Af Chr. Ludwigs og Tage Schack, Tidehverv, 1928, nr. 6, juni, s.84-86.
Kolde bade kan være et gavnligt kurmiddel. I alt fald er der en behagelig forskel på hr. pastor Tage Schacks artikel om "De faste bønner" og hans "Svar" til mig. I artiklen udtalte han sig med megen myndighed om kollekter, som de "skal være", og om vore kollekters oprindelse. I sit "Svar" er han bare "et almindeligt medlem af folkekirken", der udstøder et "nødråb"(!!). I artiklen tillagde han revisorerne de grimmeste bevæggrunde, som f. eks. "ængstelse for at lade kristendommens hovedpunkt komme frem" og "frygten for, at "de andre" skal tage bønnerne forfængeligt." I sit "Svar" er han klar over, at de har handlet "ud fra den største sagkundskab og ud fra de bedste motiver", og at han (for "vi" er vel ham) "aldrig har tvivlet derom". Ja, en lille vandgang kan afsvale.
Nogle små tilbagefald til sin gamle dårlighed har han dog ikke undgået, og et par af dem bør vist påtales. Det er ikke en "sagligt interesseløs oplysning", at kollekten til 27. søndag efter trinitatis stammer fra F. 74, og at de ved revisionen af 1923 rettede udtryk stammer fra revisionen af 1897, idet nemlig hr. pastor Tage Schack har fremført just denne kollekt som et eksempel på de gamle kollekter fra de "gamle trosstærke tider" og har prist F. 74 som uforbederlig. Og når han i sit "Svar" omtaler den nu reviderede forms "foregivne (udhævet her) dogmatiske og filologiske korrekthed", er han langt ude over det tilladeliges grænser, hvis han da véd, hvad det udhævede ord betyder. De andre små tilbagefald skal jeg lade uomtalt og holde mig til det nye, han fremfører.
1) Hr. pastor Tage Schack har ganske misforstaaet mig, naar han tror, at jeg skulde finde et udtryks korrekthed i en kollekt forsvaret alene ved, at det er bibelsk. Denne misforståelse er ret besynderlig, da jeg netop har anklaget F. 74 for "opdyngen af allusioner til teksten", d. e. af bibelord. Men eet er rigtigt: jeg tilhører ikke et slægtled eller en skole eller hvad man vil kalde det, for hvem de bibelske ord "formelt eller reelt" er blevet "letløbende", eller som giver sig af med "ualvorlig" eller "selvsikker" brug af N. T.s ord. Disse ord kommer altid til mig med en ubetinget myndighed, for hvilken jeg må bøje mig, og indeholder et kald til bøn. Måske kommer dette noget af, at jeg er vokset op i et hjem og en kreds, hvor disse ord brugtes meget sjældent og ikke havde nogen særlig autoritet. Derfor kunde det være, at hr. pastor Tage Schack og jeg har en noget forskellig indstilling overfor disse ord, og derfor måtte hans omtale af nogle af disse ord støde mig endda ret stærkt.
Men så må jeg også kræve at blive troet, når jeg udtaler, at jeg - som iøvrigt de andre kollektrevisorer - meget nøje har overvejet og prøvet anvendelsen af de bibelske udtryk, som findes i de reviderede kollekter. For flotte bemærkninger uden nærmere begrundelse burde vi være fritaget. Der er fuld enighed mellem hr. pastor Tage Schack og mig om, at skriftens ord i kollekterne ikke skal ligefrem afskrives, men omsmeltes til bøn. Hvordan og hvorvidt dette er sket i revisionen af 1923, er han dog næppe den rette dommer over. Efter hans egne udtalelser har han aldrig brugt denne revision, mens jeg både før og efter 1923 har brugt den både ved offentlige gudstjenester og i privat andagt. Og selv om jeg slet ikke tvivler om hr. pastor Tage Schack's overordentlige overlegenhed overfor mig, har jeg jo da også en smule ret som "et ganske almindeligt medlem af folkekirken", og her har jeg i alt fald det fortrin frem for ham, at jeg skriver om det, jeg ved besked om og har prøvet.
2) Hr. pastor Tage Schack's ord om min "mærkelige bogstavtro på den danske oversættelse af N. T." har virkelig gjort mig undseelig. Sagen er, at jeg i grunden ikke kender så forfærdelig meget til denne oversættelse. Som vel alle præster bruger jeg ved mit arbejde naturligvis N. T.s grundtekst, og til min opbyggelse har jeg, så længe jeg overhovedet har brugt N. T. på den måde (siden studentermødet på Setnesmoen 1889), anvendt den norske oversættelse af 1898. Jeg må derfor altid slå efter i de tilfælde, hvor den autoriserede danske oversættelse efter ritualet fordres brugt.
Min undseelse skyldes da, at jeg havde været så ubeskeden at gå ud fra, at hr. pastor Tage Schack vilde gå ud fra, at jeg i min omtale af ordet "anger" kun kunde været gået ud fra grundteksten. For denne min ubeskedenhed beder jeg om undskyldning. Forresten har jeg haft megen glæde af at understrege dette ords fremkomst. Jeg havde nemlig denne lille undersøgelse i frisk minde ved læsningen af "Tidehverv" S. 48, og fik således nogle virkelig muntre øjeblikke, og dem faar man ikke så mange af.
Hr. pastor Tage Schack påstår nu, at "der hører meget til at benægte, at i dansk kristeligt sprog er ordet anger et af de stærkeste og tungeste." Hvor meget der hører til, oplyser han desværre ikke. Det er derfor med en vis bæven, jeg vover mig til en sådan benægtelse. Men jeg kan da i alt fald i modsætning til ham give ham nogle grunde for min påstand. Ordet "anger" findes ikke i den danske og norske bibeloversættelse, ej heller i F. 74, kun 3-5 gange i vore fastekollekter, ikke i vore ritualer, (jfr. dog ritual for "skriftemål og afløsning" af 1912), kun 9 gange i Roskilde Konvents Psalmebog - dens to tillæg Psalmebog for Kirke og Hjem og yderst sparsomt i vore almindelige andagtsbøger og prædikensamlinger, ligesom det kun nævnes et enkelt sted i vore autoriserede lærebøger. Og skønt jeg i årenes løb har hørt mange prædikener og kristelige taler, mindes jeg ved alvorlig eftertanke kun een prædiken, hvori ordet anger forekom, og det var i forbindelsen: "Anger kan ikke frelse." Og nu kan hr. pastor Tage Schack ikke ved en blot og bar påstand overbevise mig om, at et ord, der så sjældent anvendes, bare ved at være ubrugt skulde samle en sådan kraft og vægt, som han lader det svulme af. Det er muligt, at det vil lykkes "Tidehverv"s "vi" at få givet ordet anger den kraft og klang, den "valeur", han siger det allerede har. Men foreløbig er det ikke lykkedes.
Derfor kan det heller ikke være "vanskeligt at forstå" for den, der vil have den ulejlighed at tænke sig lidt om, at revisorerne "kunde få sig til" i kollekten til 3. søndag efter trinitatis at ombytte "anger og tro" med "forsagelse og tro". Ordet "forsagelse" findes som bekendt heller ikke i N. T. (altså hverken i grundteksten eller oversættelsen), men det er et sakramentalt ord, for så vidt som det første spørgsmål ved dåben lyder: "Forsager du …?" Nu har der, som hr. pastor Tage Schack nok véd, levet en mand her i Danmark, der hed N. F. S. Grundtvig, og som ved sit vidnesbyrd har gjort, at der er mange danske kristne, - mange, mange flere end dem, der kaldes efter ham, - for hvem ordet "forsagelse" hører til kristendommens stærkeste og tungeste ord, langt stærkere og tungere end det følelsesbetonede "anger". Grundtvig har nemlig lært disse danske kristne, at der i forsagelse ligger et frelsestilbud fra Gud selv, som dag for dag må modtages og tilegnes og virkeliggøres i vort liv, om Gud skal nå sit mål med os. Også mellem Danmarks biskopper findes der mænd, som har nemmet og vedkendt sig denne livsoplysning fra Grundtvig. Selv den mest uvillige må derfor nok uden altfor stor ulejlighed kunne komme til en slags forståelse af, at ved en samlet kollektrevision, som disse mænd havde del i, på eet enkelt sted det svage følelsesord "anger" blev ombyttet med det stærke nådesord "forsagelse" med dets tilbud og krav. Ja, jeg skulde tro, at selv hr. pastor Tage Schack ved en nøjere overvejelse måske kunde indse, at man er temmelig langt ude, når man i den anledning hyler op om, at revisorerne "derved har berøvet os(!) et af kristendommens tungeste og stærkeste ord", navnlig når klageren ikke oplyser, at ordet ,,anger" findes flere steder i de reviderede kollekter.
Hermed skal jeg for denne sinde slutte. Om selve hovedsagen: "Hvordan skal kollekten være?" vilde jeg gerne skrive i en anden sammenhæng. Det kan måske komme.
Chr. Ludwigs,
Aalborg, den 9. maj 1928.
Replik
Skønt ovenstaaende taler for sig selv, skal jeg dog knytte et Par Bemærkninger dertil.
Først: Med Ordet "foregivne" har jeg ikke villet insinuere, at Biskop Ludwigs har været i mindre god Tro. Jeg har ikke været vidende om, - hvad jeg nu er blevet gjort opmærksom paa, - at Ordet i Sprogbrugen altid peger i den Retning.
Men dernæst maa det stærkt beklages, at Biskop Ludwigs, der har en saa udpræget filologisk Interesse, ikke i samme Grad har Evne til at læse Dansk, især ikke til at forstaa indirekte Tale. Derfor har han misforstaaet mit Svar, og jeg nødes derfor til at tale tydeligt og direkte - trods Vanskelighederne ved at forhandle med en Mand, der skiftevis optræder som den fornærmede Højærværdighed (med hele det alvorsfulde, ansvarsbevidste Bispecollegium i Baggrunden) og som den muntre Journalist, vi husker fra "Dansk Kirketidende". Den sidste Rolle falder ham naturligst og bør derfor foretrækkes. Men i dem begge viser han, det skal indrømmes, en eminent Færdighed i at plumre Vandene og komme udenom Sagens Kærne. Det kan derfor være nødvendigt ganske jævnt at gøre opmærksom paa, at trods disse mange Ord er de reviderede Kollekter af 1923 stadig lige daarlige. Materialet er nu fremlagt, og enhver, der vil, kan sammenligne. Jeg gik ud fra, at Biskop Ludwigs havde forstaaet, at det var ikke hans Sagkundskab eller hans Motiver, det var galt med, men at det var Øret og Evnerne, han manglede, - at han trods sin overordentlige Tilfredshed med sit eget Forhold til Skriftens Ord dog ikke havde formaaet at røre ved de gamle Bønner uden at fordærve dem. Biskoppens Viden er paa dette Punkt sikkert grundig, og hans Motiver meget brave, (hvilket ingenlunde har kunnet hindre den sikkert ubevidste Ængstelse for at tale stærkt og enfoldigt om Kristendommen, som lyser ud af Revisionen). Men Sagkundskab er i denne Sammenhæng det underordnede, og de personlige Motiver - saavelsom Biskoppens private Bønsliv og Skriftlæsning - er Offentligheden ganske uvedkommende. Det drejer sig kun om de reviderede Kollekter, og de duer ikke.
Paa eet Punkt kommer Biskoppen dog frem i det fulde Dagslys, nemlig i Spørgsmaalet om Ordene Forsagelse og Anger. Her viser den fundamentale Forskel sig. Biskoppen foretrækker virkelig Ordet "Forsagelse", der taler om vor Side af Sagen, vor Præstation, og ganske staar paa Linje med den indremissionske Opfattelse af Ordet Omvendelse - for Ordet "Anger", der taler om det for Mennesker umulige, som Gud alene kan virke. Jeg hører nu, at det kun findes saa og saa mange Gange i det officielle Kirkesprog, og at det kun høres sjældent i Prædikener. Det er vist rigtigt. Men Biskoppen er altsaa saa gennemsyret af Officialisme, at han ikke kan tænke sig, at Ordet trods dette altid paa Dansk har givet Udtryk for noget af det dybeste i Evangeliet (jfr. Luthers lille Katekismus: "daglig Anger og Bod"), og at der stadig er Mennesker, for hvem det er et af Kristendommens Grundord. De er maaske snart ved at uddø og Ordet med dem, for "Tidehverv" er sikkert ikke i Stand til at genoplive det. Men vi andre bliver fattigere.
Utvivlsomt burde Revisionen af 1923 hurtigst muligt gøres om. Som Pastor Severinsen skriver i "Præsteforeningens Blad" (for 2. Marts d. A.): "Kollektspørgsmaalet er stadig aabent, og vi skal vistnok til at søge gamle Skatte frem, særlig Luthers Kollekter". Kan dette ikke opnaas, maa vi saa ikke blive fri for at se mere evneløs Sagkyndighed anvendt paa det overleverede. Der er ødelagt nok.
Tage Schack.