Af k.. Tidehverv, 2003, s.165.

Gud er død. I hvert fald i Århus. I hvert fald på Det teologiske Fakultet i byen. "Gud er ikke, hvad han har været", som Niels Grønkjær kan forklare. På Nekro-teologisk Fakultet kan de også fastslå, hvornår det gik så galt. Det var i det Herrens år 1885, Herren stille sov ind, da Nietzsche sagde, han skulle. Efter lang tids svær sygdom, tilføjet ham af Kants kritik af gudsbeviserne. Det er altså de sørgelige rester af en afdød, der obduceres på Fakultetet.

Lyder det dumt? Det er det også, og det kommer ikke til virke mindre dumt, når det siges på århusiansk. Guj er døej.

Det med sproget er en ærlig sag.

Hvad derimod er uærligt ud over alle grænser, er, når nekro-teologen i Taarbæk, Thorkild Grosbøll, hævder, at han bare siger det samme som K. Olesen Larsen. Det er en desperat mand, der kommer med dette postulat. En mand, det i sin heroiske kamp for alt, hvad han har kært - embede og embedsbolig - bruger ethvert løsrevet citat, der kan gavne hans sag.

Men det er alligevel for groft. For når Olesen Larsen i artiklen "Hvad mener vi med at tale om Gud" siger, at man ikke kan tale om Gud, vil han sige lige det modsatte af nekro-teologerne. Det, Olesen Larsen understreger, er Guds almagt: "Gud er kun til som Gud med stort G og ellers ikke".

At man ikke kan tale om Gud, betyder så, at man ikke kan gøre ham til genstand for en tilbagelænet diskussion. Man kan selvfølgelig godt tale om ham, men man kommer til at lukke munden på Gud. Det bliver vores meninger om Gud - og ikke Guds mening om os. Pointen er altså, at man med talen-om-gud kommer til at behandle Gud som en sommerfugl, der bliver sat op på et bræt til almindelig beskuelse. Gerne med en nål igennem. Men så er det ikke længere den levende Gud, der gør krav på os, vi har med at gøre, men en død Gud, vi har fået sat på plads. Lige præcis det, der sker i den omsiggribende "debat om Gud", hvor kirkefolk jubler over, at "Gud er blevet sat på dagsordenen". Så ved vi da, hvor vi har ham.

Vi kan ikke tale om Gud, men vi kan forkynde ham. Og vi skal forkynde ham. Det er det, Olesen Larsen siger.

Grosbøll siger, at vi ikke kan tale om Gud, fordi han er død. Og derfor kan vi heller ikke forkynde ham. Hos Grosbøll er der intet evangelium, intet ydre, objektivt ord. Kun en tradition og så "gudstjenestens museum". Det er ikke tilfældigt, at han bruger dette støvede udtryk, for i Grosbølls kirke samles vi om en afdød. Om det samme corpus, som nekro-teologerne obducerer i Smilets By. Altså ingen Gud i Taarbæk Kirke, ingen teologi i Århus.

Kan man på den baggrund tillade sig at undre sig over, at folk ikke tager folkekirken alvorligt?

k.