Af Tage Schack, Tidehverv, 1928, nr. 5, maj, s.73-74.

Idet jeg udtaler min Tak for Biskop Ludwigs indgaaende og skarpe Svar paa den af mig fremsatte Kritik af Kollektrevisionen af 1923, kan jeg ikke undlade at give Udtryk for en vis Overraskelse over Biskoppens øjensynlige Misforstaaelse af Kritikkens Udgangspunkt og Hensigt. Den gav sig ikke paa noget Punkt ud for at være en Fagmands eller en sagkyndigs Synspunkter. Den var udelukkende et Nødraab fra et almindeligt Medlem af den danske Folkekirke (der som Præst tilmed hver Søndag er forpligtet til at læse disse Kollekter), et Udtryk for Sorgen over, at man har taget noget værdifuldt fra os og givet os noget ringere i Stedet - i en Tid, hvor vi ikke taaler at miste ret meget. Her hjælper det lidet at trøste os med, at Revisionen er foretaget med den største Sagkundskab og ud fra de bedste Motiver. Derom har vi aldrig tvivlet. Men vi tillader os at spørge Biskoppen i Aalborg og de - vistnok ikke talrige - sagkyndige paa dette Omraade, om vi almindelige Menighedsmedlemmer, der skal være med i disse Bønner, men ikke har Tid og Lejlighed til indgaaende Studier desangaaende, roligt skal lade os berøve noget af det, vi har elsket og opbygget os ved, - i Tillid til, at den biskoppelige Visdom er stor, selv naar den er skjult. Vi forbeholder os Retten til at beklage os, og glæder os over, at vor Klagelyd er trængt frem til Aalborg; og vi tror, at Biskoppen har handlet klogt og rigtigt i at overvinde sig selv til at forlade sin sagkyndige Ophøjethed for at beskæftige sig med denne "letfærdige Kritik".

"Letfærdigheden" viser sig navnlig i min manglende historiske Ballast. Idet jeg fuldt ud indrømmer dette, skal jeg kun gøre to Bemærkninger hertil. Jeg er ganske vist gaaet ud fra, at Kollekterne er kommet til os fra de gamle, troesstærke Tider; og det er jo ogsaa - trods alle senere Revisioner - i det væsentlige rigtigt. Men Hovedpunktet har for mig hele Tiden været det ganske praktiske og konkrete: en Sammenligning mellem Kollekterne før og efter Revisionen af 1923, et Forsøg paa en Paavisning af de betydelige Værdier, der er gaaet tabt. Ingen nok saa lærd historisk Redegørelse kan afkræfte dette; den kan kun gøres ad andre Veje. Det er derfor en historisk interessant, men sagligt interesseløs Oplysning, at Kollekten til 27. Søndag e. Trinitatis stammer fra 1897 - eller rettere fra F. 74. Det er muligt, at man ved en Sammenligning af de tre Former, Kollekten har haft, vil komme til det Resultat, at Fengers er den bedste; i hvert Fald forekommer den af 1923 mig at være den mest kraftesløse - trods dens foregivne dogmatiske og filologiske Korrekthed. Maaske brister nemlig en af Biskop Ludwigs' Forudsætninger, den, han udtrykker saaledes: "vi, der hører til samme Slægtled som Revisorerne fra 1897," - saa at det var tænkeligt, at der kunde revideres godt i 1897, men ikke i 1923. Det er dette sidste Aar, det drejer sig om, ikke alle de foregaaende. Hic Rhodus, hic salta!

Der er imidlertid eet Punkt, hvor jeg afgørende er gaaet i Vandet og aabent maa indrømme det: Det er m. H. t. det Udtryk, jeg har brugt om Fengers Kollekter, at de er som "Kollekter skal være". Da jeg skrev dette, havde jeg dem ikke ved Haanden - og var derfor ikke klar over, at alle de Ord, hvis Udeladelse jeg har anket over, ogsaa var udeladt hos Fenger; i saa Fald vilde jeg naturligvis ikke have udtrykt mig saaledes. Biskop Ludwigs har ganske Ret i, at der m. H. t. Udeladelser er en meget stor Lighed mellem F. 74 og Revisionen af 1923. Men her hører ogsaa Ligheden væsentlig op. De Ord og Sætninger, der er optaget fra F. 74, er snart talte, og bestaar for en Del af Skriftsteder. Ja, ved de fleste af de Rettelser, jeg har anket over, er Fenger vel ansvarlig for det negative: Udeladelsen, men derimod ikke for det positive, der er kommet i Stedet. Eller Fengers Udtryk er optaget i afsvækket Form. 4. S. e. Trin., er f. Eks. F. 74: "men omgaas, som det sømmer dine Børn, i Sandhed og Kærlighed", blevet til "og omgaas hverandre i Kærlighed som dine Børn". I Kollekten til 2. Paaskedag (hvor Rev. af 1923 har slettet Ordene: "saa at, om vi end ligesom din Søn, vor Herre J. Kr. skal lide meget ondt her paa Jorden, vi dog kan have fuld og fast Trøst af dit Ord og beholde den, indtil vi efter dette Liv bliver opvakte til det evige Liv") findes der saaledes kun et svagt Ekko af Fengers ejendommelige og stærke Bøn til denne Dag. - Det er derfor ikke urigtigt at sige, at Ligheden mellem Rev. af 1923 og F. 74 mere ligger i det negative end i det positive; og man kan kun beklage, at der, naar der nu endelig skulde revideres, ikke er blevet gjort mere Brug af ,,de mange geniale Glimt og gyldne Fund", som F. 74 trods alle sine Mangler rummer, ogsaa efter Biskop Ludwigs' Mening. F. 74 har nemlig mange Steder netop det Fynd i Udtrykket, som Rev. af 1923 savner.

Det vil føre for vidt at gaa ind paa alle Enkeltheder; jeg skal derfor tilsidst holde mig til et Hovedpunkt: Anvendelsen af Skriftsteder i Kollekterne. Biskop L. synes at mene, at naar et Udtryk er bibelsk, er det næsten uangribeligt, i hvilken Sammenhæng det saa findes. Dette er imidlertid af to Grunde ikke rigtigt. For det første aner Biskop L. sikkert ikke, hvor forfladigede Skriftens Udtryk er blevet for denne Slægt ved dens ualvorlige og slidende Brug af det nye Testamente i Tide og Utide, ved dens selvsikre, uforstaaende Omgang med bibelske Udtryk; de er for os - formelt og reelt - netop blevet letløbende: rask over Tungen, rask gennem Øret. Vi trænger derfor til de Standsninger, som de gamle Kollekter gav. Og for det andet skal Skriftens Ord og Vendinger vel helst omstøbes i en Kollekt, for at blive levende, - og ikke ligefrem afskrives.

Biskop L.'s mærkelige Bogstavtro paa den danske Oversættelse af N. T., viser sig navnlig i hans Bemærkning om, at Ordet Anger ikke findes i Bibelen og "at angre" kun faa Steder om Menneskets Forhold til Gud, (hvorfor det ikke kan være et af Kristendommens stærkeste Ord). Det kunde jo være Oversættelsernes Fejl; der skulde maaske staa Anger, hvor der nu staar Omvendelse (jvnfr. "Tidehverv" S. 48). I hvert Fald hører der meget til at benægte, at i dansk kristeligt Sprog er Ordet Anger et af de stærkeste og tungeste. Saa afhængig har dansk Kristendom nu heller ikke været af de reviderede Oversættelser. At det helt skulde være forsvundet af Rev. 1923, har jeg aldrig sagt. Men det er vanskeligt at forstaa, at man har kunnet faa sig til i Kollekten til Søndagen med Evangeliet om det tabte Faar og den tabte Søn at ombytte "Anger" med det langt fattigere "Forsagelse".

Ord er jo ikke faststaaende Størrelser, men har forskellig Valeur til de forskellige Tider, selv naar de i og for sig bevarer den samme Betydning. Det, der er sket ved Rev. af 1923, er da dette, at de Ord, der ved Slid og Misbrug har faaet deres Værdi kendelig forringet, dem har man givet os i Stedet for de tunge Ord, (f. Eks. "usigelig" for "grundløs"), saa det hele tenderer i Retning af at blive een graa Masse. Man har taget de stærkeste og vægtigste Udtryk fra os og ladet os beholde de svageste.

Tage Schack.

(Chr. Ludwigs svarede Pastor Schack i: Svar på et Svar).