Af K. Olesen Larsen. Tidehverv, 1926, s.9-13.

Nyborg Strand, August 1926

Det er ikke let at samle de mange Indtryk, man modtog i de fjorten Dage, Verdensbestyrelsesmødet varede; og det er langt fra sikkert, at de Indtryk, jeg fik, er de vigtigste eller svarer til Virkeligheden. Dernæst maa det ogsaa erindres, at man ingen Garanti har for, at de Repræsentanter, man træffer paa et saadant Møde, er et fuldgyldigt Udtryk for Stillingen i de paagældende Lande. Disse Bemærkninger har jeg ment at burde forudskikke, for at ingen skal tage det følgende for andet end det, det i Virkeligheden er: Indtryk, subjektivt farvede Indtryk.

Det hænder undertiden, at et enkelt Menneske eller en hel Tid mister Forstaaelsen for sit eget tidligere Liv; lidt efter lidt, men uimodstaaeligt glider hele Menneskets Livsgrundlag bort; alt, hvad han tidligere har levet paa, forsvinder; hvad der før var ham selvindlysende og værdifuldt, mister nu al Mening og Betydning. Han forstaar slet ikke, hvad han skal med det; der er ikke længer nogen Brug for det, og der findes ingen Plads for det i hans Sjæleliv. Saaledes er Kristendommen i vor Tid for de fleste Mennesker. Den er praktisk talt forsvundet fra deres Horizont, dens Sted kender den ikke mere. Lad Tiden spotte kynisk eller smile vemodigt, ligegyldigt: det er altsammen ikke mere og kan aldrig komme tilbage. Mennesket føler det, som mødte det gamle Kendinge paa Gaden uden at kende dem. - Livet er forandret; ogsaa nu vil det leves, men det tidligere Hvorfor og Hvortil er forsvundet. Og saa leves Livet uden Maal og Med - saaledes som det maa være, naar Gud er borte. Hvad der fra Kirkens Side bydes Mennesket, har ingen Betydning for ham. Og hvorfor høre paa det, naar det alligevel ikke kommer én ved? Gudløs er det moderne Menneske, det gamle er raadnet bort, det nytter ikke at holde paa det. Religionens Tid er forbi, dens Sted kender den ikke mere.

Saaledes har det længe været i de ikke-kristelige Kredse, men nu har Udviklingen ogsaa naaet de kirkelige eller kristelige Kredse. Fromhed har man, "Tro" ogsaa, Arbejde har man, megen smuk Nidkærhed og Hengivelse, men Gud er der ikke længer; han er ikke i vor Følelse, vort Arbejde, vore Tanker, ja vort hele Liv. Aldrig har vel Skridtet fra Tro til Gudløshed været saa kort som nu. Saa kan man endnu en Tid fordoble Anstrengelsen, anspænde Følelsen, det hjælper altsammen intet; Gudløshedens uundgaaelige Mare breder sig: Mennesket er ene i al sin Hjælpeløshed. Gud er død. Han er druknet i os og vort Liv. Kirkens Tale er tomme Lyde. Nok kan mar sørge over det, men Sorgen ændrer intet: det gamle Liv er udslukt; Religionens Tid synes at være forbi.

Men hvorfor da vedblive at søge, spørges der. Dette Spørgsmaal stilles af den sikre eller færdige; men andre føler, at det er nødvendigt. Kristennavnet bliver ligegyldigt, ogsaa det har mistet sit Indhold, men alligevel: ogsaa vor Tid maa spørge og ingen, intet Menneske kan give Svaret. Derfor maa Slægten fortsætte med at spørge indtil Gud selv har givet Svaret.

- - - -

Saaledes er vor Tids Ungdom - eller bliver det mere og mere. Den, der ikke har forstaaet dens Nød, dens uhjælpelige Nød, ingen, der vil hjælpe ved gamle Formler, kan tale til vor Tids Ungdom. Man kalde det Degeneration eller Sløvhed, ligegyldigt; Virkeligheden taler, og det lønner sig ikke at overhøre den.

"Tiden er vantro!" Ja maaske, men netop om de vantro hedder det jo, at de skal falde paa deres Knæ og bekende: Herren er sandelig iblandt jer. Og ærlig talt: Vor Tids Ungdom gjorde det gerne.

"Spot!" Ja, men den Ungdom spotter ikke gerne, der selv tørster efter Virkelighed, Guds Virkelighed. Selvbestaltede Redningsmænd bryder vi os ikke om, og eftersom vi foreløbig ikke har set andre, hvad Under da, om vi trækker paa Skuldrene.

"Det er det religiøst ekstraordinære, man forlanger!" Hvorfor mon denne Beskyldning altid udslynges af dem, der ikke formaar at give Ungdommen det daglige Brød?

"Negativitet!" Er det negativt at trænge til Gud, hvad har da et Menneske andet end det negative? Og man forlanger da vel ikke, at vi skal prale af den Positivitet, vi ikke har, eller ogsaa, er af den Beskaffenhed, at endogsaa vi selv næppe kan faa Øje paa den.

Maaske har jeg ikke Ret! Ja gid Ungdommen ikke havde Ret! Men man kan sagtens byde letkøbt Hjælp, naar man ikke kender sin Tid og dens Nød. - Indtryk, subjektive Indtryk, andet er dette ikke, og vil man hellere berolige sig med det, saa værsgod! Tiden ruller videre, og der er intet i Vejen for, at Kirken kan hygge sig i indbildt Rigdom, mens Verden hungrer og tørster efter Guds Evangelium. Naar man var til Stede paa Nyborg Strand og betænkte, at det er gennem os, Kristendommens glade Budskab skal naa videre ud, kunde man ikke andet end ønske, at Verden engang vil opdage, at Kristus, den levende Kristus, ikke er Kirkens Eje, men henvender sig til alle.

At det forholder sig saaledes, som jeg ovenfor har skildret det, viste Verdensbestyrelsesmødet ganske tydeligt, selv om det naturligvis ikke blev sagt med de Ord, og selv om en stor Del af Deltagerne ikke vil give min Fremstilling Ret. Dog vil det være vanskeligt at komme udenom, at man paa Bestyrelsesmødet stod usikkert og famlende overfor Tiden; Bevægelsens Budskab er smuldret bort, man vidste næppe længere, hvad det var, man vilde forkynde Verden. Derfor var det ogsaa, man var saa travlt optaget af at diskutere de intellektuelle, psykologiske og moralske Hindringer for Evangeliets Udbredelse.

Vi er kommen ind i en Krise, den raske Fremmarsch er forbi. Det er Tid at spørge - saaledes som der ogsaa blev spurgt paa Mødet, og det vel at mærke ikke, fordi man tvivlede paa Gud, men fordi man tvivlede paa sig selv -: hvad har vi at bringe? Har vi et Evangelium, hvorover vi ikke behøver at skamme os, og for hvilket vi ikke behøver at argumentere, fordi vi kender dets Kraft? Nej, det synes vi ikke at have. Vi staar mærkeligt tomhændede; den Helligaand er taget fra os - eller vil man hellere sige det saaledes: den siger os kun, at vi har villet os selv og ikke Gud, hvorfor der nu ikke er anden Udvej for os end at bede Gud forbarme sig over os alle, give os et Budskab for os selv og vor Tid, gøre os til Tjenere for dette Budskab og ikke til dets Herrer. Deflationen har naaet os, hverken vore Ord eller vore Gerninger formaar at overbevise vore Kammerater - hvorledes skulde de for Resten kunne det, de formaar jo end ikke at overbevise os selv?

Og Verdens kristelige Studenterbevægelse er ikke nogen Enklave, ogsaa i den lærer man Tiden at kende. Som Verdensforbundet ikke har det Budskab, Tiden trænger til, det nye Evangelium for hele Mennesket og hele Menneskeheden, saa har Kirken det heller ikke. Det fremgik tydeligt af Beretningerne fra de forskellige Lande, at dette ikke er noget særligt Studenterfænomen; det gælder hele Ungdommen, selv om det maaske er tydeligst blandt Studenter (og Arbejdere).

"Forkyndelsen maa være mere paradoksal," sagde Dr. Kullmann, den af Mødets Deltagere, der bedst havde forstaaet sin Tid. Ja, sandelig: Verden er ikke saa lige til, som den kristne Forkyndelse som oftest giver Indtryk af. Hvad skal vor Tids Ungdom stille op med en Forkyndelse, hvis Hovedsum er denne: omvend Dig (paa pietistisk Vis), saa faar Du alt, hvad Dit Hjerte kan begære? Og med den liberale Einerlei om den kærlige Gud - mens alt viser, at hvis Gud er Kærlighed, saa er det i hvert Fald en egen Art af Kærlighed? Og med den pæne kirkelige Forkyndelse: i Kirken er det givet, og uroligt er Hjertet, indtil det finder Ro i den?

- - - -

Alt, hvad jeg i det foregaaende har sagt, kan samles i dette: Kristendommens Sandhedsproblem er i vore Dage ét med Virkelighedsproblemet. Hvorledes overbeviser man Mennesker om, at Kristendommen er en Virkelighed? Egentlig var det det Spørgsmaal, man hele Tiden kredsede om. Studenterne er tilbøjelige til at mene, at det kun er from Tale; og intet er Tiden mere ligegyldigt end from Tale og fromme Tanker.

Tydeligst kom det maaske frem i en Tale af Repræsentanter for Latvia: Studenterne ynder ikke at bruge Ordet Kristen, ogsaa dette har mistet sit Indhold. Man møder den kristne Forkyndelse med Mistro, især naar der slaas paa Erfaringerne. Man ønsker ikke længer at fristes til at forveksle sine egne religiøse Erfaringer med Virkeligheden. Store Dele af Studenterverdenen er grebne af en Skepsis, som det er uhyre besværligt at rive dem ud af.

Men mon jeg tager fejl, naar jeg tyder de indiske Delegerede paa samme Maade? Verden forlanger Bevis for, at Kristi Aand virkelig taler igennem de kristne. Selvopofrende Kristendom (sacrificial christianity) forlanges der, og det indvendes mod de kristne, at man finder langt mere af Kristi Aand udenfor end indenfor Kirken. Er det ikke et andet Udtryk for det samme? Længslen efter Virkelighed, Kristi Virkelighed og ikke blot menneskelig Tale om ham. Ikke mindre interessant var det at høre Røsterne fra Amerika. Naturligvis er Amerikanerne Optimister; naturligvis mener de, at naar det er saa vanskeligt at faa Studenterne i Tale, saa kommer det af, at vi endnu ikke har fundet de rigtige Methoder, hvorfor det gælder om at finde ud af, hvorledes vi skal klare alle de psykologiske, intellektuelle og moralske Indvendinger. For Amerikanerne er det tilsyneladende, men ogsaa kun tilsyneladende, ikke Virkelighedsproblemet, det drejer sig om. Det, det kniber med, er at faa Studenterne til at indse, at Kristendommen er noget, som det er værd at have med at gøre. Det blev derfor foreslaaet at anbefale Studenterne at eksperimentere med Kristendommen for at finde ud af, om den ikke skulde være noget for dem, være "valuable" for dem. For at overbevise dem, skulde vi fortælle om vore egne Erfaringer, hvorfor det ogsaa var nødvendigt at uddybe disse. Nu kan man jo ikke vide, hvor naive de amerikanske Studenter er, men det skulde være underligt, om de ikke trækker paa Skuldrene ad vore Erfaringer ligesom deres europæiske Kolleger. Derimod forstod man saa godt, at det kunde være nødvendigt at forklare, hvorfor Kristendommen var værd at tage med, da den Kristendom, der bydes, gør et saa menneskeligt Indtryk, at man ikke et Øjeblik kan nære nogen Tvivl om dens Oprindelse. Man skal ikke lægge for stor Vægt paa Udtrykkene, men det er dog sikkert ikke blot Ordene, der er besynderlige, naar der hele Tiden tales om Jesu Livsfilosofi, Jesu Livsmaade, Jesu Lære - hvilken sidste man mener at kunne anvende til Løsningen af vor Tids sociale og internationale Problemer. Guds Bestilling er at give os Ideer, og saa skal vi udføre dem - næsten nøjagtig saaledes faldt Ordene. At det skulde volde nogen Vanskelighed at gennemføre Bjergprædikenens Bud, var en ganske uforstaaelig Tale: Jesus kunde dog ikke have givet Befalinger og Anvisninger, som vi Mennesker ikke kunde realisere. Jeg kan ikke indlade mig paa at citere alle de mærkværdige Ting, man hørte, men jeg maa bestemt hævde, at hvad jeg citerer, er typiske Udtalelser, der ganske dækker Helhedsindtrykket. Betegnende var en Bibeltime af én af de førende Amerikanere; naturligvis er det de synoptiske Evangelier, man studerer. Vi fik et helt Skema for Studiet af Teksten; det ser saaledes ud: 1. Hvad har vi her? 2. Hvad betyder det? 3. Hvilket Problem er det, der stilles Jesus? 4. Hvilken Løsning gives? 5. Hvilken Betydning har dette for mig? Selvfølgelig er det sidste Punkt ikke tænkt egoistisk-personligt, nej det, jeg søger, er psykologisk Vejledning for mit Arbejde med andre. - Selv om Amerikanerne selv havde Tekniken i Orden, var de dog meget villige til at lære noget nyt; da det i en Diskussion, der næsten udelukkende drejede sig om det, jeg har kaldt for Virkelighedsproblemet, blev hævdet, at vi trængte til en Omgang Atheisme, spurgte én af de amerikanske Delegerede straks: "Men hvorledes bærer De Dem ad med det?" -Ja, hvis det var Methoderne, der gjorde det, kunde der ikke tænkes bedre Førere end Amerikanerne.

Paa samme Linje bevægede Englænderne sig: det gjaldt om at skaffe en bred intellektuel Baggrund - som om en bred intellektuel Baggrund kan erstatte Virkeligheden. I det hele taget var det ejendommeligt at lægge Mærke til den Rolle, intellektuelle Spørgsmaal synes at spille i England og Amerika, samtidig med, at den Maade, hvorpaa man behandler de intellektuelle Vanskeligheder, ikke tyder paa, at man har med nogen virkelig radikal Tvivl at gøre.

Desværre tillader Pladsen mig ikke at give en Skildring af den Tyrkertro, man nærede til Konferencer. Desuden vil det vist altid forblive en uløselig Gaade, hvordan det kan være gaaet til, at de praktiske Englændere og Amerikanere er kommet til at tro, at Verden forandres ved Studiekredse og Diskussionskonferencer.

Selvfølgelig hørte vi ogsaa de gamle evangeliske Toner, men de var faa og upaaagtede. Naar Evangelismen en sjælden Gang havde Ordet, sad Forsamlingen saa løjerligt uforstaaende, som om den ønskede, at man snarest skulde gaa over til Dagsordenen. Noget mere afgørende Bevis for, at den gamle Vækkelseskristendom er forbi og det baade i den engelske Evangelismes og i den tyske (og skandinaviske) Pietismes Form, kunde man overhovedet ikke forlange. Kun i visse Dele af Mellemeuropa hører Studenterne endnu efter, naar man fortæller dem om den Vished og Lykke, der naas gennem Omvendelsen; og i Finland har man nylig skabt en stor Vækkelse ved Sammensmeltning af Karl Barth og Vækkelsesforkyndelsen - det er vist saadan noget, Barth har tænkt paa, naar han taler om "emotionale Misverständnisse".

Paa den almindelige Fattigdom har man nogle Steder, som f. Eks. i Norge, forsøgt at bøde ved ritualistiske Gudstjenester; i Sverrig synes Kirkebevidstheden at være saa stærk, at den foreløbig har kunnet modstaa Tidens Storme. I Tyskland, hvor man ganske naturligt har været længst nede, findes der en stærk og bevidst Søgen efter et nyt, helt Evangelium.

Kun i Kina hørte man en helt igennem optimistisk Betragtning af Situationen: her gik alt strygende; de kristne Studenter var Optimister, mens alle andre var Pessimister. De følte netop, at de havde et Budskab at bringe deres Tid. Selve Budskabet var det forholdsvis vanskeligt at blive klar paa; det gjorde et meget amerikansk Indtryk: "Folkeforbundskærlighed", Skoleundervisning o. s. v. Omtrent ligesaa amerikaniserede syntes Japanerne at være - det er trist, at de gule Folk i deres nationale Opvaagnen har taget fejl og er blevet Amerikanere.

- - - -

Til denne korte Oversigt over Studenterbevægelsens Stilling i de forskellige Lande skal jeg endnu føje et Par Bemærkninger om Verdensbevægelsens Stilling til Missionsarbejdet og Kirken.

Hvad det første Punkt angaar fremgik det af Generalsekretærens Beretning, at der her er sket en fuldkommen Omvæltning: Missionsspørgsmaalene er traadt i Baggrunden, og sociale, internationale og raciale Spørgsmaal har taget deres Plads. Lidt naivt hed det i Sekretærens Beretning, at dette ikke betyder, at Studenterne har mistet Interessen for de fremmede Lande, tværtimod: den er navnlig i Amerika større end nogensinde. De vanskelige Missionsforhold og mange andre Ting angives som Aarsagerne til den ringe Missionsinteresse. Men mon ikke den egentlige Grund til, at Studenterne holder sig borte fra Missionsarbejdet, er den, at de ikke længer ved, hvad de skal der efter. De sociale og internationale Problemer er meget nemmere at have med at gøre; dem kan man snakke om i det uendelige uden, at det ses, at der ingenting sker. Man dækker Kejseren med blomstrende Resolutioner, og saa tror man, han har Klæder paa.

Hvad det andet Punkt angaar, da har jeg allerede antydet, at Studenterne sjælden føler sig bundet til Kirkerne. Som Forklaring henviser man til, at de snævre konfessionelle Rammer nødvendigvis maa forskrække Studenterne, der er begejstrede for Tanken om alle kristnes Enhed. Man kunde imidlertid ogsaa tænke sig, at naar Studenterne ikke føler sig bundet til Kirkerne, hænger det sammen med, at der ingenting er at være bundet til. I hvert Fald viser det sig, at, hvor der virkelig er Liv i Kirken, der er den kristne Studenterbevægelse meget kirkelig. Jeg tænker her især paa de russiske Flygtningsstudenter; her er Studenterbevægelsen ét med en Tilbagevenden til og en Fornyelse af den orthodokse Kirke. Men Russerne har nu ogsaa altid haft visse Betingelser for at være fattige i Aanden og dermed for at forstaa Fællesskabets Betydning.

- - - -

Hvad skal vi gøre, hvad er Verdensforbundets Opgave?

Det var det Spørgsmaal, som stadig kom igen paa Konferencen, og man kunde derfor have ventet, at det var blevet behandlet med den fornødne Alvor og Grundighed, saa meget mere som Bevægelsens Evangelisationsarbejde ifølge Generalsekretærens Beretning var Mødets Hovedemne. Men desværre lader det sig i al Almindelighed ikke nægte, at man ingen virkelig Forstaaelse havde for Situationens Alvor. Med vanlig Fart skulde Problemerne diskuteres og løses; og desuden: det maatte undgaas, at der opstod for store Modsætninger. Et grelt Eksempel paa disse Bestræbelser fik man netop i Diskussionen om Evangelisationsarbejdet. Straks ved Begyndelsen af Forhandlingen foreslog Lederen, at man først skulde diskutere de intellektuelle og psykologiske Vanskeligheder, saa kunde man bagefter tale om, hvilket det Budskab var, som man havde at bringe. En af de tyske Delegerede frygtede for, at man efter at have overvundet alle disse Vanskeligheder slet intet Budskab havde at bringe, da det var blevet glemt under Travlheden. Paa Trods af al god Konference-Fornuft gav han sig derfor straks til at tale om Indholdet af vort Budskab. Dette vakte et vist Røre, og man gjorde sit bedste for atter at faa Enighed og Fred bragt til Veje: de unge blev kaldt sammen og opfordret til at tage Ordet, for at man ikke skulde komme ind paa theologiske Stridspunkter (theological controversies). Man skal for Resten ikke hænge sig i Ord; man kan saamænd godt kalde det et theologisk Spørgsmaal, om vi har haft saa travlt med at udbrede Evangeliet, at vi rent har glemt, hvori det bestaar; men for somme af os er det alligevel ikke ganske uden praktisk Betydning. Heldigvis var Ungdommen Situationen voksen; der kom navnlig fra amerikansk og engelsk Side en Række Indlæg, der, selv om de ikke belyste Problemet, saa dog kastede en ganske interessant Belysning over Ungdommen. Vi fik bl. a. at vide, at det gik let og frydeligt altsammen, men det var da heller ikke saa sært, eftersom vi levede i saadan en venlig og fornuftig Verden (friendly and reasonable world). Vi skulde give os noget mere af med at vise, hvor fornuftig og naturlig Kristendommen i Virkeligheden var, og hvor nøje den passede til vort hele Liv. - Paa denne Maade besværliggjordes en aaben Drøftelse: og man havde en Følelse af, at der ikke var megen Grund til at komme sammen fra alle Verdens Kanter for at fortælle hinanden den Slags Ting.

Naar jeg skriver dette, er det for at faa sagt, at det gjorde et meget daarligt Indtryk paa adskillige af Deltagerne, at man søgte at holde Modsætningerne nede ved mere eller mindre aabenbare tricks. - I Parentes bemærket antager jeg ikke, at jeg ved denne Kritik rammer Dr. Moth; i hvert Fald viste han ved anden Lejlighed, at han var i Besiddelse af en ualmindelig Retfærdighedssans; noget andet er, at han ikke synes at have den Betydning for Ledelsen, som han engang havde. - Mener da virkelig Ledelsen, at den Pseudo-Enighed, der paa denne Maade opnaas, er noget værd? Har man ikke saa megen Tro paa det, der binder sammen, at man tør tale frit ud om de Ting, der skiller os? Er Meningen den, at det amerikanske Element, hvorved jeg ikke blot forstaar noget geografisk i den Grad skal herske, at vi andre kun maa gaa med som anden Rangs Amerikanere? Sæt vi nu ikke vil følge med. Sæt denne vor Stædighed grunder i noget dybere end i det, at vi ikke kan det. Det skal ikke nægtes, at det kan være vanskeligt at finde Udtryk, som vi alle forstaar, men saa burde man give sig Tid til at finde et fælles Sprog. Man faar uvægerligt det Indtryk, at vi har Pligt til at forstaa dem, mens de ingen Pligt har til at forstaa os. Det højeste, man kan opnaa af en Englænder eller Amerikaner, er, at han siger, at det var frygtelig interessant, hvad den og den sagde, men, at der skulde være Grund til at beskæftige sig nærmere med det, falder ham aldrig ind.

Der er ingen Tvivl om, at der paa denne Maade spildes store Muligheder: der fandtes trods alle Modsætninger megen god Vilje til Forstaaelse; nationale Modsætninger spillede ingen Rolle, og dogmatiske Skillemure heller ikke.

Til Undskyldning vil jeg dog bemærke, at naar Amerikanerne og Englænderne mistænker os for Pietisme, er det ikke uden Grund: denne Tilbøjelighed ligger os i Blodet, og det skal villig indrømmes, at Pietismens "aandelige" Frelse ikke er at foretrække for den amerikanske Handlingspelagianisme.

Til yderligere Belysning af Konferencens Forretningsgang skal jeg sluttelig anføre, at Flertallet af Forsamlingen meget sjældent anede, hvorom Sagen drejede sig. Dette var Tilfældet baade i Spørgsmaalet om Verdensforbundets interkonfessionelle Stilling, om Fortsættelsen af den europæiske Studenterhjælp (International Student Service) og Forholdet til K. F. U. M. og K.

Naar jeg skal sammenfatte, hvad vi lærte af Verdensbestyrelsesmødet, véd jeg ikke noget bedre end at citere en Tale af Dr. Kullmann.

Han skildrede vore Forhold som det Spejl, hvori vi saa vor egen Hjælpeløshed og Raadvildhed, ja hele den kristne Verdens Hjælpeløshed. Som Grund hertil nævnede han tre Punkter: for det første var Evangelismen med dens Budskab om den enkelte Sjæls Frelse bristet. Vi maa nu søge en Frelse for hele Verden; vi formaar ikke, saaledes som man den Gang gjorde det, at skille mellem os selv og den Verden, hvori vi lever, og vi føler os solidariske med hele Menneskeheden. Verden længes efter at gennemtrænges af Gud, den trænger til en Frelse, som griber alle Kræfter og alle Sider af Menneskelivet. For det andet indser vi mere og mere Umuligheden af at tale med hverandre i de gamle dogmatiske Termini; vi lever i en Babels-Forvirring med Hensyn til Udtryksformer. Derfor maa vi til en Begyndelse stamme Pascals Ord: Du vilde ikke søge mig, hvis Du ikke allerede havde fundet mig. Vi er og maa være antidogmatiske, men vi maa søge at skabe et Kosmos af kristelig Sandhed - om man vil: en ny Dogmatik. Den gamle Evangelisme derimod har kun set den enkelte Sjæl og glemt Verden. Vi maa haabe paa den Tid, da vi kan sige: her og nu virker Gud. Endelig har Evangelismen forekommet os at være en Voldsmethode, og den har ofte virket voluntaristisk og organiserende i Stedet for at være en Strøm fra et overstrømmende Hjerte: her staar jeg ......

Dette "ny" Evangelium er det, Ungdommen søger. Naar den forlader de gamle Stier, da er det fordi det gamle var menneskeligt, alt for menneskeligt. Denne Trang, denne Søgen forekom det mig, at jeg kunde spore overalt selv hos de frejdigste og gladeste Optimister, og derfor var Verdensbestyrelsesmødet trods alt et Vidnesbyrd om, at Gud har ikke glemt os. Men vi har glemt ham, og derfor er det, han lader os prøve, hvordan det er at være ene.