Eversharp, Tidehverv, 1982, s.72.

Kvinde-teologi
"En gammel mands gamle breve". Sådan omtaler den kvindelige lektor i Ny Testamente ved Københavns Universitet, Lone Fatum, apostlen Paulus' breve i et interview i Berlingske Tidende 15. maj. Synsvinklen er interessant. Især for en lektor i Ny Testamente. Vi forudser mange nyvurderinger i dette perspektiv. En provinsiel tømmersvends seksualforskrækkelse - det er Jesu forkyndelse. En hæmorroideplaget munks udfoldelser imellem toiletbesøgene - det kan være nok om Luther. En pukkelrygget københavners forsøg på at bortforklare sit handicap - det er passende besked om Søren Kierkegaard.

Måske vil det alligevel være teologisk frugtbart at forholde sig til, hvad de pågældende siger.

sk.

Falsk varebetegnelse
Samme kvindelige lektor har fornylig meddelt offentligheden, at det lutherske gudsbegreb er sadomasochistisk (Kristelig Dagblad 1. april). I omtalte interview i Berlingske Tidende formuleres det således: "Gud hævdes som en vældig hustyran, der sidder og våger over sine børn, men aldrig finder noget, han bryder sig om. Det er blevet til slagordet, at vi kun har ordet om syndernes forladelse at holde os til".

Vi konstaterer, at teologien ved Københavns Universitet er kommet ud over at forholde sig til syndernes forladelse. Der er jo også så meget andet og mere mondænt i stedet. Den sociale retfærdighed, økologien, kvindekamp (Gudmoder), psykologi og Dorothee Sölle. Lone Fatum har emner nok til sin virksomhed på universitetet.

Hvornår stryger hun betegnelsen teologi?

sk.

På flugt
Den kvindelige præst Margrete Auken har meddelt sin menighed ved Frederiksberg kirke, at i tilfælde af en katastrofe på atomkraftværket i Barsebäck vil hun hurtigst muligt flygte ud af København. Vi skal ikke blande os i menighedens reaktioner på oplysningen. Der kan være dem, der er lettede. Men vi finder udtalelsen tankevækkende for en præst i folkekirken. Er det Margrete Auken ukendt, at hun netop i en krise er forpligtet til at stå sine sognebørn bi? Ved hun slet ikke, at hun er menighedens tjener, der om fornødent er pligtig at sætte livet ind på at bringe den evangeliet?

Det forekommer os, at hendes biskop her havde en lejlighed til at fortælle, hvad det er at være præst.

sk.