Af Morten Brøgger, Tidehverv, 2001, s.100.

"Sandheden er da også, at der ikke er nogen modsætning mellem humanisme og kristentro," konkluderede chefredaktør Peter Wivel påskedag i sin egen avis, Berlingske Tidende. Det er unægtelig et påskebudskab, som må kræve en nøjere overvejelse af dette blads læsere, som længe er blevet ledt til at tro det modsatte. Derfor er det også rart, at det kommer fra så autoritativ en kilde som redaktør Wivel, der dog straks henviser til en endnu større autoritet: den amerikanske uafhængighedserklæring! Hvad er der så at indvende, må man nok spørge.

Selv om autoriteterne nok kunne tale for sig selv, afstår Wivel dog ikke fra også at ville overbevise med argumenter. Mod påstanden om, at humanismen i sin konsekvens fører ud i Nietzsches overmennesketanke, peger han på den historiske linie fra renæssancens humanisme over oplysningstiden og frem til vore demokratiske samfund, som han kalder "en succeshistorie, også ud fra elementære forestillinger om kristen medmenneskelighed". Det skyldes bl.a., at de demokratiske samfund "ved, hvad der er ondt" og hvad de 11 skal bekæmpe". Det lyder jo elementært, selv om han også hævder, at "vi ved ikke i fællesskab, hvad der er godt." Men når éns forestillinger er elementære nok, så kan man som Wivel også sætte lighedstegn mellem Karen Jespersens kritik af tvangsægteskaber og kvindeundertrykkelse "på det humanistiske og medmenneskelige samfunds vegne" og næstekærligheden, som omtales i Det nye Testamente. Måske er det så elementært, at humanismens medmenneskelige godhed for Wivel ikke blot ikke er en modsætning til kristentroen, men den er ligefrem det samme som kristentro.

Så forstås det også, hvorfor der må gøres op med forestillingen om, at vi alle er syndere. For som Wivel selv skriver: Den "gør det kropumuligt at skelne mellem godt og ondt. For hvis alle er syndere, hvem skal så dømmes? Og hvem skal dømme?" Helt slået ud af denne gnistrende intelligente argumentation, må vi prise os lykkelige for, at der findes andet end syndere her på jorden: gode mennesker som kan sætte sig til doms sikre på at have retfærdigheden med sig. Gud ske lov, at der findes sådanne ekstraordinære individer, der har retten, godheden og sandheden på deres side, ellers var vi alle ilde stedt!