Af Max Stubgaard, Tidehverv, 2001, s.155-156.

Det Radikale Venstre har altid haft et skæbnesvangert held til at kunne sætte dagsordenen i den offentlige diskussion. Således har samtlige medier de sidste måneder været optaget af at delagtiggøre nationen i den danske del af partiets svære kvaler med at acceptere, at De Radikale er ved at blive erobret af muslimske indvandrere. Ikke at man i partiet, der har Frisindet som bannermærke og fordom, ja, som ideologi, har noget mod indvandrere. Tværtimod kan man vel roligt sige. Problemet ligger i, at de nye fremstormende partimedlemmer og folketingsmedlemmer in spe er blevet afsløret som medlemmer af den verdensomspændende, islamisk fundamentalistiske organisation minhaj-ul-quran (koranens vej). Det er patetisk, men også meget karakteristisk, at man anklager den eller de, der afslørede denne delikate hemmelighed for "snageri" og samtidig, nu da skaden er sket, prøver at få de nye medlemmer til at sige, at de alligevel ikke mener så meget med medlemskabet, at det er en uskyldig ungdomsorganisation og, at de sandelig ikke er tilhængere af at indføre den guddommelige lov, shariaen, i Danmark. Det radikale parti er sandsynligvis forsvundet fra jordens overflade, inden det går op for dem, at islam ikke skelner mellem politik, samfund og religion, og at man som muslim, uanset om man er medlem af nævnte organisation eller ej, er forpligtet på at stræbe mod at få indført et altomfattende guddommeligt styre under shariaen enten ved hjælp af overtalelse eller på anden vis. Alt dette kan man læse på minhaj-ul-qurans hjemmesider, hvoraf dog en del er blevet fjernet da der blev opmærksomhed om minhaj, sandsynligvis for ikke at forstyrre sarte folks sjælefred, om end man dog stadig kan få den ægte vare at se på organisationens norske hjemmeside: "Islam som statsreligion" forfattet af lederen Muhammad Tahir-ul-Qadri.

Berlingske Tidende har yderst passende valgt Pinsedag, dagen for Helligåndens komme til den kristne menighed, til med udgangspunkt i De Radikales uløselige problemer med frisindet, som nu er forvandlet til tvesind og - som det ofte er tilfældet med tvesind - truer med at ende som afsind, at analysere problemerne i konfrontationen mellem kristendommen og islam.

Journalisterne Michael Bjerre og Jakob Kvist forudser, at De Radikales aktuelle problem således kan tænkes at blive et billede på hele nationens fremtidige problem. De må konstatere, at koranen af muslimerne betragtes som "Guds åbenbarede ord og sandhed, det står ikke til diskussion, og bogen er komplet og fuldkommen, det kan heller ikke diskuteres." Hele samfundsstrukturen skal være baseret på islam, hvor man ikke skelner mellem religion og politik, udtaler imam Abdul Wahid Petersen og forklarer, at selv om han i sit indre stundom kan have svært ved forlige sig med "dette guddommelige princip", så accepterer han, "at Koranen er Guds ord. Derfor bliver jeg nødt til at tro på, at den forordning, som Gud har indstiftet er bedre end den, jeg selv kan komme frem til, om end jeg ikke kan forstå Guds." Her er i kort begreb islams dogmatik: Et altomfattende guddommeligt styre, der ikke giver plads for nogen anden tro. Den islamiske teolog vakler da heller ikke, da han konkretiserer: Når forudsætningerne er opfyldt, dvs. når islam er stærk nok, f.eks. 50 % af befolkningen - men det er vel et tal, der kan diskuteres - skal Danmark underkastes et altomfattende islamisk styre under den guddommelige lov. Dermed er samtidig sagt at sameksistens mellem kristendom og islam på forhånd er udelukket. Her er ikke noget at tage fejl af, og selv om det kaldes "En nordisk måde" er den svær at skelne fra de almindeligt anvendte metoder i alle andre dele af verden, når det guddommelige styre skal indføres.

Ganske vist er det lykkedes at få et par religionssociologer eller religionshistorikere, deriblandt den meget citerede Tariq Ramadan fra Schweiz, til at udtale et håb om, at man kan nå frem til en "europæisk fortolkning af islam", der skulle være forenelig med en demokratisk samfundsordning og religionsfrihed. For det første er det værd at huske, at religionssociologien, som ikke findes som fag i muslimske lande, betragter religioner som (samfunds)fænomener, der kan underkastes en videnskabelig undersøgelse og fortolkning, ikke som tro. For det andet er denne tankegang fuldstændig fremmed for islam, som for 700 år siden indførte et absolut forbud mod at fortolke de bogstavelige, åbenbarede ord i koranen. Dette giver i modsætning til kristendommen ikke rum for politisk diskussion og stillingtagen og dermed for demokrati. Også religionsfrihed er et fuldstændigt fremmed begreb i en islamisk forståelsesramme, idet der ifølge koranen er dødsstraf for frafald fra troen, idet konvertering fra islam betragtes som gudsbespottelse. Det er karakteristisk, at man ikke har kunnet få en eneste islamisk teolog til at udtale sig for muligheden for fortolkning af koranen, men har måttet ty til religionssociologer, der ikke har nogen som helst indflydelse på islamisk dogmatik.

Et afgørende spørgsmål er naturligvis, hvordan den danske evangelisk-lutherske folkekirke stiller sig i konfrontationen eller mødet, som nogle udglattende foretrækker at kalde det, med islam, det næststørste trossamfund i Danmark. Niels Henrik Arendt er biskop over Haderslev Stift og betragtes som folkekirkens ekspert i islam og har bl.a. skrevet bogen "Gud er stor." Arendt holder en smuk forelæsning for Bjerre og Kvist om den kristne troslære og bekendelse med et fast sideblik til Luther og siger, at der er en grundlæggende forskel på kristendom og islam, men nævner ikke - og det havde været på sin plads i sammenhængen - at kristendommen med treenighedslæren og især den lutherske to-regimentelære er den eneste religion, der stiller os frit og derfor tillader demokrati og giver rum for politisk stillingtagen i samfundsspørgsmål, en for islam afskyelig overtrædelse. Teologisk kan man sige, og det siger Arendt da også, at koranen er en lukket bog, hvor intet kan eller må ændres, hvorimod Bibelen er en åben bog, som fortolkes i lyset af Helligånden. Han drager imidlertid ikke den indlysende konklusion, at kristendom og islam gensidigt udelukker hinanden, at de på grund af islams krav på altomfattende magt eksisterer i to forståelsesrammer, hvor centrale begreber som f.eks. begrebet trosfrihed har helt forskellige betydninger, og desårsag næppe på fredelig vis kan sameksistere inden for de samme geografiske grænser, hvad al erfaring da også viser.

Dette er en undladelsessynd og slem nok. Men langt værre er det, han siger: "Hele islams etos er udviklet i samfund, hvor islam er majoritetens religion, men i øjeblikket er religionen i en minoritetssituation i Europa. Hvis denne situation bliver permanent, bliver der virkelig brug for teologi for muslimerne, for så skal man altså genfortolke hele islams tradition, som har været en uadskillelig del af den samfundsmæssige praksis." (M.u.). Man tror, det er løgn eller biskoppens ubehagelige og højst malplacerede spøg. Biskop Arendt demonstrerer her sin store bekymring for islams muligheder for at udfolde sig som mindretalsreligion. Den er jo skabt som majoritetsreligion, og kun som majoritetsreligion under udøvelse af et altomfattende guddommeligt styre, et islamisk diktatur, er muslimernes krav på trosfrihed opfyldt. Ja, i virkeligheden er deres menneskerettigheder i øjeblikket trådt under fode. Men det er der vel råd for: Biskop Arendts nabo, biskop Kjeld Holm i Århus, der også er formand for Nævnet for Etnisk Ligestilling, vil vide at tage sig af dette overgreb. Eller menneskerettighedsdomstolen. Eller Frau Beate Winkler i EU-overvågningscenteret i Wien. Mulighederne er legio. Kristendommens skæbne, når islam skal udfolde sin trosfrihed i Europa, bekymrer derimod ikke den evangelisk-lutherske biskop. Men der er jo heller intet i den kristne troslære, som tilsiger, at kristendommen skal udøve magt endsige være majoritetsreligion.

Tværtimod, den er bekendt med lidelse og undertrykkelse, så i virkeligheden burde vi indse, synes biskoppen at mene, at kun ved at tilstå islam ret til at virke som majoritetsreligion med det altomfattende guddommelige styre tilsikrer vi muslimerne trosfrihed i deres betydning. Hvis vi ikke gør dette, påfører vi islamiske teologer urimelige hovedbrud med at "genfortolke koranen", så det skal kunne blive muligt for de troende muslimer at leve i et sekulært, demokratisk samfund. Men Arendt har på den anden side tidligere i interviewet givet udtryk for, at som han læser koranen, burde denne genfortolkning ikke være mulig, så han indrømmer, at problemet er stort. Men det er utroligt "spændende", thi tanken om fortolkning er jo i sig selv i strid med det uforanderlige dogme om, at koranens bogstavelige ordlyd ikke er åben for fortolkning. Som nævnt har heller ingen islam-teologer udtalt sig i den retning, højst nogle i Europa bosatte religionssociologer med arabiske navne.

Men biskop Arendt overvejer ifølge citatet ganske koldt og nøgternt en anden mulighed, som automatisk vil løse alle islams problemer i Europa med manglende frihed til at leve i et koranstyret samfund. Hvis tilstrækkeligt mange muslimer fra Mellemøsten og andre steder i løbet af nogle år kommer til Europa medbringende deres kufferter og en høj fødselsrate, så vil deres "minoritetssituation" ikke være permanent! Det, biskop Arendt fra sit bispesæde i Haderslev øjensynligt overvejer, måske imødeser, er, at Europa som et kristent kontinent med sin af kristendommen afledte årtusindgamle kultur forsvinder i en muslimsk flodbølge. En mere grotesk tankegang skal man lede længe efter.

Måske finder man den hos det, der er tilbage af Det Radikale Venstre, for hvem tanken om kapitulation jo aldrig har ligget Fjernt. Biskoppen er øjensynligt så langt ude i menneskerettighedstænkningens tvesind, at han kun bekymrer sig om islams påståede ret til at udfolde sig og derved helt glemmer sine forpligtelser som evangelisk-luthersk biskop i den danske folkekirke til at forsvare den og ganske udelukker, at vi har en selvfølgelig ret til at forsvare os mod udslettelse. Denne sidste ret kan biskop Arendt naturligvis ikke finde blandt menneskerettighederne, så lad os i stedet ihukomme Thomas Mann's ord:
"Man skal være tolerant, men man skal aldrig være så tolerant, at man underkastes sin egen udslettelse."