ben ned i den modsatte Grøft.

Den Sandhed, at man maa miste sin Sjæl for at finde den, tabe den for at vinde den, dette Frelserord, der i sin øjensynlige Egenskab af Paradoks jo dog ikke skal være til at forstaa uden et lille Gran Salt, denne Livsens Sandhed gør B. gældende paa en saa haandfast Maade, at den derved er nær ved at blive lige det modsatte af en Livsens Sandhed. For Brøndsted er, i Lyset af dette Ord, den religiøse Daad blevet Selvets Udlevering, og vel at mærke, det egentlige, virkelige Selvs Udlevering til bogstavelig Tilintetgørelse. Udlevering til Gud ganske vist, overladende til hans Skabermagt at sætte noget andet og bedre i Stedet. Men altsaa virkelig i Stedet. Det tidligere Selv er tilintetgjort, ikke blot i overført, moralsk Forstand, men i fysisk Forstand. Og det nyskabte, der mulig træder i Stedet, bliver en bogstavelig ny Skabning, ikke en Fortsættelse, men en Afløsning af den gamle.

Ja, B. vil ikke høre noget om, at det nyskabte Menneske skulde kunne være det oprindelige Selv i ny og bedre Udgave. "Hvor overfladisk er ikke", udbryder han, "den Tale, at "vi" bliver, mens "kun" vor Synd renses ud". Nej, vi bliver ikke, naar Guds Frelsesgerning fuldbyrdes. Vi udslettes sammen med vor Syndighed. Dette synes virkelig at være Brøndsteds Tanke. Og han synes ordentlig at føle Lettelse ved denne Tanke om at blive frigjort ikke blot fra sin Syndighed, men fra sit Selv. Det hører for ham med til Evighedshaabet, at vi hisset skal være fri for at "leve i vort eget Selskab". Ja, han siger lige ud: "Jeg véd, at det vilde være en Forbandelse, om jeg, Jeg, skulde leve i Evigheden - man kalde det saa Helvede eller Himmel". (S. 34). Og idet han kommer ind paa Spørgsmaalet om Genkendelse i det hinsidige, siger han, at det egentlige Spørgsmaal turde være det, "om disse "vi", der skulde kende hinanden, - kende hinanden i Guds Rige - om disse "vi" overhovedet har været til. Overhovedet har eksisteret, kristelig set." (S. 34).

Dette kan jo kun have den Mening, at det "frelste" Menneske er et helt andet end det, der før var.

Og - kan vi vel tilføje - som aldrig burde have været til.

Ikke blot Syndigheden burde aldrig have været til, men heller ikke det Jeg, der syndede, og som - maa man altsaa tænke - ikke syndede af Skrøbelighed, men fordi det var dets Væsen at synde. Ja, jeg ser virkelig ikke rettere, end at B. her er kommen ind paa at identificere Synderen med Synden, han begaar, paa en saadan Maade, at Syndens Tilintetgørelse bliver faktisk det samme som Synderens Tilintetgørelse.

Ja, ganske vist, dersom virkelig vort inderste Selv er fjendtligt mod Gud, saa at Gud, som B. hævder, maa gennemføre sin Vilje "kæmpende mod os, der kæmper for at bevare vor Død" (S. 47), - dersom vi virkelig skal "tvinges i Knæ gennem Modsætningen mellem, hvad vi vil og hvad Gud vil" (S. 44), - dersom det virkelig staar saadan til inde i mig, i mit Sjæledyb, at "mine Ønsker er ikke Guds Ønsker" (S. 34), da bliver unægtelig Resultatet, at vi helt og holdent maa kasseres, og at vi gør bedst i at udlevere os selv til komplet Tilintetgørelse.

Men, hævder Brøndsted, det er det fatale, at "vi vil beholde vort Ego" (S. 36). Vi kan ikke bekvemme os til at udlevere det. Vi "tør ikke miste os selv til Gud" (S. 37). Vi "tror ikke paa, hvad Gud kan skabe" paa Ruinerne af vort tilintetgjorte Selv. Vi betænker os derfor paa at kaste os for hans Fod og sige: Lad mig blive til intet, og lad noget nyt fremstaa i mit Sted, dig til Ære!

Vi tør ikke, siger B. Jeg for mit Vedkommende siger: Jeg vil ikke.

Jeg kan aldrig gaa ind paa at anerkende den her opstillede Fordring som min Guds Fordring. Jeg ser ikke rettere, end at Brøndsteds Tankegang paa dette Punkt er blevet smittet af en vis - nærmest østerlandsk - Religionsfanatisme, som maaske kan kaldes heroisk, men som jeg ikke kan have noget at gøre med. Jeg gaar ikke med til at kaste mig under Hjulene paa Juggernauts Vogn og lade mit Selv knuse, Guden til Ære.

Jeg, Ego, protesterer.

Jeg, N. N., født i det og det Aar af de og de Forældre, jeg er nu engang traadt ind i Tilværelsen som et Selv med en vis Gyldighed. Jeg bilder mig ikke ind at være ret meget; men jeg er noget. Og dette "noget", dersom det er faldet i onde Magters Vold, saa kan det frelses og gennem Frelsen bevares.

Ved at tænke saaledes om mig selv, tror jeg at ære min Skaber mere end ved at regne mit inderste Selv, hans Værk, for et Misfoster, som kun kan frelses ved at tilintetgøres, d. v. s. som ikke kan frelses, men som Skaberen maa frelse sig selv fra ved at kassere det og skabe noget nyt i Stedet.

Ja, noget nyt maa Gud skabe, det er vist og sandt. Og denne Sandhed, at Frelsen ikke er Menneskets Værk, men Guds Nyskabning, den er det, Brøndsted har taget sig for at indskærpe med en Alvor og Eftertrykkelighed, som fortjener Anerkendelse. Blot Eftertrykkeligheden ikke var blevet for stor. Blot hans intense Alvor ikke var blevet til Enøjethed. Blot hans Optagethed af Nyskabelsen i Kristus ikke havde gjort ham næsten blind for Gammelskabelsen i Adam. I Adam, ja. Thi gamle Adam er jo dog virkelig ogsaa, ja først og fremmest, Guds Skabning. Ganske vist ikke den Størrelse, som vi efter Luther har vænnet os til at titulere med Navnet "den gamle Adam", og som skal druknes ved daglig Anger og Bod. Men derimod den virkelige, oprindelige Menneskeperson, skabt i Guds Billede og nyskabt i Jesus Kristus.

Ja, lad os dog ikke komme ind paa at lægge en saadan ensidig Vægt paa Nyskabelsen i Kristus, at vi glemmer, at den i Virkeligheden kun er en Genoptagelse og Fortsættelse af Gammelskabelsen i Adam - eller, for at sige det bestemtere, en Fortsættelse og Genoptagelse af, hvad Gud begyndte paa, dengang N. N., født den og den Dag af de og de Forældre, traadte ind i Tilværelsen.

Dette vil Brøndsted næppe erkende. Her er et blindt Punkt i hans Øje, som f. Eks. meget tydeligt giver sig tilkende dér, hvor han forkaster den Tanke, at "vi" skulde kunne "blive", medens blot vor Syndighed fjernes. Dette, siger han, er en meget overfladisk Tanke. "Thi", fortsætter han, "hvad er vi? og hvad er vor Synd? Synd er alt, hvad vi selv byggede af vort Væsen - alt hvad der ikke er Guds nye Menneske, (se note 2) som han byggede i os og mod os". Altsaa, først da tager Gud fat, naar han begynder at bygge det ny Menneske. Kun dette ny Menneske er Gud Ophav til. Hvad der ligger forud for Genfødelsen og Fornyelsen - at Gud skulde have nogen Andel deri, har Brøndsted ikke Øje for. For ham bliver Guds Skabergerning dette, og dette alene, at han nyskaber os i Jesus Kristus, - dersom det ellers kan kaldes en Nyskabelse af os, at han bygger noget "i os og mod os", hvori vi slet ikke vil kunne kende os selv.

Brøndsted accentuerer Nyskabelsen paa en saadan Maade, at Gammelskabelsen tabes af Syne. Og dermed hænger det da sammen, at han ser noget saa absolut ødelæggende i det, han kalder "Aarhundreders Borgerliggørelse af Kristendommen" (S. 18).

Borgerliggørelse, det vil jo sige Tab af Aandelighed ved "Kompromis med det borgerlig-sociale" (S. 45), Læggen Vind paa "borgerlig moralsk Forbedring (S. 32), ja, i det hele taget "Kristendommens Synken ned paa Linie med Religionerne i den Verden, hvis Gennemsnitspræg den er kommet i Møde" (S. 19).

Ja vist, ja vist! Brøndsted har et skarpt Blik for Farerne ved denne Borgerliggørelse, de Farer, som jo siden Søren Kierkegaards Tid har været ret alvorligt foreholdt vor Kristenhed, og som vi fremdeles har godt af at blive holdt aarvagne overfor. Men hvad der er farligt, behøver ikke at være i sig selv forkasteligt. Naar man holder sig for Øje, at ogsaa almindelige Gennemsnitsmennesker og deres Samfundsmoral kan høre ind under Guds Skabning, Ordning og Velsignelse og bære mere eller mindre af hans Skabelses Adelsmærke, da vil man betænke sig paa at fordømme ethvert Kompromis mellem Kristi Aand og denne Gennemsnits-Borgerlighed.

At Kristendommen, som B. siger, er bragt ned paa Linie med de andre Religioner, er, i det mindste for en Del, unægteligt. Og at dette er sket ved Imødekommen mod Menneskenes Gennemsnitspræg, er lige saa unægteligt. Men i og for sig skulde den Ting at "komme ned" og "komme i Møde" jo ikke være uforenelig med Opfyldelsen af Kristendommens Mission i Verden.

Dette bliver der nu ikke Lejlighed til her at komme nærmere ind paa. Denne Artikel maa have en Ende. Og lad mig da slutte, som jeg begyndte, med at sige, at Gustav Brøndsted er en mærkelig Mand, - en Mand, mod hvem man - som figura udviser - kan føle sig kaldt i Skranken, men mod hvem man dog især kan føle sig takskyldig for modtagne Tilskyndelser og Berigelser i sit indre Liv, - en Mand, som man, hvad enten det drejer sig om at studere ham eller at opponere imod ham, næppe bliver færdig med i en Haandevending.

Note 1: "Tidehvervs Forlag. 106 Sider. De to første Foredrag har forud været offentliggjorte i "Tidehverv".

Note 2: Fremhævet af mig. M. P.

(I Tidehverv 1930, s.13-16 skrev H. I. Hansen, Løjt, en artikel - "Morten Pontoppidan og de evangeliske Grundsandheder" - i anledning af ovenstående brøndsted-kritik. M. Pontoppidan svarede Hansen, Løjt, i Tidehverv 1930, s.31).